Rejser til Agrigento

Agrigento er en by beliggende på Siciliens sydvestlige kyst, som siden 1997 har været at finde på UNESCOs verdensarvsliste. Hvorfor så det? Jo, på grund af Tempeldalen, Valle dei Templi, der ligger i byen – et af de bedst bevarede græske monumenter fra omkring år 400 f.Kr. 

Byen med mange navne

Agrigento har haft forskellige navne, der er blevet ændret alt efter hvem der har haft magten i byen. Grækerne døbte området til Akragas, romerne kaldte det Agrigentum, arabernes navn var Kerkent og normannerne kaldte byen for Girgenti. Det var ikke før 1927, at Benito Mussolini introducerede den italienske version af det latinske navn – Agrigento, som byen bliver kaldt i dag. 

Under grækernes tid i Agrigento voksede byen med hast og blev en af de rigeste i det store græske imperium. Under de Puniske krige led Agrigento store tab, men i forbindelse med, at romerne overtog herredømmet i byen, begyndte dens opblomstring igen. Da det romerske imperium faldt, fulgte en usikker tid for indbyggerne i Agrigento, og mange af disse flygtede til den tidligere Akropolis, som grækerne havde bygget - sandsynligvis for at beskytte sig mod alle angreb fra havet. Det var netop et angreb fra havet, det gjorde, at araberne kunne overtage kontrollen af Agrigento i år 828 e.Kr. Lige over 200 år efter overtog normannerne Sicilien og byggede Castello di Agrigento for at kunne kontrollere byen. Inden Agrigento endelig blev italiensk ved Giuseppe Garibaldi i år 1860, blev byen styret af det spanske Bourbon. 

Tempeldalen – Valle dei Templi

De fleste af alle besøgende i Agrigento kommer til byen for at besøge tempeldalen, Valle dei Templi, der er en arkæologisk plads og et af de mest fremstående eksempler på den antikke græske arkitektur og kunst. Pladsen findes på UNESCOs verdensarvsliste og har været på den siden 1997 som et bevis på det ekstraordinære testamente den græske civilisation har efterladt sig, der viser hvilken indflydelse historien har haft verdenen rundt.

Tempeldalen omfatter 7 templer, hvor Concordia-templet – takket være sin velbevarede tilstand – regnes som noget af verdens smukkeste arv efterladt af den græske civilisation. Templet blev bygget mellem 440-430 f.Kr. og består af 6x13 søjler, der dækker et areal på omkring 40x17 meter. Templet er døbt efter Concordia, den romerske gudinde for harmoni. 

Et besøg til Tempeldalen er et must på din rejse til Agrigento, og du kan naturligvis bestille en rundvisning for at finde svar på alle de spørgsmål du måtte have om dette legendariske sted.  

Læs mere om Agrigento

Rejsemål i Sicilien

Find rejsen til Sicilien her

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller