Il Parco degli Ulivi

Officiel kategori

Patricia Johansson
Udvalgt af
Patricia Johansson

”Buon giorno e benvenuti” lyder det i receptionen, idet jeg træder indenfor. Det er Aldo’s italienske røst, der byder velkommen. Jeg ankommer midt på formiddagen i det klareste solskinsvejr, og der serveres endnu morgenmad for gæsterne ude på terrassen.

Aldo har tydeligvis ventet mig. ”Kunne du tænke dig lidt morgenmad, inden vi går i gang?”. Der lyder et forsigtigt ’ja tak’, for selv om jeg allerede har spist, kan jeg ganske enkelt ikke modstå fristelsen. Så vi sætter os godt til rette under parasollen på terrassen, hvor der diskes op med et typisk, italiensk morgenbord. Noget mit blik især fæstner sig ved, er, at børnene selv kan lave deres egen friske og hjemmelavede juice, og det er populært, skal jeg hilse at sige.

Il Parco degli Ulivi emmer af en fredfyldt stemning. Jo mere Aldo viser rundt, des mere føler jeg mig hjemme på det lille 3-stjernede hotel.

Uendeligt view fra poolen

Skønt pool-område! Kort og godt. Det er ikke et overflødighedshorn af luksus, men til gengæld 100% velvære og 100% udsigt, når du svømmer rundt i infinity-poolen. Infinity betyder ’uendelig’, og når et hotel har en infinity-pool, så betyder det, at kanten af bassinet flugter med horisonten. I dette tilfælde føles det som om, at du svømmer rundt i Middelhavet, selvom du er flere kilometer væk. Med de rigtige vejrforhold kan du sågar se hele vejen til Vulcano i det Æoliske ørige, der ligger intet mindre end 25 km fra kysten. Jeg er så heldig, at disse vejrforhold er til stede denne dag i oktober. Tag lige et kig på billederne her på siden, er du ikke enig med mig i, at der kan du godt se dig selv ligge og nyde udsigten? Den omkringliggende terrasse tager sig bestemt også godt ud, med alt hvad en rigtig solterrasse skal indeholde; få serveret en kølig forfriskning i baren, læg dig godt tilrette på solstolene eller sæt dig i café-området med en god bog, og lad udsigten være det eneste forstyrrende element.

Udsigt med topkarakter!

Il Parco degli Ulivi har officielt 3 velfortjente stjerner. Il Parco Degli Ulivi er et gennemsnitligt hotel med en kvalitet i den bedre ende sammenlignet med andre gode 3-stjernede hoteller. Dertil kommer udsigt til alle verdenshjørner fra fællesarealerne. Det med udsigten er måske en smule overdrevet, da du ikke har frit udsyn til samtlige verdenshjørner, men til gengæld venter der en uimodståelig udsigt mod det omkransende Middelhav og de bagvedliggende bjerge.

Øen med de mange trækplastre

Med en beliggenhed i smørhullet af Sicilien, kan du opleve meget uden at skulle køre ret langt. Hvis jeg må give dig et par råd med på vejen, så skal du hive en hel dag ud af kalenderen og køre fra Villafranca Tirrena (hvor hotellet ligger) og vestpå langs kysten og stoppe op ved Cefalù, der ligger gemt i en bugt med klipper, sandstrande og historiske attraktioner. Jeg faldt især for den gamle bymidte med de snævre gader og små butikker, hvor ikke to biler kan passere hinanden samtidig. Den virker på en gang original og charmerende, og da jeg kørte rundt i gaderne, fik jeg følelsen af at køre rundt i et siciliansk frilandsmuseum.

Du kan også dreje bilen den modsatte vej fra Il Parco degli Ulivi og køre sydpå. Det ligger lige til højrebenet at køre til Messina og beundre det smukke stræde og derfra videre ned langs kysten til Taormina, den kegleformede vulkan, Etna, og Catanias gamle bydel.

Vidste du, at når vejrforholdene tillader det, fungerer Etna som skisportssted om vinteren? I godt 3000 meters højde kan du få glimrende skioplevelser. Trods Etnas varme hjerte ligger den fineste sne og venter på de præparerede piste. Besøger du vulkanen i sommersæsonen, er der trods de lune temperaturer ved landjorden alligevel ganske koldt på toppen, så husk at tage en ekstra trøje med i tasken, for de kølige temperaturer må ikke afholde dig fra at besøge Siciliens nok største attraktion.

Ja, Sicilien byder på en stribe af overraskende oplevelser, hvor hverken børn eller voksne vil kede sig, for Sicilien kan underholde dig og din familie, og du kan lige så godt begynde at glæde dig, for du vil ikke blive skuffet…

Er du til aktiv ferie?

Il Parco degli Ulivi ligger klods op af en lille, privat rideskole, og staldene tilfører stedet endnu mere charme og landlig idyl. Faktisk er de vrinskende dyr, de første, du stifter bekendtskab med, når du kører ind på parkeringspladsen. Så er du bidt af en gal hest, kan du med fordel reservere en tid, for rideskolen samarbejder med hotellet, og næste gang jeg kommer forbi, er det på listen over gøremål.

Er du ikke ”hestetypen”, kan du være aktiv på andre fronter: Som noget helt særligt for et 3-stjernet hotel, tilbydes der et fitnesscenter og wellness-område, småt men godt. Desuden kan du øve dig á la Caroline Wozniacki, for bagved hotellet kan du spille et slag tennis. Disse faciliteter er godt nok mod betaling, men til fornuftige priser, hvor alle kan være med.

Godt at vide om Il Parco degli Ulivi

Il Parco degli Ulivi har lidt af det hele: Udsigt over bjergene og Middelhavet. God restaurant med lokale råvarer. Rummelige værelser. Legeplads til børnene og wellness til de voksne. Hyggelige fællesarealer inde og ude.

Hvis jeg skal pege på en ting, der måske kan virke lidt besynderligt på Il Parco degli Ulivi, så er det indgangspartiet, når du har parkeret bilen og er klar til at mødes med Aldo i receptionen. For modsat resten af stedet virker indgangspartiet udefra en smule stilforladt og ucharmerende, men så snart du træder ind af døren, er stilen en anden og noget mere charmerende.

Du spiser godt på restauranten af samme navn, Il Parco degli Ulivi – menukortet er nøje udvalgt og udskiftes efter sæsonens friske råvarer. Det er efter princippet ’lidt, men godt og velsmagende’. Det er der også mange bryllupspar, der kan nikke genkendende til – hotellet er hvert år vært for diverse festlige arrangementer. Husk, at der ligeledes findes et par lokale restauranter i den nærliggende by, Villafranca Tirrena. Her er det en fordel at køre til i bil, for nok ligger den ikke længere end 6 km fra hotellet, men da Il Parco degli Ulivi ligger på toppen af plateauet, skal du have gode bjergben for at klare turen op ad bakke efter en middag nede i byen. Men ellers skal du være opmærksom på, at der vil være et stykke at køre, hvis du ikke vælger at spise middag på hotellet om aftenen.

Derfor rejser vi gerne hertil igen

Aldo og Enrique virker som om de elsker at gå på arbejde, og det smitter i den grad af på hele stemingen. Il Parco degli Ulivi har en evne til at få sine gæster til at føle sig særligt velkommen. Du får lidt mere, end hvad du normalt forventer på et 3-stjernet hotel.

Derfor skal du vælge Il Parco degli Ulivi

  • Nærmeste lufthavn: 124 km
  • Pool (evt. sæsonåben)
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Restaurant

Il Parco degli Ulivi er ikke tilgængelig i øjeblikket

Il Parco degli Ulivi er ikke en del af programmet hos Escapeaway i øjeblikket.

Kort og afstande

  • Nærmeste by, Villafranca Tirrena – 2,5 km
  • Nærmeste strande – 3,5 km
  • Messinastrædet med den eventyrlige udsigt til fastlandet – 20 km
  • Græsk-romersk stemning i Taormina – 66,5 km
  • Fiskemarked i det gamle Catania – 111 km
  • Catania lufthavn – 124 km
  • Historiske og pittoreske Cefalù – 152 km
  • Palermo lufthavn – 241 km

 

Il Parco degli Ulivi ligger lidt groft sagt på den yderste pynt af Siciliens nordøstlige hjørne mellem Det æoliske Hav og Middelhavet. Kan sammenlignes med Skagens beliggenhed mellem Skagerak og Kattegat. Du har nem adgang med motorvejen i retning mod Palermo mod vest eller Catania mod syd. I begge retninger ligger der utallige seværdigheder og attraktioner så som Cefalù, Etna, Taormina, Catania og Siracusa for blot at nævne nogle få.

Det er nemt at komme til sit værelse, når du er gæst på Il Parco degli Ulivi, for de i alt 37 værelser er fordelt på blot to etager, og derfor sjældent kø ved elevatoren. Værelserne er efter italienske mål ganske store (og med plads til opredning), og stilen er enkel og klassisk siciliansk med et moderne touch. Som en ekstra service kan du frit benytte Wi-Fi også på værelset.

Der findes alle de gængse faciliteter som et 3-stjernet hotel tilbyder: minibar, telefon, satellit-TV, hårtørrer og safety-box. Desuden håber Enrique, der er hotellets direktør, at 2013 betyder, at der findes fladskærms-TV i alle hotellets værelser. Selvom værelserne ikke har balkon, har du alligevel muligheden for at få følelsen af privat solterrasse. Værelserne i stueplan har nemlig adgang til haven, hvor Enrique sørger for, at der står borde og stole til rådighed.

Alle de viste værelsesbilleder er eksempler. Indretning og størrelse kan variere inden for samme værelsestype. OBS: Hvis du bestiller et ophold indenfor kategorien ”economy” (økonomi), så kan denne type afvige fra vores generelle værelsesbeskrivelse. På mange hoteller er ”economy” af en lavere standard og/eller anden beliggenhed og er oftest hotellets billigste værelse (med eller uden vindue/udsigt).

Nedenfor har du udvalgte hotel- og værelsesfaciliteter på Il Parco degli Ulivi. Nogle kan være fælles og/eller mod tillæg på stedet eller høre til specifikke værelsestyper.

  • Pool (evt. sæsonåben)
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Restaurant
  • Parkering (evt. mod gebyr)
  • SPA/wellness (oftest mod gebyr)
  • Hotelbar

Bemærk: Nogle faciliteter som f.eks. udendørs swimmingpool og restauranter kan være sæsonlukkede og kan indeholde betaling direkte til opholdsstedet (lavsæson er typisk fra oktober til og med april for de fleste rejsemål i Sydeuropa - på nær vinterdestinationer som Madeira og de kanariske øer). For Thailand er det næsten med omvendt fortegn (højsæson er typisk fra oktober til april) - dog kan der være differencer alt efter rejsemålet. Vi henviser til og anbefaler i øvrigt, at du læser vores FAQ

Adresse

Contrada Romeo 98049 Villafranca Tirrena
98049 Villafranca Tirrena

Koordinater

Latitude: 38.2243
Longitude: 15.4425

Sådan kan du rejse

Il Parco degli Ulivi har i mine øjne noget helt særligt; en helt fænomenal udsigt, og på en skala fra 1 til 10 ville det klart blive en topkarakter. Stemningen og atmosfære minder nok mere om et traditionelt hotel, det er derimod udflugtsmulighederne og panoramaudsigten, der har været det udslagsgivende i vores valg af Il Parco degli Ulivi.

Hos Escapeaway kan du som gæst se frem til muligheden for selv at sammensætte din ferie præcis, som du ønsker. Det vil sige fleksibel afrejsedato, rejselængde og udrejselufthavn. Det er selvfølgelig også muligt blot at bestille "kun hotel", hvis du selv ønsker at arrangere transporten til og fra rejsemålet. 

Rejsemål Sicilien

Vis flere

Andre hoteller Calvaruso