Rejser til Mykonos

Findes det her virkelig i Grækenland? Mykonos har for mig været noget af en overraskelse, en positiv en af slagsen vel at bemærke, og en beskrivelse af øen kræver, at jeg finder alle de positive superlativer frem: Sofistikeret livsnyderi og hjertevarm gæstfrihed, luksushoteller og fiskerbåde, champagne og solnedgang. Ganske enkelt "chic boheme et glamour" kombineret med en portion af det traditionelle Grækenland. Dét er Mykonos... 

Sukkertoppe og vindmøller… - og et magisk lys

Vi ankommer til Mykonos med hurtigfærgen fra Kreta (du kan naturligvis også flyve til Mykonos). Undervejs har vi gjort stop ved fire andre øer og det, der først slår mig ved synet af Mykonos er: Hvor er her bare fint. En lille ø med små, hvide kubus-huse, også kaldet sukkertop-huse, der ligger i klynger langs de golde bakkedrag med den karakteristiske række af vindmøller, der troner mod horisonten på toppen af øen. Og så er der noget med lyset her på Mykonos - det er mystisk, næsten magisk i hvert fald, og i solnedgangen ser det næsten ud som om, at ”guderne skriver på himlen”. 

Jetsetternes hemmelighed 

Mykonos har været en velbevaret hemmelighed. Lige indtil 60’ernes overklasse begyndte at smide anker ud for øen fra deres luksusyachts på vej mod de imponerende græsk-romerske ruiner på Délos, som er et paradis for arkæologer og historisk interesserede. Princes Soraya, Grace Kelly, Brando og Liz Taylor (for blot at nævne nogle få) har fulgt i kølvandet på Onassis og Jackie O. Det betyder, at hemmeligheden om den lille ø er sluppet ud, og op gennem 70’erne følger den ’boheme-chikke tid’.

’Chik boheme’ er stadig definitionen af Mykonos, og de internationale kendisser kommer stadig valfartende til denne lille, græske ø. Jeg har øjensynligt sikkert lige misset muligheden for at drikke en sunset cocktail med Ronaldo eller ligge på solsengen ved siden af Dicaprio... Ak ja, som livets oplevelser dog kan smutte forbi: ) 

Stille strande el. ”Super Paradise Beach”? 

I de små bugte finder du de lækre loungebarer med chillout musik i højtalerne og tjenere i casual, hvidt hørtøj suppleret med et menukort, der kan behage såvel den sultne som den tørstige på alle tider af døgnet. Solsengene i mørkt træ med hvide madrasser kan lejes for ca. EUR 15 pr. stk., og ønsker du lidt mere privatliv eller skygge her på stranden, så er det blot at trække de hvide gardiner på din cabana for. 

I den næste bugt venter de små, lokale både på at sejle dig ud til én af øens mange strande. Også her er der noget for enhver smag, hvad enten du ønsker at ligge i sandet omgivet af fred og ro, om du foretrækker en strand med masser af sportsaktiviteter, eller hvis du gerne vil opleve stranden ”Super Paradise Beach”, der stadfæster Mykonos ry som kendissernes paradis, ja… - så er det bare at hoppe om bord i en de mange småbåde.

Mykonos By

Kultur og historie er nok ikke det, der, hånden på hjertet, fylder mest i mit indtryk af Mykonos. Men den græske gæstfrihed og hjertelighed er aldrig langt væk, og her finder jeg den især i Chora, også kaldet Mykonos by, interessant. 

Mykonos by er for mig ”det rigtige Grækenland”. Her venter en charmerende slentretur gennem de smalle, brostensbelagte gader, hvor bougainvillea-blomsterne klæder husmurene, og de hvide huse med blå vindueskarme og blomsterkrukker på trapperne ligger side om side. 

De små torvepladser med hyggelige caféer lokker med et tiltrængt pusterum fra shopping i de moderne designbutikker og smykkehandlere. Her sidder jeg gerne en times tid og nyder en iskold, græsk kaffe, en frappé, som er én af mine favoritter, mens livet i den lille by ligeså stille glider forbi. 

Her er en skøn og sjov blanding af lokale og ældre, græske kvinder og amerikanske krydstogtsgæster, for ej at forglemme japanere på ’jagt’ med deres hightech kameraer. Her er godt nok pænt herinde i de små gader, tænker jeg, mens jeg slentrer ned mod havnen og nyder synet af fiskerbådene, der netop er kommet ind med morgenens fangst til de mange tavernaer. Her skal jeg vist ned i aften og have mit græske yndlingsmåltid, calamari, med græsk salat og tzatziki: ) 

Oplevelser på Mykonos

Mykonos tilhører øgruppen Kykladerne og er med sine blot ca. 85 km2 på størrelse med Ærø eller Rømø. Hvad øen mangler i størrelse opvejer den dog til fulde i charme, anderledes oplevelser og et skønt klima. Mykonos kaldes også for ”vindenes ø”, da såvel den varme vind fra Sahara (”Siroccoen”) og den kølige Meltemi-vind kommer ind fra nord særligt i juli og august (og det vil du føle som en kærkommen brise). 

Med en lejet bil kommer du nemt fra den ene ende af øen til den anden på godt 45 minutter, og en køretur rundt på øen er aldrig kedeligt, da den vil tage dig rundt langs, små snoede veje, hvoraf mange er ensrettede, og det kan jo udfordre selv den mest avancerede GPS. Af andre oplevelser der venter dig på Mykonos kan være et besøg til ruinerne på Délos, bådture til de mange forskellige strande eller ø-hop til nogle af de andre øer i Kykladerne, f.eks. Santorini, Naxos eller Paros.

Rigtig god ferie til mageløse Mykonos!

Læs mere om Mykonos

Seværdigheder

Jeg har her udvalgt nogle få af de seværdigheder, som du har mulighed for at opleve på din ferie på Mykonos. Beskrivelsen er udelukkende ment som en inspiration til din rejse, og der tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du har lyst til at læse mere om andre seværdigheder på Mykonos, anbefaler jeg dig at læse vores blog om rejser, hvor du kan finde spændende artikler om vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Delos 

En af Mykonos' største seværdigheder ligger ikke på Mykonos, men på den lille nabo-ø Delos, der dog nemt kan nås med båd fra Mykonos på en dagsudflugt. 

Det berømte arkæologiske udgravningssted, som er anerkendt af Unesco som verdensarv, var ifølge græsk mytologi Apollons og Artemis´ fødested. I antik tid tiltrak Apollos helligdom pilgrimme fra hele Grækenland og øen blev et religiøst centrum for de antikke grækere. På grund af de mange besøgende, der kom til øen på grund af dens mytologiske status, udviklede Delos sig også til en velstående handelshavn på trods af dens ringe størrelse (den måler 3.5 km2) og dens sparsomme naturressourcer. 

I dag rummer øen et usædvanligt stort og omfattende arkæologisk område med mange antikke kulturmonumenter og vidnesbyrdet om en af Middelhavets mest kendte og sagnomspundne havne i antikken.

Elia strand

Mykonos er berømt for sine mange fremragende sandstrande, men Elia strand, beliggende kun 10 km fra Mykonos by, skiller sig alligevel ud fra de fleste med sin skønhed og sin størrelse (den er øens længste strand). Strandens størrelse gør det muligt at finde uberørte pletter rundt omkring på trods af dens beliggenhed tæt på øens hovedstad. 

Selvom stranden er mindre overrendt end andre kendte strande på Mykonos, såsom Psarou eller Super Paradise, byder den ikke desto mindre på en række tavernaer og strandbarer, der serverer lokale delikatesser hele dagen, samt mange muligheder for at leje solsenge og parasoller.

Kato Milli

Vindmøllerne Kato Milli, beliggende i den nordlige del af Mykonos by, er den første ting, mange bemærker, når de ankommer til Mykonos fra søsiden med skib. Mange af disse ikoniske vindmøller blev bygget af venetianerne i det 16. århundrede. Fra det tidspunkt, de blev bygget, indtil midten af det 20. århundrede, gav møllerne næring til den lokale økonomi ved at forvandle hvede til mel. 

I dag er vindmøllerne ude af drift og forvandlet til et minde om øens spændende fortid, som især øens turister ynder at forevige under deres besøg på stedet med havet og den smukke solnedgang i baggrunden.

Et besøg ved vindmøllerne kan fint kombineres med en frokost eller en middag, da der findes caféer og restauranter med lokale retter i området.

Lille Venedig

Lille Venedig er et gammelt kvarter i hovedbyen Mykonos by (eller Chora, som den også kaldes), som er berømt for dens huse fra midten af 1800-tallet, der er bygget helt ud til havet. Husene tilhørte oprindeligt rige købmænd eller kaptajner, der ville have direkte adgang til havet, men er i dag ofte bygget om til cafeer, restauranter eller gallerier.

Som navnet antyder er bydelen i dag almindeligvis betragtet som et af øens mest romantiske steder.

Læs mere

Information og fakta

Jeg har her samlet nogle få facts og informationer om Mykonos, såsom regionens geografi, befolkning, historie og klima, som kan tjene som inspiration til din ferie på Mykonos. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi og befolkning

Mykonos ligger 150 kilometer øst for Athen i det Ægæiske Hav mellem øerne Tiros, Syros, Paros og Naxos som en del af øgruppen Kykladerne. Den har lidt over 13.000 indbyggere, som for det meste bor i øens hovedstad, Chora.

Øen har et overfladeareal på 85 kvadratkilometer, som hovedsageligt består af granit og sten. Det højeste punkt på øen er på 341 meter.

Klima og vejr

Klimaet på Mykonos er typisk mediterrant med tørre og varme somre og milde, mere fugtige vintre. Øen er kendt for at være genstand for stærke vinde, som har givet den tilnavnet “Vindenes Ø”. De mange stærke vinde har været brugt i århundreder som en måde at producere energi på gennem anvendelsen af vindmøller.

Mykonos er også kendt for at have lavere gennemsnitstemperaturer end de fleste andre græske øer. Varmest er måneden juli måned med gennemsnitligt 26 grader, efterfulgt af august måned med gennemsnitligt 25 grader, mens de koldeste måneder i året på Mykonos er januar og februar, begge med 9 grader i gennemsnit.

Hvis du vil undgå nedbør på din ferie på Mykonos, bør du undlade at rejse dertil i november, der gennemsnitligt har 170 mm nedbør og oktober, der gennemsnitligt har 167 mm nedbør.

Historie

Mykonos bærer spor af bosættelse af en stamme kaldet "Kares" allerede i yngre stenalder, men de første (bedre) dokumenterede bosættere på øen var ionerne fra Athen, der kom til øen i det ellevte århundrede f. Kr.

Øen kom under romersk herredømme og siden byzantinsk styre indtil 1204, hvor den, som en konsekvens af Konstantinopels fald under det fjerde korstog, kom under skiftevis venetiansk, catalansk og siden atter venetiansk styre. Senere kom øen under osmannisk styre, der dog rummede selvstyre, indtil den græske revolution mod det osmanniske herredømme brød ud i 1821 og resulterede i en uafhængig græsk stat 9 år senere, i 1830.

I løbet af det nittende århundrede voksede øens økonomi som et resultat af øget søfarts-handel, men sidste del af det nittende århundrede og første del af det tyvende århundrede bød på økonomisk krise og førte til, at mange af øens beboere søgte lykken på det græske fastland eller i udlandet, særligt USA. Fra 1930´erne begyndte den europæiske kulturelle og politiske elite at holde ferie på øen og senere blev disse besøg suppleret af den moderne form for kommerciel turisme, som endnu i dag præger øen.

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller

Filtrer din søgning
Søg på kort
Pris pr. person

Kvalitet
Rejsetemaer
Nulstil filter
Sorter efter
  • Stjerner
    • Fra lav til høj
    • Fra høj til lav
  • Navn
  • Pris
    • Fra lav til høj
    • Fra høj til lav
rejser fundet: 

Søger priser på din rejse

Det tager mellem 10 og 15 sekunder.