Rejser til Dublin

Rejs til Dublin og oplev en dejlig lille storby, der har sin helt egen atmosfære og en befolkning, der har en smittende, umiddelbar livsglæde. Med sin overskuelig størrelse er Dublin perfekt til en forlænget weekend eller som udgangspunkt for en længere ferie på Den Grønne Ø.

Den irske hovedstad er ganske vist især berømt for sine utallige pubber, hvor der altid er masser af leben og ofte live musik. Men selvom det næsten er et must at nyde en Guiness eller to i løbet af ferien, er der også meget andet at opleve for hele familien i Irlands eneste storby.

En ferie i Dublin er for eksempel en chance for at rejse i de danske vikingers fodspor. Historien om vikingerne, der slog sig ned her i 800-tallet og var med til at grundlægge byen, kan du blandt andet udforske på National Museum of Ireland eller museet Dublinia, der er velegnet til børnefamilier. Det er dog bare et par af talrige, spændende museer rundt om i byen, ligesom du også nemt kan bruge lang tid på at udforske interessante gallerier, bryggerier og historiske seværdigheder såsom det flotte Dublin Castle.

Mens Irland er kendt i hele verden som hjemlandet for en af verdens mest kendte øl, har landet traditionelt ikke gjort sig så bemærket kulinarisk. Du kan stadig finde pubber i Dublin, hvor du kan få serveret en god gammeldags Irish Stew. Men er du mere til lidt lettere retter, kan du også nyde godt af, at især Dublin de senere år har gennemgået en gastronomisk udvikling, som minder om den, man har set med det Ny Nordiske Køkken i Danmark. Rejser du til Dublin, kan du derfor glæde dig til en rigtig livsnyderferie med god mad på restauranter, der gør en dyd ud af at bruge friske lokale råvarer i nye retter lavet med inspiration fra det traditionelle køkken.

Velkommen til Irland med Hideaways, vi er specialister i rejser til Dublin hvor du bor på nøje udvalgte hoteller på din rejse.

>> Læs også om rejser til London
>> Læs også om rejser til Skotland

Læs mere om Dublin

Seværdigheder

Jeg har her udvalgt nogle få af de seværdigheder, som du har mulighed for at opleve på din ferie i Dublin. Beskrivelsen er udelukkende ment som en inspiration til din rejse, og der tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du har lyst til at læse mere om andre seværdigheder, anbefaler jeg dig at læse vores blog med inspiration, hvor du kan finde spændende artikler vores andre rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Guinness Storehouse

Hvis du holder af irsk øl, er denne seværdighed et must: Guinness Storehouse, som er en del af St. James's Gate Brewery, har siden sin åbning i år 2000 modtaget over fire millioner besøgende og med tiden udviklet sig til en af Dublins største turistattraktioner.

Bygningen består af syv etager, der skildrer øllens historie gennem forskellige interaktive udstillingsområder, herunder øllens ingredienser, brygning, transport, reklame og sponsorering.

I stueetagen introduceres øllens fire ingredienser (vand, byg, humle og gær) og bryggeriets grundlægger, Arthur Guinness. Andre etager giver et indblik i Guinness´ reklame gennem tiderne og på syvende sal finder du Gravity Bar med udsigt over Dublin, hvor besøgende kan drikke en pint Guinness, der er inkluderet i indgangsprisen.

Dublin Castle

Dublin Castle - eller på irsk "Caisleán Bhaile Átha Cliat" - er på én gang en af Dublins største historiske seværdigheder, et regeringskompleks og et konferencecenter. 

Indtil 1922 udgjorde det sædet for den britiske regerings administration i Irland. Det meste af den nuværende bygning stammer fra det 18. århundrede, selv om et slot har stået på stedet siden Johan uden Lands tid (1166-1216).

Efter undertegnelsen af den anglo-irske traktat i december 1921 blev komplekset ceremonielt overdraget til Irlands nystiftede provisoriske regering og siden har det været vært for indvielsen af de irske præsidenter, samt for andre statslige ceremonier. 

Slottet er normalt åbent for offentligheden, undtagen når statslige ceremonier forekommer. Det royale kapel bliver nu brugt som et kunstcenter, og der afholdes lejlighedsvist koncerter på slottets grunde. Slottet huser også Chester Beatty Library, Garda Museum, Revenue Museum m.m..

Jameson Distillery Bow St.

Jameson Distillery Bow St., beliggende ved Smithfield Square, er det originale sted, hvor Jameson Irish Whiskey blev destilleret indtil 1971, og udgør nu et museum, der tilbyder guidede ture, whisky-smagning, bar og en gavebutik. Når du rejser til Dublin er det oplagt at tage på rundtur her.

Det oprindelige destilleri på stedet blev kaldt Bow Street Distillery og blev grundlagt i 1780. I 1810 blev destilleriet officielt omdøbt til John Jameson & Son's Bow Street Distillery og i de følgende 70 år voksede det så meget, at det af mange dublinere blev beskrevet som en "by i byen". På det tidspunkt rummede destilleriet blandt andet ingeniører, tømrere, malere og kobbersmede, der var med til at skabe de mange faciliteter til produktion af whiskey.

Efter en vanskelig periode, der blandt andet skyldtes Irlands handelskrig med Storbritannien og indførelsen af skotsk whiskey på det irske marked, besluttede destilleriet at gå sammen med deres tidligere rivaler, Cork Distilleries Company og John Power & Son i 1966. Dette nye destilleri måtte dog lukke i 1971 og blev derefter flyttet fra Dublin til New Midleton Distillery. 

 

Læs mere

Mad og drikke

Jeg har her udvalgt et par af de kulinariske specialiteter og typiske retter, som du kan smage på, når du er på ferie i Dublin. God appetit og god rejse!

Øl i Dublin

Irland - og landets hovedstad Dublin - er verdensberømt for sine fremragende øl. Og det er ikke kun turisterne, der sætter pris på den; således er der kun fire andre nationer i verden, der drikker mere øl end irlænderne. Øllens popularitet hænger sammen med den unikke irske pub-kultur, som især blomstrer i den irske hovedstad, hvor du kan finde hele 751 irske pubber at indtage din øl på.

Det er svært at tænke på irsk øl uden samtidig at tænke på Guinness. Det nu verdensberømte øl-bryggeri begyndte sit forhold med den irske hovedstad for næsten 250 år siden. I 1755 oprettede Arthur Guinness således et lille bryggeri i byen Leixlip, der flyttede til St. James´ Gate i Dublin i slutningen af 1759. I det første stykke tide producerede bryggeriet kun ale, men senere skiftede det til også at producere porter. Produktionen voksede støt og i begyndelsen af det tyvende århundrede blev Guinness verdens største øl-bryggeri med eksport til en lang række lande. Det irske øl-bryggeri var dermed blevet til et globalt foretagende. 

Selv om Guinness ikke længere er den største brygger af øl i verden, forbliver det den største brygger af stout på det globale marked og det legendariske øl-bryggeri har fortsat en unik status, både blandt mange irere og blandt de mange udlændinge, der besøger Dublin og resten af Irland.

Foruden de store, kendte øl-bryggerier, som f.eks. Guinness, er det irske ølmarked også blevet beriget med en lang række nye, spændende øl udviklet af små mikro-bryggerier, der siden 1990´erne er skudt op rundt omkring i Irland. Et af de mest kendte i Dublin er Porterhouse.

Irish Stew

Hvis du vil prøve en af de mest traditionelle og folkelige retter, mens du er på ferie i Dublin, bør du prøve Irish Stew - eller på irsk kaldet "Stobhach". Irish Stew er, som navnet antyder en sammenkogt ret, men i virkeligheden dækker betegnelsen over hvilken som helst traditionel sammenkogt ret, hvor kød og rodfrugter indgår.

Der er stort set ligeså mange opskrifter på Irish Stew, som der er byer i Irland; men der er dog en række ingredienser, der går igen, såsom lam eller fårekød, samt kartofler, løg, gulerødder og persille. Får har traditionelt været mere brugt i retten, fordi kødet er federe og har en stærkere smag og generelt har været mere tilgængeligt i knappe tider.

Det bedste sted at indtage en Irish Stew i Dublin er naturligvis på én af de mange gode pubber i byen, ledsaget af en pint med Guinness.

Whiskey i Dublin

Hvis du er til whiskey, er du kommet til det helt rigtige sted, for Dublin har spillet en vigtig historisk rolle i ikke bare den irske, men også den globale whiskey-produktion gennem historien; og efter en nedgangsperiode for den irske whiskey indtil omkring 1990, er der nu igen skruet op for den irske whiskey-produktion. Der er derfor mange steder i byen, du kan smage på det, som man på gælisk kalder "uisce beatha", hvilket betyder "livets vand".

Irsk whisky var engang den mest populære spiritus i verden, men en lang periode med tilbagegang, der begyndte i slutningen af det 19. århundrede, og som fortsatte helt indtil slutningen af det tyvende århundre, formindskede den irske whiskeyproduktion fra 30 destillerier i 1890´erne til kun tre bare et århundrede senere.

Irsk whisky er dog lidt efter lidt ved at genvinde tidligere storhed og har været den spiritus, der har oplevet størst fremgang i verden siden 1990. Eksporten af irsk whiskey er således vokset med over 15% om året de seneste år, hvilket har ført til, at eksisterende destillerier er blevet udvidet og en række nye destillerier er blevet bygget rundt omkring i landet. Blandt de mest kendte irske whiskey-mærker, du kan smage på i Dublin, er Jameson Irish Whiskey, Kilbeggan Irish Whiskey, Paddy Irish Whiskey, Powers Irish Whiskey og Tullamore Dew Irish Whiskey m.fl.

Som nævnt foroven under seværdigheder er Jameson Distillery Bow St., beliggende ved Smithfield Square, et must på din liste over steder, du skal se, hvis du interesserer dig for whiskey. Her kan du opleve det originale sted, hvor Jameson Irish Whiskey blev destilleret indtil 1971, og som nu udgør et museum, der tilbyder guidede ture, whisky-smagning, bar og en gavebutik.

Læs mere

Rejsemål i Irland

Find rejsen til Irland her

Information og fakta

Jeg har her samlet nogle få facts og informationer om Dublin, såsom byens geografi, befolkning, historie og klima, som kan tjene som inspiration til din ferie i den irske hovedstad. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi og befolkning

Dublin, der både er Irlands største by og hovedstad, ligger i provinsen Leinster på Irlands østkyst ved udmundingen af floden Liffey. Byen grænser op til bjergkæden Wicklow Mountains mod syd og er omgivet af et fladt landbrugsområde mod nord og vest. Liffey-floden deler byen i to dele, som kaldes henholdsvis Northside og Southside.

Befolkningen i Dublin er på omkring 1.2 millioner indbyggere, mens befolkningen i Greater Dublin-området er på ca. 1.9 millioner indbyggere.

Klima og vejr

I lighed med det meste af det nordvestlige Europa har Dublin et kystklima med kølige somre, milde vintre og moderate temperatur-udsving. Byens beskyttede beliggenhed på østkysten gør, at den kun modtager omkring halvdelen af den nedbør, som falder på vestkysten; og byen er det tørreste sted i Irland. 

Der forekommer stærke atlantiske vinde i byen, som er mest almindelige i efteråret. Men ligesom det er tilfældet med nedbøren, er Dublin også her skånet i forhold til de vestligt beliggende områder i Irland. Om vinteren kan østvindene dog få byen til at føles kold og de bærer undertiden snevejr med sig.

De varmeste måneder i året er juli og august med 16 grader i gennemsnit, efterfulgt af juni og september med 14 grader i gennemsnit, mens de koldeste måneder i året er januar og februar med 5 grader i gennemsnit, efterfulgt af december og marts med 7 grader i gennemsnit. Mest nedbør er der i august, oktober og december med 80 mm i gennemsnit, mens april, maj og juli er de måneder, der har mindst nedbør med 50 mm i gennemsnit.

Transport

Dublin har et veludviklet transportsystem og en omfattende infrastruktur, som gør det let at rejse rundt i byen på din ferie, hvad enten du tager med offentlige transportmidler eller lejer en bil.

Veje

Vejnettet i Irland er primært fokuseret på Dublin. M50-motorvejen, som er en semi-ringvej, der går syd, vest og nord om byen, udgør et vigtigt bindeled mellem Dublin og resten af landet. M50 er notorisk plaget af kødannelse morgen og eftermiddag, så planlæg din tur derefter. Dublin har desuden et netværk på næsten 200 busruter, der dækker byen og forstæderne. Størstedelen af disse ruter ejes og betjenes af Dublin Bus, men en række mindre busselskaber findes også på markedet.

Tog/sporvogne/metro

Der er i øjeblikket intet metrosystem i Dublin, men der er planer om at anlægge et metrosystem, under navnet Metrolink, som planlægges at løbe fra Dublins nordside til Sandyford via Dublin Lufthavn og St. Stephen's Green, med forventet indvielse i 2027.

Dublin Suburban Rails betjener fem jernbanelinjer, der dækker Greater Dublin-området og pendlerbyer som Drogheda og Dundalk i County Louth. Commuter Rail betjener fire andre linjer med dieseltogsæt. Det er nemt, spændende og billigt at rejse med toget ned langs kysten syd for Dublin med kig til både Dublin Bay og Det Irske Hav.

Derudover eksisterer der letbane-systemet The Luas, der har været i drift siden 2004 og transporterer over 34 millioner passagerer årligt. Systemet har to linjer, Red Line og Green Line, der begge er sporvognslinjer og som i alt har 67 stationer.

Lufthavne

Dublin Airport (DUB) ligger 10 kilometer nord for Dublin i Collinstown, Fingal. Lufthavnen har aktuelt omkring 30 millioner passagerer om året, hvilket gør den til den 14. travleste lufthavn i Europa. Lufthavnen er hovedkvarter for Irlands flagskib Aer Lingus, samt nogle af Europas største lavprisselskaber, såsom Ryanair, CityJet og Norwegian Air International.

Lufthavnen har to terminaler; terminal 1 og 2. Terminal 1 betjener i øjeblikket alle flyselskaber, undtagen Aer Lingus, American Airlines, Delta Air Lines, Emirater, Norwegian (langdistancetjenester) og United Airlines, der betjenes fra terminal 2. Der er ikke tog-forbindelse til lufthavnen, men et effektivt bussystem har konstant afgange til bymidten.

 

Populært i Dublin

Irland, Dublin
  • Nærmeste lufthavn: 16 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Parkering
Irland, Dublin
  • Nærmeste lufthavn: 11 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Restaurant
Irland, Dublin
  • Nærmeste lufthavn: 16 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Restaurant

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller

Filtrér