Vejret i Italien

I nedenstående kan du læse lidt om vejret, hvis du skal rejse til Italien. Her på Hideaways forsøger vi på ingen måde at være specialister i vejr og klima men har samlet nogle få fakta og informationer, som kan være gode at kende hvis du skal rejse på ferie i Italien.

Italien består af en lang støvleformet halvø i Vesteuropa samt øerne Sicilien og Sardinien. Landet har kystlinje med Adriaterhavet og Det Tyrrhenske Hav, som begge er en del af Middelhavet. Italien deler grænser mod nord med Frankrig, Schweiz, Østrig og Slovenien.

Fra sneklædte bjerge mod nord til varme året rundt mod syd har Italien et særdeles varieret klima. Vintertemperaturerne svinger meget hen over landet, fra det alpine klima mod nord til middelhavsklimaet mod syd. Der kan være under frysepunktet i Milano, mens der er 20°C i Palermo på Sicilien. Om sommeren er forskellene langt mindre udprægede. Der er store forskelle mellem kystregionerne og det indre af landet, især jo højere man kommer over havets overflade. Bjergene har mange steder mikroklima.

Den laveste temperatur, der nogensinde er målt i Italien, er -29°C, og her er høje områder ikke taget med i beregningerne, idet det kan blive meget koldere her. Der er målt -45°C i de italienske alper. Rekorden for højeste temperatur er 46°C, målt i det allersydligste af landet.

Italien er et meget bjergrigt land med Alperne i nord og Apenniner bjergkæden, der strækker sig ret gennem halvøen og hæver sig til over 2000 m visse steder. Øerne Sicilien og Sardinien er også bjergrige – det 3323 høje Etna bjerg ligger på Siciliens østkyst. Sletterne syd for Alperne er den eneste flade del af landet.

Norditalien

Det nordlige Italien er domineret af Alperne. Mont Blanc, Vesteuropas højeste bjerg med 4810 m, danner grænsen mellem Italien og Frankrig i den nordvestlige del af landet. Der er også andre bjerge over 4000 m, så som Monte Rosa og Gran Paradiso. En stor del af dette område er snedækket hele året og oplever meget kolde temperaturer, af og til ned til -30°C. Det alpine klima i bjergene har kolde vintre med meget snefald, mens somrene er varme i de områder, der ligger under 1500 m. Skiløb er en populær fritidsbeskæftigelse i Italiens bjerge.

Væk fra bjergene har det nordlige Italien generelt fastlandsklima med varme somre og kolde vintre.

Torino ligger ved foden af Alperne, og her svinger temperaturerne meget i løbet af året: gennemsnitstemperaturen falder til -2°C om natten om vinteren, og stiger op til 27°C om dagen i juli og august. Milano har et lignende klima, men kan blive en smule varmere om sommeren, og endda en smule koldere om vinteren. Verona, tæt på Gardasøen, oplever samme slags vejr. Sne falder jævnligt midt om vinteren på denne egn.

Regnmængden er moderat til høj og kan falde hele året, men mest forår og efterår, og mindst om sommeren. Regn-/snemængden er større i højderne, og selv ved bjergenes fod kan der opleves sne helt hen på foråret.

Venedig ligger også i det nordlige flade land, og på grund af beliggenheden ved kysten, så falder temperaturerne knap så meget. Gennemsnitstemperaturen i Venedig svinger mellem 3°C og 23°C, med temperaturer om vinteren ned til -1°C, og om sommeren op til 28°C.

Østkysten af Italien

Klimaet på østkysten bestemmes både af det tempererede Adriaterhav og af Apenninerbjergene inde i landet.

Middelhavsklima er dominerende ved kysten, kendetegnet ved varme somre og milde vintre. Dette klima starter i virkeligheden en smule syd for Venedig, som har det mere nordlige fastlandsklima. Østkysten er generelt mere tør end vestkysten, og bliver en smule køligere om vinteren.

