Rejser til Dalmatien

Ønsker du en ferieoplevelse i et skønt klima, med en venlig lokalbefolkning, rimelige priser, mulighed for at udforske charmerende, gamle landsbyer og rig lejlighed til at lade dig glide fra en dejlig sandstrand ned i krystalblåt havvand med en bade-venlig temperatur? I så fald er Dalmatien i Kroatien et rigtigt godt alternativ til mange af de mere traditionelle, sydeuropæiske rejsemål i områderne omkring Middelhavet, Adriaterhavet og Atlanterhavet.

Du skal dog ikke kun vælge Dalmatien, fordi det er billigere end så mange andre steder. Du skal vælge det, fordi det har en unik kultur og historie, og fordi den kroatiske naturs skønhed vil gøre et uudsletteligt indtryk på dig.

Ferie i det nordlige Dalmatien

Har man sagt Kroatien og ferie, så har man i mange tilfælde også sagt Dalmatien. Området er delt i to distinkte dele: Det nordlige Dalmatien og det sydlige Dalmatien.

Det nordlige Dalmatien er blandt andet kendetegnet af at være et kompakt, overskueligt område, hvor alle de gode ting, du med stor sandsynlighed forbinder med rejser ved Adriaterhavet, er samlet i en herlig koncentration.

Desuden er mange af øerne stadig meget uspolerede. Der er derfor ingen tvivl om, at disse år er særdeles velegnede til at tage på et kroatisk eventyr i det nordlige Dalmatien, inden alt for mange opdager paradiset, og du skal kæmpe om en plads på de idylliske strande.

Spredt langs med kysten ligger smukt bevarede middelalder-landsbyer på klipperne, der hæver sig højt og dramatisk over noget af det klareste badevand, du kan finde i Europa. En af Dalmatiens helt store attraktioner er regionens mange eksotiske øer, hvor ældgamle sten-landsbyer og paradisiske bugter lokker dig til en kombination af eventyr og rendyrket strand-daseri.

Find fred og perfekte strande på det nordlige Dalmatiens øer

Er Kroatien ikke sådan lidt et fest-rejsemål for de unge, der bare vil have masser af alkohol og høj musik? Jo, den type feriegæster er repræsenteret i såvel det nordlige som det sydlige Dalmatien, og mange andre steder i landet.

Men for dig, der snarere søger fred, at komme lidt væk fra det hele og at suge Kroatien til dig på din egen måde, er både det nordlige og det sydlige Dalmatien bestemt også tiltrækkende rejsemål. Regionen byder på noget for alle, hvilket kombinationen af mange underholdende festivaler, betagende panoramaudsigter og beroligende strande er et bevis på.

Udforsk Dalmatiens rige historie i de pittoreske kystbyer

Hovedbyen i det nordlige Dalmatien er Zadar, som er en livlig blanding af romerske, venetiske og moderne stilarter, og på denne måde tjener Zadar som god introduktion til Dalmatiens spraglede historie. Byen ligger i komfortabel afstand fra middelalder-byen Nin, hvorfra den let kan besøges på en dagstur. Zadar er også den førende færgehavn, når du vil sejle til øer som Silba, Olib og Dugi otok. På disse øer kan du glæde dig til at besøge fredfyldte landsbyer, afslappede strande og et niveau af turisme, som endnu ikke er vokset til en decideret industri.

Selvfølgelig står der ø-hop og badning på dagsordenen, når du holder ferie i det nordlige Dalmatien. Men glem ikke også at udforske områdets historie, via de mange exceptionelt smukke og velbevarede, gamle byer og landsbyer. Sibenik er et eksempel på en interessant middelalder-by, du med fordel kan besøge. Den ligger kun 45 kilometer fra Zadar, og den bliver ikke dårligere af, at den ligger i meget naturskønne omgivelser: Ganske tæt på de guddommeligt betagende Krka-vandfald, hvor du kan tage en forfriskende dukkert, og heller ikke langt fra den uspolerede, naturskønne Komati-øgruppe.

Ferie i det sydlige Dalmatien

Charmerende, gamle kystbyer med masser af muligheder for både at spise lækker mad, drikke god vin og tage på sightseeing. Små, skønne øer, hvor feriestemningen for alvor kan udfolde sig mellem palmerne på de hvide sandstrande. En badevandstemperatur, der lokker selv de kuldskære i vandet igen og igen. En behagelig befolkning. Kan det være bedre?

Mad, vin - og et perfekt ferie-mix af chik charme og tradition

Den kroatiske Adriaterhavs-kyst har generelt ry for at blande traditioner fra Middelhavsområdet med det moderne og chikke. Men ingen steder er denne gode blanding så tydelig som på øerne i det sydlige Dalmatien. Her er da et par store resorter, men som hovedtendens har turismen her en attraktiv karakter af moderne boutique-hoteller og et godt udvalg af restauranter, hvor man holder et tidstypisk fokus på kvalitet og gastronomiske oplevelser (der er naturligvis også mange helt afslappede spisesteder). Slentreture i solen langs med de kønne marinaer er en uundværlig del af din ferie i det sydlige Dalmatien, og det er en fryd at betragte de mange luksuriøse yachter, der ligger og vugger i det krystalblå vand.

Alt dette går hånd i hånd med langt ældre rejse- og ferietraditioner her på Adriaterhavskysten, der har været et yndet feriemål i århundreder. Når du kommer sejlende til en ø i det sydlige Dalmatien henover Adriaterhavet, vil du møde det uforglemmelige syn af ældgamle havne omkranset af palmetræer. Historie og eksotik i en skøn blanding.

Glæd dig ikke kun til de moderne restauranter, men også til at smage på den traditionelle, lokale mad og vin, når du holder ferie i det sydlige Dalmatien. De bedste madoplevelser, du kan forvente, er især fokuseret omkring fisk og skaldyr, og vinene hører faktisk til blandt de bedste i verden. Den kendte avis USA Today udnævnte i år 2014 Kroatien, herunder vinregionen Dalmatien, til at være verdens 5. bedste vinproducent.

Ø-hop i det sydlige Dalmatien

= et ferie-eventyr

Den ø i det sydlige Dalmatien, du lettest kan nå fra hovedlandet, er Brac. Her finder du lækre strande blandt andet ved Supetar og en helt fantastisk strand ved Bol. Ud fra Bracs nordlige kyst ligger det – uden grund, må vi sige – relativt ukendte Solta, hvor du finder en idyllisk, landlig atmosfære og en masse småbitte, ubeboede øer.

Længere mod syd kan du komme til Hvar, hvor hovedstaden, Hvar by, er en sand rival til storslåede Dubrovnik hvad angår arkitektonisk skønhed. Det er også et fashionabelt sted at hænge ud for rejsende, der søger en storby-oplevelse. Her ligger chikke barer side om side med gotiske paladser, og vandtaxaer bringer dig let og elegant til de eksotiske bademuligheder på de små, idylliske øer, der ligger ud for kysten.

Hvar bys travle stemning, hvor der er fokus på underholdning og fornøjelser, står i kontrast til resten af denne fredelige ø. Du kan søge freden og en mere afslappet atmosfære i eksempelvis Stari Grad og Jelsa. Det samme kan siges om øen Korcula, der ligger syd for Hvar. Denne øs hovedstad, Korcula by, tilbyder et mix af storby-turisme og den totale afslapning med stranden som centrum.

Noget længere ude, men stadig kun et par timers sejlads fra Split, ligger Vis, som først åbnede for turister I 1989. Indtil da tjente øen som flådebase. Her, hvor naturen er vildere og de besøgende færre end på Brac og Hvar, kan du bogstaveligt talt få et lille stykke af Adriaterhavet (næsten) for dig selv.

Glæd dig til dit eventyr i det sydlige Dalmatien med Escapeaway. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker mere information, eller hvis vi skal hjælpe dig med at arrangere din rejse.

Book din rejse til Dalmatien med Escapeaway

Med Escapeaway kan du bruge den smarte søgemaskine til at booke en nem og sikker rejse til Dalmatien. Vælg mellem afrejse fra lufthavnene i København, Billund, Aalborg, Aarhus eller Hamburg, enten direkte eller med en mellemlanding undervejs. Vi finder billige flybilletter med rutefly og sætter dem sammen med udvalgte hoteller i Dalmatien, og med mulighed for at supplere med en lejebil - alt samlet i én pakkerejse, som er sikret af rejsegaranti.

>> Læs også om rejser til Istrien
>> Læs også om rejser til Kvarner-bugten

Rejsemål i Dalmatien

  • Gæstebedømmelser 8,8
    Dubrovnik
    23 hoteller
    Dubrovnik lever fuldt ud op til sit kælenavn, Adriaterhavets perle. Bag den middelalderlige bymur gemmer sig stemningsfulde gader, hvor du vil føle dig hensat til en anden, svunden tid. Nyd udsigten fra bymuren og tag bagefter en dukkert i det azurblå hav.
  • Gæstebedømmelser 9,0
    Split
    15 hoteller
    UNESCO-byen Split er Kroatiens næststørste by og byder på lidt af hvert: strand, kultur, historie, appetitvækkende mad, shopping, liv og leben. Split har det hele til ethvert behov.
  • Gæstebedømmelser 8,3
    Makarska
    8 hoteller
    Kystbyen Makarska har en usædvanlig smuk beliggenhed for foden af de stejle Biokovo-bjerge ved Adriaterhavets klare vand. Det betagende landskab komplementeres på fineste vis af den flotte strandpromenade, hvor der ligesom i resten af byen hersker ... fred og ro. Læs mere
  • Hvar
    6 hoteller
    Øen Hvar er et af de mest attraktive rejsemål i det idylliske kroatiske øhav. Denne langstrakte ø giver dig med sine stemningsfulde byer, solrige klima og talrige smukke strande perfekte betingelser for en afslappende badeferie med mange nye ... spændende indtryk. Læs mere
  • Sibenik
    6 hoteller
    Sibenik er kendt for sin flotte katedral, der er optaget på UNESCOs verdensarvliste, i sin charmerende gamle bymidte. Rejser du til Sibenik, er der dog også meget andet at opleve. Den berømte Krka Nationalpark er for eksempel inden for kort rækkevidde.
  • Omis
    4 hoteller
    Omis ligger for foden af stejle bjerge ved en flodmunding. Denne naturskønne beliggenhed kan du nyde nede fra byens brede strand, som blot er én af mange indbydende badestrande på denne flotte kyststrækning. Der er mange aktivitetsmuligheder ... og udflugtsmål. Læs mere

Populære hoteller i Dalmatien

Kroatien, Dalmatien, Sibenik
9,6
Fabelagtigt
910 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 59 km
  • Pool (evt. sæsonåben)
  • Internetadgang/Wi-Fi
Kroatien, Dalmatien, Split
9,4
Fabelagtigt
963 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 24 km
  • Nærmeste strand: ca. 100 m
  • Pool (evt. sæsonåben)
Kroatien, Dalmatien, Mlini
8,9
Meget godt
354 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 10 km
  • Nærmeste strand: ca. 50 m
  • Pool (evt. sæsonåben)

Seværdigheder

Jeg har her udvalgt nogle få af de seværdigheder, som du har mulighed for at opleve på din ferie i Dalmatien. Beskrivelsen er udelukkende ment som en inspiration til din rejse, og der tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du har lyst til at læse mere om andre seværdigheder i Kroatien, anbefaler jeg dig at læse vores blog om rejser, hvor du kan finde spændende artikler om vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Zadar

Den gamle hovedstad i Dalmatien, Zadar, kombinerer antik og middelalderlig arv med et travlt café-liv, en pulserende bar-scene og arkitektoniske projekter, der giver strandpromenaden udseende af en moderne kunst-installation.

Byen har været beboet i mindst 3000 år, hvilket gør den til den længst kontinuerligt beboede by i Kroatien, men det var først da romerne kom til byen, at den fik karakter af by. Siden romerne har byen, der i dag tæller omkring 75.000 indbyggere, været i hænderne på en lang række fremmede magter, herunder ungarer, italienere, franskmænd, østrigere og kroater.

Blandt byens største seværdigheder er blandt andet det romerske forum, grundlagt af Kejser Augustus og det største på den østlige side af Adriaterhavet; flere andre romerske ruiner, herunder resterne af en romersk akvædukt, et tårn og to pladser; og byens katedral, Sankt Anastasia, der stammer fra det 12. og det 13. århundrede og som er den største katedral i Dalmatien.

Šibenik

Šibenik, beliggende ved floden Krkas udmunding i Adriaterhavet, er - med sine omkring 47000 indbyggere - den tredjestørste by i Dalmatien. Det er også den ældste kystby grundlagt af kroatere.

Byen stammer fra det niende århundrede, hvor tilflyttede kroatere byggede et forsvarsværk på den nordlige side af områdets naturlige havn. Siden blev der bygget huse omkring fæstningen og dermed opstod byen, som første gang nævnes på skrift i 1066 af kong Petar Krešimir IV af Kroatien.

Byens største seværdighed er dens katedral, Katedrala sv. Jakova, der er den katolske kirkes kirke i Kroatien og det fineste eksempel på renæssance-arkitektur i hele landet. Siden år 2000 har kirken været på UNESCO´s liste over unik verdensarv.
Derudover byder byen på hele fire fæstninger; Tvrdava Sv. Mihovil, Tvrdava Sv. Ivan, Tvrdava Šubicevac og Tvrdava Sv. Nikole, hvoraf sidstnævnte er beliggende på øen Ljuljevac ved indsejlingen til Šibenik. 

18 kilometer nord for byen ligger den berømte Krka nationalpark, som du kan læse mere om forneden.

Krka nationalpark 

Krka nationalpark - eller Nacionalni park Krka på kroatisk - er én af Kroatiens i alt syv nationalparker og er opkaldt efter floden Krka, som den omslutter. 

Parken, der oprindeligt blev grundlagt for at beskytte Krka-flodens økosystem, har en usædvanlig rig flora og fauna. For eksempel har parken 860 forskellige plante-arter, 220 fugle-arter, 18 arter af flagermus og 18 arter af fisk, hvoraf de ti er endemiske.

Parken byder også på tre vandfald og den lille, gådefulde ø Visovac, der blandt andet huser et franciskanerkloster fra 1445.

Paklenica nationalpark

Paklenica nationalpark er en anden af det nordlige Dalmatiens nationalparker. Parken ligger ved de sydlige skråninger af Velebit-bjerget. 

Parken har to spektakulære kløfter, Mala (“lille”) og Velika (“stor”) Paklenica, men det er kun i Velika Paklenica, der stadig flyder vand. Den største af kløfterne (Velika) er 14 kilometer lang og 500-800 meter bred, mens den mindste (Mala) er 12 kilometer lang og 400-500 bred. 

Der er over 1000 plante-arter i parken, hvoraf de 79 er endemiske, 230 fugle-arter - heraf truede dyrearter som kongeørn, duehøg og vandrefalk - og 40 arter af padder og krybdyr, samt 53 arter af pattedyr.

Dubrovnik

Dubrovnik - der også kendes under sit latinske (oprindeligt græske) navn Ragusa - er én af de smukkeste og mest populære feriebyer ved Adriaterhavet. Det er blevet hævdet, at den moderne turisme opstod i forbindelse med opførelsen af Hotel Imperial i Dubrovnik i 1897.

Byen, der var hovedstad for den maritime og aristokratiske republik Ragusa mellem årene 1358 og 1808, bærer stadig mange spor af sin rige historie og har været erklæret verdensarv af UNESCO siden 1979

Blandt byens største seværdigheder er dens 2 kilometer lange bymure, der er 4-6 meter tykke, og som har været med til at beskytte mod de fra havet indtrængende fjender. Bymurene blev besøgt af næsten en million mennesker i 2015 og har blandt andet tjent som filmkulisse i den populære film-serie Game of Thrones.

