Rundrejse Madeiras verdenshjørner - 8 dage
Escapeaways kategori
På min første rejse til Portugal står der hverken Lissabon, Porto eller Faro på flybilletten - der står Funchal. Det er efterhånden mange år siden, men jeg husker tydeligt, at forventningerne ikke var skyhøje, for nok havde jeg hørt, at Madeira skulle være smukkere end noget andet, men en ø er vel en ø?! Men lad den påstand blive elimineret med store bogstaver: Madeira er alt andet end ”bare”…
Efterhånden har der stået Funchal et utal af gange på flybilletten, og det er der en god grund til: Madeira og jeg vil altid have et helt særligt forhold.
Der er flere årsager til, at Madeira lokker med mere end blot ét besøg. For blomsternes skyld, for bjergenes skyld, for madens skyld og ikke mindst det omkransende Atlanterhav, der er en integreret del af kulturen og ikke mindst naturen, der springer i øjnene med det samme, du er landet. Desuden er befolkningen en af de mest gæstfri, smilende og hjertevarme, du kan forestille dig – som vi kender det fra de sydeuropæiske lande, så leves livet afslappet, og der går ikke lang tid, inden du selv bliver en del af det ”miljø”. Madeira har det med at lade uret gå i stå, men alligevel flyver tiden afsted. Sådan er det som bekendt, når man er i godt selskab.
En bilrundrejse til Madeira giver dig alle muligheder for at komme hele vejen rundt på øen, uden at det på noget tidspunkt bliver strabadserende, for du kan udforske øen i det tempo, som passer dig. Hvis du hører til den gruppe, der ikke kan sidde stille på din ferie, så vil Madeira ligeledes være et oplagt valg, for her findes den ene levada-sti efter den anden, hvor vandreskoene hurtigt kan få ben at gå på uanset niveau – vi anbefaler, at du tager en guide med, der samtidig fortæller om den botanik, som Madeira er så kendt for. Eller pak golfudstyret med i bagagen og tag et slag golf på nogle af Europas smukkest beliggende baner.
Hvis du ligesom jeg mener, at maven også skal mærke, at det er ferie, så glæd dig til at sætte tænderne i Madeiras køkkentryllerier: Sæsonens friske frugter som appetitvækker til morgenmaden – glæd dig til f.eks. ananas, guava, bananer, mandariner og mange, mange flere. Til frokost sætter mine smagsløg pris på noget så simpelt som en ”prego”. En krydret steak-sandwich med salat og måske lidt dressing, og den smager himmelsk. Den nydes især i godt selskab med en Sagres, der er Portugals svar på ”en kold fra kassen”. Behøver jeg at nævne, at friskfanget fisk og skaldyr ligeledes er et must? Selvom du spiser frutos do mar til både frokost og middag hver dag, så behøver du aldrig at sætte tænderne i det samme mere end én gang, for menukortet bugner med alverdens eksotiske fristelser. Lov mig at springe ud i det og prøv nogle af de lokale delikatesser, som du aldrig tidligere har haft mulighed for at smage…
Husk at du kan rejse til Madeira året rundt, og uanset hvilken sæson er der med garanti noget pænt at kigge på, mens du kører rundt i Atlanterhavets blomsterdestination.
Highlights
Highlights
- Dine smagsløg vil elske denne rundrejse
- Selv dit kamera vil gerne blive på Madeira
- Bo på nogle af de mest charmerende hideaways
- Oplev Madeiras bjergrige ”smilehuller” fra øst til vest
- Forvent at blive en ny stamgæst efter denne rejse
Kort og afstande
Kort og afstande
Fra Quinta do Furão
- Nærmeste restaurant, Quinta do Furão – 300 m
- Nærmeste levada-system – 1 km
- Nærmeste by, Santana – 5 km
- Machico med dens hyggelige bymidte og velbesøgte strand -20 km
- Funchal lufthavn – 23 km
- Santana med de karakteristiske, trekantede huse – 5 km
- Vandring for øvede på Pico Ruivo (1861 moh) – 13 km
Fra Estalagem Ponta do Sol
- Nærmeste restaurant - 0 m
- Nærmeste by, Ponta do Sol – 200 m
- Nærmeste vandresti – 500 m
- Fængslende udsigter fra Cabo Girão – 15,2 km
Fra Quinta Mirabela
- Nærmeste restaurant, 0 m
- Nærmeste vandresti – 500 m
- Den botaniske have – 1,5 km
- Monte med slædekørsel – 1,5 km
- Færgen til naboøen Porto Santo med de caribiske strande – 2,3 km (til fods)
- Funchal med shopping, marina og marked – 2 km (til fods)
- Funchal lufthavn – 18,3 km
Benyttede hoteller
Dagsprogram
Nedenstående program er forslag til dagsudflugter.
Dag 1: Bem-vindo a Portugal
Ankomst til Funchal og med lejebil til Quinta do Furão, der ligger ca. 25 min. fra lufthavnen, men så snart du træder ud af bilen ved ankomsten til hotellet, så befinder du dig med én gang i en helt anden verden. Jeg holder meget af området på nordkysten, her er så uspoleret men allirgevel meget ”velplejet” – det er som om, at bjerge, vinranker og hortensierne har lavet en "fælles aftale" om, de skal få de bedste frem i hinanden, i hvert fald komplimenterer naturens kontraster hinanden på flotteste vis.
Dag 2: Dukkehuse og Madeiras højeste passage
Gå på opdagelse på nordkysten – alt fra de karakteristiske, ”trekantede” huse i Santana til Madeiras højeste passage ved Pico Ruivo 1.862 m over havets overflade (husk de gode vandresko). Hvis det er mere fristende at blive på hotellet, så kan en frokost på Furão’s restaurant ude på verandaen anbefales – billederne du ser, snyder ikke.
Dag 3: Havbassiner i Porto Moniz og pittoreske hårnålesving
Dagens rute bliver rejsens længste på landevejen, hvorfor mange indtryk venter. Stop i Ponta Delgada og São Vicente, hvor kameraet kommer på overarbejde, og spis evt. frokost i Porto Moniz, der pryder landskabet med sine naturlige havbassiner. Dagens sidste stop er Estalagem Ponta do Sol beliggende i byen af samme navn, hvor du har 2 overnatninger – glæd dig! Byen, der ”kysser” Atlanterhavet, ligger beskyttet af de enorme kystklipper, der virker som afskærmning for vinden. Her er smadderhyggeligt – både langs promenaden og inde i den lille, labyrintiske bymidte. På trods af størrelsen findes her et fornuftigt udbud af restauranter, caféer og småbutikker.
Dag 4: Bliv i Ponta do Sol eller pak badetøjet
Estalagem Ponta do Sol er en af mine yndlings-hideaways, så en dag som i dag kunne jeg godt finde på at tilbringe netop her. Men du skal ikke snydes for et par tip, hvis du hellere vil opleve mere af Madeiras baghave. Kør f.eks. til Paul do Mar (når du ankommer, ved du hvorfor) eller pak badetøjet og besøg Calheta, der har en af Madeiras eneste sandstrande. Spis evt. frokost på Restaurante Tar Mar i Jardim do Mar og husk at få et bord ude på terrassen.
Dag 5: Baglandets frodighed
Du har måske allerede hørt om stedet, Nonnernes Dal. Det er et af de mest velbesøgte naturområder på øen, og det er ikke nogen hemmelighed, at det er grundet de fantastiske udsigtspunkter fra bjergsiderne mod den lille isolerede by længere nede i dalen, Curral das Freiras. Så hvis du ikke allerede har oplevet Nonnernes Dal fra tidligere besøg på Madeira, så kan det bestemt anbefales at køre en tur i det blå og sigte mod netop denne del, der måske er en af øens frodigste med tusindvis af velanlagte terrasser og sjældne arter af vegetation.
Dag 6: Tid til at besøge Piccola Lisboa, Funchal
Så går turen østover. I retning mod Funchal nærmere bestemt. Min puls begynder altid at stige en smule, når jeg ved, hvad der venter mig i den anden ende – Funchal er ”min” by. Den lokale kolorit blomstrer, markedet summer med handlende fra tidlig morgen, og i den historiske bydel florerer en særlig stemning, som efter min mening kun findes netop her. Byen er tilpas stor og tilpas lille – en mindre storby, som er nem og overskuelig, men omvendt også labyrintisk og overraskende. Når du ankommer til Funchal, så kør til Quinta Mirabela, der er dit hjem de sidste 2 nætter.
Funchal er en fantastisk by, og skulle jeg bo på en ø, så ville jeg helt klart vælge Madeiras ”hovedstad” for den har en størrelse, hvor der er et behageligt liv hele året. Desuden er der et utal af muligheder for at komme tæt på den lokale kolorit, og tag sidegaderne og sæt dig godt til rette ved en af de mange ”tascas”, hvor de lokale selv sidder og nyder et glas vin tilsat en skål med enten jordnødder eller hestebønner.
Dag 7: Ren afslapning eller i Colombus’ fodspor
Som Quinta do Furão og Estalagem Ponta do Sol kan du tilbringe flere dage på Quinta Mirabela uden at skulle have dårlig samvittighed, for en rundrejse betyder også ren afslapning. Ellers kan vi anbefale en tur på havet med enten katamaran eller en kopi af Colombus’ gamle opdagelsesskib, Santa Maria. Hvis du er heldig, får du måske en oplevelse for livet, for havet omkring Madeira er hjemsted for hvaler og delfiner.
Dag 8: Snip, snap, snude…
Efter en uge med alverdens udsigter til lands og til vands kan du vende hjem med en masse visuelle postkort i bagagen. Husk at Madeira kan gøre dig en smule afhængig, så regn med at det er et foreløbigt ”på gensyn” – sådan er det i hvert fald gået for mig (og næste besøg er planlagt).
Rundrejsen inkluderer
- Fly til Madeira t/r inkl. alle skatter og afgifter
- 2 nt. Quinta do Furão ved Santana (standardværelse)
- 3 nt. Estalagem Ponta do Sol (dobbeltværelse m. balkon/havudsigt)
- 2 nt. Quinta Mirabela ved Funchal (superior m. balkon/panoramaudsigt)
- 7 x morgenmad
Rundrejsen inkluderer ikke og kan tilkøbes
- Billeje, vælg blandt forskellige typer og størrelser
- Brændstofforbrug undervejs
- Måltider ud over de nævnte
- Afbestillings- og rejseforsikring
- Evt. bagage alt efter flyselskab
- Entréer på udflugtsdage
Skræddersyet tilbud på en rundrejse...
Rundrejsen "Rundrejse Madeiras verdenshjørner - 8 dage" kan du ikke bestille online, men derimod kan vi sende dig et skræddersyet tilbud på mail. Opfylder rundrejsen ikke helt dine ønsker, så har du også muligheden for at få tilsendt et skræddersyet tilbud. Det kan være, at du vil rejse i en længere periode eller måske inkludere andre hoteller.
Klik her og få tilsendt et skræddersyet tilbud på en rundrejse på Madeira