Den nordlige halvdel af østkysten, længere oppe end Pescara, er gennemsnitligt køligere end længere mod syd, og kan være afhængig af de såkaldte katabatic vinde, som medfører koldt vejr vinter og forår. Pescara ligger cirka midt på østkysten og oplever gennemsnitstemperaturer om sommeren på 29°C, og om vinteren på 2°C. Ancona, længere mod nord, oplever lignende temperaturer, men i den sydligere by Bari er det en smule varmere med gennemsnitlige vintertemperaturer på 5°C og sommertemperaturer op til 28°C. Temperaturer under frysepunktet er meget sjældne langs kysten.

Regnmængden er ens langs kysten; mængden er ikke høj, men regnen kan falde på alle tider af året. De vådeste måneder er efteråret med en gennemsnitlig månedlig regnmængde på op til 60 mm, mens den tørreste tid er sommeren med ca. 25 mm pr. måned.

Vestkysten af Italien

Vestkysten har også middelhavsklima. Den er vådere end østkysten, og har en smule varmere vintertemperaturer. Mod nord kan temperaturen i Genova komme ned på 5°C, og om sommeren op på ca. 28°C. Mod syd har Napoli lignende vintertemperaturer, men sommermånederne er et par grader varmere.

Regnmængden er ens hele vejen ned ad kysten og ligger på ca. 900-1000 mm om året. Der falder ikke meget om sommeren, ca. 20-30 mm, og foråret er også temmelig tørt. Den vådeste periode er det sene efterår, når storme måske kommer ind fra Middelhavet. November er den vådeste måned med ca. 160 mm.

På vestkysten af Italien finder du bla. rejsemål som Sorrento og Amalfikysten. Toscana er ligeledes en region med en stor kysstrækning, på vestkysten af Italien, men Toscana har også indlandsklima. Det kan du læse mere om i næste afsnit om vejret i den centrale del af Italien.

Den centrale del af Italien

Apenninerne dominerer det indre af den italienske halvø. Bjergene er nogle steder over 2000 m og har kolde temperaturer om vinteren og snefald mellem december og januar. Bjergene er også årsag til vejrforskelle mellem det vestlige og østlige Italien. Det vestlige italien er generelt vådere og har varmere vintre, mens både den østlige og vestlige del oplever ens sommertemperaturer. Temperaturerne falder, og regnmængden stiger, jo højere området ligger.

Rom ligger i det centrale Italien på den vestlige side af bjergkæden. Temperaturerne her veksler mellem lave 2°C i januar til høje 31°C i juli og august. Regnmængden er moderat, og efterår og vinter udgør de vådeste perioder. Firenze har samme klima som hovedstaden Rom.

I den centrale del af Italien finder du rejsemål som Umbrien og Toscana. Læs mere om vejret i Toscana

De sydligste områder samt Sicilien og Sardinien

Disse to store øer mod vest i Italien og på den yderste sydspids af landet er de områder, der har mindst regn og højeste antal solskinstimer. Solen skinner i gennemsnit 4-5 timer om dagen om vinteren, og op til 11 timer om sommeren. I Alghero på Sardinien kommer gennemsnitstemperaturen om sommeren op på 34°C. Og sommertemperaturerne i Siciliens største by, Palermo, kommer også ofte over 30°C. Sicilien har landets mildeste vintre, hvor laveste temperatur sjældent falder til encifrede tal. Sardinien har også milde vintre, skønt det her kan blive en smule koldere. På Sicilien skinner solen mere ena andre steder i Italien, det kan du læse mere om i blogindlægget: På Sicilien skinner solen mere end andre steder.

Begge øer er, som det sydlige hovedland, bjergrige, hvilket betyder forskelligt vejr fra egn til egn; de høje områder er generelt køligere og mere omskiftelige, især om vinteren. Den store vulkan Etna på Sicilien oplever snefald hvert år, som den står der mere end 3000 m over havets overflade.

Der falder årligt mindre regn i disse områder, end der gør i resten af landet – ca. 500-600 mm om året i gennemsnit – og somrene er meget tørre. Der kan forekomme stormvejr efterår og vinter.

Læs mere om vejret på Sicilien

Information om vejret i Italien

Vil du have mere information om vejret i Italien eller på andre rejsemål henviser vi til DMI, eller andre hjemmesider som er specialister i vejr og klima. Vi tager forbehold for fejl i ovenstående informationer om vejret i Italien.

Læs mere

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller

Filtrér