Byen er fyldt med gamle, historiske bygninger, f.eks. det ældste apotek i verden fra 1317 og verdens ældste arboret fra 1492. Den 300 meter lange Stradun-hovedgade, som stammer fra 1468 og som ifølge manges opfattelse er én af Europas smukkeste hovedgader, er også et besøg værd. Herudover kan nævnes byens katedral; byportene (især Pile-porten fra 1537); Loggia-pladsen (med nogle af Dubrovniks mest kendte monumenter); Sankt Johannes-fortet; byens kulturhistoriske museum; og fort Lovrijenac (også kaldet Dubrovniks Gibraltar).

Hvar

Hvar ø, beliggende mellem naboøerne Brac, Vis og Korcula, er en af Kroatiens mest populære ferieøer.

Øen har været beboet siden forhistorisk tid, oprindeligt af et stenalder-folk, hvis potter gav navn til den såkaldte Hvar-kultur, og senere af illyrerne. Siden kom grækerne til øen og grundlagde kolonien Pharos (i 384 f.Kr.) på det sted, hvor byen Stari Grad senere opstod, hvilket i dag gør Stari Grad - beliggende på den nordlige del af øen - til én af Europas ældste byer.

Stari Grad-sletten uden for byen, som oprindeligt var et landbrugsareal grundlagt af grækerne 300 f.Kr., er i dag et enestående eksempel på antik græsk landbrugsstrategi og er erklæret verdensarv af UNESCO i 1998.

Herudover byder øen blandt andet på citadellet i Hvar by; katedralen Sankt Stefan; franciskaner-klostret, der er fra det femtende århundrede; Hektorovic-paladset fra 1463 - alle i Hvar by; Grapceva-grotten i Humac; fæstningen i Vrboska; og resterne af den antikke by Pharos nær Stari Grad.

Mljet

Mljet ø, beliggende syd for Pelješac-halvøen, er den sydligste og østligste af de større adriatiske øer. Den blev første gang beskrevet i historiens annaler i det sjette århundrede før vores tidsregning af den græske opdagelsesrejsende Skylax.

De antikke grækere kaldte øen “Melita”, der betød honning. I 1151 blev øen underlagt en gruppe af benediktermunke fra Apulien i Italien, der blev feudale herrer på øen. De fik tildelt et kloster på en lillebitte ø i søen Veliko Jezero, som står der endnu i dag.

Mljet, der har et areal på 98 kvadratkilometer, er mest kendt for sin særegne natur. Den har vulkansk oprindelse og har mange kløfter og slugter, hvoraf den største - Babino Polje - strækker sig fra den sydlige til den nordlige del af øen. Der er også meget skov på øen; hele 84% af øens areal udgøres af skov.

På grund af den særegne og sjældne natur på Mljet har øen været nationalpark siden 1960.

Korcula

Korcula, kun adskilt fra Pelješac-halvøen af et tyndt stræde, er den mest befolkningsrige ø blandt de adriatiske øer, som ikke er forbundet med fastlandet via en bro. 

Øen, der i dag har omkring 16.000 indbyggere, har været beboet siden ældre stenalder. Siden kom illyrerne til øen (omkring 1000 år før vores tidsregning) og grækere fra Korfu grundlagde en koloni på øen i det sjette århundrede f.Kr. En anden bølge af græske kolonister kom til øen i det fjerde eller tredje århundrede vores tidsregning og lavede i den anledning en sten-inskription, som i dag er den ældste sten-inskription i Kroatien. Sten-inskriptionen, der kaldes Lumbarda Psephisma, blev fundet i 1877 i den lille by Lumbarda på den østlige side af øen, men hvis du vil se den, er du nødt til at lægge turen forbi det arkæologiske museum i Zagreb, hvor den opbevares i dag.

Øen er kendt for dens stærke traditioner inden for musik og dans, som inkluderer en særegen sværd-dans, kaldet Moreška, og klapa-musik; en slags a cappela-sang, der er udbredt i Dalmatien og som er optaget på UNESCO´s liste over immateriel verdensarv. Øen er også kendt for dens stenhugger-traditioner og dens årlige, internationale barokfestival.

