Rejser til England

Et grønt og behageligt land? Eller verdens hotteste destination? England er i høj grad begge dele. I London har England uden tvivl den fedeste by på planeten med de bedste teatre, det bedste natteliv og koncerter.

Ude på landet er der billedskønt med alt fra South Downs bølgende kridtbakker til de vindomsuste bjergtoppe i Lake District, de sandede bugter i Cornwall og de åbne vidder i Norfolk. De nordlige byer Liverpool, Manchester, Leeds og Newcastle er kulturelle perler, der har givet verden æra-definerende musik og kunst. Det kan godt være, at det ikke er noget stort land, men England er med god grund et stort hit blandt rejsende.

England, den største af de fire nationer i Storbritannien målt på befolkning og størrelse, er blandt verdens mest populære turistmål. velkommen til England med Hideaways rejser, vi er specialister i håndplukkede hoteller med charme.

Seværdigheder

Jeg har her udvalgt nogle få af de mange seværdigheder, som du har mulighed for at opleve på din ferie i England. Hvis du har lyst til at læse mere om andre seværdigheder i England, anbefaler jeg dig at læse vores blog om rejser, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

London

London, der er verdens mest besøgte by målt på antallet af internationale ankomster til byen, betragtes ofte som verdens kulturhovestad. Byen indeholder hele fire verdensarvssteder: Tower of London; Kew Gardens; området, der omfatter slottet Westminster, Westminster Abbey og St. Margaret's Church; og Greenwich (hvor Det Kongelige Observatorium definerer nulmeridianen). 

Blandt byens utallige andre store kulturelle og historiske seværdigheder er Buckingham Palace, London Eye, Piccadilly Circus, Big Ben, St. Pauls Cathedral, Tower Bridge, Trafalgar Square, Themsen, Covent Garden, Oxford Street, Kensington Palace, Regents Park, Harrods, Borough Market, Royal Albert Hall og The Shard. London er også hjemsted for adskillige verdensberømte museer, gallerier og biblioteker, herunder British Museum, National Gallery, Natural History Museum, Tate Modern og British Library. 

Byens metro-system, London Underground, er desuden det ældste underjordiske jernbanenet i verden. 

Stonehenge

Stonehenge er en af de største og mest kendte seværdigheder i England og blev tilføjet Unescos verdensarvsliste i 1986.

Det forhistoriske monument, der ligger i Wiltshirery i den sydvestlige del af landet, består af en kreds af oprejste sten, der er omkring 4 meter høje, 7 meter brede og vejer omkring 25 tons. Stenene er rejst inden for det største kompleks af neolithiske og bronzealder-monumenter i England, der også tæller flere hundrede gravhøje. 

Arkæologer mener, at monumentet var bygget i perioden fra 3000 f.Kr. til 2000 f.Kr., mens den omgivende cirkulære  vold, der udgør den tidligste fase af monumentet, er blevet dateret til omkring 3100 f.Kr. Hvad angår monumentets funktion og betydning, ophører enigheden imildertid. Utallige teorier om monumentets funktion og betydning er blevet præsenteret gennem årene, blandt andet at det var en begravelsesplads for datidens elite; at det udgjorde en astronomisk kalender (som fejrede vintersolhverv); at det oprindeligt var et helligt jagtsted; at det var et symbol på fred og samhørighed; og at det var centrum for udøvelse af antik helbredelse.

Den mest anerkendte teori går dog ud på, at stedet oprindeligt var en begravelsesplads - den største på sin tid på de britiske øer - for den forhistoriske britiske elite og at de store oprejste sten oprindeligt var anbragt i en bue rundt om begravelsespladsen for at markere gravene; som en slags begravelsessten. Senere blev stenene anbragt i deres nuværende stilling og brugt som et pilgrimsmål ved vintersolhverv; muligvis for på én gang at ære de døde og fejre lysets genkomst (eftersom vintersolhverv markerer den tid på året, hvor dagene bliver længere).

Hadrians mur

Hadrians mur, som også kaldes den romerske mur, er - ligesom Stonehenge - en af Englands største og mest berømte seværdigheder og blev anerkendt som verdensarv af Unesco i 1987.

