Rejser til Korsika

Naturskønne Korsika ligger og venter på dig midt i Middelhavet. Øen er først og fremmest for dig som på en aktiv måde vil opleve en smuk ø med lokalt præg, hyggelige små byer og et skønt klima. Book din rejse til Korsika med Escapeaway i dag!

Korsika er et paradis for friluftselskere, som byder på alt fra fristende badestrande med krystalklart vand til høje, dramatiske bjerge. To tredjedele af den franske middelhavsø dækkes af en naturpark, som blandt andet rummer den berømte GR20-vandrerute. Dertil kommer, at du på Napoleons fødeø i billedskønne byer kan fordybe dig i en rig historisk arv, som afspejler øens talrige koloniseringer helt tilbage til oldtidens grækere og romere. Turismen er stadig mindre udtalt på Korsika end på mange af middelhavets andre øer, og det er ikke svært at finde autentiske korsikanske byer omgivet af vinmarker, olivenunde og appelsinplantager, hvor livet går sin stille gang, som det altid har gjort.

I dag har Korsika været en del af Frankrig i over 200 år, men har du tidligere rejst på det franske fastland, vil du hurtigt opdage, at øen er sin helt egen. Få steder i Europa, kan du på et så forholdvis lille område opleve så meget variation. Korsika kan således nemt danne de perfekte rammer om en ferie, der både byder på aktive oplevelser i storslået natur og ren afslapning på stranden ved det lune azurblå middelhav samt ikke mindst kulinariske fristelser fra et køkken, der er en unik blanding af fransk og italiensk gastronomi.

Velkommen til Frankrig med Escapeaway, vi er specialister i rejser til Korsika hvor du bor på håndplukkede hoteller i din ferie. Foruden hoteller, tilbyder vi også udvalgte ferieboliger og villaer i programmet. 

Hos Escapeaway kan du få pakkerejser inkl. flyrejse, hotelophold og lejebil, eller transfer mellem lufthavnen og dit hotel. Du kan flyve fra f.eks. Billund, Aalborg, København og Århus lufthavn. Bor du i den sydlige del af landet kan du også vælge at rejse fra Hamborg lufthavn. Du finder mange flere informationer om lufthavne, flyselskaber, priser og afrejsedage i søgemaskinen.

Ønsker du selv at arrangere din rejse til Korsika er det naturligvis også muligt blot at booke dit hotel igennem Escapeaway.

>> Læs også om rejser til Sicilien

Rejsemål på Korsika

  • Porto-Vecchio
    7 hoteller
    I det sydøstlige Korsika ligger Porto Vecchio, hvis gamle bydel er en labyrint af snoede brostensbelagte gader. Her kan du nyde de smukke omgivelser, den rolige stemning hvad enten du vil dase på det bløde hvide sand eller nyde dage på en café.
  • Calvi
    4 hoteller
    Den lille kystby Calvi på Korsikas nordkyst er mest kendt for sine fine sandstrande og det krystalklare badevand. Calvi er en perfekt destination når du ønsker dig en badeferie i rolige omgivelser, der samtidig byder på masser af muligheder ... for nye spændende oplevelser. Læs mere
  • Ajaccio
    3 hoteller
    Ajaccio er hovedbyen på Korsika og det er et smukt feriemål med masser af stemning. Her er en sand labyrint af brostensbelagte gader, grønne skovklædte bakker og hvide sandstrande. Det var her Napoleon Bonaparte levede som barn, hvilket mærkes.
  • Bonifacio
    3 hoteller
    Fæstningsbyen Bonifacio ligger på Korsikas sydspids højt oppe på de hvide kridtklipper med en flot udsigt over det glitrende middelhav. Glæd dig til eventyr i byens gamle, smalle gader og slap af på en af de skønne strande omkring byen.
  • Porticcio
    3 hoteller
    Søger du en skøn badeferie med stor dejlig sandstrand og stille omgivelser på Korsika, er Porticcio et udmærket valg. Her findes alle muligheder for at gå ned i tempo og slappe af, samt nyde godt af Korsikas eksotiske natur og ro.
  • Aléria
    2 hoteller
    Aléria som ligger midt på Korsikas østkyst, er øens ældste by. De romerske ruiner er en populær attraktion. Byen ligger lidt tilbagetrukket fra det azurblå middelhav, men der er rig mulighed for at nyde strandlivet på en rejse til Aléria.

Populære hoteller på Korsika

Frankrig, Korsika, Ile Rousse
9,7
Fabelagtigt
54 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 24 km
  • Nærmeste strand: ca. 50 m
  • Pool (evt. sæsonåben)
Frankrig, Korsika, Porto-Vecchio
8,7
Meget godt
56 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 34 km
  • Nærmeste strand: ca. 1.7 km
  • Pool (evt. sæsonåben)
Frankrig, Korsika, Porticcio
8,5
Meget godt
265 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 12 km
  • Nærmeste strand: ca. 150 m
  • Pool (evt. sæsonåben)

Seværdigheder og aktiviteter

Her har jeg beskrevet et lille udpluk af de mange oplevelser og seværdigheder, som venter dig på en rejse til Korsika. Hvis du vil læse mere om andre seværdigheder på Korsika, anbefaler jeg dig at besøge vores blog om rejser, hvor du kan finde spændende artikler om den franske ferieø og vores andre rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Korsika for familier, livsnydere og friluftsentusiaster

Trods sin forholdsvis beskedne størrelse byder Korsika på en fantastisk variation, som betyder, at den smukke middelhavsø tiltrækker mange forskellige typer ferierejsende. De dejlige strande er for eksempel perfekte til en afslappende badeferie for børnefamilien, mens de høje bjerge byder på mange fantastiske naturoplevelser og vandreruter for friluftsfolket. Sidst, men ikke mindst, har det korsikanske køkken, vinmarkerne, olivenlundene og de mange charmerende bjerglandsbyer masser at byde på for dig, som drømmer om en rigtig livsnyderferie under sydens sol.

Corte - den tidligere hovedstad

Den lille universitetsby i øens hjerte har en særlig historisk status. Corte var således øens hovedstad fra 1755 til 1769, da Korsika oplevede en kort periode med selvstændighed under Pasquale Paoli. Noget af det første som vil fange dit øje, når du ankommer til Corte, er citadellet, som ligger på en klippe hævet over byen. Deroppe finder du et turistkontor og et spændende museum, men alene udsigten over byen og de omkringliggende bjerge gør det værd at gå en tur op til fæstningen.

Man fornemmer tydeligt byens lange historie, når man går rundt i de smalle gader, hvor bygningerne har masser af patina. Samtidig er Corte dog en by med masser af liv, ikke blot fordi her er talrige hyggelige restauranter og caféer, men også fordi en stor del af byens indbyggere er studerende på Université de Corse Pascal Paoli.

Corte summer desuden af liv, eftersom byen ligger i Parc Naturel Régional de Corse og er et populært udgangspunkt for folk, der ønsker at prøve kræfter med bjergene på vandreture. Der findes ruter af mange forskellige sværhedsgrader og længder, så du kan næsten med garanti finde nogle, der matcher dit ambitionsniveau. Syd for byen er Gorges de la Restonica for eksempel et populært udflugtsmål, hvor du ikke blot kan bruge en dag på at vandre i spektakulær natur, men også tage en afkølende dukkert i klare søer og floder. Du kan med fordel starte med at besøge turistkontoret i Corte for at få tips til de bedste vandreture i området. 

Bonifacio

Helt nede på Korsikas sydspids ligger denne billedskønne middelalderby, som må regnes blandt øens smukkeste. Herfra er der kun 12 kilometer over Bonifaciostrædet til Sardinien, men selvom du med færgeforbindelsen hurtigt kan komme derover på en dagsudflugt, bør du også tage dig god tid til først at udforske byen. Bonifacio har således en enestående beliggenhed helt ud til kanten af kalkstensklippen, hvis fod i tidens løb er blevet udhulet af det turkisblå havs bølger.

