Rejser til Apulien

Glæd dig, snart kan du rejse med Hideaways til denne skønne region i Italien. Tilmeld dig nyhedsbrevet og få besked når vi åbner for salget af rejser til Apulien.

Seværdigheder

Jeg har her udvalgt nogle få af de mange seværdigheder, som du har mulighed for at opleve på din ferie i Apulien. Hvis du har lyst til at læse mere om Apulien, anbefaler jeg dig at læse vores blog om rejser, hvor du kan finde spændende artikler om vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Lecces historiske centrum

Lecce er en af de mest oversete syditalienske byer, når det gælder det historiske centrums unikke stemning og bygningsmæssige skønhed. Det er ikke tilfældigt, at byen ofte kaldes for “Barokkens Firenze”, hvilket er en hentydning til, at Firenze er en enestående by, når det gælder renæssance-arkitektur og kunst, mens Lecce - dog i en noget mindre målestok og kvalitet end Firenze - byder på en lang række unikke historiske bygninger i barokstil.

Blandt byens vigtigste barok-monumenter er domkirken, der oprindeligt blev bygget i 1144, men som i årene 1669-70 blev ombygget i dens nuværende barokstil og Basilica di Santa Croce, som stod færdig i 1695. 

Byen byder dog også på store seværdighder fra andre stilarter og tidsepoker, herunder det romerske amfiteater nær Sant'Oronzo-pladsen, der oprindeligt havde plads til omkring 25.000 tilskuere, og Sankt Oronzo-søjlen, der var en gave fra byen Brindisi - og som oprindeligt var med til at markere slutningen på den berømte romerske vej Via Appia i Brindisi.

Alberobellos trulli

Den nok mest berømte seværdighed i Apulien er et ejendommeligt arkitektonisk fænomen kaldet trullo (eller trulli i flertal), som kendetegner den lille by Alberobello.

Trullo er en hustype, som springer i øjnene på grund af dens tykke hvide mure (bygget uden bindemiddel) og dens kegleformede tage, der ofte er dekoreret med forskellige symboler, som skulle beskytte ejeren af huset mod trolddom og “onde øjne”. 

Disse ejendommelige huse er kendt helt tilbage fra det femtende århundrede og udgør hele den gamle del af byen (der er omkring 1400 trulli i alt), hvilket har fået UNESCO til at udnævne byen til kulturel verdensarv.

Katedralen i Trani

Katedralen i Trani, der også går under navnet Cattedrale di San Nicola Pellegrino, er et af Apuliens bedste eksempler på romansk arkitektur.

Opførslen af katedralen påbegyndte i året 1099 oven på resterne af en endnu ældre kirke, Santa Maria della Scala, der stammede helt tilbage til det fjerde århundrede.

Den er - som dens navn antyder - dedikeret til byens skytshelgen, pilgrimmen Sankt Nicholas (ikke at forveksle med den forneden beskrevne skytshelgen og biskop Sankt Nikolaus).

Basilica San Nicola i Bari

Basilica San Nicola i Bari, som blev bygget i regionens normanniske periode mellem 1087 og 1197, er en vigtig pilgrims-destination for mange romersk katolske og ortodoks kristne, især fra Østeuropa. 

De mange pilgrimsfærd - og kirkens berømmelse både indenfor og udenfor den kristne kulturkreds - skyldes, at kirken indeholder rester fra skytshelgen Sankt Nikolaus´ kiste, som oprindeligt blev opbevaret i Myra (nutidens Tyrkiet), men siden blev flyttet til Bari i 1087. 

Sankt Nikolaus var oprindeligt biskop i Myra i Lilleasien i det fjerde århundrede, men han blev først for alvor kendt i Vesteuropa i det niende århundrede. Siden blev han skytshelgen for Rusland, Grækenland og Sicilien, hvilket forklarer de mange ortodoks-kristne pilgrimsfærd til kirken. 

Han blev også skytshelgen for mange erhvervsgrupper, ikke mindst for fiskere og sømænd, hvilket kan medvirke til at forklare, hvorfor Sankt Nikolaus blev ophav til myten om julemanden. Sankt Nikolaus - forstået som historisk skikkelse - blev forbundet med den senere julemandsmyte ud fra fortællinger om, hvordan Sankt Nikolaus hjalp tre fattige piger med at få en medgift, så de kunne undgå prostitution.

Siden bredte julemandsmyten sig til en række andre europæiske lande, herunder til Holland, der godt nok er protestantisk, men som samtidig er en gammel søfarernation og således har været præget af sømændenes historier om deres skytshelgen. Den hollandske fejring af Sankt Nikolaus - kaldet "Sinterklaas" på hollandsk - blev siden taget med af hollandske emmigranter til Amerika (nærmere bestemt New Amsterdam, som nu er Manhatten), hvor den moderne julemands-tradition opstod i skikkelse af “Santa Claus”.

Læs mere

Information om Apulien

Jeg har her samlet nogle få facts og informationer om Apulien, såsom regionens geografi, befolkning, historie og klima, som kan tjene som inspiration til din ferie i den syditalienske region. Informationen er udelukkende ment som inspiration og der tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi og befolkning

Apulien ligger ud til Adriaterhavet mod øst, det Ioniske Hav mod sydøst og Tarantabugten mod syd. Regionen er desuden omgivet af Molise-regionen mod nord, Campania-regionen mod vest, og Basilicata-regionen mod sydvest.

Regionen bliver ofte kaldt “Italiens stiletto”, fordi den udgør hælen på den italienske halvø, der er formet som en støvle.

Regionen har et samlet areal på 19,345 kvadratkilometer (lidt under halvdelen af Danmarks samlede areal) og en befolkning på omkring 4,1 millioner mennesker.

Apulien er desuden i besiddelse af en af Italiens længste kystlinjer. Regionshovedstaden er Bari med 326,799 indbyggere og ca. 1,3 millioner, når man tæller det metropole område med.

Klima og vejr

Apulien har et typisk mediterrant klima med milde vintre og varme, tørre somre, der gør den oplagt som rejsemål hele året rundt.

De varmeste måneder i året er juli og august med middeltemperaturer på 24 grader, efterfulgt af juni med middeltemperaturer på 21 grader, mens de koldeste måneder i året er januar og februar med middeltemperaturer på 9 grader.

Hvis du helst vil undgå regn på din ferie i Apulien, bør du undgå at rejse dertil i november og december, som har henholdsvis 99 mm og 92 mm regn i gennemsnit. Du kan til gengæld med sindsro tage dertil i juni og juli, der med henholdsvis 14 og 24 mm regn i gennemsnit er de mindst regnfulde måneder i året. 

De mest solrige måneder i året i Apulien er juli og august med henholdsvis 10 og 9 soltimer om dagen i gennemsnit.

Historie

Apuliens historie er præget af de mange folkeslag, der har koloniseret regionen, fristet af områdets frugtbare jord og strategiske beliggenhed ud til Adriaterhavet og Det Ioniske Hav. 

Først var det angiveligt mykenske grækere, der koloniserede regionen, hvorefter det i det første årtusinde før vores tidsregning var illyrere og forskellige italiske folk, der indtog regionen, inden den ca. 800 år før vores tidsregning igen blev genstand for græske luner, da grækere fra Sparta grundlagde flere betydningsfulde byer i området, herunder Taranto (Tarentum).

I året 272 før vores tidsregning koloniserer romerne regionen og bruger straks de store landområder i regionen som et gigantisk spisekammer for det glubske imperium gennem en aldrig hvilende produktion af olivenolie, hvede og vin; produkter, der endnu i dag præger regionen.

I året 216 før vores tidsregning var romerne tæt på at blive fordrevet fra regionen af den karthagensiske hærfører Hannibal Barca, men romerne bevarer i sidste kontrollen over regionen og fastholder herredømmet over den indtil Romerrigets fald i år 476 efter vores tidsregning. I den mellemliggende periode grundlægger romerne blandt andet vejen Via Appia, som forbinder Rom med Apulien, og en lang række monumenter i regionen, herunder amfiteatret i Lecce.

I året 488 falder regionen i østgotiske hænder, inden den kortvarigt i det sjette århundrede bliver erobret af lombarderne. Herefter er den under byzantinsk herredømme indtil det ellevte århundrede, afbrudt af flygtige saracenske erobringsforsøg.

I 1059 bliver regionen erobret af normanneren Robert Guiscard, der gør området til et normannisk hertugdømme, inden den i det trettende århundrede (1282) bliver en del af kongeriget Napoli.

I de efterfølgende århundreder bliver regionen genstand for tyrkisk, østrigsk og fransk erobringstørst, men uden den store gennemslagskraft, inden den i 1861 bliver en del af Kongeriget Italien.

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller