Storbyferie i Paris

Byernes by. Den franske hovedstad har sat rammerne for et væld af romantiske film igennem årene, og det kan man godt forstå. Byen emmer nemlig af romantik og fransk charme – ikke mindst grundet de mange fine, snørklede gader og huse, der her er at finde. I Paris finder du dog meget mere end turtelduer, her er nemlig rig mulighed for både at shoppe, fordybe sig i spændende arkitektur og naturligvis smage på et væld af franske specialiteter. Bon appetit! 

Paris ligger lige godt 1.000 kilometer fra den dansk-tyske grænse, og dermed kan man teknisk set godt køre til Paris, men hvis du gerne vil hurtigt og udhvilet frem, er det oplagt at flyve afsted på storbyferie i Paris. Det tager blot et par timer. Som altid svinger flypriserne meget, så hvis du vil billigt afsted, gælder det om at tjekke priserne jævnligt. Det billigste er som udgangspunkt at flyve fra København Kastrup til Paris Charles De Gaulle, men du kan naturligvis også flyve fra andre lufthavne i Danmark, fx. direkte fra Billund med Air France. Kan du flyve uden for højsæsonen og på skæve tidspunkter, får du de bedste priser. Brug søgemaskinen her på siden til at sammensætte en storbyrejse til Paris med fly, hotel og evt. billeje inkluderet.

Dette skal du se på en storbyferie i Paris

Paris er blandt andet kendt for sine mange kirker, og derfor kan du naturligvis ikke komme uden om disse, når du besøger byernes by. Notre Dame er ganske enkelt et must see, og man kan ikke undgå at blive imponeret, når man står og betragter det enorme bygningsværk. Katedralen stod færdig i 1345, og det var her, Napoleon gjorde sig selv til kejser. 

Du må naturligvis heller ikke snyde dig selv for et besøg i Sacré-Cœur, når du er i Paris. Dette er en noget yngre bygning, som først blev åbnet i 1919. Kirken ligger i området Montmartre i det 18. arrondissement, hvilket er et område, du uden tvivl bør gå på opdagelse i. Besøg eksempelvis caféen La Maison Rose.

Sacré-Cœur er intet mindre end overdådig, og det samme gælder udsigten fra den plads, kirken ligger på. Herfra kan du spejde ud over byen og blandt andet kan du se Eiffeltårnet herfra. På den store trappe foran kirken er der altid masser af liv, og især om aftenen vil du kunne se massevis af lokale såvel som turister forsamle sig netop her. I godt selskab og med en flaske vin i hånden lader både unge og ældre sig underholde af de mange gadeartister, der holder til netop her. 

Andre populære seværdigheder i Paris:  

  • Eiffeltårnet 
  • Triumfbuen 
  • Centre Pompidou
  • Louvre 
  • Moulin Rouge 
  • Katakomberne
  • Concordepladsen

Gå på opdagelse i det franske køkken 

Det franske køkken er kendt og elsket verden over, og du er i sandhed in for a treat, hvis du skal på storbyferie i Paris. Her kan du nemlig sætte tænderne i en lang række franske specialiteter. Blandt andet er det naturligvis oplagt at få smagt en ting som escargots tilberedt på den helt rigtige måde på en tur til Paris. Escargots er kort fortalt landsnegle, som tilberedes med masser af smør og eksempelvis hvidløg. Smag dem blandt andet på L’Escargot Montorguiel og Chez André. Udover snegle er frølår også en fransk spise, som man er nødt til at prøve, når man besøger byernes by. 
Ud over disse lidt mere specielle retter, er det franske folk kendt for sin forkærlighed for brød i lange baner. Baguettes og croissanter kan købes overalt, og er en ganske almindelig, fransk morgenmad. Brødet kan med fordel nydes på en hyggelig fortovscafe og akkompagneres af en café au lait. 

