Rejser til Lazio

Med Rom - "hele verdens hovedstad" i spidsen, er Lazio en region, som dagligt besøges af tusindvis af mennesker fra netop hele verden. Men det er måske ikke så mærkeligt, for alle veje føre jo som bekendt til Rom.

Ud over de enorme mængder af kultur, historie og arkitektur som netop Rom byder på, kan du i regionen Lazio også nyde de dejlige sandstrande, de hyggelige kystbyer, det smukke grønne bagland med vinmarker og pittoreske byer på de fine grønne bakker, hvor cypresser i snorlige rækker peger lige op i himlen. Hvor meget du end måtte ønske det, så kommer du ikke uden om den historie og kultur, som Lazio byder på, men regionen har som sagt også mange andre attraktioner.

Vi begynder med Rom

På trods af det faktum, at Rom er en stor, pulserende og til tider larmende by, er den både let overskuelig og har masser af charme, og her taler jeg først og fremmest om byens historiske centrum. Rom er unik, og der findes ingen steder i verden som man kan sammenligne med "Den evige stad", Turister fra hele verden strømmer hertil, unge som gamle, og du bør besøge Rom mindst én gang i dit liv. Vi er helt overbeviste om, at du bliver overvældet af de fantastiske historiske bygningsværker og de imponerende kirker, men Peterskirken på en absolut førsteplads.

Men også af den afslappende atmosfære og de hyggelige udendørs caféer og restauranter, som du finder overalt i byens gader og på de pittoreske torvepladser. Når man taler om mad i Italien, glemmer man ofte, at romerne er dygtige kokke, og at de, som alle andre italienere, har deres helt egne og meget stolte traditioner. Her kan du nyde specialiteter som saltimbocca alla romana, scaloppina (kalv) med forskellige saucer, carciofi alla romana (artiskokker på romersk vis) og friterede grøntsager, for ikke at glemme de lækre pastaretter som spaghetti all'amatriciana og spaghetti carbonara.

Få en god oplevelse på landet

Som sagt er der en sand overflod af seværdigheder, ikke bare i Roms historiske centrum, men også uden for de gamle bymure, og for at opleve dem alle, kræver det mere end en lang weekend. Oplandet er kuperet, lidt goldt mod syd og grønt mod nord, og de smukke hvedemarker lyser op som gule prikker ofte flankeret af cypresser. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan de romerske soldater bevægede sig hen over markerne på deres vej tilbage til byen efter deres togter. Ude på landet ligger der også en masse skjulte og ofte ukendte småbyer, som absolut er et besøg værd.

Og så er der altid en masse steder, som kommer før andre, og her kan vi nævne Civita Castellana og Falerii Novi i Viterboprovinsen og Calcata, som er en pittoresk lille by oppe på en høj med fantastiske udsigter. Lige uden for rom ligger Tivoli og Villa d'Este, et palads med en stor parklignende have, som er med på UNESCO's liste over Verdensarv. Her kan du nemt få en hel dag til at gå, og strejfe rundt blandt imponerende fontæner, og hvis du medbringer en pic nic kurv med gode oste, brød og vin, kan du slå dig ned i parken og nyde udsigten. Der går busser fra Rom, så du kan lade bilen stå.

Andre seværdige steder er søen Lago di Bolsena, som er dannet af et vulkankrater og byder på klart vand og naturskønne omgivelser. Og så er vi nødt til at nævne byen Civita di Bagnoregio, som sikkert kommer til at brænde sig fast på din nethinde, selv efter du er kommet hjem. Denne vidunderlige lille by, som også kaldes "den døende by" blev grundlagt af etruskerne for mere end 2.500 år siden. Den ligger højt oppe på et plateau med vidunderlige udsigter. Her føles det virkelig som om tiden står stille.

Se solen gå ned over havet

Udenfor Rom er der en skøn lang kyststrækning med små badebyer og dejlige sandstrande. Den der er tættest på Rom ligger i byen Ostia, som du kan køre til med tog. I Tarquinia, Cerveteri og Tuscania finder du en masse spændende ting fra Etruskerne, som var bosat netop her for ca. 2.600 år siden. I dag har alle tre byer et middalderligt præg. Som en kuriositet kan vi nævne, at Dronning Margrethes bedstefar den svenske konge Gustav VI Adolf, ofte rejste netop hertil på grund af sin store arkæologiske interesse.

Syd for storbyen ligger de dejige kystbyer Anzio, Nettuno, Sabaudia og Terracina, for ikke at glemme Sperlonga, en lille hyggelig by med hvidkalkede huse og en dejlig strand. Er du mere til ø-liv, kan du tage båden som sejler til den lille ø Ponza med sine vulkanske klipper og grotter. Du har altså mulighed for at kombinere sol og badeliv med kultur og historie. Hvis du vælger at tage en tur ud til kysten, så husk, at her kan du smovse i friske fisk og skaldyr, som de er verdensmestre i at tilberede.

Læs mere om Lazio

Information og fakta

Jeg har sammesat lidt fakta og information om Lazio bl.a. geografi, befolkning, historie og klima, og det er tænkt som inspiration til din næste ferie i Lazio. Hvis du vil have flere informationer og inspiration anbefaler jeg, at du besøger vores rejse-blog, hvor du fnder interessante artikler om alle vore rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi og befolkning

Lazio med det latinske navn Latium, er en region, som ligger midt i Italien med Rom som hovedstad. I hele regionen er der i alt 5,8 millioner indbyggere, hvoraf hovedparten er bosat i Rom. Regionen er inddelt i fem provinser, Rieti, Rom, Frosinone, Latina og Viterbo. Lazio grænser op til flere af landets øvrige regioner. Du har Toscana mod nordvest, Umbrien i nord, Le Marche i nordøst, Molise i øst og Campania i syd. Udenfor ligger det Tyrrenske hav. 26% består af bjerge, 54% af bakker og 20% af fladt landskab.

Klima og vejr

Den bedste årstid til et besøg i Rom pga. klimaet er april, maj, september og oktober. Juli og august kan blive rigtig varme, og så passer det bedst med et besøg ved havet, hvor det lufter lidt mere og så det smukke indland med bjerge og bakker.

Historie

Roms historie hører i sagens natur sammen med Lazios, og Rom byder som sagt på uanede mængder af historie, som strækker sig flere tusind år tilbage. Selv flere hundrede sider i en bog ville ikke række til at beskrive selv det mest fundamentale. Det vi kan nævne er, at der findes en del spændende arkæologiske steder du kan besøge i Lazio, men også en masse dejlige middelalderbyer. Flere krige har sat deres præg, ikke bare på landet, men også på regionen, og specielt de romerske krige og anden verdenskrig, hvor Mussolini har efterladt sig spor som bl.a. bydelen EUR uden for Rom og Sabaudia.

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller