Det nordøstlige Italien og vindistrikterne

De fleste af os forbinder måske mest Norditalien med enten sol og vand eller sne og ski. Og alt dette finder du skam også i rigt mål, men glem ikke at: Denne del af Italien byder på et frodigt, kuperet landskab, fantastiske byer som charmerende Treviso, historiske Padova, musikparadiset Verona, myteomspundne Venedig, mode-mekkaet Milano samt en vinkultur, som overgår det meste.

Her er masser at lave, og du har alle forudsætninger for at få en vellykket kombinationsferie, som ikke bare giver sindet, men også smagsløgene en mindeværdig oplevelse.

I denne del af Italien står mulighederne i kø

”Hvad mener vi egentlig med Norditalien,” tænker du måske i dit stille sind. Det er forståeligt, eftersom Italiens nordlige regioner breder sig ud over et stort område og grænser til flere forskellige lande: Slovenien i øst, Østrig og Schweiz i nord og Frankrig i vest. Alle disse lande sætter deres eget præg på både mad, sprog og kultur i grænseregionerne, og det er netop dette, som er med til at gøre Norditalien så fascinerende.

Her kan du vandre, cykle og klatre, her kan du sole dig og bade ved lange sandstrande eller små, pittoreske bugter. Her kan du nyde udsigter, som får dig til at tabe underkæben, og her kan du udforske smalle gader i vidunderlige byer. Sidst, men ikke mindst, kan du få nogle af dit livs bedste mad- og vinoplevelser. Desuden er Norditalien let tilgængelig, uanset om du vælger at flyve eller køre bil. Valgmulighederne er mange – og variationerne så godt som uendelige!

Forresten: For dig, som er interesseret i en feriebolig i nærheden af den skønne Gardasø, har vi valgt at præsentere dette rejsemål separat, så du lettere kan finde, hvad du søger: )

Læs om hoteller og ferieboliger ved Gardasøen her

 

Soave – her finder du nogle af Italiens mest berømte hvidvine

Jeg tror, jeg vil starte med et område, som producerer en frugtrig, letdrikkelig vin, som har en gyldengul farve, og er en anelse både tør og sød – nemlig Soave. Navnet synes sikkert bekendt, og jeg kan næsten garantere, at du har passeret det på din rejse i Norditalien uden at vide det. Vi befinder os nemlig i nærheden af en af de mest kendte norditalienske byer, Verona. Soave er et smukt område med bølgende bakker, hvor vinrankerne står i perfekte rækker og bryder landskabet.

I Soave ligger såmænd Soave… En lille Middelalder-perle af en by med en smuk ringmur og et slot, kun 20 kilometer øst for Verona, i retning mod Venedig og havet. Byens lille gågade er meget indbydende, og tager sin begyndelse ved den gamle byport Porta a Verona. Selvom byen er lille, er her et fint udvalg af restauranter, isbarer, vinbarer og småbutikker. Så tag dig tid til at slå dig ned på en af byens hyggelige caféer med noget godt at drikke eller spise, og husk at handle lidt gode vine med dig hjem fra en af de lokale vinhandlere.

Valpolicella, Amarone, Ripasso og Masi

Synes du, disse navne virker bekendte? For mit vedkommende får de mig til at trække på smilebåndet, eftersom jeg er en rigtig ”Amarone-pige”. : ) Det er ikke sådan, at jeg ikke sætter pris på andre vine, men dronningen er efter min mening Amarone. Navnet stammer fra det italienske ord ”amaro”, som oprindeligt betyder ”besk”, og den har en helt speciel plads i mit hjerte… Eller rettere sagt i mine smagsløg :-)

Vi befinder os nu øst for Gardasøen, i den italienske provins Verona, og man kan nok påstå at lige netop Valpolicella er en af landets mest kendte vinregioner heroppe mod nord. Det er ikke så mærkeligt, for navnet Valpolicella blev allerede nævnt i 1100-tallet. Det stammer fra det latinske Val Polis Ceallae, som betyder ”de mange vinkældres dal”. Her har man fundet arkæologiske beviser for, at der blev dyrket vin i området for flere tusinde år siden, selvom det først var romerne, der for alvor vin udbredte vinen.

Der findes flere vinproducenter i området, du kan besøge, men den måske mest kendte hedder Masi, og var det første vinhus der begyndte at fremstille den i dag berømte vin Ripasso. Lige midt i Masigårdens område, efter en lille gåtur hen over vinmarkerne, finder du Sèrego Alighieri-gården, som har været i Alighieri-familiens eje i hele 21 generationer. De har et tæt samarbejde med Masi, og her kan du gå guidede ture, prøvesmage vine og selvfølgelig også handle, så du har lidt med hjem i kufferten. For mit vedkommende fandt blandt andet dessertvinen Recioto vej ned i min rejsetaske, og jeg må bare tilføje, at den er en af de bedste dessertvine, jeg nogensinde har smagt! Desuden passer vinen perfekt til blandt andet mandel-småkager, ost og mig, for er man en livsnyder, ja, så er man en livsnyder: )

Prosecco – et navn i tiden

Prosecco… Bare navnet lyder lokkende, boblende og opfriskende, og det er ikke så sært, at denne drik bliver mere og mere populær, også i Norden. Navnet Prosecco er både navnet på druen og på området, Colline del Prosecco. Vindistriktet strækker sig flere tusinde hektar over to områder, Valdobbiadene og Conegliano. Dette område er en personlig favorit hos mig, eftersom jeg elsker frodige bakker fyldt med vinranker, der bølger blidt i vinden. En særlig sindsstemning kryber langsomt frem i mig, og jeg mærker hvordan jeg slapper af bare ved at lade mit blik glide hen over landskabet. ”Dette er stedet, hvor jeg kunne tænke mig at bo,” tænker jeg, og jeg har svært ved at løsrive mig.

Har du aldrig været i Treviso, så er det i øvrigt på tide! Treviso er en romantisk by, hvor de smukke huse, ligesom i Venedig, spejler sig i vandet fra kanalerne der løber gennem byen. Og, som en lille tilføjelse for min egen regning: Det var i Treviso, jeg smagte mit livs bedste is – nogensinde.

Ja, smukke byer og god is er der ikke noget i vejen med, men vælger du en ferie i Prosecco-området, bør du ikke gå glip af Strada del Prosecco, en vinrute, som går forbi forskellige gårde, og som du kan udforske enten med bil, på cykel eller til fods. Og befinder du dig her mellem marts og juli måned, kan du deltage i forskellige arrangementer i vinens tegn. Høsttiden ligger som regel mellem september og november.

Kulturbyer som Verona og Venedig

Kærlige favntag i gondoler, som stille glider frem langs med Venedigs smalle kanaler, eller nysgerrige blikke og skjulte kys under den legendariske ”Romeo og Julie-balkon” i Verona. I Norditalien kan du få din lyst tilfredsstillet, når det kommer til romantik og gamle kulturbyer. At Venedig er et selvskrevet rejsemål er ingen hemmelighed, og selv jeg mener helt bestemt, at man må besøge denne fascinerende by mindst en gang i livet. Men det er let at glemme, at Verona faktisk er den by, som rummer flest historiske levn fra Romertiden, naturligvis bortset fra selve Rom. : ) I Verona har du desuden fantastiske muligheder for at nyde godt af skønne toner, som stiger mod himlen i byens åbne arena, Arena di Verona. Live musik, romantik og en god middag under åben himmel – kan det blive bedre?

Mad i Norditalien

Løber din mund i vand ved tanken om italiensk mad? Det forstår jeg fuldt ud… : ) Maden er en af de helt store fornøjelser ved at besøge Italien, og ikke mindst i Norditalien finder du en utroligt varieret madkultur. ”Hvad kendetegner egentlig norditaliensk mad, sammenlignet med maden i resten af Italien?” tænker du måske. Først og fremmest bruger man i nord ofte mindre olivenolie, pasta og tomatsovs, end hvad der ellers er typisk for den italienske gastronomi. Til gengæld bruges der mere smør, og norditaliensk mad har tit en lækker, cremet konsistens. Jo højere nordpå, du kommer i Italien, jo mere minder maden på mange måder om fransk mad – og det er jo ikke så underligt, da Norditalien og Sydfrankrig i en del henseender har en fælles kulturhistorie.

