Rejser til Mirthios

Den lille bjerglandsby Mirthios ligger på skråningerne af bjerget Kouroupas få minutters kørsel fra den lange sandstrand ved badebyen Plakias på Kretas smukke sydkyst. Mirthios har ikke mange faste beboere, men til gengæld er den lille by populær blandt feriegæster - ikke mindst takket være det fantastiske vue der er herfra over det glimtende, blå Middelhav. Heroppe kan du bo lidt tilbagetrukket fra den livlige kyst og samtidig ikke være længere væk end at du har adskillige dejlige badestrande inden for kort rækkevidde. 

Det er dog ikke kun kysten, som gør fredelige Mirthios til et interessant feriemål på det sydlige Kreta. Du har også en god base for at udforske øens seværdigheder som for eksempel den nærliggende tre kilometer lange Kourtaliotiko kløft, hvor der er talrige steder at parkere for at nyde det dramatiske landskab.

Se mange andre rejsemål på Kreta

Inspiration og fakta

Drømmer du om en ferie i fredelige, naturskønne omgivelser, hvor du frit kan vælge om dagene skal bruges på badeture, vandring eller kulinariske eventyr, er Mirthios på Kreta et godt rejsemål. 

Vejr og klima

Når man rejser til Mirthios oplever man et typisk middelhavsklima med tørre, varme somre og milde, våde vintre. Her er i gennemsnit 300 dage om året med solskin, så husk solcreme! I de varmeste sommermåneder, juli og august, er det ikke usædvanligt at temperaturen kravler op over 30 grader. Der er dog på grund af de høje bjerge mod nord og havet mod syd en del vind, som tager den værste hede. Forår og sensommer er også gode tidspunkter at tage på en rejse til Kreta, hvor temperaturen i starten af 20'erne indbyder til en ferie med sightseeing og aktive oplevelser.

Restauranter og indkøbsmuligheder

Tavernaerne i Mirthios har ry for at være nogle af de bedste i regionen. Det er dog ikke kun den gode mad, som trækker folk til Marthios. Udsigten på for eksempel Taverna Panorama gør en middag ved omkring solnedgang til en helt særlig oplevelse. Vil du have et større udvalg af spisesteder, kan du på få minutter køre ned til Plakias ved kysten, hvor der et væld af restauranter med fornuftige priser. Hernede finder du desuden supermarkeder og butikker med alt det, du kan få brug for i løbet af ferien. 

Natteliv

Trods nogle barer nede i Plakias er dette ikke et rejsemål, du bør vælge for sit natteliv. De fleste som holder ferie her, er kommet for at nyde livet ved det klare hav og naturen i bjergene.  

Aktiviteter og udflugter

Hvis du rejser til Mirthios om sommeren, vil de flotte badestrande og det klare, blå Middelhav udgøre feriens naturlige omdrejningspunkt. Det tager få minutter at køre ned til den lange sandstrand ved Plakias. Der ligger desuden mindre, men mindst ligeså gode strande øst og vest for byen. På en blæsende dag er det for eksempel oplagt at tage til "piratbugten" og Kalypso-stranden, som ganske vist er ret lille, men til gengæld har en spektakulær beliggenhed. Stranden ligger således i en lille beskyttet bugt omgivet af 200 meter høje klipper. Det kan også anbefales at prøve Preveli-stranden, som ligger ved udmundingen af en flod. Palmerne der vokser langs med flodbredden giver stedet en tropisk atmosfære. På en hed sommerdag er flodvandet fra bjergene dejligt afkølende. 

Har du taget et par solide sko med, er der rig mulighed for at tage på vandreture i de flotte bjerglandskaber omkring Mirthios. Her er noget for alle med alt fra afslappende gårtur langs vandet, kortere vandreture til de omkringliggende landsbyer og udfordrende heldagsture til kløfter og bjergtoppe.

Har du lejet en bil til ferien, har du mange af Kretas mest kendte seværdigheder og byer inden for rækkevidde. Selvom du bor nede ved øens sydkyst, er der for eksempel ikke mere end godt 30 kilometers kørsel til Rethymnon på nordkysten. Den charmernde oldtidsby er et oplagt mål for en dagsudflugt med mange interessante seværdigheder, et rigt butiksliv og mange restauranter.

>> Læs mere om luksusferie på Kreta
>> Se alle vores rejser til Grækenland

Læs mere om Mirthios

Rejsemål i Kreta

Find rejsen til Kreta her

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller