Rejser til Panarea

Panarea er den mindste af De Æoliske øer og har blot nogle få hundrede faste indbyggere. Den anses samtidig for at være den smukkeste af øerne i den lille øgruppe ud for det nordøstlige hjørne af Sicilien. Af samme grund mangedobles indbyggertallet hver sommer, når feriegæster kommer hertil for at nyde den afslappede ø-idyl. Den lille havn er på denne årstid således ofte fyldt til randen med luksuriøse lystyachts og i hovedbyen, San Pietro, summer det af liv med dagsturister, som har taget flyvebåden hertil fra en af de større øer eller Sicilien.

En så lille ø som Panarea byder i sagens natur ikke på et væld af aktivitetsmuligheder og seværdigheder, men den er til gengæld det ideelle feriemål for dig, som drømmer om at slippe helt væk fra hverdages stress og jag. Her komme du næsten automatisk helt ned i gear, når du sidder på en terrasse med en drink og nyder udsigten over det azurblå hav. Panarea har i mange år været kendt som et yndet tilflugtsmål for det internationale jetset, men alligevel er stemningen på øen stadig meget nede på jorden. Det er da heller ikke svært at forstå, hvorfor Panarea tiltrækker mange nygifte og andre, som ønsker sig en romantisk parferie på et ægte hideaway.

Velkommen til Sicilien med Hideaways, vi er specialister i rejser til Panarea og andre rejsemål på øen hvor du bor på håndplukkede hoteller på din rejse.

Husk badetøj og gode sko

Når det er sagt, er Panarea også kendt for at have et ret livligt natteliv i hovedbyen midt på sommeren. Ønsker du en ferie med fred og ro, er det derfor som regel bedre at rejse hertil i maj, juni eller september. Alternativt kan et ophold i landbyerne Ditella eller Drauto være en mulighed for at holde ferie på Panarea lidt på afstand af højsommerens feststemning i San Pietro.

Vil du ikke nøjes med at ligge ved poolen eller på stranden, er den tidlige sommer og sensommeren desuden mere velegnede til at udnytte vandrestierne på øen. Udover at bade og snorkle i det lune, klare hav er en af de mest populære aktivitet på Panarea således at vandre (eventuelt kombineret med en dukkert). Har du ikke noget i mod at få lidt sved på panden, kan du for eksempel gå fra San Pietro op til øens højeste punkt, Punta del Corvo (421 meter). Dine anstrengelser belønnes med en fantastisk udsigt, der strækker sig over hele øgruppen.

Du kan også gå til de fleste af strandene rundt om på Panarea. Ligesom hvis du går mod øens top, bør du selv medbringe forfriskninger og rigelig med drikkevarer, da der ikke altid er muligheder for forplejning i nærheden af stranden. Går du mod syd fra San Pietro, når du efter en lille halv times tid den lille badevig Cala Junco, som er kendt for sit krystalklare vand, der indbyder til en forfriskende dukkert. Gåturen, særligt det sidste stykke, er ikke for gangbesværede, men det er også muligt at tage på bådture hertil. Du kan eventuelt vælge kun at gå til Cala dei Zimmari, der er øens eneste sandstrand (groft mørkt sand). Mellem de to badevige kan du se ruinerne af en bronzealder-landsby.

Vil du udforske de små, uforstyrrede vige rundt langs Panareas kyst uden at skulle gå dertil, er der i San Pietro normalt gode muligheder for at bestille bådture rundt om øen. Her kan du også praje en af de små elektriske vogne, som kan fragte dig noget af vejen rundt. 

Charmerende havneby med udflugtsmuligheder

San Pietro er ganske lille, men du kan dog godt bruge en time eller to på at udforske de smalle gader med et godt udvalg af små butikker. Det er også her du finder de fleste af øens restauranter og caféer, hvor især fisk og skaldyr spiller en prominent rolle på menuen sammen med pizza og andre traditionelle retter fra det italienske middelhavskøkken. 

Er du bekymret for, at Panarea er for lille til en hel ferie? Får du en dag lyst til at se noget nyt, er der gode færgeforbindelser til resten af øgruppen. I højsæsonen tilbydes der også udflugter med mindre både. Det er for eksempel spændende at besøge vulkanøen Stromboli - Europas mest aktive - når aftenmørket sænker sig for at opleve naturens eget festfyrværkeri i form af de rødglødende lavasten, der regelmæssigt udspyes. Er det enestående naturoplevelser, du søger i ferien, er Panarea også kendt som et godt sted at dykke. Små klippeøer omkring Panarea giver farvandet meget liv og for øvede dykkere er der mulighed for vragdykning.

Læs mere om Panarea

Rejsemål i Sicilien

Find rejsen til Sicilien her

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller