Rejser til Santorini

Santorini er måske den af Grækenlands mange smukke øer, som skiller sig mest ud, og som et resultat heraf, er øen også landets mest besøgte turistmål. Men du må ikke lade dette afskrække dig. Tværtimod, for denne bedårende, lille vulkanske ø er et paradis med en dramatisk kystlinje, krystalklart vand og smukke solnedgange. Hideaways er specialister i rejser til Santorini, hvor du bor på håndplukkede hoteller eller i ferieboliger under din rejse. Velkommen til Santorini med Hideaways.

Og det er forståeligt, at mange elskende fra hele verden vælger at fejre deres bryllupsdag her eller lade deres bryllupsrejse gå til den sagnomspundne Santorini. Jeg blev selv forelsket i denne lille ø, og havde svært ved at rive mig væk, da det var på tide at drage videre. Min eneste trøst var, at det helt bestemt ikke var sidste gang, jeg satte foden på Santorini, som ifølge legenden er den mytiske Atlantis, som sank i havet og forsvandt.

Dramatik på højt niveau

At Santorini har så dramatisk en kystlinje skyldes et stort vulkanudbrud, som fandt sted for flere tusinde år siden, hvor calderaen – et dybt lagunelignende krater omgivet af klippevægge, blev etableret. Klippestykker, der styrter direkte i havet er et almindeligt syn på øens vestlige side, mens den østlige er mere flad med mørke lava-strande. Alt dette skaber en romantisk kontrast til øens charmerende små landsbyer med hvidkalkede huse. Det kan virkelig ikke undre, at Santorini er den mest fotograferede blandt de græske øer. Også jeg ønskede at udødeliggøre mit besøg og kom hjem med flere hundrede billeder i kameraet.

Vidunderlige byer med karakter

Det, der er så dejligt ved Santorini, hvis du spørger mig, er, at der ikke findes nogle større byer på øen, men derimod mange søde, små landsbyer med masser af karakter, der nemt kan ætses på nethinden. De ligner umiddelbart hinanden – men så alligevel ikke, og i sidste ende er det svært at bare vælge én af dem, og så er det jo så heldigt, at Santorini ikke er en stor ø, så du kan nemt komme rundt i et behageligt tempo og nyde alt, hvad øen har at byde på.
Spektakulære Fira er øens "hovedstad" - en typisk kykladisk by, hvor de hvide huse og de karakteristiske blå tage varmede mit frosne skandinavisk hjerte. Her kan du slentre rundt i de smalle stræder med gode taverner og udendørs barer og caféer, hvor du kan slår dig ned og bare nyde livet. Oia er en af de landsbyer, jeg bedst kunne lide. Æstetisk smuk for øjet og med de vidunderlige solnedgange, du vil aldrig blive mæt af. Og det er netop solnedgangene, der er årsag til, at mange nygifte vælger netop denne lille landsby, der klynger sig til klippevæggen.
Og så har vi Imerovigli, balkonen ud mod Det Ægæiske Hav, der også er en lille landsby med smalle gyder og berømte solnedgange. Her føler du dig totalt afslappet ved blot at bænke dig ved en udendørsservering og betragte den smukke kystlinje og det glitrende hav.

Slikke sol på en sort strand, på en rød strand eller på en helt ”almindelig” strand

Det er nok ikke alle, der har valgt Santorini som deres feriemål, der tilbringer hele dagen på stranden, men der skal alligevel bruges tid til at få sand mellem tæerne og tage en dukkert i det smukke, krystalklare vand. Og til det formål er der forskellige muligheder.
Kamari, en stor traditionel turistby, ligger cirka 15 km sydøst for Fira og er velegnet til familier med børn. Her er en lang sort sandstrand, restauranter, butikker og alt det andet halløj, vi som turister sætter pris på.
Også Perissa har en sort sandstrand, som er populær hos de badende. Her kan du nyde dejlige specialiteter på en af de lokale restauranter.
Vælger du Perivolos med dens sorte småsten, kan du prøve forskellige former for vandsport. Et velorganiseret sted med strand-service og godt udvalg at lidt til maven.
Så har vi den røde strand, Red Beach, som er en af øens mest berømte og Agios Georgios, som også byder på et ”aktivt” sol- og badeliv.

Noget af det bedste jeg har smagt

Santorini er som nævnt en lille ø, og der produceres ikke så mange lokale produkter, men det var netop her, mine smagsløg gik amok. Utroligt så høj kvalitet maden har! Jeg får at vide, at de kun har fava (linser), cherry tomater, chlor (ost fremstillet af gedemælk ) og lokalt produceret vin, men det er ligegyldigt for mig, for her forstår de virkelig at tilberede det. Og udover at maden smager guddommeligt, så er de små taverner så charmerende og hjemlige, at du nemt kan finde din personlige favorit. Et lille tip: hvis du ønsker lidt lavere priser, skal du søge lidt bort fra de mest turistede områder og finde restauranter, der ikke har havudsigt. Netop det gjorde jeg og fik en af mine bedste restaurantoplevelser nogen sinde. For resten, så må du ikke glemme at prøve Keftedes, kødboller med tomat og mynte – det er virkelig smagen af Grækenland!

En oplevelsernes ø –på alle måder

Udover vidunderlig god mad, smukke solnedgange, betagende panoramaudsigter, dejligt solskin og skønne badeture, byder Santorini på en spændende historie, et blomstrende sted med shipping og handel. Og vil du vide mere om øens historie kan du kigge indenfor på Santorinis Museum, hvor fantastiske fund fra udgravninger venter dig.
Du kan også besøge den maleriske bjerglandsby Pyrgos med dens venetianske borge og ruiner. Fyrtårnet i landsbyen Fikrotiri fra 1892 er landets ældste, og her kan du slentre rundt blandt minoiske ruiner og mærke historiens vingesus. Er der plads til og interesse for endnu mere historie, så tag en tur til Akrotiri - den gamle minoiske by, der ligesom Pompeji, lå skjult under asken i flere tusinde år. Og sidst men ikke mindst kan du besøge de nærliggende øer som for eksempel smukke Amargos.

Summa summarum

Jeg må indrømme, at Santorini erobrede mit hjerte, og jeg er ellers ikke nem at imponere. Jeg blev fuldstændig betaget af den barske kyst, de charmerende landsbyer, den vidunderlige mad, de smukke solnedgange og de fine hoteller. Her er blevet tænkt, man har benyttet sig af øens aktiver, og de fleste af hotellerne ligger med panoramaudsigt, så du vil være i stand til at nyde alt det smukke. Intimitet og romantik er nøgleordene, og det bliver du især bekræftet i, hvis du vælger et af vores hoteller med terrasse og privat pool.

Information

Du kan komme til Santorini med fly via Athen og i løbet af sommeren også med båd fra forskellige øer samt fra Piræus og Thessaloniki, hvilket passer mange besøgende godt, hvis man gerne vil se og opleve mere end én af Grækenlands smukke øer. For eksempel kan du kombinere din ferie på Santorini med Kreta. Hurtigfærgen mellem de to øer tager blot omkring 2 timer.
En ferie på Santorini koster lidt mere i forhold til Grækenlands øvrige destinationer, men til gengæld får du en helt anden oplevelse, der er svær at beskrive. Selve indlogeringen på Santorini holder højere standard og de fleste er charmerende små hoteller, hvor du har privat pool og smuk solnedgang – vidunderligt og romantisk!

Du bør være opmærksom på, at Santorini og dens landsbyer har store højdeforskelle, som kan betyde mange trapper. Det er nemt at komme rundt med bil og bus, og det er også populært at leje scooter. Kan du lide at vandre, så prøv ruten mellem Imerovigli og Fira. Den tager et par timer, og du får et minde for livet.
For dem med et stort shopping-gen er der masser af keramik, kunst, tæpper, smykker og lædervarer at bruge sine euros til.
Santorini er opkaldt efter St. Irene og har kun 7.000 fastboende indbyggere, hvilket er svært at tro, når du er der i højsæsonen. Især når krydstogtskibene lægger til kaj, men menneskemængden tynder heldigvis ud hen mod aften.

Læs mere om Santorini

Seværdigheder

Jeg har her udvalgt nogle få af de seværdigheder, som du har mulighed for at opleve på din ferie på Santorini. Beskrivelsen er udelukkende ment som en inspiration til din rejse, og der tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du har lyst til at læse mere om andre seværdigheder på Santorini, anbefaler jeg dig at læse vores blog om rejser, hvor du kan finde spændende artikler om Santorini og vores andre rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Akrotiri

Broncealder-bosættelsen Akrotiri, beliggende på den sydlige del af øen, er blevet sammenlignet med Pompeji i Italien, fordi en del af dens unikke artefakter - f.eks. de mange smukke frescoer - er blevet bevaret takket være den vulkanske aske, som byen blev begravet i, da et vulkanudbrud ødelagde byen i 1672 f.Kr. (læs mere om dette forneden).

Akrotiri var det største center for den berømte minoiske kultur uden for den minoiske kulturs arnested på Kreta, og tjente muligvis som inspiration for Platons fortælling om Atlantis; den fiktive ø, der mister gudernes gunst og forsvinder i havet efter at have begået hybris ved at udfordre det gamle Athen (som er blevet fortolket som Platons billede på idealstaten i “Republikken”).

I begyndelsen - omkring det femte årtusinde f. Kr. - var Akrotiri dog blot en mindre landsby, der brødfødte sig selv gennem fiskeri og landbrug, men omkring 2000 år f.Kr. ekspanderede byen voldsomt, formodentlig som et resultat af dens strategiske position mellem Cypern og det minoiske Kreta, der gjorde den til center for produktion af kobber, og dens samhandel med andre af Middelhavets kulturer.

Akrotiris - og dermed øens - magtposition varede omkring 500 år, før byen forsvandt ligesom resten af den sagnomspundne og højt udviklede minoiske kultur ved et vulkanudbrud, der formentlig - ifølge nyere geologiske data - fandt sted i år 1627 f. Kr.

Nea Kameni

Den lille ubeboede ø Nea Kameni er blevet formet af de sidste to tusinde års tilbagevendende udbrud af lava og aske og er i dag et populært udflugtssted for besøgende fra Santorini, der valfarter til øen på én af de mange arrangerede båd-ture for at bestige øens 130 meter høje vulkankrater. 


Vulkanen var sidste gang i udbrud i 1950, men har været i udbrud mange gange gennem historien, såsom i 1707–1712, 1866–1870, 1925–1928, og 1939-1941, og er i dag under konstant videnskabeligt opsyn.

Theras arkæologiske museum

Theras arkæologiske museum - som blev bygget i 1960 oven på det oprindelige museum, der kollapsede ved et jordskælv i 1956 - indeholder en bemærkelsesværdig fin samling af geometriske røde og sorte vaser fra det femte århundrede f.Kr. Museet indeholder også en mængde minoisk kunst fra øens spektakulære fortid som minoisk centrum, selv om de mest betydningsfulde minoiske værker befinder sig på det nationale arkæologiske museum i Athen.

Herudover rummer museet imponerende kalkmalerier, skulpturer fra den hellenistiske periode, byzantinske kunstværker og endda nogle artefakter fra forhistorisk tid.

Oia

Den lille landsby Oia, beliggende på den nordvestlige del af Santorini, 11 kilometer fra byen Fila, er efter manges mening den smukkeste og mest maleriske landsby på Santorini og er afbildet på utallige postkort fra Grækenland, ofte med dens karakteristiske blå-kuplede kirker i kontrast mod havet og en solnedgang i baggrunden.

Landsbyen ligger på toppen af en imponerende klippe og tilbyder en fantastisk udsigt over havet, vulkanen Palia og vulkanøen Nea Kameni. Selv om det er en traditionel græsk landsby med smalle, tavse gader og sit eget rolige, næsten uflyttelige liv, har de mange besøgende turister tilført byen en del butikker, taverner, cafeer og restauranter. 

Oia har også flere kulturelle attraktioner, såsom det Maritime Museum, som huser et lille bibliotek, artefakter fra det maritime liv i området, og resterne af en venetiansk fæstning. Mange kunstnere har forelsket sig i området gennem tiderne og har bosat sig der, hvorfor byen har mange kunstgallerier. 

Læs mere

Information og fakta

Jeg har her samlet nogle få facts og informationer om Santorini, såsom regionens geografi, befolkning, historie og klima, som kan tjene som inspiration til din ferie Santorini. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi og befolkning

Santorini er den sydligste af øerne i øgruppen kaldet Kykladerne, beliggende i det sydlige Ægæerhav, 200 kilometer syd for det græske fastland. Øen er på omkring 73 km2 og har en befolkning på omkring 16.000 indbyggere.

Dagens udgave af Santorini er dét, der blev tilbage, efter at et stort vulkanudbrud ødelagde øens første bosættelser og skabte øens nuværende geologi. Santorini var også genstand for det største vulkanudbrud i historien, nemlig det såkaldte minoiske udbrud (også kaldet Thera-udbruddet), som fandt sted for omkring 3600 år siden på højden af den minoiske civilisations levetid. Udbruddet kan indirekte have ført til et sammenbrud i den selvsamme minoiske civilisation på øen Kreta, beliggende 110 km mod syd, gennem den gigantiske tsunami, der fulgte efter udbruddet.

Klima og vejr

Klimaet på Santorini er et typisk mediterrant klima med varme og tørre somre og milde, mere fugtige vintre. 

De varmeste måneder i året er juli og august med gennemsnitligt 26 grader, efterfulgt af juni og september med gennemsnitligt 24 grader, mens de koldeste måneder er januar og februar med 12 grader i gennemsnit, efterfulgt af december med 13 grader i gennemsnit.

Flest soltimer finder du i juli med 14 soltimer om dagen i gennemsnit, efterfulgt af juni og august med 13 soltimer om dagen i gennemsnit. I den modsatte del af skalaen ligger december med kun 6 soltimer om dagen i gennemsnit. Hvis du vil undgå regn på din ferie på Santorini, skal du lade være med at rejse dertil mellem oktober og april, og især undgå december og januar, er har henholdsvis 75 mm og 71 mm regn i gennemsnit.

Historie

De ældste tegn på menneskelig bosættelse på Santorini går tilbage til det femte årtusinde f.Kr. eller tidligere. Det er dog i perioden 2000-1650 f.Kr., at øen for alvor viser tegn på at have spillet en betydelig rolle i Det Ægæiske Hav. Sporene er særligt tydelige i broncealder-bosættelsen Akrotiri, hvor adskillige fund bevidner, at øen ikke bare drev handel med den minoiske kulturs arnested på Kreta, men også med andre kulturer omkring Middelhavet, såsom Anatolien, Cypern, Syrien, Egypten, samt det græske fastland.

De velbevarede ruiner i Akrotiri, der ofte sammenlignes med ruinerne i Pompeji, antyder et - efter den tids standarder - højt civilisatorisk niveau med arkæologiske spor af gader, torve, mure op til 8 meters højde, komplicerede vand- og dræningssystemer, og kunst af meget høj kvalitet. De mange unikke arkæologiske spor viser, at øen var den minoiske kulturs største center uden for den minoiske kulturs højborg på Kreta. Den minoiske kultur kom senere til en brat ende i kølvandet på det berygtede Thera-jordskælv, som menes at have fundet sted på - og omkring Santorini - ca. år 1627 f. Kr. (arkæologiske spor har tidligere dateret det fatale jordskælv til omkring år 1500 f.Kr., men disse spor harmonerer ikke med nyere geologiske målinger af datidens klimaforandringer).

Senere blev øen genstand for fønikisk herredømme - og hvis man skal tro Herodot varede dette herredømme hele otte menneske-generationer - inden øen faldt i hænderne på den oldgræske stamme kaldet dorerne. Siden blev øen både styret af romere, byzantinere (efter den romerske deling), venetianere (fra hvilke øen fik sit nuværende navn efter sammentrækningen af de to ord “Saint” og “Irene”), samt osmannere (fra hvilke øen vandt uafhængighed i 1821 som en konsekvens af den græske uafhængighedskrig). 

I 1830 blev øen forenet med Grækenland gennem London-traktaten (der var indgået i juli 1827).

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller

Filtrer din søgning
Søg på kort
Pris pr. person

Kvalitet
Rejsetemaer
Nulstil filter
Sorter efter
  • Stjerner
    • Fra lav til høj
    • Fra høj til lav
  • Navn
  • Pris
    • Fra lav til høj
    • Fra høj til lav
rejser fundet: 

Søger priser på din rejse

Det tager mellem 10 og 15 sekunder.