Altså, altså, altså – folk, der kender mig, ved, at jeg kun siger sådan, når noget har ramt mig. Altså i overført betydning. Hotel Cornaro har efterladt et minde, som jeg kun sent vil glemme. Der er flere faktorer, som spiller ind, og dem kan du glæde dig til at møde, når du checker ind som heldig feriegæst her på adressen lige uden for Splits historiske bymure. Er du klar til at tage med på en rejse i tidsmaskinen? Jeg lover dig, at du får alle dine ferieønsker opfyldt her i en af Kroatiens smukkeste og mest historiske byer.

Marie Kaalund Winther
Besøgt af
Marie Kaalund Winther

Mit smil bliver så stort som en bølgedal mellem to himmelhøje bjerge, når tankerne ledes på Hotel Cornaro. For det skal vise sig at blive et noget utraditionelt besøg, som i sidste ende går op i en højere enhed. Hvorfor? Fordi jeg ankommer ganske sent med min kollega til Split – det har været en meget lang dag på landevejene, og vi har tilbagelagt adskillige hotelbesøg, inden vi endelig kan checke ind på Hotel Cornaro. Der er ingen tvivl om, da vi når frem, at vi har været ventet – Marco i receptionen har nærmest været urolig for, om vi mon er faret vild, siden klokken bliver 21:25, inden kufferterne ruller ind i receptionen.

Toplu dobrodošlicu: )

Indrømmet! Jeg har heller ingen anelse om, hvad det mon betyder, før Marco prompte byder ’hjertelig velkommen’ ved første øjekast. Om det er fordi, både min kollega og jeg er lyshårede (og dermed ligner et par fra Skandinavien, som fortsat mangler på hans liste for at checke ind) skal jeg lade være usagt, men ikke desto mindre kan Marco sin profession til fingerspidserne, da han byder personligt velkommen med navns nævnelse. Det gør indtryk, hvis du som os kommer sent frem og bare glæder dig til at slippe for at trave rundt med kufferten. Han tilbyder endda at hjælpe os op med vores pakkenelliker, selvom elevatoren er lige nede for enden af gangen i den meget stilfulde og minimalistiske lobby – det er en receptionist med situations-fornemmelse, og det er et stort plus.

Skynd dig – vi er for sent på den!

Okay, to kvinder på tur – samtidig, det kan næsten kun gå galt: ) Det er sagt med et smil på læben, for min kollega Ulrika og jeg er et godt team og supplerer hinanden godt. Men vi er trætte (og nok også ganske sultne), trætte som i ”hvis vi lægger hovedet på puden nu, så lukker vi øjnene og sover helt til i morgen”. Vi har dog stadig en vigtig rundvisning at skulle ’overstå’, inden vi kan gå ud og spise en middag i Splits historiske centrum. Det er rundvisningen på Hotel Cornaro selvfølgelig. Vi aftaler med Marco, at vi ’bare lige skal bruge 10 minutter’ og så kommer vi ned til ham friske og veludhvilede. Men 600 sekunder for to kvinder er næsten forudsigeligt tidsmæssigt – og vi når hverken at skifte tøj eller sætte hår, inden vi atter har benene på nakken og iler ned til receptionen for at møde Marco rettidigt. Hører jeg dig sige ”typisk kvinder?” – nej, vel…

Lady og Vagabonden

Han er sådan en gentleman, ham Marco. Så da vi ankommer næsten forpustede til receptionen, spørger han høfligt, om vi har fundet os godt til rette. Om?! Ja, glemte helt at nævne i kampens hede, at hotellet til fulde lever op til sine fire, flotte stjerner. Værelserne er ingen undtagelse, og både standard og faciliteter er der ikke noget at sætte en finger på (Ulrika vil dog nok nævne, at der ikke findes strygeredskaber på værelserne, men hvis det er eneste minus, så er det vist til at overkomme: )

Marco spørger, om vi ønsker at begynde rundvisningen med at se flere værelsestyper eller starte med at se udsigten fra tagterrassen. Kan du mon gætte, hvad vi vælger? Yes, tagterrassen. Der bliver trykket på knappen til øverste sal i elevatoren, og da vi træder ud, er det som at ankomme til en helt anden verden. Hold da op! Sikke, sikke, sikke en udsigt! Den gamle bymur, Splits tagtage, marinaen og havet synes at ligge lige neden for vores fødder. Og så i oplyst tilstand her om aftenen – altså, altså, altså: ) Ja, nu kommer den igen, men det er ’altså’ så romantisk, at det skal opleves for at kunne forstås. Derfor har jeg valgt at kalde overskriften ”Lady og Vagabonden”, for det er næsten kun den italienske pasta som mangler, for at fuldende oplevelsen.

Som du kan se på billederne i galleriet oven for, så findes her om dagen servering, og du kan dyppe dig i jacuzzien, der er strategisk placeret for enden af terrassen med direkte udsigt over byen og kysten – tilsæt et par glas champagne i boblernes skær (altså jacuzzi'ens), og du glemmer hurtigt alt omkring dig: )

De 4 stjerner er velfortjente - også indenfor

Efter besøget hos ”Tony’s” på tagterrassen bevæger vi os atter indenfor og besigtiger de øvrige værelsestyper, som du kan læse mere om i afsnittet nedenfor. Der er ingen tvivl om, at vi føler os hjemme og gerne vil blive for en længere periode. Både Cornaro og Split er et besøg værd – vel at bemærke uden at skulle stresse, men bare at nyde, dase og slappe af.

Ud over værelserne viser Marco os også morgenmadsrestauranten, den udendørs terrasse i grundplan og wellness-området. Det er utroligt, at et lille hotel med bare 78 værelser har gjort så sig meget umage for at behage deres ferierende gæster. Ikke desto mindre er det tilfældet. Igen er stilen moderne og minimalistisk, en kontrast til byens mangeårige historie. Dermed får du lidt af det bedste fra begge verdener, for på Hotel Cornaro kan du få alle dine ønsker opfyldt med standard og faciliteter, og når du bevæger din ind i byens smalle og brostensbelagte gader, så får du fornemmelsen af at være en del af eventyret ”1000 og en nat”.

Middag, kroatisk musik og hurtig morgenmad

Som du måske kan regne ud, så er der ikke mange timer i mellem aftensmad og morgenmad i dette tilfælde. Nærmere bestemt er det vist omkring 7 timer: ) Men begge måltider er værd at tage med i beskrivelsen.

Efter Marcos fornemme rundvisning på Hotel Cornaro tager vi en runde med de højhælede (det er vel fredag) i den gamle bydel af Split, der ligger lige på den anden side af hotellet. Du kan næsten ikke bo mere centralt – og så er her endda parkeringspladser ude foran entréen, der gør det ekstra komfortabelt, hvis du kommer med lejebil.

På de brostensbelagte og smalle stræder og gader slentrer vi og kigger på alt fra de historisk, smukke bygninger, de små specialbutikker og så restauranter – sidstnævnte er ved at være tiltrængt, og vi sætter os tilfældigt et sted, som viser sig at være mere historisk, end vi lige har regnet med. Stedet er Zinfandel Food & Wine Bar og ligger ca. 5 minutters gang fra Hotel Cornaro. Her er bare så hyggeligt, stemningsfuldt og så er her live musik. Her slår vi os ned, og da vi spørger tjeneren om, hvorfra navnet Zinfandel kommer, fortæller han:

Zinfandel-druen, som vi alle bedst kender fra Californien har faktisk kroatiske rødder, og endda fra Split-området. Hvem skulle nu lige have troet det? Ikke desto mindre, så giver denne drue oftest en fantastisk bouquet, og det gør den ikke mindst her i dens hjemland. Efter at have spist en kroatisk tapas-middag og drukket sidste glas af Zinfandel’en vil vores fælles kollega, Miho, der er kroat og lokalkendt vise os et særligt dansested (for at forbrænde drue-kalorierne naturligvis). Og det er i sandhed et dansested, som hverken Ulrika eller jeg nogensinde har afprøvet magen til tidligere.

Her er orkester, forsanger (á la Dario Campeotto) med gammeldags mikrofon og masser af lokale unge som gamle. Til trods for, at vi hverken kan synge med eller 'rytme' til tonerne af de kroatiske melodier, så er det en fantastisk oplevelse, som ingen af os vil glemme – det er måske en af de mest lokale oplevelser, jeg har haft på en inspektionsrejse, og hvis noget lignende kommer på musikprogrammet herhjemme, så skal du nok få besked – for det skal opleves.

Morgenmaden huskes…

Derfor har morgenmaden på Hotel Cornaro sat sig lidt dybere i hukommelsen end andre gode steder. For vi var trætte ved ankomsten, men kommer alligevel noget sent i seng og skal tidligt op. Så reelt burde hukommelsescellerne ikke være helt vågne, men på Hotel Cornaro kan du glæde dig til at sætte tænderne i en udvidet morgenbuffet med alt, hvad du ønsker dig – her er alt fra frisk frugt, yoghurt, æg og bacon til hjemmebagte kager og croissanter. Kaffen er også frisklavet, og du kan endda nyde dagens første måltid ude på terrassen, hvilket er et særtilfælde i en storby.

Så vi vækkes hurtigt til live og har de bedste minder med os fra Split og Cornaro – og vi kan ikke vente med at komme tilbage til en by med store oplevelser og et hotel med personlig service, gode værelser og en fantastisk udsigt fra Lady og Vagabondens tagterrasse.

Godt at vide om Hotel Cornaro

Hvis du ønsker at holde ferie på Hotel Cornaro (hvilket jeg sagtens kan forstå), så skal du kontakte os for pris og ledig kapacitet - kontakt os på info@hideaways.dk eller 3529 4646 og du skal få et tilbud.

 

Læs mere om Hotel Cornaro

Officiel kategori

Hideaways' kategori

10,0 Vores gæsters
bedømmelse
759 anmeldelser

Faciliteter

  • Mulighed for A/C
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Restaurant
se alle

Kort og afstande

  • Nærmeste by, Kroatiens næststørste by Split – 0 km
  • … med den gamle bydel på UNESCO's liste over bevaringsværdig kulturarv
  • Diocletian’s Palace, det historiske centrum i Split – ca. 250 m
  • … en livlig bydel med restauranter, caféer og butikker
  • Cathedral of St. Domnius, Katedralen i Split – ca. 400 m
  • Afstand til havet – ca. 400 m
  • Trogir, en havneby med en rig kulturarv – ca. 28 km
  • Piraternes by, Omis – ca. 26 km
  • Šibenik, en af Centraldalmatiens fineste, gamle byer – ca. 70 km
  • Nationalparken Krka – ca. 78 km
  • Byen Zadar, med Sv. Donat-katedralen – ca. 157 km
  • Plitvice-søerne og nationalpark – ca. 242 km
  • Pag Island – ca. 169 km
  • Kroatiens hovedstad Zagreb – ca. 393 km
  • Dubrovnik, et af de mest besøgte turiststeder i Dalmatien – ca. 228 km
  • Split lufthavn – ca. 24 km

Værelser

Selvom linjen er meget ren og minimalistisk med lyse og douchede farver, så er her alligevel en vis hygge at glæde sig til – måske fordi her hersker en familiær og venlig atmosfære overalt på hotellet. Samtlige 151 værelser og 5 suiter er indrettet med samme stil med hvidmalede vægge pyntet med posters i sort-hvide farver, der passer godt til rummet. Lyset giver en varm fornemmelse og her er brugt en beige farveskala til at bryde den ellers lyse farvepalette.

Faciliteter:

  • Smart-TV med kabel/satellit
  • Allergivenlig puder og dyner
  • King size-seng eller to adskilte madrasser
  • Aircondition
  • Wake-up service
  • Gratis flaske vand ved ankomsten
  • Highspeed WiFi
  • Safetyboks og minibar
  • Badeværelse med varme i gulvet
  • Badekar el. bruseniche
  • Badetøfler og badekåbe
  • Toiletartikler og badevægt
  • Te- og kaffefaciliteter (i deluxe og suite)
  • Skrivebord med siddeplads
  • Lydtætte døre og vinduer

 

 

Alle de viste værelsesbilleder er eksempler. Indretning og størrelse kan variere inden for samme værelsestype. OBS: Hvis du bestiller et ophold indenfor kategorien ”economy” (økonomi), så kan denne type afvige fra vores generelle værelsesbeskrivelse. På mange hoteller er ”economy” af en lavere standard og/eller anden beliggenhed og er oftest hotellets billigste værelse. Det samme gælder desuden for typerne ”basic”, ”low cost” og ”budget”.

Faciliteter

Her kan du se nogle af de faciliteter (kan være mod tillæg på stedet), som du kan benytte på Hotel Cornaro:

  • Mulighed for A/C
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Restaurant
  • Parkering (evt. mod gebyr)
  • Elevator
  • Hotelbar

Bemærk: Nogle faciliteter som f.eks. udendørs swimmingpool og restauranter kan være sæsonlukkede og kan indeholde betaling direkte til opholdsstedet (lavsæson er typisk fra oktober til og med april for de fleste rejsemål i Sydeuropa - på nær vinterdestinationer som Madeira og de kanariske øer). For Thailand er det næsten med omvendt fortegn (højsæson er typisk fra oktober til april) - dog kan der være differencer alt efter rejsemålet. Vi henviser til og anbefaler i øvrigt, at du læser vores FAQ

Adresse

Sinjska 6
21000 Split

Koordinater

Latitude: 43.5104
Longitude: 16.4394

Sådan kan du rejse

Hos Hideaways vil vi give dig som gæst den størst mulige fleksibilitet, og derfor kan du bestille pakkerejser med valgfri afrejsedato, afrejselufthavn og rejselængde. Du kan som nævnt også vælge kun at bestille hotel, hvis du selv vil arrangere din rejse.

Information om aktuelle flyruter og flytider finder du i søgemaskinen i step 2, når du søger en rejse.

På alle rejser som inkluderer fly og hotel, har du desuden mulighed for at bestille en lejebil. Information om kategorier og aktuelle priser for billeje kan du ligeledes se i step 2 i søgemaskinen. Priserne for billeje er for hele opholdet med afhentning/aflevering i forbindelse med ankomst/hjemrejse til og fra den valgte ankomstlufthavn.

Anmeldelser på Tripadvisor

Læs hotelanmeldelser på Tripadvisor fra andre gæster, som har besøgt hotellet. Her finder du også tips til oplevelser i området. Du kan også finde inspiration til din ferie på Hideaways’ blog.

Lignende hoteller

Kroatien, Kvarner-bugten, Losinj
  • Nærmeste lufthavn: 105 km
  • Nærmeste strand: ca. 5 km
  • Pool
Kroatien, Det sydlige Dalmatien
  • Nærmeste lufthavn: 36 km
  • Pool
  • Internetadgang/Wi-Fi
Kroatien, Det nordlige Dalmatien
  • Nærmeste lufthavn: 59 km
  • Pool
  • Internetadgang/Wi-Fi