Rejser til Sorrento

Der findes byer, som af en eller flere årsager næsten er blevet synonym med den region, de tilhører. Sådan er det med Sorrento. Det er svært at nævne Syditalien eller rettere Campanien uden at henlede opmærksomheden på en af regionens mest elskede kyst- og badebyer. Velkommen til Sorrento med Hideaways, vi er specialister i rejser til Sorrento i Italien, hvor du bor på håndplukkede hoteller eller i ferieboliger på din ferie.

Sorrento er en overraskende klassiker – imødekommende, gæstfri og evig smuk med sin beliggenhed højt hævet med udsigt over Napolibugten i Italien. Byen har en evne til at forene for- og nutid på en elegant facon, hvor den lokale kolorit går fint i spænd med den internationale stemning.

I de labyrintiske stræder i den gamle del af byen ligger grønthandlere, vinbarer, trattoria og souvenirbutikker side om side, der hver især frister med gode tilbud – alt fra håndplukkede citroner til postkort er indenfor rækkevidde. Trods de mange udenlandske besøgende er her faktisk ret charmerende og det er aldrig kedeligt at bevæge sig rundt i Sorrentos labyrintiske handelsgader.

Sorrentokystens fristelser

Hvad enten du befinder dig til lands eller til vands, så glæd dig til et varieret udbud af oplevelser langs Sorrentokysten. Alt fra bådture, mozzarellasmagning, guidede vandreture til vingårdsbesøg. Nogle af de mest populære udflugtsmål er:

Capri – den evige og smukke ø, der hvert år byder tusindvis af gæster velkommen.

Amalfikysten med Positano og Ravello, der med deres maleriske udseende forfører de fleste.

Vesuv og Napoli, Pompei og Paestum der hver især har en historie, hvor man imponeres gang på gang.

Hideaways er godt repræsenteret

Når du rejser med Hideaways kan du vælge mellem flere typer af hoteller og ferieboliger, uanset om du skal bo i Sorrento eller på Sorrentokysten. Én ting er dog fælles for dem alle – de ligger tæt på Middelhavet og de fleste har en enestående udsigt.

En af verdens smukkeste kyststrækninger

Sorrento og den tilhørende kyst er sammen med Amalfikysten nogle af de mest beundrede landskaber i verden. Sådan har det alle dage været og sådan vil det fortsætte, for naturen er på en gang afvekslende og kontrastfyldt: Solmodne citronlunde på de forrevne terrasser på bjergskråningerne fremstår endnu mere farverig med det azurblå hav i baggrunden. Indimellem brydes disse terrasser af små bjerglandsbyer, hvor man spekulerer på, hvem der mon kan finde på (og finde ud af) at bygge fleretagers huse i det barske, men meget smukke terræn. Det kan næsten ikke undgås at man ved synet tænker på, hvordan udsigten mon ser ud fra deres køkkenvindue – herlighedsværdien er der i hvert fald ikke noget galt med.

Har du spørgsmål til vores rejser til Sorrento eller vil have et godt råd om valg af hotel, er du altid velkommen til at kontakte os.

Jeg vil ønske dig en rigtig god ferie i Sorrento med Hideaways. Hilsen Marie

 

Læs mere

Maden og vinen

Det sorrentiske køkken er kendt for dens mange salater og pasta-retter kombineret med frisk fisk og skalddyr (fanget i det Tyrrhenske Hav ud for den sorrentinske kyst), dets udsøgte dessert-retter - og lokale specialiteter såsom citron-likøren limoncello.

Jeg har her udvalgt et par af de typiske, lokale produkter og gastronomiske specialiteter, som du har mulighed for at smage på, når du er på ferie i Sorrento.

Sorrento Limoncello

Den gule likør, produceret af skrællen af Sorrento-citroner, og tilsat alkohol, sukker og vand, nydes overalt på den sorrentiske halvø - og mange steder på halvøen hævder at være det oprindelige sted for produktionen af den berømte likør.

Limoncello´en kan nydes som en aperitivo eller digestivo, den kan bruges i forbindelse med frugtsalat, eller den kan blandes med tonic eller champagne. I Sorrento vil du dog se, at limoncello´en hovedsageligt indtages efter frokost og aftensmad på samme måde, som mange italienere drikker en kop kaffe efter et måltid, typisk en frokost eller et aftensmåltid.

Sorrento patisserie

Hvis du har en sød tand, så er Sorrento stedet at holde ferie, for Sorrento er kendt for at sætte en ære i at vedligeholde en gammel tradition for at fremstille desserter af høj kvalitet og med lokale opskrifter, der er overleveret fra generation til generation.

Blandt de mest kendte af Sorrentos mange velsmagende desserter er delizia al limone, sfogliatella, pasta di mandorle, torta ricotta e pera og torta caprese.

Caprese-salat

Caprese-salaten, der som navnet antyder oprindeligt stammer fra øen Capri, tæt på Sorrentos kyst, er en typisk sommersalat bestående af friske tomater skåret i skiver blandet med mozarella-ost, ligeledes skåret i skiver, og krydret med en god olivenolie, lidt salt og basilikum-blade - i nogle tilfælde også lidt oregano.

Salaten, der med tiden har spredt sig til mange andre egne af Italien og er én af landets mest populære salater, spises ofte som forret i Sorrento, men kan også ledsage en hovedret.

Blæksprutte-salat

Den lækre blæksprutte-salat i Sorrento består af udskårede stykker af blæksprutte, marineret med olivenolie, salt, peber og citron i en time før servering, og tilsat persille til sidst.

Undertiden tilsættes også kogte kartofler for at give retten lidt mere soliditet.

Gnocchi alla Sorrentina

Sorrentos version af den populære italienske ret gnocchi består af melboller lavet af kartofler, mel og vand, som først koges, og som derefter tilberedes med en traditionel sauce af tomater, napolitansk ragù (kødsauce), parmesan og basilikum. Til sidst steges de i en lille gryde og serveres meget varme.

Pizza i Sorrento

Kan man undgå at nævne pizza, når man taler om Italien, nej vel, og i Sorrento finders der nogle af de bedste pizza restauranter jeg har spist på i Italien.

I regionen Campania, spiser man gerne chilipebre, tomater og citrusfrugter; alle sammen grøntsager, der efter sigende skulle trives godt i den vulkanske jord, der er her. Og ellers spiser man formidable pizzaer – det siges, at pizzaen blev opfundet i nærliggende Napoli – og klassiske skønne pastaretter, som man gør det alle steder i Italien. Ikke at forglemme den italienske is, der er i verdensklasse. Fremstillet af friske råvarer, så fås den ikke bedre.

Læs mere

Seværdigheder

Sorrento er en så smuk og charmerende by med dens labyrintiske gader og dens udsigt ud over Napolibugten, at den er en seværdighed i sig selv. Men byen er også et fremragende udgangspunkt for udflugter til nogle af Syditaliens største seværdigheder, som enten ligger på Sorrento-halvøen, såsom Amalfikysten, lige ud for Sorrento-halvøen, såsom øen Capri, eller i områderne tæt på halvøen, såsom Paestum, Pompeji og Vesuv.

Jeg har her udvalgt et par af de seværdigheder, som jeg anbefaler dig at opleve på din ferie i Sorronto.

Amalfikysten

Amalfikysten, som ligger på den sydlige del af Sorrento-halvøen, med udsigt til Salerno-bugten, er én af verdens smukkeste kyststrækninger og rummer en række enestående byer og kulturlandskaber, som har fået UNESCO til at erklære hele kyststrækningen under ét for verdensarv. Scala, Ravello, Amalfi, Positano og Maiori er blandt de mest spændende og populære byer på kyststrækningen - læs mere om Amalfikysten her.

Capri

Det var blandt andet den danske forfatter H.C. Andersens rejsebeskrivelser fra Amalfikysten og Capri, som han besøgte i 1834, der gjorde Capri berømt blandt europæiske kulturpersonligheder, og som siden bidrog til, at Capri blev ét af de mest populære rejsemål blandt europæiske kunstnere, videnskabsmænd og kulturpersonligheder i den sidste del af det nittende århundrede, når de skulle slappe af, finde ny inspiration eller arbejde.

Den smukke ø, der idag har lidt over 12.000 indbyggere, og som er et yndet udflugtsmål for både italienere og udenlandske turister om sommeren, ligger kun 40 minutters sejlads fra Sorrento med færge i sydvestlig retning i det Tyrrhenske hav - og halvt så lang tid, dvs. 20 minutter, hvis du tager med hydrofoilbåd.

Blandt øens største seværdigheder er den Blå Grotte (Grotta Azzura), som H. C. Andersen også besøgte på sin Italiensrejse og siden beskrev i romanen Improvisatoren, og som idag er øens vartegn. Grotten, der er 150 meter dyb, kaldes for den blå grotte, fordi sollyset passerer gennem et undersøisk hulrum og derved skaber et blåt genskær, der lyser hulen op.

En række prægtige villaer - hvoraf Villa San Michele, bygget ovenpå ruinerne af den romerske kejser Tiberius´ villa, er den meste kendte - er også blandt øens store attraktioner, foruden natur-fænomenerne arco naturale og faraglioni.

Pompeji

Den legendariske romerske ruinby Pompeji, der blev begravet under et langvarigt og katastrofalt udbrud af vulkanen Vesuv d. 24 august, 79 e.Kr., ligger kun omkring 27 kilometer fra Sorrento og er derfor oplagt at besøge på en dagsudflugt, hvis du bor på ét af vores hideaways i Sorrento.

Pompeji havde formodentligt omkring 20.000 indbyggere, og var en velfungerende romersk by, der blandt andet rummede eget amfiteater, gymnasium (i den antikke betydning idrætsanlæg), en havn og et komplekst vandsystem, da byen blev ramt af Vesuvs udbrud og blev begravet under et fire-fem meter tykt lag af aske, lava og pimpsten i 79 e.Kr. Men da man begyndte at udgrave byen første gang i 1599, og mere udførligt i 1748, fandt man ud af, at en del af byen var forblevet velbevaret under disse dræbende lag af aske og lava på grund af manglen på luft og fugt, og derfor er der idag mulighed for at få et unikt og detaljeret indblik i, hvordan en by kunne se ud i Pax Romana.

Pompeji er blevet erklæret verdensarv af UNESCO og er én af de mest besøgte seværdigheder i hele Italien.

Pæstum

Den antikke græske by Pæstum, som blev grundlagt af græske kolonister i Syditalien omkring 600 f.Kr., og som siden blev erobret af romerne (og derfor idag bærer sit romerske navn), ligger kun omkring 20 kilometer fra Sorronto og er derfor et oplagt udflugtsmål for en dagsudflugt - eventuelt i kombination med en udflugt til Pompeji - hvis du bor på ét af vores hideaways i Sorrento.

Byen, der oprindeligt havde det græske navn Poseidonia, rummer blandt andet tre meget velbevarede antikke, græske templer i dorisk stil fra den første halvdel af det sjette århundrede f.Kr.; Hera-templet I (det ældste af de tre templer i Pæstum), Athena-templet (der er det højstbeliggende af de tre templer) og Hera-templet II (også kaldet for Neptun-templet). Som navnene antyder, er alle tre templer dedikeret forskellige græske gudinder.

Foruden de tre templer rummer byen blandt andet også et antikt romersk amfiteater og et romersk forum, bygget ovenpå en foregående græsk agora (antik græsk markedsplads, torv).

Pæstum er ligesom Pompeji erklæret for verdensarv af UNESCO.

Vesuv

Det 1281 meter høje vulkanske bjerg Vesuv, med en tilhørende nationalpark, ligger kun omkring 43 kilometer fra Sorrento, og er derfor også oplagt som en udflugtsmulighed, hvis du bor på ét af vores hideaways i Sorrento, eventuelt i kombination med en dagsudflugt til Pompeji og Pæstum.

Vesuv, hvis navn oprindeligt er græsk og betyder “søn af Zeus”, men siden blev latiniseret til Vesuvius (som betyder “flammebjerget”), er blevet kendt for sine spektakulære udbrud, hvoraf ét af dem allerede er nævnt under omtalen af Pompeji. Det hidtil kraftigste udbrud menes dog at være foregået omkring 1800 år f. Kr., hvor den lagde adskillige bosættelser i området omkring vulkanen øde. De mange udbrud gennem historien, som har været med til at stemple vulkanen som en af de farligste vulkaner i verden, har dog ikke kun haft ødelæggende konsekvenser, idet de mange mineraler, som udspys ved udbruddene (ved udbruddet i 79 e.Kr. mentes for eksempel at være blevet udspyet mere end 240 mineraler), har gjort jorden omkring vulkan-området særdeles frugtbar.

Det sidste udbrud hændte i 1944, og i øjeblikket sker der kun udslip af svolvskyer, men vulkanen overvåges af eksperter døgnet rundt og de italienske myndigheder besidder en evakueringsplan for mere end 600.000 mennesker med 20 dages varsel, hvis vulkanen skulle finde på at gå i udbrud igen.

Læs mere

Information

Jeg har her samlet nogle få informationer og fakta om Sorrento til din rejse, blandt andet om dens beliggenhed, befolkning og klima. Hvis du vil du læse mere om Sorrento, så anbefaler jeg dig at læse vores blog om rejser med indlæg om emner som mad og vin, kultur, natur, historie, seværdigheder, forslag til dagsudflugter - og ikke mindst oplevelser fra vores egne rejser til Sorrento.

Beliggenhed og befolkning

Sorrento er en forholdsvis lille by med omkring 16.600 indbyggere, hvis indbyggerantal dog stiger drastisk i sommermånederne, hvor byen besøges af tilrejsende fra hele verden, og hvor indbyggerantallet derfor kan ligge helt oppe på omkring 125.000.

Byen ligger på den sorrentiske halvø - der har fået sit navn fra byen - med udsigt til Napoli-bugten, i Campania-regionen i Syditalien.

Den sorrentiske halvø - også undertiden kaldet for Sorrento-halvøen på dansk (på italiensk hedder den La Penisola Sorrentina) - adskiller Napoli-bugten i nord fra Salerno-bugten i syd. På den sydlige del af halvøen, med udsigt mod Salerno-bugten, ligger Amalfikysten, som vi også har som rejsemål i Hideaways (se menuen). Halvøen ligger rent administrativt dels i Napoli-provinsen med 9 kommuner og dels Salerno-provinsen med 12 kommuner.

Klima

Klimaet i Sorrento er typisk middelhavsklima med varme, tørre somre og milde, men mere regnfulde, vintre og efterår.

De højeste temperaturer nås i månederne juli og august med en gennemsnitstemperatur på 24 grader i de måneder, og med juni og september følgende lige efter med gennemsnitligt 21 grader. Allerede i maj er der - efter danske standarder - det, vi vil kalde sommertemperaturer med gennemsnitligt 17 grader (sammenlignet med Danmarks 11 grader som middeltemperatur i maj).

Den koldeste måned i Sorrento er ikke overraskende januar med gennemsnitligt 8 grader, hvorefter følger februar og december med gennemsnitligt 9 grader.

Både juni, juli og august har hele 13 solskinstimer om dagen i gennemsnit, mens maj gennemsnitligt har 12 solskinstimer om dagen og september 10. I vintermånederne januar og december er der gennemsnitligt 6 solskinstimer, mens der i november og februar gennemsnitligt er 7 solskinstimer per dag.

Den mindst regnfulde måned i året i Sorrento er juli med 25 mm i gennemsnit, mens juni med 33 mm i gennemsnit og august med 41 mm i gennemsnit er de næstmindst regnfulde måneder i året. November med gennemsnitligt 162 mm, oktober med gennemsnitligt 129 mm og december med gennemsnitligt 122 mm er de mest regnfulde måneder i året i Sorrento.

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller

 rejser fundet:

Filtrering

Sorter efter

Minimum antal stjerner

Rejsetemaer

Søger

Det tager mellem 10 og 15 sekunder.

Ingen rejser fundet for valgte periode

  • Søg datoer markeret med grøn i kalenderen for gode flyforbindelser
  • Søg max. 2-3 pers. pr. vær. (og max. 9 i alt)
  • Den valgte periode er muligvis udenfor sæson på denne destination
  • Afrejsedato er muligvis for langt ude i fremtiden (mere end 8 måneder)
  • Alle hoteller på denne destination er muligvis fuldt booket i valgte periode