Den naturlige havn, Bastion de l’Etendard (citadellet som ligger over byen), trappen Lescalier du Roi Aragon, der går fra klippekanten ned til vandet, og ikke mindst bare stemningen i de smalle gyder med de ældgamle huse og småbutikker må du ikke gå glip af, hvis du kommer til denne del af Korsika. Nede ved den moderne marina kan du desuden beundre jetsettets enorme lystbåde, og har du husket badetøjet, kan du tage en dukkert ved byens lille strand, Plage de Sotta Rocca, eller eventuelt køre videre til Sperone få kilometer mod sydøst, hvor strandene er endnu bedre.

>> Læs mere om rejser til Bonifacio her

Strande og dykning

Er du rejst til Korsika for at nyde strandlivet, vil du ikke blive skuffet. Når man ser de kridhvide sanstrande, er det lige før, at det føles som om, man er rejst til Caribien. Særligt på den østlige side af Korsika finder du den ene lange utrolige sandstrand efter den anden, ligesom der på den nordlige spids, Cap Corse, er flere skønne badestrande. Men næsten uanset hvilken del af øens lange kyststrækning du befinder dig ved, kan du finde charmerende badebyer og idylliske sand- eller klippestrande i nærheden. Ved de mest besøgte strande finder du som regel både strandbarer og restauranter lige i nærheden, hvor du kan søge ly i skyggen med en Corsica Cola eller få stillet sulten med en grillet fisk, salat eller forfriskende is.

De mest populære strande kan godt være ret fyldte i højsæsonen, men har du en lejebil til rådighed, kan du som regel finde et mere afsides, fredeligt sted, hvis du ønsker. Vil du ikke nøjes med at slænge dig i sandet, er der på Korsika også rig mulighed for at prøve kræfter med snart sagt alle former for vandsport. Det klare hav omkring øen tiltrækker for eksempel mange dykkere, og der er talrige lokale firmaer, som tilbyder både undervisning og dykkerture. 

Vandreture

Blandt vandretursfolket står Korsika normalt højt på listen over destinationer, der skal opleves mindst én gang i livet. Særligt den legendariske vandrerute Grand Randonee 20 (GR20), som strækker sig over 180 kilometer på tværs af øens bjergrige indre fra nord til syd, er kendt som en af sværeste, men også smukkeste vandreruter i Europa. GR20 er officielt inddelt i 15 dagsetaper, men har du ikke mod på at gå hele strækningen, kan du eventuelt starte eller stoppe halvvejs i Vizzevone, hvortil der er togforbindelse.

Udover GR20 er der også en række andre langdistanceruter og ikke mindst masser af kortere, dagstursvenlige vandreruter af forskellige sværdhedsgrader, som betyder, at en vandreferie på Korsika ikke kun er forbeholdt de mest hårdføre entusiaster. Også på de kortere og mere overkommelige ruter får du således god mulighed for at opleve øens unikke natur med et mangfoldigt dyre- og planteliv, fossende bjergstrømme, bjergpas, søer, lunde med kastanje- og oliventræer, fyrreskove og ikke mindst den korsikanske maki (en stedsegrøn buskskov).

Information og fakta

Her får du lidt nyttig informationer om Korsika, såsom øens befolkning, historie og vejr, der kan tjene som inspiration til din ferie på Skønhedens Ø. Oplysningerne er udelukkende ment som inspiration og der må tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du ønsker at finde mere baggrundinformation eller tips din rejse til Korsika, vil jeg anbefale jeg dig også at tjekke vores blog, hvor du kan finde mange spændende artikler om Korsika og vores andre rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi og historie

Middelhavsøen Korsika er en del af Frankrig, men er alligevel på mange områder sin helt egen. Øen har administrativt status af en fransk region, der er delt i to departementer, Haute-Corse og Corse-du-Sud. Regionshovedstaden er Ajaccio, som også er Napoleon Bonapartes fødeby og øens største by. Øen, der har over 1000 kilometer kystlinje, er kendt for sine fristende, hvide sandstrande og turkisblå laguner, men også for sit indre landskab præget af stejle bjerge med Monte Cinto som det højeste (2706 m). Det er således ikke uden grund, at Korsika er blevet en af Europas mest populære vandreferiedestinationer, hvor især den berømte og berygtede GR20-vandrerute har opnået legendarisk status.

Lejer du en bil og kører en tur rundt på øen, vil du opleve en næsten ubegribelig variation i landskaber og nemt forstå, hvorfor man i Frankrig kalder Korsika for Ile de Beauté, Skønhedens Ø. Den geografiske variation er en af grundene til, at Korsika har så meget at byde på og tiltrækker så mange forskellige typer rejsende. Korsika er kun 180 kilometer lang og halvt så bred, men bevæger du dig ind i det bjergrige indre, kan det tage lang tid at komme fra A til B ad de smalle, snoede veje. Det kan dog alligevel varmt anbefales, da det er en uforglemmelig oplevelse at opleve livet i de små uberørte bjerglandsbyer og ikke mindst de fantastiske udsigter undervejs. Samtidig vil du forstå, hvorfor korsikanerne til alle tider har søgt tilflugt i de uindtagelige bjergegne, når deres ø er blevet indvaderet fra søsiden. 

Kigger man tilbage i historien, har adskillige af middelhavets forskellige folkeslag på skift indvaderet Korsika. Det var formentlig grækere, som kom til Korsika fra Fokaia omkring år 565 f.v.t. og grundlagde Alalia, det nuværende Aléria, på øens østkyst. Siden har blandt andet kartagenerne fra Afrika, etruskerne, romerne, vandalerne fra Tyskland forsøgt at tiltvinge sig herredømmet over øen, men det var da bystaten Genova i 1200-tallet fik kontrollen over øen, at nutidens samfund begyndte at tage sin form. Genoveserne måtte dog også nedkæmpe talrige oprør fra korsikanerne og samtidigt anstrenge sig for at holde på herredømmet over den strategisk vigtige ø. De mange "Genova-tårne" rundt langs kysten vidner således om, at der konstant måtte holdes udkig efter angreb fra søsiden.

Et andet spor af tiden under genovesisk kontrol findes nu til dags i det korsikanske sprog, der har mange lighedspunkter med det sprog, man på den tid talte på det italienske fastland. I sidste ende måtte genoveserne efter et langvarigt oprør slippe kontrollen med øen i 1755, og korsikanerne oplevede en kort periode med selvstændighed. Korsika blev dog allerede i 1769 erobret af Frankrig, som havde købt øen af et forgældet Genova. 

Korsikas indlemmelse i det franske rige var grunden til, at den unge Napoleon endte med at blive indskrevet på franske adels militærskole, Saint Cyr, i Østfrankrig. Resten er, som man siger, historie. Selvom Napoleon i dag er langt mere kendt ude i verden, er han på grund af sin loyalitet overfor Frankrig ikke korsikanernes egen helt. Det er derimod Pascal Paoli, der stod i spidsen for Korsika under den korte periode med selvstændighed. Helt oppe i moderne tid har der da også været stærke strømninger af nationalisme og ønsker om selvstændighed på Korsika. Korsikanernes forhold til det franske fastland kan således betegnes som et had-kærligheds-forhold. Der er ikke længere blodige kampe i gaderne, men der findes stadig bevægelser, der arbejder aktivt for, at man som minimum indfører selvstyre. Der har dog hidtil ikke kunne samles et folkeligt flertal for dette.

Er du interesseret i at lære lidt historie når du rejser til Korsika, kan det anbefales at lægge vejen forbi Musée National de la Maison Bonaparte og Museu di a Corsica.

Befolkning

Af middelhavets største øer er Korsika den tyndest befolkede med blot omkring 330.000 indbyggere. Ligesom man kender det fra danske øer, har Korsika i perioder haft svært ved at holde på sin befolkning, især de unge. Særligt fra de indre dele af øen har der været stor fraflytning til det franske fastland og andre dele af verden. Mange er dog siden vendt tilbage til øen, når arbejdslivet er slut. Befolkningen på Korsika er derfor været kendt for at have en stor andel pensionister.

Kampen for selvstændighed, som i 1970'erne i perioder skabte borgerkrigslignende tilstande på øen, betød, at turismen ikke fik samme fodfæste på Korsika som på mange af de andre middelhavsøer. Nogle årtier senere da freden havde lagt sig og mange ferierejsende begyndte at efterspørge en anden form for ferie med vægt på de autentiske kulturoplevelser og uberørt natur, kom Korsika dog med på bølgen. Siden da har turisme spillet en helt afgørende rolle for øens økonomi, men selvom der nu også er et stort udvalg af gode hoteller på Korsika og de andre faciliteter, som ferierejsende efterspørger, har korsikanerne formået at bevare deres kultur. Det er mest ude langs kysten, at turistindustrien gør sig gældende. Mulighederne for at finde arbejde i turistbranchen er da også en af hovedårsagerne til, at hovedparten af øens befolkning bor ude langs kysten.

Mange korsikanere ude ved kysten anser dog stadig en landsby inde i landet for at være deres "rigtige" hjem - selv hvis de ikke har boet der i årevis. I disse små bjergbyer med deres solide stenhuse er der sjældent mange besøgende og livet leves, som det altid er blevet. Her er tempoet et helt andet end vi er vant til i Norden, og der er stærke familiebånd. Det er således ikke usædvanligt af flere generationer bor under samme tag. Alderdomshjem er et særsyn. I stedet tager familien sig af de ældre.

Vejr og klima

Når man rejser til Korsika bydes der på mere end 2700 solskinstimer om året og en gennemsnitstemperatur, der ligger på 26 grader om sommeren – også i foråret og efteråret kan du som regel nyde et behageligt lunt vejr. Klimaet er med andre ord et typisk middelhavsklima med milde nedbørsrige vintre og varme, tørre somre (især mod syd). Oppe i bjergene skal du forvente, at det generelt er køligere og mere nedbørsrigt. 

Transport

Der er gode transportforbindelser til Korsika - både med fly og skib. Øen har således hele 4 internationale lufthavne, der beflyves året rundt med talrige forbindelser fra det franske fastland og resten af Europa med både rutefly og charter. Dertil kommer de 7 færgehavne, som gør det muligt at tage bilen med over fra det franske hovedland og Italien.

Det halter derimod noget mere, når det gælder mulighederne for at komme omkring på øen med offentlig transport. Der er ganske vist togforbindelser mellem de største byer og busser, men antallet af afgange og rettidigheden lader meget tilbage at ønske. Har du ikke egen bil med, kan det i de fleste tilfælde derfor anbefales at leje en bil til ferien. Så får du flere muligheder for at udforske Korsikas natur og kulturelle seværdigheder.

Selv med en lejebil til rådighed må du ikke lade dig narre af øens størrelse. Korsika er ganske vist "kun" på størrelse med Sjælland, men det bjergrige terræn betyder, at du skal beregne god tid til at komme omkring. Glæd dig til dine udflugter, men forvent ikke at køre hele øen rundt på én dag. Dertil er der simpelthen for mange smalle veje og hårnålesving - også ude langs kysten. Det kan derfor anbefales på forhånd at prioritere at udforske nogle bestemte områder i stedet for at forsøge at nå rundt til det hele i løbet af én ferie.

Korsika er de senere år også blevet populær blandt cykelturister. Du skal dog være opmærksom på, at øen ikke egner sig til en almindelig cykelferie med hele familien. Det udfordrende, bjergrige terræn og ikke mindst manglen på cykelstier betyder, at det mest er seriøse motionister på mountainbike og eventyrere med lyst til at presse sig selv, som begiver sig ud på to hjul her. 

Godt at vide

Sprog: Fransk. Derudover er korsikansk anerkendt som selvstændigt sprog, og en stor del af øens befolkning er tosprogede. Korsikansk er et romansk sprog afledt af latin med indflydelser fra både italiensk (specielt toskansk) og fransk. Et mindretal taler desuden den norditalienske dialekt ligurisk. Ikke så overraskende tales italiensk derfor af mange og forstås af de fleste. Derimod skal du ikke forvente, at alle du møder (især uden for turistområderne) forstår engelsk. 

Valuta: Euro. Ligesom på det franske fastland inkluderer regningen skatter og service. Det er dog alligvel kutyme, at man giver drikkepenge på mellem 5 og 10 procent af det samlede beløb, hvis betjeningen har været god. 

Tidsforskel: Der er ingen tidsforskel i forhold til Danmark.

>> Læs også om luksusferie på Korsika
>> Alt om ferie i Frankrig

Rejser til Frankrig

Læs mere om Frankrig og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Frankrig her