Rejser til Beziers

Beziers er især kendt som centrum for vinproduktionen i den sydfranske Languedoc-provins, som i dag er en del af Occitanie-regionen. Byen er således omgivet af vinmarker og gårde, hvoraf mange med glæde giver dig en rundvisning og en smagsprøve. Udover de gode vine tiltrækker byens fem dage lange tyrefægtningsfestvial, Feria de Béziers, hver august tusinder af besøgende.

Vinby med dramatisk historie

Beziers som ligger omkring en times kørsel fra Montpellier, er sammenlignet med denne livlige universitetsby relativt fredelig. Det er heller ikke helt så mange turister, som på en rejse til det sydlige Frankrig finder vej til Beziers. Denne lille perle har ellers meget at tilbyde, ikke mindst historisk. Der er gjort fund her fra stenalderen, men det var dog kelterne, som først etablerede en egentlig by her. Romerne indtog og gjorde i 36 f.v.t. byen til en af deres kolonier under navnet Colonia Julia Baeterrae Septimanorum. Byen ligger på handelsvejen Via Domitia, som på den tid forbandt Italien med Den Iberiske Halvø. Byens gode vine fandt da også vej til Rom.

Når du i dag slentre rundt i den gamle bymidtes smalle, brostensbelagte gader eller sidder på en af Beziers' mange hyggelige fortovscaféer, er det svært at forestille sig, at byen ikke altid har åndet af fred og ro. Men i tidens løb har byen været skueplads for dramatiske begivenheder. Den mest blodige var en massakre af byens indbyggere i starten af det 13. århundrede. På den tid var byen højborg for katarerne, en kristen sekt der betragtede den materielle verden som ond og ugudelig. Deres asketisk livsførelse og ikke mindst den stigende popularitet af deres form for kristendom var en torn i øjet på den romersk-katolske kirke, som derfor indledte et korstog for at udrydde den. Da hæren af katolske korsfarer i sin skånselsløse forfølgelse af katharerne nåede til Beziers, forlangte man at få udleveret alle byens katarer. Det blev nægtet. Den pavelige udsending og hærfører Arnaud Amalric blev spurgt af sine mænd, hvorledes man så skulle skelne kathar fra katolik. Efter sigende var hans svar: Caedite eos. Novit enim Dominus qui sunt eius (Dræb dem alle. Herren kender sine egne!). Derefter blev byen indtaget og tusindvis af dens indbyggere dræbt. Massakren var den første af mange i korstoget, der de efterfølgende årtier systematisk udryddede den afvigende tro fra det sydlige Frankrig.

Seværdigheder og udflugtsmål

Selv uden at kende til byens til tider dramatiske fortid vil du ikke være i tvivl om, at du befinder dig i en by med dybe historiske rødder. Den mest iøjefaldende seværdighed i Beziers er således den højt beliggende Cathédrale St-Nazaire, som blev bygget i det 13. århundrede. Oppe fra katedralen er der en fantastisk udsigt ud over de omkringliggende vinmarker, floddalen og Massif Central mod nord. Fra katedralen kan du også beundre den smukke Pont Vieux. Broen over Orb-floden som blev bygget i det 12. århundrede, bruges stadig af fodgængere. Gennem Beziers løber også Canal du Midi, som er optaget på UNESCO's verdensarvsliste. Denne kanal fra det 17. århundrede, der forbinder Toulouse med Middelhavet, kan du udforske på sejlture der i langsomt tempo fører dig gennem nogle af regionens mange stemningsfulde landsbyer.

En rejse til Beziers giver dig i det hele taget et godt udgangpunkt for en oplevelsesrig ferie i Sydfrankrig. Her har du både de talrige middelalderlandsbyer i baglandet og middelhavskystens strande indenfor din rækkevidde. Der er togforbindelse til byer som Marseille, Toulouse, Lyon og Narbonne.

Rejser til Frankrig

Læs mere om Frankrig og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Frankrig her

Hoteller i Beziers