Rejser til Kroatien

Det er sjældent, at en konklusion kommer før en forklaring, men ikke desto mindre er det sagens kerne, hvad angår Kroatien. Et land og en nation, du kun kan holde af og få et helt særligt forhold til! Et rejsemål, som langt de fleste har hørt om, men som mange fortsat ’har til gode’. Lad det være sagt med det samme: Rejser til Kroatien får mine varmeste anbefalinger – og ”varmeste” kan i øvrigt godt tåle at stå med store bogstaver.

Efter min første rejse til Kroatien udfordrede jeg mig selv til at lave en favoritliste over de rejsemål, som jeg igennem tiderne har været så heldig at besøge, og det lille middelhavsland må jeg sande ligger i den øverste del af toppen. Hvorfor? Det vil jeg meget gerne have lov til at uddybe nedenfor, og jeg lover dig én ting: Hvis du vælger en rejse til Kroatien i din kommende ferie, så kan det godt være, at det er første gang, at du rejser dertil – men det bliver helt sikkert ikke den sidste : )

Velkommen til Kroatien med Escapeaway, vi er specialister i rejser hvor du bor på håndplukkede hoteller og ferieboliger.

Derfor skal du sætte krydset ud for ferie i Kroatien

På trods af det faktum, at verden i dag føles mindre end nogensinde før, så findes der så uendeligt mange valgmuligheder, når det geografiske kryds med nøgleordet ”ferie” skal placeres. Jeg medgiver, at det kan være svært at vælge – særligt, hvis du gerne vil sikre dig behagelige temperaturer, krystalklart badevand, et velsmagende køkken og en lokalbefolkning, der åbner sine arme for at byde dig og din familie varm velkommen.

Hvor du relativ nemt kan rejse til – enten som kør-selv eller med få timers direkte flyforbindelse. Hvor du får meget for feriebudgettet, og hvor du ikke behøver at gå på kompromis med dine andre ønsker som at bo tæt ved de små kystbyer, kan smage på lokalproducerede vine eller tage på opdagelse i landets kultur og historie. Selvom mit forslag er subjektivt, så må du gerne citere mig for det: Overvej, eller rettere, sæt krydset ud for en rejse til Kroatien! Her har du nemlig muligheden for at få alle ønsker opfyldt… og lidt mere til : )

En lille (men sand) historie, der udmunder i en kærlighedserklæring

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Kroatien har været i vores bevidsthed i flere år. I dag spørger jeg mig selv, hvorfor dælen vi dog ikke har gjort noget ved ”hjørnesparket” før nu, for det er et land, der gemmer på så mange uopdagede skatte. Selv har jeg hørt til kategorien: ”Ja, der skulle være umådelig smukt” – og alligevel har vejen drejet uden om et af Sydeuropas smukkeste og mest historiske lande. Bedre sent end aldrig, og heldigvis (H-E-L-D-I-G-V-I-S) kan du nu også vælge blandt kroatiske fristelser på Escapeaways ’menukort’.

Inden afrejsen til Kroatien har jeg haft en del rejseaktivitet, så kufferten har en måneds tid været mit ”hjem”. Derfor skal jeg med skam i mælet erkende, at jeg ikke har nået at sætte mig ind i hverken geografi, befolkning og de utallige andre faktuelle facts, som er normen for at besøge et nyt land. 

Kærlighedserklæringen fortsætter nedenfor…

Måske den smukkeste indflyvning i Europa

Jeg ved blot, at der på flybilletten står at rejsen til Kroatien starter i Kastrup lufthavn med endestation i Dubrovnik og hjemrejse 6 dage senere fra Istrien – og at der er ca. 45 værter og værtinder, der venter på at få besøg fra Escapeaway undervejs. Inden maskinen lander rettidigt, så har vi den mest fortryllende indflyvning, hvor det pludselig går op for mig, at det er et land, som har et fabelagtigt landskab – eller retter landskaber:

Vi flyver hen over flade sletter ved Zagreb, videre hen over de karakteristiske Dinara-bjerge i den centrale del af landet for til slut at opleve den grønne og bølgende kyststrækning med de utallige småøer, der stikker op fra overfladen i det turkise Adriaterhav mellem Split og Dubrovnik. Det er næsten en umulig opgave ikke at knibe sig selv i armen for at være sikker på, at det er en ’real time’-oplevelse… Nu forstår jeg endelig udtrykket fra tidligere ”ja, der skulle være umådelig smukt”.

Landet i paradis…

Har du en ting, som du altid gør, når du rejser? Jeg har altid sendt en SMS hjem til min mor (ja, hun er vel den bedste i verden), om at vi er kommet godt frem. Uden at du skal trættes med mine personlige gøremål, så står der i beskeden: ”Så er vi vel ankommet til paradis – på vej ind til Dubrovnik og skal se på dagens første hotel” og svaret tilbage fra hende er, at ”det lyder til at være et godt sted at være”, og hun kan ikke have mere ret: ) Kalenderen skriver i øvrigt november og temperaturerne om dagen runder de 25 grader – en fornøjelse at gå rundt med de ellers kridhvide arme, som derhjemme allerede er gemt væk i store striktrøjer.

En kort - en lang

Kan godt se, at du har en meget lang historie i sigte, men nu skal du få de seks efterfølgende dage i korte træk. Der skal jo også være nogle overraskelser til dig under ferien! Men du skal ikke snydes for et par indskudte bemærkninger fra rejsen rundt i Kroatien. Godt nok siges det lokalt, at det sydlige Dalmatien (som Dubrovnik hører under) er de mindst hjertevarme blandt det kroatiske folk – men det er en påstand. Aldrig før har jeg følt mig så velkommen, og samme følelse følger mig hele vejen op til det nordlige Istrien!

Måske er kroaterne endda det mest hjertevarme folk, der findes i Europa. Her er begrebet ”åbne arme” en del af DNA’et, og det uagtet om det er i isboden, supermarkedet eller på dit hotel. Høflighed, smil og ærlighed er indgroet i den kroatiske personlighed. Ikke noget med smarte turistbemærkninger eller ”frikadelle-snak”, når tjeneren bemærker, at du kigger på menukortet uden for hans restaurant. Måske er én af årsagerne til denne ligefremhed, at landet ikke har været et charterrejsemål på samme måde som andre dejlige feriesteder. Her serveres der friske, tilberedte måltider til yderst rimelige priser, og all inclusive-konceptet føles næsten som et fremmedord – heldigvis!

Maden – åh, maden! Rejs til Kroatien bare for køkkenets skyld…

Mums! Hvor skal vi starte?! Morgenmad, frokost, middag – eller bare mellem-måltiderne? Selvom vi befinder os ved adriaterhavskysten, så er tilberedningen noget nærmere middelhavskøkkenet.

Når du rejser til Kroatien vil en typisk morgenmad på hotellet bestå af alt inden for ordet ”frisk” – fra croissanter, frugt, ost, yoghurt, æg og hjemmebagte (pande)kager, brød og meget mere. Serveres med din favoritdrik – friskpresset juice, urtete, amerikansk kaffe eller en italiensk (kroatisk) cappuccino.

Frokosten er meget latinsk inspireret og alt efter humør kan du gå til bords med dagens fisk, en klassisk clubsandwich, blækspruttesalat, hjemmelavede supper, skaldyrs-risotto eller bare en tomat- og mozzarellasalat. Gør dig selv og dine smagsløg den tjeneste at ”hoppe ud i det” – også selvom det ikke er noget, du er vant til at se på menukortet derhjemme.

Middagen eller aftensmaden – her er ligesom de øvrige måltider frit valg fra alle hylder, og du kan læse meget mere om ’god mad og drikke’ i menuen til højre for teksten. Vi har spist alt fra skaldyr, lokalproduceret skinke til grøn salat til forret efterfulgt af frisk fisk eller kød anbefalet af restauranten – og ikke en eneste gang var der en snert af skuffelse. Til dessert kan du vælge blandt gængse klassikere, men for- og hovedret er ofte så mættende, at det ofte bliver til et ekstra glas lokalproduceret, kroatisk vin som en afsluttende bemærkning.

Hvis du gerne vil vide mere om det kroatiske køkken og al den lækre mad fra olivenolie, kastanje-, oliven- og ikke mindst produktionen af vin, appelsinlunde og de utallige konoba’er (små, lokale restauranter), så kan jeg anbefale dig at læse mere på vores blog.

Et hav af (bade)oplevelser med godt 1777 km kystlinje og 1246 øer

Hvor skal vi starte, og hvor skal vi slutte? Godt spørgsmål! Selvom Kroatien har et kæmpe bagland, så kommer vi ikke uden om, at det er en søfarernation. En stolt søfarernation endda! Det endeløse, turkise vand, der strækker sig fra Istrien i nord til Dalmatien i syd giver dig mulighed for at opleve en af de smukkeste kyststrækninger i Europa både til lands og til vands.

Ikke nok med, at du med garanti kommer til at tilbringe en stor del af rejsen til Kroatien under vandet, så skal du ikke snyde dig selv for at gå på opdagelse i den mere kulturelle afdeling og besøge de større og mindre kystbyer og øer. Selv er jeg ikke den mest kulturelle, men jeg har fået en gevaldig øjenåbner efter at besøgt byer som Dubrovnik, Pula og Omis, men i høj grad også Rovinj, Split, Opatija og Zadar for bare at nævne nogle få af de mest populære rejsemål i Kroatien. At gå inden for i deres historiske (oftest bilfrie) bymidte er som at træde et kapitel tilbage i historiebøgerne. Der er derfor heller ikke noget underligt i, at UNESCO har været på besøg og optaget flere på deres fornemme liste over verdensarv.

Til vands er der lige så mange oplevelser, der venter, for med ca. 1246 øer er der nok at give sig i kast med, hvis du gerne vil på bådudflugt en dag eller to. Dog er det langt fra alle øer, der er beboede – nogle er blot praktisk udsmykkede med et fyrtårn, mens andre er lidt større med små landsbyer, hvor der findes et lille udvalg af hoteller, restauranter og masser af ro og de mest fortryllende strande.

Det kan varmt anbefales at tage på en bådtur fra en af de hyggelige badebyer på fastlandet og sejle rundt i krystalklart vand fra ø til ø, og hvor ankeret kastes i havet, når det er blevet tid til en svømmetur. Nogle af de mest kendte øer at besøge på en bådudflugt er Brac, Mljet, Hvar, Krk, Korcula, Šipan og Lopud. Faktisk kan du vælge at kombinere et hotel på fastlandet med ø-ferie nogle dage på de omkringliggende øer – vi har nemlig håndplukket flere hoteller på bl.a. Hvar, Šipan og Lopud.

Besøg mine yndlingshoteller på en bilrundrejse eventuelt inkl. ø-hop

Måske, eller rettere forhåbentlig, er du blevet så inspireret, at du slet ikke kan vente med at komme af sted på en rejse til Kroatien. Det er også sjældent, at jeg udstikker garantier for oplevelser, men det ”tør” jeg godt, når der står Kroatien på dit rejsebevis. Alle rejsemål i Kroatien er enestående destinationer.

Hvis du ligesom mig har svært ved at udvælge den eneste ene, hvad angår hotel, så kan det varmt anbefales at du overvejer en bilrundrejse, hvor du undervejs har to-tre stop undervejs og bor på nogle af vores udvalgte hoteller. Måske du ønsker at flyve til Dubrovnik og være i området 3-4 dage for herefter at køre videre med din lejebil mod Split eller besøge Hvar eller en af de andre øer ud for Kroatiens kyst. Det er relativt nemt at komme fra A til B med lejebilen, og du kan dermed udforske regionerne i dit eget tempo.

Hvis du har mere end en uges ferie til rådighed, så har du måske endda lyst til at køre videre nordpå mod Kvarnerbugten og Istrien og eventuelt flyve hjem fra Zagreb efter et par dage indhyllet i storbyens puls? Der findes utallige muligheder, og vi vil glæde os til at komme med vores forslag til en kombinationsrejse rundt i det smukke Kroatien – der er helt sikkert også en ”rute” til dig: )

Sådan booker du en billig rejse til Kroatien

Benyt søgemaskinen i toppen af siden til at søge blandt håndplukkede og udvalgte hoteller i Kroatien med gode anmeldelser. Kombinér hotellet med en billig flybillet til fx. Zagreb eller Dubrovnik med rutefly fra København, Aalborg, Billund, Aarhus eller Hamburg, supplér evt. med en lejebil og få det hele samlet i en pakkerejse, som er sikret af Rejsegaranti. Simpelt og fleksibelt - sådan er en rejse til Kroatien med Escapeaway. Det er også muligt at booke overnatning til en kør selv ferie på egen hånd i søgemaskinen.

- Marie

>> Læs også om fleksible pakkerejser til Kroatien
>> Se oversigt over luksushoteller i Kroatien her

Rejsemål i Kroatien

  • Gæstebedømmelser 8,8
    Dalmatien
    116 hoteller
    Gamle, charmerende kystbyer, smukke, frodige nationalparker og lange kyststrækninger som tiltrækker badenymfer fra nært og fjern. Det nordlige Dalmatien er til dig som gerne vil suge historie og kultur til sig, men samtidig også have en afslappende ... ferie med plads til aktiviteter. Læs mere
  • Gæstebedømmelser 8,2
    Istrien
    35 hoteller
    Den smukke halvø Istrien, er beliggende i den nordlige del af Kroatien og har været manges fortrukne feriedestination i mange år. På Istriens vest kyst finder du smukke og charmerende kystbyer så som Pula, Rovinj og Porec, mens øst kysten deles ... med Kvarner-bugten. Læs mere
  • Gæstebedømmelser 9,1
    Kvarner
    22 hoteller
    Mange vil betegne Kvarner-bugten som det autentiske Kroatien. Her vil du finde små byer, strande og øer, som endnu ikke er blevet opdaget af masseturismen, og som du kan nyde i dit eget tempo.

Populære hoteller i Kroatien

Kroatien, Dalmatien, Dubrovnik
9,5
Fabelagtigt
1225 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 23 km
  • Nærmeste strand: ca. 100 m
  • Pool (evt. sæsonåben)
Kroatien, Dalmatien, Primosten
9,1
Fabelagtigt
475 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 37 km
  • Nærmeste strand: ca. 40 m
  • Pool (evt. sæsonåben)
Kroatien, Dalmatien, Dubrovnik
9,3
Fabelagtigt
3399 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 24 km
  • Nærmeste strand: ca. 50 m
  • Pool (evt. sæsonåben)

Seværdigheder 

Jeg har her samlet et par af de historiske seværdigheder, som du kan opleve på din ferie i Kroatien. Vil du have mere inspiration, så kig forbi vores rejseblog, hvor vi blandt andet har indlæg om seværdigheder og udflugter.

Pula Arena

Amfiteatret i Pula, beliggende på den sydlige del af Istria-halvøen, er den sjette-største romerske arena, der er bevaret i verden i dag, og regnes for at være det bedst bevarede antikke monument i Kroatien. Arenaen, der blev bygget mellem 27 f.Kr. og 68 e.Kr., kunne rumme mere end 23.000 tilskuere og havde hele 15 porte. Det er det eneste romerske amfiteater i verden, der har sine fire side-tårne intakte.

I det 15. århundrede blev mange sten flyttet fra amfiteatret og brugt til at bygge huse og andre bygninger rundt omkring i Pula by, men heldigvis blev denne praksis stoppet før hele amfiteatrets grundstruktur blev ødelagt. I dag er amfiteatret ikke blot én af de mest populære seværdigheder i Kroatien, men bruges også som kulisse til en lang række forestillinger og festivaler i sommermånederne.

Plitvice-søerne

Plitvice-søerne, beliggende i  den centrale del af landet på grænsen til Bosnien- Herzegovina, anses af mange for at være en af de smukkeste natur-destinationer i Europa. De i alt 16 indbyrdes forbundne søer og den store skov, der omgiver dem, blev erklæret nationalpark i 1949. Nationalparken, der måler i alt 296,85 km², blev desuden optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i 1979. Søernes unikke farver - azurblå, grøn, blå, og grå - tiltrækker godt 1 million besøgende om året.

Området omkring søerne er hjemsted for en meget bred vifte af dyre- og fuglearter. Sjældne eller truede dyrearter, såsom den europæiske brune bjørn, ulv, ørn, ugle, og lossen kan findes her, sammen med mange mere almindelige arter.

Hvar

Øen Hvar, beliggende ud for den dalmatiske kyst mellem øerne Brac, Vis og Korcula, er en sand naturperle. Den byder på masser af smukke, naturlige bugter og fremragende strande, foruden et smukt kludetæppe af lavendelmarker, vinmarker og olivenlunde. Det hele er dog ikke smuk natur, idet øen også rummer mange hyggelige byer med en spændende antik fortid. Øen har således været et vigtigt strategisk punkt på sejlruterne mellem antikke folkefærd i Middelhavet, såsom grækerne og romerne. Og for de solhungrende, så er Hvar i øvrigt den ø i Kroatien, der modtager mest sol.

Dubrovnik

En rejse til Kroatien er ikke komplet uden et besøg i Dubrovnik, der ofte går under tilnavnet "Adriaterhavets perle” og andre gange under det antikke navn Ragusa, er én af de mest fremtrædende seværdigheder i det sydlige Kroatien - og i videre forstand i hele Middelhavet. Den befæstede by, der ligger smukt ud til Adriaterhavet, blev anlagt i det syvende århundrede, men blomstrede først for alvor som by under den maritime republik Ragusa i det femtende og det sekstende århundrede, hvor byen ikke blot blev kendt for sin økonomiske velstand, men også for sin rolle inden for datidens diplomati.

Dubrovnik rummer fantastisk arkitektur og en perlerække af unikke historiske monumenter, kirker, klostre, museer - og ikke mindst de berømte bymure, der omgiver den gamle by. Som en anerkendelse af byens enestående historiske arv blev den i 1979 udnævnt til verdensarvs-by af Unesco.

Zagreb

Zagreb, beliggende på bredderne af Savafloden, er ikke bare landets hovedstad, men også dets kulturelle, økonomiske og politiske centrum. Det gode ved Zagreb er, at du kan gå rundt til de fleste seværdigheder, ligesom man herhjemme kan gøre det i København. Blandt de største seværdigheder i byen er katedralen Katedrala Marijina Uznesenja, Sankt Markus kirke (Crkva Svetog Marka), Mirogoj-kirkegården, naturparken Medvednica, Ban Jelacic-torvet og gaden Kamenita Vrata.

Information og fakta

Jeg har her samlet nogle få facts og informationer om Kroatien såsom landets geografi, befolkning, historie og klima, som kan tjene som inspiration til din ferie i Kroatien, uanset som du rejser med fly eller som kør selv ferie. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål.

God fornøjelse og god rejse!

Geografi og befolkning

Kroatien ligger i det centrale og sydlige Europa, grænsende op til Ungarn mod nordøst, Serbien mod øst, Bosnien og Herzegovina mod sydøst, Montenegro mod sydøst, Adriaterhavet mod sydvest og Slovenien mod nordvest. 

Landet, der spænder over lidt over 56.000 km2, har et yderst varieret landskab, der inkluderer høje bjerge, flade sletter, store floder, dybe grotter og mere end 1000 øer. Med sine rige naturressourcer er landet i stand til selv at producere eller udvinde kul, olie, jernmalm, ler, gips, asfalt og salt m.m.

Der bor omkring 4,3 millioner mennesker i Kroatien, som kan forvente at blive 78 år i gennemsnit. Landet har én af verdens laveste fødselsrater med sine 1,5 børn per mor.

Klima og vejr på rejsen til Kroatien

Kroatien har et hovedsageligt moderat varmt og regnfuldt kontinentalt klima. Ved kysterne, f.eks. ved Adriaterhavs-kysten og landet lige bag, er det dominerende klima mediterrant med milde vintre og varme, relativt tørre somre. 

Temperatur-udsvingningerne er derimod mest udbredte i de kontinentale zoner, hvor du både kan opleve mere ekstreme kulde- og varmegrader end ved kysten. Således er der målt de varmeste temperaturer ved Karlokav i den indre, nordlige del af landet, mens de koldeste temperaturer er målt i f.eks. Lika, som også ligger i den centrale/nordlige del af landet. Flest soltimer finder du på øerne, som f.eks. Hvar og Korcula, som har mere end 2700 timers solskin per år.

Den varmeste måned for hele året, når man regner gennemsnitstemperaturerne for 39 forskellige steder i Kroatien sammen over de sidste 27 år, er juli med 22,2 grader i gennemsnit, mens den koldeste måned - udregnet efter de samme principper - er januar med 3,8 grader i gennemsnit.

Historie

Det område, der i dag går under navnet Kroatien, har været beboet siden forhistorisk tid med fund af neanderthaler-fossiler fra ældste stenalder i den nordlige del af landet. Senere kom området under kongeriget Illyriens kontrol, indtil romerne i kølvandet af de illyriske krige i året 168 e.Kr. gjorde området til deres. Den romerske dominans holdt indtil det Vestromerske riges kollaps i år 476. 

Herefter gled området over på østgotiske hænder indtil år 535, hvor det atter kom under romersk kontrol, men denne gang under det Byzantinske Rige. I det sjette og syvende århundrede blev romerne fordrevet fra størstedelen af deres byer af kroatere og avarere, der for kroaternes del resulterede i nogle hertugdømmer. 

Det første kroatiske kongedømme med pavelig velsignelse blev grundlagt i år 925 og holdt indtil år 1102, hvor det blev afløst af Unionen mellem Kroatien og Ungarn - og senere Republikken Venedig, der købte hele Dalmatien i år 1409. Mellem årene 1527 til 1797 var landet både under habsburgsk og ottomansk herredømme, inden det kom under det jugoslaviske kongedømmes kontrol i 1918. 

Herefter fulgte Den Uafhængige Stat Kroatien, der afløstes af Den Socialistiske Republik Jugoslavien i 1945. Den socialistiske republik holdt indtil 1991, hvor det kroatiske parlament stemte for uafhængighed af Jugoslavien. De kommende fire år, indtil 1995, bød på en særdeles blodig og brutal borgerkrig mellem den tidligere republiks parter, der satte sig dybe spor på landet. I 1996 blev landet medlem af Europa-rådet og i 2013 af EU.

Hvad siger gæsterne i Kroatien?

8,7
Samlet gæstebedømmelser
Baseret på 113 anmeldelser