Blandt øens øvrige seværdigheder kan nævnes katedralen i Korcula by; Marco Polo-museet (også i Korcula by); Korcula bymuseum; kirken Sveti Mihovil (Korcula by); og Pupnatska Luca strand, der ligger kun 15 kilometer fra Korcula by.

Information og fakta til din ferie i Dalmatien

Jeg har her samlet nogle få facts og informationer om Dalmatien, såsom områdets geografi, historie og klima, som kan tjene som inspiration til din ferie på det populære kroatiske feriemål. Informationen er udelukkende ment som inspiration og der tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Det nordlige Dalmatien strækker sig fra Kvarner-Rivieraen og ned til byen Split, der er Kroatiens største kystby. Området inkluderer byer som Zadar, Sibenik, og Nin; øer som Silba, Olib og Dugi otok; og nationalparker som Krka nationalpark og Paklenica nationalpark.

Det sydlige Dalmatien strækker sig fra Peljesac-halvøen ned til grænsen til Montenegro og inkluderer populære feriebyer som Cavtat, Kormana, Klek, Ploce og Orebic, som dog alle overskygges af den måske største perle blandt alle de kroatiske kystbyer, Dubrovnik. Området inkluderer også kendte og velbesøgte øer som Otok Mljet, Korcula, Brac og Hvar (selvom nogle af disse undertiden regnes som den centrale del af Dalmatien). Peljesac-halvøen er desuden kendt for dens mange gode vinmarker, der leverer druer til nogle af Kroatiens bedste rødvine, samt fremragende østers.

Klima og vejr

Klimaet i den nordlige del af Dalmatien afhænger af, hvor i området du befinder dig. Som alle andre steder er klimaet ved kystområderne forskelligt fra klimaet i den indre del af landet. Generelt er området dog kendetegnet af et mildt klima med varme, tørre somre og milde, men mere nedbørsprægede vintre.

Den varmeste måned i året er juli måned med en maximal middeltemperatur på 26 grader, efterfulgt af august med en maximal middeltemperatur på 25 grader og juni med en maximal middeltemperatur på 22 grader, mens januar er den koldeste måned i året med en maximal middeltemperatur på 4 grader, efterfulgt af december og februar, begge med en maximal middeltemperatur på 6 grader, og marts med en maximal middeltemperatur på 9 grader.

Er du solhungrende, bør du sigte efter at tage på ferie i Dalmatien i juli med 10 solskinstimer i gennemsnit om dagen eller juni og august, begge med 9 solskinstimer i gennemsnit, mens december og januar med 3 solskinstimer i gennemsnit ligger i den anden ende af skalaen.

Mest nedbør finder du i januar, marts og december med gennemsnitligt 13 dage med nedbør, mens juli med gennemsnitligt 7 dage med nedbør er den tørreste måned i året, efterfulgt af august med gennemsnitligt 8 dage med nedbør og september med gennemsnitligt 9 dage med nedbør.

Det sydlige Dalmatiens klima er typisk mediterrant med varme, tørre somre og milde, mere fugtige vintre. Der er dog mere vind i området end f.eks. i den indre del af Kroatien på grund af den megen kyst i denne del af Kroatien; ikke mindst den såkaldte Bura-vind, der hjemsøger området mellem oktober og april. Du skal også berede dig på, at der kan komme regelmæssige tordenvejr om sommeren.

De varmeste måneder i året i det sydlige Dalmatien er juli med en maksimal gennemsnitstemperatur på 29 grader, efterfulgt af august med en maksimal gennemsnitstemperatur på 28 grader og juni og september med 25 grader, mens de koldeste måneder i året er januar med en maksimal gennemsnitstemperatur på 7 grader, efterfulgt af december med 8 grader og februar med 10 grader.

Er du solhungrende, bør du tage til det sydlige Dalmatien i juli, der topper med 10 soltimer i gennemsnit i døgnet, eller juni eller august, der begge har 9 soltimer i døgnet i gennemsnit. Lavest ligger december med 3 soltimer per døgn i gennemsnit.

De mest regnfulde måned i året er december, januar og marts med gennemsnitligt 13 dage med regn, mens juli og august er de mindst regnfulde i året med gennemsnitligt 7 dage med regn.

Historie

Dalmatien er ét af de steder i Kroatien, der har været mest påvirket af andre folkeslag og kulturer omkring Middelhavet. På skift har disse kulturer og folkeslag koloniseret og beboet det område, som vi i dag kalder Dalmatien. To af de mest betydningsfulde koloniseringer i områdets tidlige historie var den græske og den romerske, der erobrede området fra de stedlige illyrere, hvilket har efterladt en række spændende seværdigheder, som du kan opleve på en ferie i Dalmatien med Escapeaway.

Det var romerne, der gav Dalmatien sit navn, sandsynligvis inspireret af det illyriske ord “delmat”, som betyder en stolt, modig mand. Med deres base i byer som Jaderas (Zadar) og Salona (Solin, nær Split) udviklede romerne en sofistikeret bykultur, som overlevede Romerrigets fald i 476 og hurtigt blev indoptaget i den efterfølgende byzantinske provins Dalmatien. 

Siden invaderede avarerne - et tyrkisk folk af ural-altaisk oprindelse - området og i året 614 ødelagde de byen Salona, der som nævnt havde været én af romernes baser. De flygtende romersk-illyriske borgere dannede med tiden byen Split, der senere skulle vise sig at blive Dalmatiens største kystby. Byzantinerne bibeholdt kontrollen over kyststrækningen, mens de i stigende grad overlod baglandet til kroaterne, der fulgte i hælene på avarerne.

Omkring det ellevte århundrede var Dalmatien blevet en del af det ungarsk-kroatiske kongerige og et stigende antal kroatere flyttede ind Dalmatiens byer. I 1409 solgte den ungarsk-kroatiske konge, Ladislaus af Napoli, Dalmatien til Venedig, og åbnede derved Dalmatien for indflydelse fra den spirende italienske renæssance-kultur. 

Den urbane elite i det femtende århundredes Dalmatien så derimod sig selv som kroater, og var ivrige efter at udvikle det lokale slaviske sprog som et redskab til at fremme deres egne patriotiske forhåbninger. 

I 1797 brød den venetianske republik sammen og blev efterfulgt af et kort østrigsk herredømme, inden Napoleon i 1808 indslusede Dalmatien i sine illyriske provinser.

I 1815 blev Dalmatien inkorporeret i det habsburgske rige og italiensk blev det officielle sprog. Efter det habsburgske riges fald i 1918 blev Dalmatien krævet af både Italien og det nye kongerige bestående af serbere, kroater og slovenere (efterfølgende Jugoslavien). Jugoslavien modtog hovedparten, men frygten for de italienske krav forværrede forholdet mellem de to etniske samfund, specielt efter italienernes besættelse af Dalmatien under dele af anden verdenskrig (1941-43) og ved krigens slutning var de fleste tilbageværende italienere i området flygtet til Italien.

Fremkomsten af socialisme i 1945 førte til stor udvandring til Amerika og Australasien. Efter Anden Verdenskrig blev den traditionelle olivendyrkning og fiskeri-økonomi i stigende grad afløst af tung industri, der førte til en delvis affolkning af landdistrikterne. Ankomsten af udenlandske turister på pakkerejser i 1960'erne gjorde kysteområderne til populære ferieområder og skabte en hel ny industri.

Efter opløsningen af republikken Jugoslavien i 1992 led Dalmatien lige så meget som andre områder i Kroatien under krigens eftervirkninger. Det varede dog ikke mange år før genoptagelsen af fred i landet bragte turisterne tilbage til de populære områder ved især kysten. Opførelsen af motorvejen mellem Zagreb og Split i 2004 placerede desuden kysten inden for nem kørselsafstand af Centraleuropa og styrkede dermed områdets position som populær feriedestination for mange europæere.

Rejser til Kroatien

Læs mere om Kroatien og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Kroatien her

Hvad siger gæsterne i Dalmatien?

8,8
Samlet gæstebedømmelser
Baseret på 82 anmeldelser