Rejser til Bali

Balis befolkning er kendt for sin varme gæstfrihed, og øen er den mest populære destination at besøge på en rejse til det det indonesiske øhav, og det forstår jeg godt, for det er et perfekt rejsemål, uanset om du vil være aktiv på din ferie, opleve kultur og historie eller "blot" vil nyde livet langs de dejlige strande. Velkommen til Indonesien med Hideaways, vi er specialister i rejser til Bali, hvor du bor på nøje udvalgte hoteller.

Foruden det skønne klima er de eksotiske templer og paladser, som ligger i fantastiske, naturlige kulisser, nogle af øens største attraktioner. Kulinarisk byder Bali på et næsten uendeligt udvalg af lokalt og internationalt inspirerede retter. Efter solnedgang kan du opleve øens berømte natteliv i Kuta, som byder på spændende klubber og tætpakkede dansegulve. Inde i landet venter der dig tårnhøje vulkaner og uberørt jungle med masser at se og lave. De fleste kan dog ikke holde sig væk fra stranden i ret lang tid ad gangen. Nyd fantastiske badebyer og luksuriøse feriesteder i Balis berømte ferieområder. Disse omfatter Seminyak og Jimbaran, hvor de fleste af de store hoteller og villaer ligger lige ned til stranden. Det er også her, du finder de fleste af Balis bedste surfsteder. Ønsker du betagende, fredfyldte kystlandskaber og solopgange, er de østlige kystbyer det bedste valg. Det kunne for eksempel være Sanur, Nusa Dua og den fjerne Candidasa-kyst.

I det mere afsides og mindre berejste østlige Bali og i den nordlige region finder du førsteklasses dykkerområder med rolige bugter. Her kan du udforske uberørte koralrev med et fantastisk farverigt dyreliv. Øens midte byder ligeledes på mange gode grunde til at forlade stranden. Udforsk for eksempel Ubuds naturskønne højland med de bølgende rismarker, dale og den frodige regnskov. Ubud er dog ikke kun et sted for kulturelle dagtursturister. Her er der også et væld af aktiviteter for dem, som søger eventyr og det spirituelle med et stort udvalg af yoga-retreats, holistiske cafeer og butikker samt et af de mest fantastiske markeder, som summer af lokal kolorit. Her er der masser af muligheder for at købe souvenirs fremstillet med traditionelt håndværk, smage på østens eksotiske frugter og tage plads ved en af de små, familieejede "warungs" for at nyde smagfulde, balinesiske specialiteter. 

Aktivitetsmulighederne i Ubud er næsten uendelige. Selve byen er således dækket af et væld af gamle templer, paladser og historiske steder. Der er derudover mange flere steder væk fra alfarvej rundt om på denne magiske ø, som det varmt kan anbefales at udforske. 

Læs mere om Bali

Seværdigheder

Jeg har her udvalgt nogle få af de mange seværdigheder, som du har mulighed for at opleve på din ferie på Bali. Hvis du har lyst til at læse mere om andre seværdigheder på Bali, anbefaler jeg dig at læse vores blog om rejser, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Batur-vulkanen

Bali er lig med masser af storslået natur, og en af de mest populære naturseværdigheder på øen er Batur-vulkanen, der ligger nordvest for en anden af øens kendte vulkaner, Gunung Agung. Fra vulkanens top er der en fantastisk udsigt til de frodige landskaber i området omkring vulkanen og andre mægtige bjergtoppe. Alt er dog ikke helt så idyllisk, som det ser ud: Det er en aktiv vulkan, som havde det første, dokumenterede udbrud i året 1804 og det seneste i år 2000.

For de fleste er dette dog ikke nogen grund til at holde sig væk fra at opleve vulkanens spektakulære udsigt - og hver dag i den tidlige morgen før solopgang begynder hundredvis af turister og lokale gæster på turen op til bjergets top, beliggende i 1700 meters højde, for at se solen stige op over den frodige mosaik af tågeindhyllede bjergkæder, calderaen og Batur-søen, som leverer størstedelen af vandet til Balis vandingssystem.

Der er afmærkede stier langs hele ruten til toppen, og hvis du er i normal fysisk form, tager det omkring to til tre timer at nå derop. Hvis du vil være på den sikre side og ikke bryder dig om at vandre ruten på egen hånd, findes der guidede vandreture, som normalt også inkluderer en picnic med æg kogt af dampen fra den aktive vulkan. 

Pura Tanah Lot

Foruden sin fantastiske natur er Bali kendt for sine unikke, historiske templer. Et af de mest berømte og besøgte templer på Bali er det gamle, hinduistiske tempel, Pura Tanah Lot, der ligger på klippen, Tanah Lot, ud for den balinesiske kyst, ca. 20 km fra hovedbyen Denpasar.  

Der findes mange legender, der forklarer oprindelsen til Tanah Lots spektakulære beliggenhed, men den mest almindelige historie lyder, at det er opstået i forbindelse med den rejsende Dang Hyang Nirarthas besøg på øen i det 16. århundrede.

Dang Hyang Nirartha var en hinduistisk (shaivistisk) pilgrim, lyder legenden, og under hans rejse langs øens sydkyst så han pludselig klippen ved Tanah Lot og besluttede sig for at foretage et hvil der. Senere lagde nogle lokale fiskere mærke til ham og købte forskellige gaver til ham - blandt andet mad og drikke - så han kunne klare sig til natten. Efter at have overnattet på øen henvendte Nirartha sig til fiskerne og bad dem om at bygge en hinduistisk helligdom på klippen. Han tilføjede, at han under sit hvil på klippen havde indset, at det var et helligt sted at tilbede de balinesiske havguder (som dengang, ligesom i dag, spiller en stor rolle i balinesisk mytologi). 

I første omgang blev der bygget en mindre helligdom, men senere blev der bygget et tempel på klippen, og dette tempel fik selskab af seks andre templer ved den sydvestlige del af den balinesiske kyst, som var bygget sådan, at de - som perler på en snor - skulle være inden for synsvidde af hinanden. 

Uluwatu-templet

Et andet af Balis meget kendte templer er Uluwatu-templet - eller på balinesisk, Pura Luhur Uluwatu, som især har opnået berømmelse for dets spektakulære beliggenhed på en 70 meter høj klippe, der rækker ud i havet. På balinesisk betyder "Pura" tempel, "Ulu" næs (eller landets ende) og "Watu" betyder klippe, og navnet giver god mening, når man tager templets storslåede beliggenhed ved havet i betragtning. 

Der er tegn på, at der har eksisteret et mindre tempel i området, før det nuværende blev bygget, men historiske undersøgelser peger på, at templet er en hel del ældre end templet på Tanah Lot, idet det menes at stamme fra det 11. århundrede. I lokale sagn siges templet at beskytte Bali mod onde ånder fra havet, mens de mange aber i området på deres side siges at beskytte templet imod dårlig indflydelse.

Aberne nøjes dog ikke kun med at beskytte templet imod ondskab. De er også berømte - eller berygtede - for deres evne til at stjæle de besøgendes ejendele, så det er en god ide at se godt efter sin taske, hvis man er tæt på et af templets aber. Ejendommeligt nok kan aberne som regel overtales til at returnere den stjålne ejendel, hvis de som modydelse modtager en frugt. Ifølge eksperter i primatadfærd skyldes denne adfærd, at aberne har lært sig byttehandel fra lokalbefolkningen og endda har formået at lære det videre til deres afkom.

 

Læs mere

Strande på Bali

Balis verdensberømte strande lokker tusindvis af besøgende til landets skønne, solbeskinnede kyster hvert år. Folk kan tilsyneladende ikke få nok af kystnaturen her, det lokale kulturliv og strandaktiviteterne, og det forstår jeg godt, for Bali er, ligesom f.eks. rejsemålene Maldiverne og Mauritius, et paradis for dig, der vil rejse på badeferie i eksotiske omgivelser.

De fleste af Balis bedste strande finder du mod syd omkring Kuta, Jimbaran og Bukit-halvøen. Nogle af disse er meget besøgte (især kyststrækningen fra Kuta til Seminyak). Hvis du hyrer en taxa, er det dog nemt også at finde nogle uforstyrrede sandstrande uden ret mange andre turister. Det bedste strandvejr på Bali får du normalt mellem april og starten af november, men eftersom Bali er en helårsdestination, bør vejr og årstider ikke være noget, du bekymrer dig særlig meget om ved planlægningen af din rejse.

Ferien på Bali kan du for eksempel bruge på at lære at surfe, fiske, dykke eller på et stand-up paddleboard - bare nogle af aktivitetsmulighederne, når du rejser til Bali.

Med alt fra livlige Kuta til den fredfyldte idyl ved Lovina byder øens formidable kystlinje på den perfekte undskyldning for at tage væk og nyde solen, sandet, havet og ikke mindst den fantastiske ø-stemning.

Her er et udvalg af strande, du kan nyde i ferien. Nogle er kendte og velbesøgte, andre er mindre og med bedre plads.

Balangan Beach

Bryllupsfotografer elsker den, surfere lovpriser den, og rejsende, der ønsker at nyde en eftermiddagsdukkert, vandrer gerne for at nå frem til dens bløde, hvide sand. Balangan er en af Balis mere afsidesliggende strande, hvilket gør den til et perfekt tilflugtssted for dig, der ønsker at slippe lidt væk fra masserne og i stedet slappe af på din egen lille Bali-strand.

Lovina

Lovina, som var en pioner for den balinesiske turisme, er omtrent så langt fra det livlige, sydlige Bali, som du kan komme. Beliggende på den yderste nordlige del af øen kan denne langtidsholdbare favorit prale af en lang række mørke sandstrande. Det rolige farvand er perfekt til badning, mens områdets tilbagelænede atmosfære og venlige lokalbefolkning gør det umuligt ikke at slappe helt af.

Jungutbatu

Landsbyen Jungutbatu, der strækker sig langs nordvestkysten, har en midte bestående af hoteller og restauranter. Stranden er ganske vist ikke specielt god til badning, men den ser smuk ud med en bugt af hvidt sand ved det turkise hav, der er fyldt med træbåde og rektangulære tangfarme. Det er et ideelt sted til en drink ved solnedgang eller bare til at nyde dagen og udsigten til vulkanen, Gunung Agung, mod nordvest.

Kuta Beach

Kuta Beach er ganske vist langtfra en velbevaret hemmelighed, men dens popularitet betyder ikke, at du skal holde dig væk. Faktisk er Kutas berømte, hvide sand og spektakulære solnedgange et must at opleve på Bali. Så slut dig til folkemængden og find en ledig plet sand for at nippe til en Bintang, mens solen går ned over en af Sydøstasiens mest berømte strande.

Padang Padang

Padang Padang er lige så berømt for sin unikke indgang som for det rolige, turkise vand, der her kærtegner kysten. En klippe tårner sig således op over stranden og indsnævres til en uforglemmelig huleindgang til stranden. Fremme ved Padang Padang gør det silkeagtige, hvide sand og surferbølgerne denne populære badevig til en uforglemmelig oplevelse på Bali.

Jimbaran Beach

Jimbaran på den sydlige spids af Bali er meget mere end bare en strand. Faktisk er denne lille fiskerby hjemsted for nogle af øens mest eksklusive feriesteder. De nyder godt af den maleriske strand med udsigt over Jimbaran bugten. Stranden er livligere end nogle af Balis mere afsondrede strande, men er det perfekte sted til en middag på fiskerestaurant, mens solnedgangen over bugten nydes.

Crystal Bay

En malerisk lille krog med hvid sandstrand og enestående klart vand. Crystal Bay er ikke overraskende et populært dykkersted for firmaerne i Nusa Lembongan. De fleste kommer om morgenen, så hvis du er her om eftermiddagen, vil du sandsynligvis have vandet for dig selv - der er også gode muligheder for at snorkle her, og der ligger en helligdom på en holm ud for kysten. Vær opmærksom på, at strømmen i bugten kan være stærk i forbindelse med tidevandet.

Seminyak Beach

Nu til dags er Seminyak Beach en af Balis mest trendy enklaver og et godt eksempel på øens forvandling fra at være en eksotisk, fjerntliggende ø til at blive et populært rejsemål. I Seminyak vrimler det således med restauranter, barer og butikker, men her er også en grå sandstrand. Den er flottest i skumringen, når solen synker langsomt under horisonten.

Pemuteran

Pemuteran fører et dobbeltliv som fiskerby og afslappet feriested. Udover muligheden for at dase på stranden - en buet stribe af sort og gyldent sand, som strækker sig over en kilometer eller deromkring - er Pemuteran især kendt for snorkling og dykning. Med mere end et dusin rev inden for nem rækkevidde af kysten - Pemuteran har det største område med lavvandede rev i Bali - og roligt farvand er der noget her for alle. Det marine liv er ligeledes meget varieret med alt fra skildpadder, gigantiske muslinger og djævlerokker til hvalhajer (dog et sjældent syn).

Yeh Gangga Beach

Kysten vest for Tabanan er en næsten uberørt strækning af sort sand, der desuden er kendetegnet ved mærkelige klippeformationer ud fra kysten. Den mest tiltalende (og veludviklede) sektion er ved Yeh Gangga, som har udviklet sig til lidt af et luksus hideaway i de seneste år. Havstrømme gør det for farligt at svømme her, men landskabet er bemærkelsesværdigt med store sten og stranden, der strækker sig flere kilometer i begge retninger.

Sanur Beach

Der er en grund til, at resorterne allerede tidligt rykkede til Sanur, da dette kystdistrikt er mindre hektisk end nogle af naboområderne på Bali. Sanurs populære strand består af fint, vulkansk sand, mens den lange, snoede vej langs med stranden er velegnet til cykling. Faktisk byder Sanur på masser af udendørs aktiviteter, hvor for eksempel de lokale ynder at flyve med avancerede drager i den konstante kystbrise.

Geger Beach

Bali kan prale af masser af strande, der bedst opleves med et surfbræt. Der er dog også strande som den relativt rolige Geger Beach, der er det helt rigtige sted til bare nyde lidt solskin. Tag en dukkert i det blide, turkise hav, smid dig i sandet eller gå en tur langs med kysten ved det, der må være en af Balis mest fredelige strande.

Pasir Putih

Ni kilometer nordøst for Candi Dasa ligger den berømte og meget smukke Pasir Putih (White Sand Bay). Det er ikke just en nem strand at nå frem til, men det er blot en del af charmen. Den sorte og hvidlige sandbugt, der således føles lidt vild og afsides, ligger omgivet af palmer og lidt skov og afskærmes af klipperige odder. Det azurblå vand er perfekt til svømning, og revet lige udenfor byder på rimelig snorkling.

White Sand Beach

Afsides, godt skjult og en helt anden verden sammenlignet med Balis mest travle strande er White Sand Beach et ideelt sted at nyde en dag med snorkling eller blot komme lidt væk fra folkemængderne. Adgang er via en ujævn vej, der bedst forceres i en 4X4, men det er besværet værd, da White Sand Beach takket være sin afsondrethed byder på noget af Balis smukkeste natur.

Balian Beach

Som det er typisk for Bali, var surferne de første, der kom til Balian Beach, som i de kredse er kendt for at have det vestlige Balis mest stabile "left-hand breaks" med større bølger. Men hvad enten du er surfer eller ej, er den fredelige landsby et dejligt, afslappende rejsemål på vestkysten. Her er ingen trængsel, ingen turistbutikker, men enkel indkvartering, et par warung (spisesteder) og en strandbar. Man har følelsen af at være blandt de første turister på stedet, og du bør da også opleve stedet, før det bliver for populært. Eneste ulempe er, at der kan være en kraftig strøm ved kysten, så man skal følge lokale råd eller holde sig i det lave vand. 

Læs mere

Mad og drikke

Jeg har her udvalgt et par af de kulinariske specialiteter og typiske retter, som du kan smage på, når du er på ferie på Bali. God appetit og god rejse!

Lawar

En af de mest kendte og populære retter på Bali er retten lawar, som består af en blanding af grønne bønner, æg, vegetabilsk olie, limefrugter, kokosmælk, sukker, friskrevet kokos, hakket kød og masser af lokale urter og krydderier, der steges i kokosolie.

Som du sikkert vil bemærke, når du sidder med menukortet foran dig på en balinesisk restaurant, så er lawar ofte navngivet i henhold til, hvilke hovedingredienser retten indeholder; for eksempel hedder lawar med kylling "lawar ayam", mens lawar blandet med svin hedder "lawar babi" og lawar med jackfrugter hedder "lawar nangka".

Du kan både finde retten i almindelige, balinesiske restauranter og i de mange såkaldte "warungs" (små, familiedrevne restauranter eller cafeer), der findes overalt på Bali. 

Betutu

Betutu er en anden af Balis meget kendte og populære retter. Betutu er det balinesiske ord for en bestemt krydderiblanding (kaldet bumbu), der blandt andet består af hvidløg, gurkemeje, ingefær, galangal, nødder, chili, peberfrugter, rejepasta og jordnødder, som først blandes grundigt og sauteres med kokosolie for at frigive aroma og derefter kombineres med en eller anden slags kød; som regel kylling eller and.

Ofte serveres retten sammen med retten "plecing kangkung" (en ret, hvis hovedingrediens er krydret spinat), sprøde, stegte jordnødder og retten sambal terasi (der er en stærkt krydret chiliret med forskellige ingredienser, blandt andet ingefær, fiskesauce, hvidløg m.m.).

Retten varierer ofte en smule efter, hvilken del af øen den kommer fra: I Klungkung-regionen tilberedes den næsten altid med kyllingekød fyldt med betutu-krydderier; i Gianyar-regionen er den tilberedt i en indpakning af blade; og i Gilimanuk-regionen er betutu-blandingen krydret på en måde, der gør den særligt stærk (hvis du ikke er til stærke retter, skal du nok holde dig fra denne version).

Satay

En tredje af Balis kendte og populære retter er nok den, der har opnået størst udbredelse i Indonesien som helhed. Retten hedder Satay og kom oprindeligt til øen fra Java, hvorefter den spredte sig til alle dele af Indonesien, så den i dag har status af en slags indonesisk nationalret.

Hvor retten kom fra, før den nåede til Java, er stærkt omdiskuteret, men det siges, at retten blev udviklet af javanesiske gadesælgere, som lavede deres egen version af indiske kebaber - og den dag i dag er retten populær i de mange warungs, der præger det balinesiske gadebillede.

Retten består af krydret kød, der enten kan være kyllingekød, gedekød, fårekød, oksekød, svinekød, fisk eller tofu (en ost bestående af sojabønner, der oprindeligt kommer fra Kina). Kødet grilles over et bål af træ eller kul og tilføres normalt forskellige, lokale krydderier. Retten serveres derefter sammen med forskellige saucer, som regel med en kombination af soja- og jordnøddesauce (det er i øvrigt derfor, at du vil kunne se, at jordnøddesauce ofte kaldes "sataysauce" på Bali).

I den autentiske version af retten bruges spyd, der består af materiale fra kokospalmen, men da det kan være dyrt og besværligt at få fat i dette materiale, bruges bambusspyd ofte som erstatning.

 

 

Læs mere

Information om Bali

Jeg har her samlet nogle få facts og informationer om Bali, såsom rejsemålets geografi, befolkning, historie og klima, som kan tjene som inspiration til din ferie på Bali. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi og befolkning

Øen Bali ligger 3,2 km øst for hovedøen Java, kun adskilt af Bali-strædet. Øen er ca. 153 kilometer bred fra øst mod vest og 112 kilometer lang fra nord mod syd og dækker i alt et areal på 5.780 km2.

Den største by på øen er provinshovedstaden, Denpasar, der ligger tæt på øens sydlige kyst og har en befolkning på omkring en halv million indbyggere. Balis næststørste by er den gamle koloniale hovedstad, Singaraja, som ligger på nordkysten og har en befolkning på omkring 100.000 mennesker. I alt har øen omkring 4.250.000 indbyggere.

Sprog

De to mest talte sprog på Bali er balinesisk og indonesisk  - og de fleste balinesiske indbyggere på øen taler begge sprog; og ofte et tredjesprog. Det mest almindelige talesprog omkring turistområderne er indonesisk, da mange af de lokale, der arbejder i turistbranchen, oprindeligt er indvandrere fra Java, Lombok, Sumatra og andre dele af Indonesien.

Traditionelt er brugen af forskellige balinesiske sprog blev bestemt af det balinesiske (hinduistiske) kastesystem og af det deraf følgende klanmedlemskab, men denne tradition er aftagende i moderne tid. Foruden de forskellige balinesiske sprog bruges også kawi og sanskrit af hinduistiske præster på Bali, da hinduistisk litteratur hovedsagelig er skrevet på sanskrit.

Engelsk og kinesisk er de to mest talte fremmedsprog; engelsk på grund af turistsektoren og det engelsktalende diaspora-samfund på øen - og kinesisk på grund af den store kinesiske indvandring, der er tilstrømmet øen gennem tiderne. Foruden disse to sprog vil du ofte kunne se skilte på andre fremmedsprog, som er målrettet udenlandske turister, f.eks. på japansk, koreansk, fransk, russisk eller tysk.

Religion

Indonesien er almindeligvis kendt for at være det overvejende muslimske land i verden, der har den største befolkning, idet hele 87% af befolkningen bekender sig til islam. Men Bali er en undtagelse fra den generelle, religiøse tendens i landet, idet hele 83,5% af øens befolkning bekender sig til balinesisk hinduisme, der er en blanding af eksisterende, lokale trosretninger og gamle, hinduistiske traditioner, som stammer fra Syd- og Sydøstasien.

Kun 13,37% af Balis befolkning bekender sig således til islam, mens 2,47% af Balis befolkning bekender sig til kristendommen og 0,5% af Balis befolkning bekender sig til buddhismen.

Den balinesiske hinduisme har rødder i indisk hinduisme, der kom til øen via hovedøen, Java, som historisk har været et centrum for hinduistiske og buddhistiske imperier. Det er uklart præcist, hvornår hinduismen nåede til Bali fra Indien, men historikere mener, at hinduismen begyndte at præge det indonesiske ørige allerede i det første århundrede e.Kr.

Den balinesiske hinduisme adopterede efterfølgende dele af de oprindelige balinesiske stammers animistiske traditioner, herunder troen på, at guderne er til stede i alle ting (dvs. at hvert eneste element i naturen repræsenterer gudernes magt), og alle ting i naturen rummer ånder, hvis energi kan styres i enten god eller ond retning.

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller