Rejser til Tyrkiet

På samme måde, som det ligger lige på grænsen mellem øst og vest, balancerer Tyrkiet mellem gammelt og nyt. Tyrkiet er modsætningernes land, som holder godt fast i sin historie og sin kultur, men samtidig omfavner moderne trends fra den vestlige verden. Det er ikke usædvanligt, at en lokal café, der serverer tyrkisk kaffe, er nabo til en Starbucks. Velkommen til Tyrkiet med Hideaways, vi er specialister i rejser til Tyrkiet, hvor du bor på håndplukkede hoteller og ferieboliger på din ferie.

Det er først og fremmest tre regioner i Tyrkiet, der plejer at tiltrække besøgende fra hele verden.

Bosporen – Istanbul

Den strategiske beliggenhed mellem to verdensdele og to have har skabt en naturlig forskel mellem den asiatiske og den europæiske del af Istanbul. Byen skilles varsomt af Bosporens blågrønne vande, og det er næsten umuligt ikke at blive forført af den sagnomspundne atmosfære. Byen anses for at være en af verdens mest spændende storbyer. Hos Hideaways kan du fuldende din storbyferie i Istanbul med sol og badning på den nærliggende ø Büyükada.

Det Ægæiske Hav - Tyrkiet

Et vidunderligt, dejligt øhav i det vestlige Tyrkiet med spændende byer, fascinerende strande, uudforskede øer og en meget imødekommende befolkning. Hideaways lancerer rejser til denne region fra februar/marts.

Tyrkiets sydkyst - Antalya

Sol, bad, turkisfarvet vand, hyggelige hoteller, dejlig mad. Ja, forudsætningerne for en afslappende solferie finder man i overflod langs Tyrkiets sydkyst. Uanset om du besøger det storbyinspirerede Antalya, det lavmældte Kemer, det historiske Side eller ferieoasen Alanya, så er forudsætningerne der for en overdådigt dejlig og afslappende ferie. Hideaways har ingen rejser til dette område.

Jeg vil ønske dig en rigtig god ferie i Tyrkiet med Hideaways. Har du spørgsmål til vores rejser eller ønsker et got råd til valg af hotel, er du altid velkommen til at kontakte os. Hilsen Marie

Læs mere om Tyrkiet

Seværdigheder i Tyrkiet

Jeg har her udvalgt et par af de mange seværdigheder, som du kan opleve på din ferie i Tyrkiet. Hvis du gerne vil have mere inspiration til din rejse til Tyrkiet, anbefaler jeg dig at læse artiklerne på vores rejse-blog, der rummer spændende indlæg om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god ferie!

Aspendos teatret

Aspendos teatret, beliggende i Antalya-provinsen i den sydvestlige del af landet, er ét af de bedst bevarede romerske teatre i verden. Teatret, der med en diameter på 96 meter oprindeligt havde plads til 7000 tilskuere, er bygget 155 år e.Kr. af den græske arkitekt Zenon, der var født i den antikke by Aspendos.

Under Det Seljukkiske Storriges herredømme - et tyrkisk-persisk sunni-muslimsk imperium, der herskede over store områder i Centralasien, Den Persiske golf og det østlige Anatolien i perioden fra 1037 til 1194 - blev teatret brugt som karavaneserai; dvs. som et værtshus og herberg for karavaner af købmænd og handelsfolk på de seljukkiske handelsruter mellem Centralasien, Anatolien og Den Persiske Golf. I begyndelsen af det trettende århundrede blev teatret under det såkaldte Rum-sultanat, der var en udløber af det kuldsejlede Seljukkiske Storrige, omdannet til et palads.

Teatret var en del af den antikke by Aspendos - deraf navnet - der menes at være grundlagt omkring 1000 f.Kr. af grækere, der muligvis kom fra den legendariske by Argos på halvøen Peloponnes. Siden kom byen under både lykisk og persisk herredømme, og måtte i en periode betale en stor årlig skat til Alexander Den Store - 4000 heste og 100 guldbarrer - der truede med at invadere byen, inden byen i året 190 f.Kr. blev erobret af romerne, der 345 år senere grundlagde teatret.

Teatret er hvert år vært for en international ballet- og operafestival, der er arrangeret af den tyrkiske stats nationale opera- og balletscene, og som tiltrækker opera- og balletkompagnier fra hele verden, foruden 10.000 indlandske som udenlandske tilskuere.

Celsus-biblioteket

Celsus-biblioteket, beliggende i Selçuk-distriktet i den sydvestlige del af landet, består af de unikke rester af et antikt, romersk bibliotek, der blev opført af den romerske konsul Julius Aquila Polemaeanus til ære for dennes fader, den romerske senator og konsul Tiberius Julius Celsus Polemaeanus. Den antikke bygning var bygget med det dobbelte formål at kunne tjene som bibliotek - med omkring 12.000 skrift-ruller - og som mausoleum for Tiberius Julius Celsus Polemaeanus, hvis sarkofag ligger begravet under biblioteket ved hovedindgangen.

Biblioteket, hvis opførelse begyndte i år 117 e.Kr. og blev færdiggjort tre år senere, i år 120 e.Kr., er ét af få eksempler på verdensplan på et antikt romersk bibliotek og et fascinerende bevis på, at offentlige biblioteker ikke kun var en service, der var forbeholdt indbyggerne i det romerske imperiums centrum, i Rom, men også blev bygget langt væk fra imperiets politiske og administrative centre.

I året 262 e. Kr. gik hele bibliotekets interiør, inklusiv de 12.000 skrift-ruller, bogstaveligt talt op i røg som resultat af en kraftig brand, der var forårsaget af et voldsomt jordskælv. Kun facaden stod tilbage - og denne tilbageblevne facade tjente senere som et såkaldt nymphæum omkring 400 år e Kr.; dvs. et moument indviet til nymferne, der var naturånder i den græske og romerske mytologi.

Senere gik også facaden til i endnu et voldsomt jordskælv, der ramte byen, hvilket betyder, at den nuværende facade er en - efter eksperternes mening - meget vellignende og historisk korrekt rekonstruktion, der blev lavet i 1960´erne og 1970´erne.

Pamukkale

Pamukkale er en lille by og en enestående naturgrund, beliggende i Denizli-provinsen i den sydvestlige del af landet, som blandt andet inkluderer varme kilder og de berømte Pamukkale-terasser dannet af kildekalk. I alt er der 17 varme kilder i området med temperaturer på mellem 35 og 100 grader.

De terasse-formede bade, der sammen med det omkringliggende område og den antikke by Hierapolis er blevet erklæret for verdensarv af UNESCO, er blevet brugt som bade gennem årtusinder og tiltrækker hvert år masser af besøgende fra ind- og udland.

Hagia Sophia

Kirken Hagia Sophia, beliggende i Istanbul, er et af Tyrkiets mest afbildede og besøgte monumenter. Kirken, der blev bygget mellem årene 532 og 537 e. Kr. efter ordre fra den byzantinske kejser Justinian I., var det Byzantinske Riges hovedkirke.

Kirken har haft en turbulent og dramatisk historie: Fra året 537 indtil 1453 blev den brugt som ortodoks kirke og som hovedsæde for patriarkatet i Konstantinopel med undtagelse af perioden fra 1204 til 1261, hvor den tjente som romersk-katolsk katedral under det latinske kejserrige. Fra den 29 maj 1453 blev kirken overtaget af osmannerne, ledet af sultanen Mehmed II, der havde erobret Konstantinopel. Og i 1931 førte de nye sekulære vinde i Tyrkiet til, at blev moskéen lukket i fire år, efter ordre fra Mustafa Kema Atatürk, der den 29 oktober 1923 havde erklæret Tyrkiet for en sekulær republik med sig selv i spidsen som landets første præsident.

Kirken/moskeen genåbnede først i 1935 som museum.

Idag er kirken ét af de mest synlige tegn på den kultur- og religionskamp, som har udspillet sig i Istanbul de sidste små 1700 år. Selvom Tyrkiet stadig er en republik på papiret, og selvom kirken stadig officielt er museum, som Atatürk ønskede det, har kirkens fire minareter siden 2013 været brugt til at kalde til muslimsk bøn - og i de sidste par år har flere magtfulde tyrkiske politikere, herunder ikke mindst den konservative vice-premierminister Bülent Arinç, krævet at kirkebygningen endnu engang skal tjene som moské.

Den blå moské

Den blå moské, eller Sultan Ahmet Camii, som er dens rigtige navn på tyrkisk, ligger også i Istanbul og er den mest kendte moské i Tyrkiet. Moskeen har fået sit tilnavn på grund af dens mere end 20.000 håndlavede fliser i dens interiør, hvoraf nogle er blå.

Moskeen blev bygget mellem 1609 og 1616 på ordre fra sultanen Ahmed I, der ønskede at bygge en moské for at formilde Gud efter to - for Det Osmanniske Rige - smertelige krige, der var endt med fredsaftalen mellem Det Osmanniske Rige og Det Habsburgske Monarki i november 1606 og en efterfølgende fredsaftale mellem Det Osmanniske Rige med det persiske Safavid-dynasti i 1612.

Moskeen rummer blandt andet en hovedbygning, en forgård med hvælvede arkader (der er lige så stor som selve moskeen), seks minareter (bønnetårne), otte sekundære kupler, mere end 200 blyindfattede glasvinduer, et hospice, en madrassa (en skole) og en grav med moskeens grundlægger. Centralt i moskeen står dens mihrab (niche, der angiver retningen mod Mekka for den bedende), der er lavet af fint udskåret marmor og er omgivet af mange af de smukke glasvinduer.

Læs mere

Mad og drikke i Tyrkiet

Tyrkiet har en spændende og mangfoldig gastronomi, der er påvirket af landets placering mellem øst og vest, dets forhistorie som en del af Det østromerske Rige og Det Osmanniske Rige - og dets beliggenhed tæt på Middelhavet og Sortehavet. Jeg har her udvalgt et par af de kulinariske specialiteter og typiske retter, som du kan smage på, når du er på ferie i Tyrkiet. God apetit og god rejse!

Sac Kavurma

Sac Kavurma er en lækker blanding af lammekød, peberfrugter, løg, hvidløg og tomater, der er blandet med nogle urter og derefter kogt ved høj varme i en jerngryde, der ligner en wok. Hvis du spiser retten på en restaurant, vil den typisk blive serveret ved dit bord med flammen stadig glødende under wok-gryden.

Traditionelt serveres retten med ris og og forskellige salater.

Dolma

Dolma er en række grøntsager, f.eks. peberfrugter, tomater og squash, der er blevet udfyldt med ris og urte-blanding. En beslægtet ret er sarma, der består af f.eks. vinblade og kålblade, der viklet rundt om et bestemt fyld, og som nogen vil kende fra den tilsvarende græske ret, der forvirrende nok kaldes dolmades. Forvirringen skyldes, at de oprindelige navne ikke længere konsekvent bruges i Middelhavsområdet, hvorved den oprindelige skelnen mellem dolma, som kommer af verbet dolmak, der betyder “at være udfyldt”, og sarma, som kommer af verbet sarmak, der betyder “at være pakket ind”, er faldet bort. I denne oprindelige tyrkiske terminologi dækker sarma over de retter, hvor en grøntsag, såsom vinblade eller kålblade, er viklet rundt om et bestemt fyld.

Som de forskellige betegnelse antyder, findes der et væld af variations-muligheder, når det gælder retten dolma/sarma, og ligesom der findes mange forskellige grøntsager, som kan udfyldes eller vikles om et bestemt fyld, findes der også mange forskellige slags fyld, herunder også forskellige slags kød, foruden rosiner, nødder og olivenolie.

Normalt serveres dolma/sarma med kød i varm tilstand, mens dolma/sarma uden kød serveres i kold tilstand.

Simit

Du har muligvis set disse cirkelformede brød med sesamfrø på et eller andet tidspunkt i dit liv i andre lande med en osmannisk forhistorie, men uden nødvendigvis at tænke, at det var et tyrkisk brød. Simit-brødene sælges både fra bagerier og fra gaden, hvor gadesælgere annoncerer salget fra en lille vogn eller et fad, de bærer på hovedet, med tre typer råb, alt efter hvor friske brødene er: taze simit, som er friske simit; sicak, som er varme simit (dvs. det er ikke lang tid siden, de er taget ud af ovnen); og el yakiyor, der bogstavelig talt betyder, at de er så varme, at de kan brænde i hænderne (men i virkeligheden hentyder til, at det er meget kort tid siden, de er taget ud af ovnen).

Brødets navn, simit, kommer af det arabiske ord “samid” (hvidt brød) og menes at være produceret i Istanbul siden 1525. I en berømt rejsebog, skrevet af den osmanniske jurist, religiøse ekspert og entertainer Evliya Çelebis, og som har titlen Seyâhatnâme, beskrives det, hvordan der allerede i 1630´erne er hele 70 simit-bagerier i Istanbul.

Simit-brødet udgør ofte morgenmaden for mange tyrkere sammen med frugt, ost, ayran (en drik lavet af yoghurt og vand), samt masser af tyrkisk te.

Hamsi

Hamsi er en ret, der er knyttet særligt til Tyrkiets største by Istanbul. Her er der direkte adgang til Marmarahavet og Bosporusstrædet, og derfra til de to store have Middelhavet og Sortehavet, hvor man kan fange masser af fisk og skalddyr. Én af de fisk, som borgerne i Istanbul og de andre tyrkiske byer, der ligger tæt på Sortehavet, godt kan lide at være på udkig efter, når de sejler ud om efteråret og tidligt på vinteren, er ansjoser. Faktisk betyder rettens navn, hamsi, netop ansjoser på tyrkisk.

Disse ansjoser serveres enten alene, hvor de grilles eller vendes i majsmel og så steges, eller som en del af forskellige tyrkiske småretter. Retten er mest udbredt i højsæsonen for fangsten af ansjoser, som ligger fra midten af oktober til begyndelsen af vinteren.

Menemen

Menemen spises ofte som morgenmad i Tyrkiet med noget brød til, men den kan spises på ethvert tidspunkt i løbet af dagen.

Retten består af løg, peberfrugter og tomater, som langsomt opvarmes på en varm pande. Derefter bliver der tilsat æg, enten som spejlæg eller røræg. Til sidst tilføjes krydderier, såsom paprika, oregano, mynte og sort peber, og i nogle tilfælde også forskellige slags kød, f.eks. den tyrkiske sujuk-pølse, selvom kød ikke indgår i den mest traditionelle udgave af retten.

Retten serveres ofte i en metal-pande, for at holde sig varm længere (og sådan som vi Danmark ofte serverer en æggekage), ledsaget af brød.

Börek

Börek er en - sandsynligvis - oprindeligt osmannisk ret, der er opfundet i de anatolske provinser under Det Osmanniske Rige, og som ikke bare er vidt udbredt i Tyrkiet idag, men også i mange andre af de områder, som engang var under Det Osmanniske Riges herredømme. Retten har også bredt sig til mange sefardiske, sydslaviske, nordafrikanske og balkanske miljøer, der historisk set har været i berøring med Det Osmanniske Rige.

Retten består af bagte eller stegte fyldte kager lavet af en tynd dej kendt som phyllo (eller yufka). De kan være fyldt med ost - oftest feta-ost, sirene-ost eller kasar-ost- foruden hakket kød eller grøntsager.

Læs mere

Information om Tyrkiet

Jeg har her samlet nogle få facts og informationer om Tyrkiet, såsom landets geografi, historie og klima, som kan tjene som inspiration til din ferie i Tyrkiet. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse!

Geografi og befolkning

Tyrkiet ligger på halvøen Anatolien og i det østlige Thrakien med grænse til hele otte forskellige lande, der ligger i Europa, Mellemøsten, Det vestlige Asien og Kaukasus, og er desuden afgrænset af Middelhavet mod syd og vest og Sortehavet mod nord. Med denne enestående transkontinentale placering mellem så mange lande og mellem forskellige verdensdele betragtes Tyrkiet ofte som en grænse - eller et brohoved, alt efter synsvinklen - mellem øst og vest.

Landet er inddelt i syv provinser, der bruges i forbindelse med offentlige administrative opgørelser, f.eks. folketællinger, men ellers ikke tjener noget praktisk formål i dagligdagen. Disse syv regioner er inddelt i 81 provinser, som så igen er underinddelt i 923 distrikter. Provinserne bærer normalt det samme navn som provinshovedstæderne med undtagelse af Hatay (med hovedstaden Antakya), Kocaeli (med hovedstaden Izmit) og Sakarya (med hovedstaden Adapazari).

Provinserne med de største befolkninger er Istanbul (12 millioner indbyggere), Ankara (4,4 millioner indbyggere), Izmir (3,7 millioner indbyggere), Bursa (2,4 millioner indbyggere), Adana (2 millioner indbyggere) og Konya (1,9 millioner indbyggere). I alt findes der 18 provinser med befolkninger på over 1 million indbyggere i Tyrkiet.

Den største by i Tyrkiet er Istanbul, beliggende i provinsen af samme navn i den nordvestligste del af landet, der med sine lidt mere end 14 millioner indbyggere samtidig er den tredje-største by i verden målt på indbygger-antal inden for bygrænsen. Hovedstaden Ankara, beliggende i provinsen af samme navn i den centrale/nordvestlige del af landet, har omkring 3,5 millioner indbyggere og er den andenstørste by i Tyrkiet. Andre større og vigtige byer i Tyrkiet er Izmir med 2,2 millioner indbyggere, Bursa med 1,5 millioner indbyggere, Adana med 2,1 millioner indbyggere, Gaziantep med 1,3 millioner indbyggere, Konya med 1,1 millioner indbyggere, Antalya med 1 millioner indbyggere, Kayseri med 1 million indbyggere, og Mersin med 914.000 indbyggere.

I alt har Tyrkiet omkring 75.500.000 indbyggere fordelt på 783.562 kvadratkilometer. Ifølge en rapport fra det tyrkiske statistiske institut lavet i 2007 bor 70,5% af den tyrkiske befolkning i de tyrkiske bycentre.

Klima og vejr

Tyrkiet har forskellige slags klimaer og vejrtyper, alt efter i hvilken del af landet, du befinder dig. I kystområderne ved Middelhavet (den vestlige og sydlige del af landet) er der et udpræget mediterrant klima med milde vintre og varme, tørre somre. I kystområderne ved Sortehavet er der derimod et kystklima med varme og regnfulde somre og kølige vintre. Disse områder ved Sortehavet har mest nedbør på landsbasis og er de eneste områder iTyrkiet, der har nedbør hele året rundt.

I kystområderne ved Marmarahavet - strædet der forbinder Middelhavet med Sortehavet - skifter klimaet mellem mediterrant klima og kystklima med varme og moderat tørre somre og kølige, våde vintre. Både i kystområderne omkring Sortehavet og ved Marmarahavet kommer der hvert år sne om vinteren, men det bliver normalt ikke liggende mere end et par dage eller en uges tid.

I den indre del af landet på den anatolske højslette, der ligger i ly af bjergene i nærheden af kysten, er der et fastlandsklima, som er karakteriseret af store sæson-udsvingninger (dvs. meget varme somre og meget kolde vintre) og også store udsvingninger på døgnbasis. Især den østlige del af den anatolske højslette, der ligger længst væk fra kysten, er præget af dette fastlands-klima med de store sæson- og døgn-udsvingninger. I den østligste del af den anatolske højslette forekommer der således temperaturer helt ned til minus 30 eller 40 grader nogle vintre, mens der i den vestligste del af den anatolske højslette er tale om langt mere moderate vinter-temperaturer, der dér gennemsnitligt ligger på plus 1 grad.

På grund af de enorme klima-forskelle inden for Tyrkiets lande-grænser giver det ingen mening at tale om generelle gennemsnitstemperaturer, antal soltimer og nedbørs-mængder for landet, men du kan i det følgende læse om gennemsnitstemperaturer, antal soltimer og nedbørs-mængde på vores rejsemål Istanbul.

De mest solrige måneder i Istanbul er juli med gennemsnitligt 360 soltimer, august med gennemsnitligt 340 soltimer og juni med gennemsnitligt 310 soltimer. December, januar og februar er ikke overraskende de måneder, der byder på mindst sol i Istanbul, med omkring 100 soltimer i gennemsnit.

Det er også juni, juli og august, der byder på de varmeste måneder i Istanbul med gennemsnits-temperaturer på henholdsvis 22 grader for juni og 24 grader for både juli og august. De koldeste måneder er januar og februar med gennemsnitligt 6 grader, efterfulgt af december og marts med gennemsnitligt 8 grader.

De mest regnfulde måneder i Istanbul er november, december og januar med hver 100 mm i gennemsnit, mens juni, juli og august er de mindst regnfulde med henholdsvis 30 mm i juni, 30 mm i juli og 20 mm i august i gennemsnit.

Historie

Anatolien - der udgør hovedparten af det moderne Tyrkiet - er ét af de ældst beboede områder i verden og er ét af de områder, som nogle sprogforskere har udpeget som det hypotetiske centrum for spredningen af de indoeuropæiske sprog. De første dokumenterede folk, der beboede området, var dog formodentlig ikke indo-europæiske stammer, men de to ikke-indoeuropæiske folkeslag, hattierne, der menes at have beboet det centrale og det østlige Anatolien, og hurritterne, der menes at have beboet Anatolien og det nordlige Mesopotamien, allerede 2300 f.Kr.

Siden blev både hattierne og hurriterne opslugt af den indo-europæiske folkestamme hittitterne, der overtog området mellem ca. 2000 og 1700 f.Kr., men hvis mægtige imperium kollapsede ca. 1180 f. Kr., hvorefter frygierne, og efter dem kimmerierne (begge indo-europæiske folkestammer), tog over.

Fra omkring 1200 f.Kr. blev kyst-områderne domineret af de antikke græske folkestammer, ionerne og æolerne, som grundlagde flere store vigtige byer her, ikke mindst Byzantium (der senere kom til at hedde Konstantinopel og idag hedder Istanbul). I det sjette og det femte århundrede f.Kr. blev den indre del af landet erobret af det hidtil største imperium, som verden har set (målt på andel af verdens samlede befolkning), nemlig det persiske achæmenide-dynasti, som senere faldt til Alexander den store (334 f.Kr.).

Efter Alexander den Stores død i 323 f.Kr. blev området opdelt i en række hellenistiske kongedømmer, som blev del af den romerske republik i det første århundrede f.Kr., hvilket dog ikke svækkede den græske kulturs indflydelse i området, men tværtimod øgede dens indflydelse i en sådan grad, at de anatoliske sprog og kulturer - herunder hittittisk - helt uddøde.

Den romerske indflydelse tog først rigtigt fat i 324 e.Kr, hvor den romerske kejser Konstantin I den Store valgte Byzantium som den nye hovedstad for det romerske rige, hvorved Byzantium (eller Byzántion, som den oprindeligt hed på græsk) nu skiftede navn til Konstantinopel; opkaldt efter dens nye romerske hersker. Efter den romerske kejser Theodosius I den Stores død i 395 e.Kr. - og den uigenkaldelige splittelse af det romerske rige i en østlig og en vestlig del - blev byen hovedstad i Det Østromerske Rige, også kaldet Det Byzantinske Rige, hvilket varede helt indtil det Osmanniske Riges erobring af området i 1453.

Ligesom det var tilfældet under de byzantinske romere oplevede Tyrkiet under osmannerne vidt forskellige perioder, hvoraf nogle var præget af storhed, mens andre var præget af fald. Én af de mest blomstrende perioder under osmannerne var under sultanen Mehmet II, der havde erobret landet fra de byzantinske romere og som renoverede meget af den slidte infrastruktur i landet. I 1600- og 1700-tallet oplevede landet derimod stagnation og forfald og nedgangen kulminerede i begyndelsen af det tyvende århundrede med først den ungtyrkiske revolution (i 1908), der fremkaldte en lang række interne magtkampe i landet, og til sidst 1. verdenskrig, der førte til, at landets magtcenter blev besat af franske, britiske og italienske tropper fra 1918 til 1923.

Den 29 oktober 1923 blev Tyrkiet erklæret for en republik med officeren fra den tyrkiske uafhængighedskrig, Mustafa Kemal Atatük, i spidsen. Atatürks vision var at omdanne det tidligere osmanniske imperium til en sekulær, demokratisk og republikansk nationalstat, hvorfor hovedstaden blev flytte til byen Ankara, så der kunne skabes distance til landets osmanniske fortid.

Og i dette spændingsfelt, mellem østlig og vestlig kultur, mellem sekulær og islamisk verdensanskuelse, står landet endnu idag.

Valuta

Tyrkiets valuta er tyrkisk lira, som blev indført i 2005 i forlængelse af en reevaluering af den indtil da gældende valuta. I begyndelsen af 2014 svarede en tyrkisk lira ca. til 2,4 danske kroner.

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller

 rejser fundet:

Filtrering

Sorter efter

Minimum antal stjerner

Rejsetemaer

Søger priser på din rejse

Det tager mellem 10 og 15 sekunder.


Ingen rejser fundet for valgte periode

  • Søg datoer markeret med grøn i kalenderen for gode flyforbindelser
  • Søg max. 2-3 pers. pr. vær. (og max. 9 i alt)
  • Den valgte periode er muligvis udenfor sæson på denne destination
  • Afrejsedato er muligvis for langt ude i fremtiden (mere end 8 måneder)
  • Alle hoteller på denne destination er muligvis fuldt booket i valgte periode