Rejser til Korfu

Korfu er uden tvivl en af de smukkeste og grønneste øer, som jeg har oplevet i det evigt charmerende Grækenland. Placeret tæt op ad det græske fastland og ud for Italiens støvlehæl, ligger denne historiske perle som den nordligste af de Ioniske øer og vugger let i strædet mellem det ioniske og det adriatiske hav.  Og så er ”perle” vel egentlig så meget sagt, for faktisk kaldes Korfu (meget velfortjent) intet mindre end ”smaragden i det ioniske øhav”.

Som du måske kan fornemme, så kan du roligt begynde at forestille dig en eventyrlig pallette af blågrønne nuancer, der kendetegner øens enorme frodighed omkranset af den 217 km lange og meget varierede kystlinje. Landskabet byder på et overflødighedshorn af oplevelser. Fra den ældste hovedvej på øen, som snor sig kilometervis langs gamle, krogede oliventræer og til små, søvnige landsbyer inde i landet, og videre ud til kyststrækningerne, der byder på adskillige, uforglemmelige udkigspunkter. 

Her ude ved kysten gemmer den ene lille bugt sig efter den anden med krystalklart, azurblåt vand. De fleste har tillige små, fine strande, der synes at ’lege skjul’ bag de dramatiske, nærmest lodrette klippevægge, som er iklædt den grønneste vegetation fra top til tå. Her findes alle variationer af grønt og blåt, gemt bag stort og småt.

Som den næststørste af de Ioniske øer (som udover Korfu består af, Paxos, Lefkas, Ithaka, Kefallonia, Zakynthos, Kithira og Skorpios), så er Korfu med sine ca. 640 km2 ca. på størrelse med Bornholm. 
Korfu er blot 60 km lang, hvis bredde varierer fra 4 km på det smalleste til 30 km på det bredeste sted. Derfor er det nemt og overskueligt at tage sig rundt fra de historiske bydele til de betagende udkigspunkter indenfor overskuelig køretid. 

Fra øens østkyst kan du se over til det græske fastland samt til Albanien, som blot ligger få kilometer væk på det smalleste sted. Jeg anbefaler på det varmeste, at du har en lejebil til rådighed, så du kan nyde så meget af Korfu som muligt på din ferie. 

Den frodige vegetation og det stabile jordbrug, der blandt andet viser sig i de enorme olivenlunde og bølgende vinmarker, danner stadig en solid grobund for Korfus økonomi, vel suppleret af den allestedsnærværende turisme. Korfu kan have forholdvist store mængde af nedbør fra midten af september og deraf følgende luftfugtighed, hvilket er unikt for Grækenland og noget, som gør de ioniske øer til de grønneste i landet. 

Øen gennemskæres af tre mindre bjergkæder: Den nordligste og bredeste del af Korfu dækkes af den højeste bjergkæde, hvis højeste punkt er Mt. Pantokratoras med sine 914 m.


Korfu by

Korfu by er den største seværdighed på øen og absolut værd at bruge lidt tid på. Det siges, at byen er blandt de mest charmerende i hele Grækenland. Jeg tilslutter mig gerne dette.

Hvad enten du er til en hyggelig slentretur gennem byens charmerende, smalle gader. Om det er shopping i de mange små butikker der trækker, eller om du (ligesom undertegnede) ynder at gå på opdagelse i historie fra en svunden tid, så kan det hele kombineres indenfor overskuelig tid og afstand.

Jeg oplever Korfu by første gang en varm oktober-aften på en spontan slentretur langs esplanaden, der af mange anses for at være et kunstværk af sin slags i Grækenland, og som er byens naturlige mødeplads. Først studser jeg dog lidt over synet af den store cricketbane, der skal være den eneste af sin slags i hele Grækenland. Udover sommerslottet, der tidligere husede den britiske generalguvernør, er dette nok det mest iøjnefaldende, britiske islæt. 

Et øjeblik efter får jeg fornemmelsen af at være i byernes by (Paris) et øjeblik…  Den smukke Liston-bygning med sin lange, karateristiske buegang skal efter sigende da også være inspireret af Rue de Rivoli i ja… netop Paris. Restauranter, caféer og hyggelige barer ligger på stribe i den elegante svalegang, og her er en afdæmpet, klassisk stemning. 40.000 af Korfu’s ca. 120.000 indbyggere bor her i Korfu by, og derfor byen summer af liv alle ugens dage, på den stilfærdige måde. 

Min græske kollega, Nikos, gør mig selskab, og han ved lige præcis, hvor man skal gå hen for at få det mest autentiske, græske måltid. For udvalget af de hyggelige restauranter er overvældende. Jeg har fået stillet i udsigt, at græsk mad her på Korfu ikke er som på de øvrige græske øer, og det er jeg naturligvis nysgerrig efter at smage.

På Aegli – den ældste traditionelle restaurant i Korfu by – får jeg en ”pastitsada” og Nikos vælger en ”sofrito”, der efter sigende er to af øens mest lokale specialiteter. Umiddelbart tænker jeg: Ja, ja… Pasta med kødsovs er vel ikke så lokalt endda? Men efter et udsøgt måltid kan jeg kun bekræfte, at mine smagsløg er aldeles begejstrede, og det er ikke at sammenligne med en klassisk pasta med kødsovs.

Nårh, ja… Så er der jo lige det med historie (som jeg elsker). For mig er det svært at rejse til et nyt sted uden lige at skulle stikke næsen lidt ned i historien, og jeg ender altid med at have et par nye bøger med hjem i kufferten. Denne aften i Korfu by slutter såmænd også i en lille boghandel med et par nye erhvervelser om henholdsvis Korfu og græsk mytologi, som jeg finder evigt fascinerende. 

Korfus gamle bydel er bevaret af UNESCO

Korfu by ligger strategisk placeret ved indsejlingen fra det adriatiske hav, og det historiske islæt er såvel iøjnefaldende som karakteristisk. Kerkyra, som grækerne selv kalder byen, har været under byzantinsk, venetiansk, fransk og britisk styre, inden at den i 1864 igen bliver en del af Grækenland. Intet andet sted på øen mærker du det historiske vingesus, som netop her. 

Især den venetianske periode har sat sit tydelige præg. Fra det 15. århundrede har Korfu været under venetiansk styre i godt og vel fire hundrede år, og har været en strategisk, velplaneret fæstningsby. De tre forter, tegnet af venetianske ingeniører, beskyttede republikken Venedigs maritime handelsinteresser. Dette trods indædte kampe og belejringsforsøg mod det ottomanske styre, for hvem det lykkedes at indtage langt de fleste øvrige græske øer. 

I tidens løb er byens forter blevet renoveret og repareret adskillige gange, senest under det britiske styre i det 19. århundrede. I dag kan det synes så som så med den velplanerede byplanering, men mange af de gamle bygninger, paladser, kirker og klostre i byens gader vidner om de forskellige historiske perioder, og byen emmer af en harmonisk symfoni mellem den autentiske, græske stemning og gæstfrihed, krydret med det italienske, franske og britiske islæt. En unik kombination, der ikke opleves mange andre steder i Grækenland. 

Netop de unikke og historiske bygninger og forter, udgør et enestående arkitektonisk eksempel på den gamle bydels autentiske ægthed og integritet og har medført, at den gamle bydel nu er optaget på UNESCO’s verdenskulturarvsliste.

Philharmonika-musik? Hvorfor nu det?

Korfus philsharmonika orkestre er kendt verden over, åbenbart. Jeg skal blankt erkende, at det er gået min næse forbi. Så du kan nok forestille dig et badutspring fra min side, da jeg på en slentretur i byen, pludselig hører lyden fra en stortromme brage højlydt ud fra et lokale på anden sal i en af byens gamle bygninger. 

Det viser sig at være øveaften for et af byens orkestre, og det foregår altså for åbne vinduer, så hele byen kan lytte med. Unge som gamle samler sig foran bygningen og nyder ”koncerten”... Det er alligevel ikke hver dag, at man kommer ud for det i Grækenland. Meget stemningsfuldt, og det er umuligt ikke at lade sig gribe af stemningen. 

Rigtig god ferie til Korfu

En charmerende og anderledes ø, hvor naturen viser sig i et uforglemmeligt maleri, og hvor græsk gæstfrihed og italiensk elegance møder hinanden i en harmonisk symfoni. Et gammelt ordsprog lyder ”Enten bliver du forelsket i, eller på, Korfu” Jeg må tilslutte mig det første…. Indtil videre: )

Læs mere om Korfu

Seværdigheder

Jeg har her udvalgt nogle få af de seværdigheder, som du har mulighed for at opleve på din ferie på Korfu. Beskrivelsen er udelukkende ment som en inspiration til din rejse, og der tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du har lyst til at læse mere om andre seværdigheder på Korfu, anbefaler jeg dig at læse vores blog om rejser, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Palaiokastritsa

Palaiokastritsa, beliggende på den nordvestlige del af øen, ca. 16 kilometer fra Korfu by, er af mange regnet for at være én af Korfus smukkeste landsbyer. Det er dog først og fremmest de mange fremragende strande, beliggende i området omkring byen, som tiltrækker de fleste besøgende. Der er 15 strande i alt i området og de fleste kan kun nås med båd. En del af strandene ligger indlejret i smalle bugter, og omgivet af grotter og klipper, som gør oplevelsen endnu mere speciel.

Byen er også kendt for sit kloster, Theotokos, som stammer fra det 12. århundrede. Klostret står smukt omgivet af vilde træer på et forbjerg med en fantastisk udsigt ud over havet. I én af klostrets gamle celler er der indrettet et museum, hvor det er muligt at betragte nogle af klostrets sjældne relikvier.

Achilleion

Achilleion, som står på klippen Gasturi, ca. 10 kilometer syd for Korfu by, er et spektakulært palads bygget i 1890 på ordre fra kejserinde Elisabeth af Østrig-Ungarn og efter et forslag fra den østrigske konsul Alexander von Watzberg. Paladset er, som navnet antyder, designet med Achilleus som tema og blev bygget kun et år efter, at kejserinden havde mistet sin eneste søn, Rudolf af Østrig. 

Kejserinden, der var besat af kunst og skønhed, havde forinden valgt Korfu som stedet for at opføre sit palads, fordi det var hendes foretrukne feriested, og fordi hun var en stor beundrer af græsk kultur og historie.

Achilleion blev købt i 1907 af William II, der brugte det som sommerresidens. Efter Anden Verdenskrig blev Achilleon overtaget af den græske stat.

Korfu by

Korfu by er øens kulturelle, økonomiske og politiske nervecenter som hovedstad ikke bare for øen Korfu, men for alle De Ioniske Øer. Desuden er byen er én af de mest populære attraktioner på Korfu, ikke mindst på grund af sin gamle bydel, der er blevet erklæret verdensarv af Unesco.

Ud over den gamle, smukke bydel byder Korfu by blandt andet på følgende seværdigheder; en gammel venetiansk fæstning - Citadellet - fra 1546 med en fantastisk udsigt ud over havet og byen; kirken Áyios Spyrídon fra 1589, der er opkaldt efter Korfus skytsengel Sankt Spyridon og som kan ses langvejs fra med dens pragtfulde røde kuppel på toppen af klokketårnet; pladsen kaldet Spianada, som er Korfu bys centrale, offentlige plads, og som hævdes at være Europas andenstørste plads; Korfus arkæologiske museum, der blandt andet rummer enestående fund fra øens antikke hovedstad Kanoni; og kirken for Sankt Jason og Sankt Sosipater, der er byens ældste kirke - fra omkring år 1000 - og et sjældent byzantinsk monument.

Angelokastro

Angeloskastro er et byzantinsk slot beliggende på øens nordvestlige kyst, der regnes for én af de mest betydningsfulde ruiner på De Ioniske Øer. Det er dog i lige så høje grad slottes spektakulære og uindtagelige beliggenhed på en stejl klippe 305 meter over vandets overflade, der har gjort slottet berømt.

Slottet, hvis præcise oprindelse er ukendt, har spillet en vigtig strategisk rolle i forsvaret af øen mod indtrængende fjender, blandt andet mod piratangreb og osmannernes mange forsøg på at erobre øen.

Læs mere

Information og fakta

Jeg har her samlet nogle få facts og informationer om Korfu, såsom øens geografi, befolkning, historie og klima, som kan tjene som inspiration til din ferie på Korfu. Beskrivelsen er udelukkende ment som en inspiration til din rejse, og der tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi og befolkning

Korfu er den nordligste af de 7 Ioniske Øer i Det Ioniske Hav vest for det græske fastland. Øen, der er på størrelse med Bornholm, har omkring 120.000 indbyggere. Den er ca. 64 kilometer lang og 32 kilometer bred på dens bredeste del.

To høje og veldefinerede områder deler øen i tre distrikter, hvoraf den nordlige del er bjergrig, den centrale del er bakket, mens den sydlige del er lavtliggende. Korfus kystlinje strækker sig over 217 km og inkluderer en lang række gode strande, f.eks. i Agios Gordis, Agios Georgios, Marathia, Kassiopi, Sidari og Palaiokastritsa. Det højeste punkt på øen er Mount Pantokrator på 911 meter.

Klima og vejr

Korfu har et typisk mediterrant klima med varme, tørre somre og milde, mere fugtige vintre. Den varmeste måned i året er august med gennemsnitligt 29 grader, efterfulgt af juli med gennemsnitligt 27 grader, mens de koldeste måneder i året på Korfu er januar og februar, der begge har en gennemsnitstemperatur på 10 grader, efterfulgt af december med 11 grader i 
gennemsnit.

Hvis du vil undgå nedbør på din ferie på Korfu, skal du enten vælge juli eller august, hvor der gennemsnitligt kun er én dag med regn, mens du skal undgå januar og november med gennemsnitligt 13 og 12 dage med regn.

Historie

Korfu er første gang nævnt i græske tekster 1300 f. Kr., men har været beboet siden ældste stenalder og var senere et vigtigt handelscenter for fønikerne. Fønikerne handlede med alle byer i Adriaterhavet, hvilket gjorde øen til en stærk sømagt og en vigtig kommerciel partner i regionen.

Under den peloponnesiske krig bad Korfu om militær hjælp fra Athen til slaget mod Korinth. Alliancen mellem Korfu og Athen varede et århundrede, indtil makedonerne erobrede Korfu i 338 f.Kr., og overtog kontrollen med øen. 

Fra 300 f.Kr. blev Korfu successivt angrebet og erobret af spartanere, illyrere og romere, der opholdt sig på øen fra 229 f.Kr. til 337 e.Kr. Under romertiden fik øen lov til at beholde en del af sin autonomi og til gengæld kunne romerne bruge øen som strategisk knudepunkt. Romerne satte blandt andet deres aftryk på øen med en lang række nye veje og offentlige bygninger. 

Med opdelingen af Romerriget blev Korfu en del af Det Byzantinske Rige. I middelalderen blev øen genstand for en lang række pirat-angreb samt erobringstogter udført af gotere, saracenere, normannere og venetianere. I 1267 forsøgte den franske konge af Sicilien, Karl af Anjou, at erstatte den eksisterende ortodokse kristendom med katolicismen. Men det varede kort, idet øen allerede i 1386 returnerede under venetiansk styre. Den efterfølgende periode under venetiansk herredømme har sat sig talrige spor på øen i form af bygninger, monumenter og andre unikke eksempler på venetiansk arkitektur i Grækenland. 

I 1797 erobrede Napoleon Bonaparte Venedig, og Korfu blev således en del af den franske stat. Fra år 1800 var øen en del af Septinsularepublikken, men den kom allerede i franske hænder igen syv år senere, i år 1807. I denne periode fulgte en lang række sociale og økonomiske fremskridt, blandt andet etableringen af en lang række skoler. I 1815 kom øen under britisk herredømme og øen oplevede i den forbindelse endnu en opblomstring i form af ny infrastruktur, herunder et nyt vandforsyningssystem, samt grundlæggelsen af Korfus første universitet. I 1864 skænkede briterne øen - sammen med de andre ioniske øer - til den nye græske konge.

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller

 rejser fundet:

Filtrering

Sorter efter

Minimum antal stjerner

Rejsetemaer

Søger priser på din rejse

Det tager mellem 10 og 15 sekunder.


Ingen rejser fundet for valgte periode

  • Søg datoer markeret med grøn i kalenderen for gode flyforbindelser
  • Søg max. 2-3 pers. pr. vær. (og max. 9 i alt)
  • Den valgte periode er muligvis udenfor sæson på denne destination
  • Afrejsedato er muligvis for langt ude i fremtiden (mere end 8 måneder)
  • Alle hoteller på denne destination er muligvis fuldt booket i valgte periode