Rejser til Valence

Valence ligger på den vestlige bred af floden Rhône, ca. 100 kilometer syd for Lyon langs jernbanelinjen, der løber fra Paris til Marseille, i regionen Auvergne-Rhône-Alpes i den sydøstlige del af Frankrig

Byen, der er den femte-største i regionen med omkring 63.000 indbyggere (og omkring 128.000 indbyggere i det samlede metropole område), udgør hovedstaden i departementet Drôme og kaldes ofte for "indgangsporten til Sydfrankrig", eller som det hedder på det lokale ordsprog: "à Valence le Midi commence" ("ved Valence begynder Sydfrankrig (Midi)").

Rig historie

Byen blev grundlagt i år 121 f.Kr. efter at romerne havde invaderet området og omdannet det til den romerske provins Gallia Narbonensis. Som romersk koloni voksede byen hurtigt til at blive det største knudepunkt bag Lyon og et vigtigt forbindelsesled mellem den nordlige del af Frankrig og Middelhavet.

I det femte århundrede blev byen - på forskellige tidspunkter - invaderet af alanere, burgundere og gotere, hvorefter byen successivt kom under frankernes, maurernes, de tyske kejseres, grevskabet Valentinois´, grevskabet Toulouses og sine egne biskoppers herredømme.

I dag er der endnu mange spor fra middelalderen, renæssancen, det 17. århundrede, det 18. århundrede og det 19. århundrede synlige i byens historiske centrum (Vieux Valence). 

Oplevelser og seværdigheder

Et oplagt sted at begynde din sightseeing, når du rejser til Valence, er det historiske centrum kaldet Vieux Valence (Gamle Valence), der primært er lokaliseret omkring torvet Place des Clercs og også omfatter den nederste bydel. Her finder du en lang række af byens største historiske og kulturelle seværdigheder, såsom byens katedral, kunstmuseum og historiske villaer.

Katedralen

Valences romanske katedralen, som blev bygget i det 11. århundrede på ordre af biskoppen Gontard (1063-1099), og som nu er den ældste bygning i byen. Flere af de stenblokke, der blev brugt til opførelsen af katedralen, kommer fra de gallo-romerske bygninger i den antikke by Valentia. Katedralen indeholder også et bibliotek og et museum med romerske antikviteter og skulpturer.

Kunstmuseet

Kunstmuseet i Valence er det eneste museum af sin art i Drôme og rummer en meget fin samling af malerier, tegninger, skulpturer og dekorativ kunst fra 1500-tallet til det 20. århundrede, herunder hundredevis af tegninger af Hubert Robert. 

Museet består af 35 værelser fordelt på fem etager, der på elegant vis har mange udsigtspunkter over byen og floden Rhône, samtidig med at man har fremhævet arkitekturen fra det tidligere bispedømme, der havde sit sæde i bygningen indtil 1911.

Maison des Têtes

Maison des Têtes, som er bygget mellem 1528 og 1532 af Antoine de Dorne, der var konsul i Valence,  har været klassificeret som et historisk monument siden 1944. 

Bygningen markerer overgangen fra gotisk stil til renæssancestilen, og skylder sit navn de mange hoveder, der pryder bygningens facade (Têtes). Korridoren er dekoreret med buster af romerske kejsere. 

Det monumentale springvand

En af de mest populære seværdigheder i Valence er det såkaldte monumentale springvand fra 1887, der er designet af arkitekten Eugène Poitoux. Springvandet ligger ved byens boulevarder, "Boulevards de Valence", som er en bred promenade, flankeret af smukke træer og bygninger i Hausmann-stil.

Klima og vejr

Valence har et behageligt semi-kontinentalt klima med mediterrane tendenser, der egner sig til rejser hele året rundt, selv om somrene, det tidlige efterår og det forår er de bedste tidspunkter at rejse på. Middeltemperaturerne ligger som regel mellem 22,6 grader i den varmeste måned (juli) og 3,9 grader i den koldeste måned (januar).

På grund af byens beliggenhed i Rhône-dalen er der en næsten konstant vind fra både sydlig og nordlig retning, der både er byens velsignelse og forbandelse. Vinden, der kaldes for "mistral-vinden", når den kommer fra nord, bringer en forfriskende kølighed om sommeren, men kan også bringe kulde om vinteren. 

Når vinden kommer fra syd, kaldes den for "le vent des fous" (de skøres vind), fordi den - ligesom föhn-vinden andre steder - kan være en udfordring for byens indbyggere om sommeren.

 

 

Rejser til Frankrig

Læs mere om Frankrig og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Frankrig her

Hoteller i Valence