Sidst, men ikke mindst, er vi nødt til at komme omkring vin og ost, når der er tale om det franske køkken. Franskmændene har en lang og stolt vintradition, og den dag i dag drikker størstedelen af de voksne franskmænd fortsat vin dagligt. Det er for eksempel ganske almindeligt at få vin til både frokost og aftensmad, og derfor vil du også se massevis af cafeer og restauranter, der bugner af vindrikkende franskmænd på stort set alle tider af døgnet. Osten fylder meget både i selve madlavningen og som snacks, og faktisk er der over 1.000 forskellige oste, der har deres oprindelse i Frankrig. Smag eksempelvis Comté fra Jura og Munster fra Alsace. 

Få fyldt klædeskabet op med loppefund og high fashion 

Når du tager på storbyferie i Paris kommer du til en af de største modemetropoler i hele verdenen, og er du interesseret i shopping, er det derfor det oplagte rejsemål. Går du ad Champs-Élysées finder du de helt tunge drenge såsom Fendi, Christian Dior og Cartier, men samtidig kan du også shoppe high street-fashion på netop denne smukke gade. Desuden er det en oplevelse i sig selv at slentre ned ad denne ikoniske boulevard. Den starter ved Concordepladsen og slutter ved Triumfbuen, og det er blandt andet her, Tour de France hvert år afsluttes. 

Vil du finde vanvittige loppefund, skal du besøge Maraiskvarteret, som ligger i det 3. og 4. arrondissement. Dette område er generelt et besøg værd – uanset om du vil shoppe eller ej. Området var tidligere hjemsted for en stor mængde franske adelsmænd, hvorefter det blev overtaget af jøder. Senere endnu blev det det parisiske samlingspunkt for homoseksuelle. I dag er området ikke forbeholdt én særlig befolkningsgruppe, og det er netop noget af dét, der er så fantastisk ved det. Du kan her møde alverdens forskellige mennesker, og der sker noget på hvert eneste gadehjørne. 
I Maraiskvarteret finder du fantastiske second hand-butikker såsom Vintage Désir, Tilt Vintage Store og The King of Frip. I butikkerne i området kan du blandt andet være heldig at finde lækre designeritems til gode priser samt antikke bluser og kjoler fra begyndelsen af det 20. århundrede.

Værd at vide om Paris som turist 

Paris er en af verdens mest populære storbyer og var i 2017 den tredje mest besøgte by i hele verdenen efter Bangkok og London. Der er altså ikke noget at sige til, at det ind imellem kan komme til at virke turistet. Vil du helst undgå dette, gør du derfor klogt i at søge væk fra de mest kendte områder og i stedet lade dig selv fare vild i de små, hyggelige gader. Du vil helt sikkert ikke fortryde det. 

Selvom Paris er en meget besøgt by, betyder det stadig ikke, at franskmændene har overgivet sig til det engelske sprog. Det er efterhånden en stående joke, at franskmændene ikke gider at snakke engelsk, men faktisk er det i vid udstrækning ganske sandt. Du kan kort sagt ikke forvente, at de kære franskmænd kan tale engelsk, og derfor gør du klogt i at have lært nogle franske gloser på forhånd. Naturligvis vil de fleste receptionister og andre i turistbranchen kunne en del engelsk, men du vil sandsynligvis blive overrasket over, hvor begrænset det er. 

Offentlig transport fungerer glimrende i Paris, hvor de har et yderst veludviklet metrosystem, hvilket er med til at gøre storbyferien autentisk og nem. Ved første øjekast kan metrokortet virke noget forvirrende, men du vil sandsynligvis hurtigt lære, hvordan du skal navigere i det. En enkeltbillet koster 1,70 euro, og ellers kan man købe 10 billetter for 13,30 euro. Skal du være i Paris i længere tid, kan du vælge at købe en ugebillet. Den koster 22,15 euro, og så kan du rejse ubegrænset. Du skal dog være opmærksom på, at en ugebillet ikke gælder fra købsdagen og en uge frem, men derimod fra mandag til søndag. Overvej derfor, om det giver mening for dig afhængigt af, hvornår din tur til Paris starter. 

Tilbage er der blot at sige bon voyage!

>> Læs også om storbyferie i New York
>> Læs også om storbyferie i Barcelona

>> Læs mere om storbyferie

Læs mere

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller

Filtrér