Muren, der løb fra bredden af Tyne-floden nær Nordsøen til Solway Firth ved det Irske Hav, blev bygget i år 122 e.Kr. på ordre fra den romerske kejser Hadrian og udgjorde den nordlige grænse i det romerske imperium og en defensiv befæstning i den romerske provins Britannia, som på det tidspunkt var under pres fra de oprindelige britiske (keltiske) folk, herunder ikke mindst pikterne fra Skotland.

Det antages, at der var en fæstning i muren for hver femte romerske mil (svarende til 1,6 kilometer), og at disse fæstninger har været bemandede med romerske garnisoner og kavaleri-enheder. Arkæologisk og anden historisk forskning viser også, at muren omfattede volde, militær-veje og de såkaldte "vallum". Foruden murens defensive militære funktion mener visse historikere, at muren også kan have tjent som toldsted. 

En betydelig del af muren eksisterer stadig og kan følges til fods langs den 135 kilometer lange "Hadrian´s Wall Path" i det nordlige England. 

Læs mere

Mad og drikke

England har en spændende og mangfoldig gastronomi, der både består af gamle, klassiske engelske retter og nye hybride retter, som er inspireret af landets mange kulturelle og etniske grupper. Jeg har her udvalgt et par af de klassiske, kulinariske specialiteter og typiske retter, som du kan smage på, når du er på en ferie i England. God appetit og god rejse!

Sunday Roast

Sunday Roast, der er så populær, at den engang blev nummer to i en afstemning om, hvad folk bedst syntes bedst om England, består af stegt kød og stegte kartofler og akkompagneres normalt af en anden engelsk klassiker, Yorkshire-pudding, samt grøntsager og sauce. Grøntsagerne består som regel af ærter, gulerødder, bønner eller broccoli. En særlig populær udgave serveres med blomkål eller porrer og er ofte ledsaget af en sauce bestående af cheddar-ost.

Traditionelt serveres retten om søndagen, hvilket har givet den dens berømte navn. Andre populære navne for retten er Sunday dinner, Sunday lunch, roast dinner og Sunday joint.

Cottage Pie/Sherperd's Pie

Cottage Pie - der også kaldes for Sherperd´s Pie, når retten indeholder lammekød - er en anden af de store engelske klasikkere.

Retten består normalt af hakket oksekød (men det kan også være andre typer kød), der steges samme med løg og undertiden andre grøntsager, såsom ærter, selleri eller gulerødder, og som derefter puttes i et ildfast fad og dækkes af kartoffelmos, inden den kommer i ovnen. Undertiden toppes retten med revet ost.

Yorkshire pudding

En tredje engelsk klassiker er den legendariske Yorkshire pudding, hvis opskrift kan spores helt tilbage til 1737.  Retten er med tiden blevet så populær, at den har fået sin egen mærkedag i den britiske kalender, nemlig den første søndag i februar, der kaldes for "National Yorkshire Pudding Day".

Yorkshire pudding består af en dej lavet af æg, mel og mælk eller vand, der indeholder forskelligt slags fyld, alt efter lejligheden og personlig præference. Ofte udgøres fyldet af en løgsovs, mens den i andre versioner - specielt når den serveres som hovedret - har et fyld bestående af oksekød og sovs.

Retten kombineres ofte med andre engelske klassikere, såsom retten Bangers and mash (også kaldet Sausages and mash), og indgår også som en del af en anden engelsk ret, såsom Sunday Roast (se foroven).

Apple Pie

Mange lande gør i dag krav på at være æblekagens oprindelsesland, men det er fra England man kender den første nedskrevne opskrift på en Apple Pie - og den berømte frugttærte er stadig en meget populær del af det engelske køkken, ikke mindst, når det er "tea time".

Den første kendte opskrift går helt tilbage til 1381 - med titlen "For to make Tartys in Applis" - og forskrev brugen af æbler, krydderier, figner, rosiner og pærer. I den moderne udgave indeholder tærten normalt også et lag skiver af kandiserede Bramley-æbler, der toppes med smør, lattice pastry eller lard shortcurst pastry og bages i ovnen, indtil fyldet er bagt og toppen er blevet sprød og gylden.

Engelsk øl

Englænderne har brygget øl siden romerne invaderede landet i det første århundrede (omkring 54 e.Kr.) og er i dag berømte for deres mange gode øl og deres livlige og traditionelle ølkultur, der især udfolder sig på landets mange lokale pubber. 

Der er over 50.000 pubber og over 1400 bryggerier i England, hvilket er det største antal bryggerier og pubber per indbygger i verden. Her kan du blandt andet nyde en "old ale", en "stout", en "porter" eller en "bitter", alt efter hvilken type engelsk øl, du holder mest af. 

Engelsk te

En anden drikke, som udgør en betydningsfuld del af den engelske kultur, er te. Siden det attende århundrede har England været en af verdens største forbrugere af te - og ved den senest opgjorte måling i 2016 var England verdens største forbruger af te med et gennemsnitlig årligt forbrug på 4,61 kg pr. indbygger i gennemsnit. 

Det var også englænderne, der - gennem det britiske imperium - var med til at sprede te fra Kina til Indien og senere fra Asien til Europa og dermed gøre den til en del af europæisk hverdags-kultur.

Den mest alminelige måde at indtage sin te på i dagens England er med mælk, men det er ikke ualmindeligt at drikke teen sort eller med sukker eller citron. Te serveret i et krus med mælk og sukker er også en populær kombination, som er kendt som "builder´s te" eller "strong tea".

 

Læs mere

Information og fakta

Jeg har her samlet nogle få facts og informationer om England, såsom landets geografi, befolkning og klima, som kan tjene som inspiration til din ferie i landet. Informationen er udelukkende ment som inspiration og der tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi og befolkning

England, der grænser op til Skotland mod nord og Wales mod vest, udgør to tredjedele af øen Storbritannien, foruden en række offshore-øer, såsom Isle of Wight og Isles of Scilly. Landet er tættere på det europæiske kontinent end nogen anden del af fastlandet Storbritannien og har kun 34 kilometer til den franske kyst, som kan nås via en tunnel. 

Landet er kendt for sine store floder, såsom Themsen, Mersey, Tyne og Severn, hvoraf den sidstnævnte er den længste flod, der løber gennem landet med sine 350 kilometer, mens Themsen med sine 216 kilometer er den længste flod, der holder sig inden for Englands grænser. Der er også mange søer i England, hvoraf den største er Windermere beliggende i Lake District.

Selv om det meste af Englands landskab består af lave bakker og sletter, findes der også højland og bjergrige egne i landet, især i den nordlige og vestlige del af landet. Det højeste punkt er Scafell Pike på 978 meter, som også ligger i Lake District.

Landet har omkring 53 millioner indbyggere  hvilker er 84% af den samlede befolkning i Storbrittanien og den fjerde-største befolkning i EU. Med 425 indbyggere per kvadratkilometer er det kun Malta, der er tættere befolket i EU end England.

Af de 53 millioner indbyggere bor omkring 8,7 millioner i landets hovedstad London, der er den største by i EU. Andre store byer i landet er Birmingham, Sheffield, Manchester, Liverpool, Leeds, Newcastle, Bradford og Nottingham m.fl.

Klima og vejr

England har et tempereret kystklima, der er karakteriseret af, at havnærheden mildner og udjævner de forventede, årlige maksimale og minimale temperaturer, således, at det som regel hverken bliver meget koldt eller meget varmt. Normalt byder de engelske vintre således ikke på meget lavere end 0 grader, mens somrene temperaturmæssigt som regel ikke når meget højere end 32 grader.

Vejret er dog forholdsvist omskifteligt på grund af nærheden til havet og landet er notorisk kendt for sin hyppige nedbør, der er fordelt jævnt hen over året. De vigtigste faktorer for det engelske klima er Atlanterhavet og Golfstrømmen, der begge påvirker vejret året rundt.

De vameste måneder i året er juli og august med 19 grader i gennemsnit, efterfulgt af september med 17 grader, mens januar er den koldeste måned i året med 5 grader, efterfulgt af december og februar med 7 grader i gennemsnit. 

Den mest regnfulde måned i året er oktober med 71 mm i gennemsnit, efterfulgt af november med 63 mm i gennemsnit, mens marts med gennemsnitligt 35 mm er den måned i året med mindst nedbør, efterfulgt af februar med 39 mm i gennemsnit.

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller