Rejser til Canada

De fleste besøgende i Canada kommer for at opleve den spektakulære natur, som ikke ligner noget vi kender herhjemme. Men Canada har også meget mere at byde på. Læs mere om rejser med Escapeaway hvor du bor på nøje udvalgte hoteller i din ferie.

Hvordan bestiller jeg en billig rejse til Canada?

Canada er et af flere nye rejsemål du snart kan rejse til med Escapeaway. Tilmeld dig nyhedsbrevet eller følg med på de sociale medier og vær blandt de første til at få besked når vi åbner op for rejser til Canada.

 

Hoteller i Canada

Seværdigheder og oplevelser

Når du rejser til Canada vil du opleve et land, hvor store områder består af utilgængelig vildmark, men landet byder på utrolige naturoplevelser, en spændende og mangfoldig kultur og mange historiske og moderne storbyer. Canada er et enormt land med mange spændende seværdigheder, og ønsker man at se det hele kræver det adskillige besøg, og en bil er uundværlig. Her kan du læse om et par af de største seværdigheder, men du finder meget mere inspiration på vores blog om rejser.

De ældste bosættelser 

Newfoundlands kyst og Labradorkysten kan prale af Canadas og Nordamerikas ældste by, St. John, som blev grundlagt i 1528. Charlottetown er fødestedet for den canadiske konføderation og har en skøn kolonial atmosfære med de mange træer langs de victorianske gader. Nova Scotias sydkyst, også kendt som fyrtårns-ruten, har en rå kystlinje med masser af klippebugter, fiskerlandsbyer og historiske byer. L’Anse-aux-Medows er den ældste europæiske bosættelse i Canada og Nordamerika. Fundy-bugten har masser af småøer og er et populært feriested for de lokale.

Et af verdens største vandfald

En lille time væk fra Toronto finder man Niagara Falls; et af verdens største vandfald. Det består primært af de to hovedfald Horseshoe Falls og American Falls, og området er godt fyldt op med turister hele året. En af Canadas mest populære naturparker, Algonquin Park i East Ontario, byder på en spændende vifte af aktivitetsmuligheder såsom kanosejlads og vandreture.

Calgary ligger i et prærieområde, og er berømt for det årlige rodeoshow; Calgary Stampede. Lige vest herfor, i de canadiske Rocky Mountains, finder man to gigantiske nationalparker; Banff i syd og Jasper mod nord. Her kan man vandre på gletschere, sejle i kano på den smaragdgrønne Lake Louise eller nyde de utallige verdensklasseudsigter fra en køretur på Icefields Parkway.

Et af Canadas og måske Nordamerikas smukkeste landskaber finder man i den vestlige delstat British Columbia, hvor naturelskere kommer i paradis på grund af landskabet med uendelige bugter, øer og bjerge.

Inspiration og fakta

Geografi

Canada ligger nord for USA midt mellem Atlanterhavet og Stillehavet. Canada er verdens næststørste land og måler omkring 7700 km på tværs og 4600 km på langs. Landet består af mange søer og skove, samt smukke bjerge, sletter og endda en lille ørken. Prærierne, The Great Plains, dækker Manitoba, Saskatchewan og dele af Alberta. Det er her det meste af hvedeproduktionen foregår. Det vestlige Canada er kendt for den enorme bjergkæde Rocky Mountains - den næst-længste i verden - mens den østlige del har de fleste større byer og så naturligvis Niagara Falls, som er en meget populær destination, lige på grænsen til USA. Den nordlige del af Canada er et klippefyldt og koldt område, med den arktiske region længst mod nord, som er dækket af is det meste af året. Størstedelen af befolkningen lever i et smalt bælte langs den sydlige grænse, og det nordlige vildnis tiltrækker ikke nær så mange besøgende.

Naturen

Canada har en bred vifte af flora og fauna. Landet består af otte forskellige vegetationszoner, hvoraf de fleste er domineret af skov. Her findes flere forskellige bjørne; Grizzly, sorte, brune og isbjørne. Her findes også mange andre vilde dyr, som færdes frit i deres naturlige miljø, samt over 500 forskellige fuglearter. Canada har 39 nationalparker, 145 historiske seværdigheder og 13 områder, som er på UNESCOs verdensarvsliste, på grund af deres geografiske beliggenhed.

Vejret når du rejser

Canada har fire forskellige årstider, selvom tidspunktet for deres ankomst varierer over hele landet. Der kan komme lange, kolde vintre i Canada med gennemsnitstemperaturer helt ned til -18 grader i december og januar, hvilket tiltrækker mange skiløbere.

De varme måneder i Canada

Juli og august i Canada kan blive meget varme med temperaturer i den høje ende af 20’erne især i de sydlige regioner. Disse måneder er gode til campingferie i Canada, men da turistsæsonen topper i disse måneder, så kan priserne også være høje. Forår og efterår er behagelige i Canada og byder på smukke landskaber, og en afslappet atmosfære med lidt køligere temperaturer. Jo længere nordpå man bevæger sig i Canada, desto koldere bliver det, og de sydlige regioner med grænser op til USA er som regel de mest befolkede. De vestlige og østlige kyster er forholdsvis fugtige, selvom størstedelen af regnen falder om vinteren. Områderne omkring Saskatchewan, Manitoba og Alberta er ret tørre hele året rundt.

Historie

De første europæere, som ankom til Canada, var efterkommere af nordiske vikinger, som tidligere havde slået sig ned i Island og Grønland. Den næste bølge af europæere ankom i 1947, da de søgte efter en nord-vestlig passage til Asien, under ledelse af den italienske opdagelsesrejsende, Giovanni Caboto, også kendt som John Cabot. I løbet af det næste århundrede ankom engelske og franske bosættere, som slog sig ned i dele af Newfoundland.

På dette tidspunkt havde Canadas indianerstammer allerede udviklet en bred vifte af sprog, skikke, religioner, love og reglementer. Den første store indtrængen længere ind i landet skete, da den franske opdagelsesrejsende, Jacques Cartier, gjorde krav på området omkring St. Lawrencebugten i 1534. Quebec City blev grundlagt i begyndelsen af 1600-tallet af Samuel de Champlain, og i 1663 var Canada hjem for omkring 3000 franske kolonister, og blev erklæret en fransk provins. I det 17. århundrede bredte franskmændene sig yderligere rundt i Canada, og udvidede deres forretningsaktiviteter i henhold til New France Company.

Lige omkring det tidspunkt, hvor franskmændene begyndte at trives godt med skindhandelen, trådte englænderne ind på scenen og stiftede Hudson’s Bay Company i 1670. De to europæiske civilisationer klarede sig fredeligt side om side, lige indtil 1745, hvor britiske tropper erobrede et fransk fort i Nova Scotia. Dette blev begyndelsen på en periode med kommercielle, politiske og strategiske stridigheder, som kulminerede i den britisk-franske krig i begyndelsen af 1760’erne. Vendepunktet blev Syvårskrigen, hvor franskmændene blev besejret af briterne i Quebec City i 1759. I Paris-traktaten i 1763 blev Canada formelt overgivet til Storbritannien. I slutningen af 1770’erne ankom omkring 50.000 britiske loyalister fra USA, og skabte en mere jævn balance mellem den franske og den britiske befolkning. I løbet af de næste to årtier blev briterne fortrængt fra deres amerikanske kolonier efter at have lidt nederlag i den amerikanske uafhængighedskrig. Amerikanerne forsøgte at erobre Canada, men de mislykkedes, og de to lande har sidenhen udviklet sig i langt forskellig retning.

Briterne proklamerede The British North America Act i 1867, og oprettede The Dominion of Canada, hvor landet fik sin egen forfatning. Øst- og vestkysten blev forenet og der blev bygget en jernbane, og i 1912 var alle provinser lagt sammen under den centrale regering, undtaget Newfoundland, som først blev sluttet til i 1949. Under Anden Verdenskrig kæmpede Canada endnu engang sammen med Storbritannien imod Tyskland, og denne gang havde Canada også indgået en alliance med USA, efter de erklærede krig, som følge af Japans angreb på Pearl Harbour. I efterkrigstiden i 1960’erne var der en enorm tilstrømning af mennesker fra hele verden. Det var en tid med økonomisk ekspansion og velstand. Siden 1975 har man indgået en række aftaler omkring rettigheder til jord, således at Canadas indfødte har fået mere kontrol over store dele af det nordlige Canada.

Canada er, med sin fantastiske natur og bymiljøer, et land der indeholder noget af det smukkeste på jorden. Canadierne har forstået vigtigheden af den natur landet besidder og går langt i kampen for at bibeholde det som det er. Alt fra dybe dale til høje bjerge og et mangfoldigt naturliv. Ynder du at nyde naturen i sit eget miljø kan Canada varmt anbefales.

Lufthavne i Canada

Oversøiske rejsende ankommer til Vancouver, Toronto, Montreal eller Halifax. Andre lufthavne i Canada har hyppige flyafgange til forskellige destinationer i USA, Mexico og Caribien. 

Vancouver International Airport finder man lige syd for byen, og denne lufthavn fungerer som et knudepunkt for både indenrigs- og udenrigs flyvninger i det vestlige Canada, men kan man finde gode billetter til Seattle på USA-siden, kan man sagtens selv komme videre på egen hånd.

Montréals vigtigste lufthavn, Dorval, finder man vest for centrum, og her er der hyppige afgange til europæiske destinationer fra Canada.

Toronto har to lufthavne; Pearson, som er den travleste i hele Canada med hyppige internationale afgange, og Toronto City Airport som primært håndterer indenrigsforbindelser, samt flyforbindelser til USA.

Tog

Ønsker man at rejse med tog til Canada, så er de vigtigste non-stop ruterne; New York til Montréal og Chicago til Toronto, som drives af det canadiske jernbanenet, VIArail. Fra Vancouver har det amerikanske jernbaneselskab, Amtrak, forbindelser til Seattle og langs vestkysten. Greyhound opererer også i Canada, med et godt netværk af busforbindelser fra alle større byer samt grænsebyer til USA. Busserne er dog den mindst komfortable rejseform, især på de lange afstande.

Vejnettet

Vejnettet i Canada er af samme standard som i USA, og er særdeles veludviklet i den sydlige del af Canada og med hyppige grænseovergange. Nogle ruter bliver dog afbrudt på grund af søerne ved Great Lakes. Der findes dog færgeforbindelser mellem de største byer omkring søerne.

Turistinformation

På Canadas officielle turistbureaus hjemmeside kan du finde en oversigt over de mange forskellige naturområder, og de oplevelser der venter der. Men du kan også finde oplysninger om mange af de andre seværdigheder i Canada, og forskellige aktuelle begivenheder.

>> Læs også om rejser til USA
>> Læs også om rejser til Mexico