Der er dog også undtagelser fra reglen om mindre olivenolie: Ligurien og området omkring Gardasøen er kendt for at producere olivenolier i særklasse, og her fylder de gyldne dråber meget i de lokale madtraditioner. Lad mig blot nævne den verdensberømte pesto, der blev opfundet i Ligurien… Den var ikke meget værd uden rigelige mængder olivenolie. Pasta er selvfølgelig også en populær ingrediens i det norditalienske køkken, men må dele pladsen med lækker risotto og polenta.

Norditalienerne er stolte af deres hjemstavne, fødebyer og regioner – på dette punkt må man sige, at italienere i hele Støvlelandet har noget tilfælles. Det betyder også, at du ofte vil opleve, at maden er baseret på lokalt dyrkede råvarer, hvilket sikrer dig friskhed og i mange tilfælde også en høj kvalitet.

Tager du ud til de norditalienske kyster, eller til de store søer – Comosøen eller Gardasøen, eksempelvis – vil fisk og skalddyr naturligvis have en prominent plads på menukortet. Karpe og ørred er nogle af de største delikatesser ved søerne.

Overordnet vil jeg sige, at uanset, hvor høje forventninger, du kommer med til maden i Norditalien, vil de før eller siden blive overgået. Uanset om du satser på det simple og traditionelle på de lokale trattoriaer, eller om du er til høj cuisine på de store, internationale restauranter, vil minderne om dine smagsoplevelser få dig til at drømme dig tilbage, længe efter, du er rejst hjem.

Variation, variation, variation...

Sådan kan man kort og godt beskrive det norditalienske landskab. Fra de dybeste, grønne dale til de højeste, sneklædte bjergtinder. Norditalien er med andre ord ikke bare bløde bakker og bølgende vinmarker, men også et dramatisk, alpint landskab, hvorfra udsigterne er magiske. Uanset om du er til større udfordringer eller fredelige vandreture, har Norditalien et bjerglandskab, som giver mulighed for at udleve begge ønsker.

Du kan med fordel overveje at leje en cykel – eksempelvis en mountainbike – eller tage din egen med. Du kan få mange gode, motionsgivende og sjove timer til at gå, hvis du kaster dig over bjergområderne i Norditalien på en robust, terrængående cykel.

Jeg kunne sagtens fortsætte med at berette om de eventyragtige søer, og de mange pittoreske byer og småbyer, du kan besøge. Jeg kunne også fortsætte med at fortælle om vinene, kulturen og det folkeliv, du møder, når du er her. Men jeg tror, jeg lader være, for det ville være urimeligt ikke at lade dig opleve dette på egen hånd. Jeg kan bare sige, at det ikke spiller nogen rolle, om du er ung eller gammel, om du vil bestige et bjerg eller ligge på stranden, om du vil indsuge historie i smalle baggyder eller om du bare vil sidde på en bakke med et glas vin i hånden og nyde udsigten – i Norditalien finder du noget for enhver smag.

 

Læs mere om Det nordøstlige Italien

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller

 rejser fundet:

Filtrering

Sorter efter

Minimum antal stjerner

Rejsetemaer

Søger priser på din rejse

Det tager mellem 10 og 15 sekunder.


Ingen rejser fundet for valgte periode

  • Søg datoer markeret med grøn i kalenderen for gode flyforbindelser
  • Søg max. 2-3 pers. pr. vær. (og max. 9 i alt)
  • Den valgte periode er muligvis udenfor sæson på denne destination
  • Afrejsedato er muligvis for langt ude i fremtiden (mere end 8 måneder)
  • Alle hoteller på denne destination er muligvis fuldt booket i valgte periode