Rejser til Kvarner-bugten

Kan du holde på en hemmelighed? Nej, det kan vi næsten ikke tillade os at forvente, for det kan vi jo heller ikke selv. Vi er simpelthen nødt til at fortælle dig om et af de skønneste og mest uspolerede steder, hvor du kan holde ferie under solen i smukke, imødekommende Kroatien. Stedet hedder Kvarner-bugten, og her har masseturismen endnu ikke fundet hen.

Oplev det autentiske Kroatien: Rejs med Hideaways til idylliske Kvarner-bugten

Ubeboede øer, charmefyldte, gamle kystbyer, vuggende både i turkisblåt vand, delfiner og den parfumerede duft fra haver, der flyder over med blomster i alle farver – det er Kvarner-bugten i Kroatien i sin essens. Her har vi fundet nogle af de bedste, mest personlige og karakterfulde hoteller, hvor der bliver kælet for stemningen, kvaliteten, detaljerne – og ikke mindst for dig som feriegæst.

Glæd dig den ideelle badeferie i uspolerede omgivelser

Vores hideaways i Kvarnerbugten er hideaways i et hideaway, kan man sige. For selvom Kroatien i efterhånden mange år har været et populært feriemål, så er Kvarner-bugtens mange attraktioner stadig relativt uopdagede.

Meget overraskende, for her kan du holde en drøm af en badeferie, med alt, hvad der dertil hører af gudeskønt klima, velsmagende mad, champagne, der har gæret på havbunden (!), forholdsvis lave priser, velbevarede minder fra fortiden og fantastiske naturoplevelser.

Smag på champagne fra havets bund

Hop for eksempel i det krystalklare havvand ud for den naturskønne ø Krk (nej, vi har ikke glemt en vokal – udtalen kan du gøre til en lille, sproglig udfordring under din ferie), som ligger i kort afstand fra kystbyen af samme navn. Lad din krop glide igennem det kølende saltvand, og glæd dig til, at du lidt senere skal udforske øens brostensbelagte gader, tårne og volde.

Når du trænger til en forfriskning, så er der ingen vej udenom: Du må og skal simpelthen nyde et glas af den lokale "hav-champagne", som har gæret i flasken på havets bund. Det er rendyrket livsnyderi med lokalkolorit.

Sejl mellem dansende delfiner i Kvarner-bugten

Eller hvad med en sejltur til øen Losinj. Her lægger båden til i hovedstaden Mali Lonsinj, som blandt lokale ofte slet og ret omtales "den parfumerede have". Du vil med fryd opleve, at her rammer duften af grantræer og rosmarinbuske dine næsebor allerede inden, båden lægger til kaj. Mali Losinj er netop berømt for disse stærke dufte af planter og urter, samt for de kønne, pastel-farvede huse, der omkranser den hestesko-formede havn.

Det er i havet omkring Losinj, som den kroatiske regering har udnævnt til naturreservat, du ofte har mulighed for at se delfiner. Faktisk lever der flere end 120 styk i dette område. Måske får du chancen for at se unger? Der er mange forskellige operatører, der tilbyder delfin-ekskursioner, og det er en aktivitet, der klart kan anbefales.

Kroatisk madlavning sætter prikken over I'et, når ferien skal nydes

Vil du se delfiner, er det også somme tider muligt ved øen Cres, men der er ingen garanti. Du kan dog være temmelig sikker på muligheden for at opleve det fascinerende syn af farverige søstjerner på havbunden, når du svømmer med snorkel og maske i havet ud for øen. På Cres kan du, som på de fleste andre øer i Kvarner-bugten med fordel indtage en god fiske- eller skaldyrs-baseret middag med udsigt over havet.

Fisk og skaldyr er i det hele taget noget af de bedste mad, denne del af Kroatien har at byde på. Prøv en veltilberedt risotto med skaldyr, eller de kendte ”Kvarner-scampi”: Store rejer serveret i en velsmagende tomat- og hvidvins-sauce. Kvarner-bugtens øer og kystbyer har generelt et stort udvalg af gode restauranter, hvor kvaliteten langt overgår, hvad du ville forvente til så rimelige priser.

 

Læs mere om Kvarner-bugten

Jeg har her udvalgt nogle få af de mange seværdigheder, som du har mulighed for at opleve på din ferie i Kvarnerbugten i Kroatien. Hvis du har lyst til at læse mere om andre seværdigheder i Kroatien, anbefaler jeg dig at læse vores blog om rejser, hvor du kan finde spændende artikler om vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Krk

Krk er - med sine 405 kvadratkilometer - den andenstørste af øerne i Kvarnerbugten, kun overgået af naboøen Cres, og den mest befolkningsrige af de adriatiske øer med omkring 20.000 indbyggere. 

Blandt øens største seværdigheder er Baškatavlen - på kroatisk Bašcanska ploca - som er en stentavle dateret til omkring år 1100, der blevet ristet med glagolitisk skrift på oldkroatisk. Selvom tavlen ikke er den ældste af sin slags, anses den som en kulturskat og en milepæl i det kroatiske sprogs udvikling. Af denne grund er den ofte blevet kaldt "den kroatiske litteraturs føldselsattest".

Herudover kan nævnes andre større seværdigheder, såsom middelalderbyen Vrbnik, spektakulært beliggende på en kæmpe kalksten 50 meter over Adriaterhavet; kloster-museet på den lille ø Kosljun ud for Krk, der kun er beboet af en flok franciskaner-munke, som blandt råder over et bibliotek med hele 30.000 skrifter, hvoraf nogle er lige så gamle som klostret selv; og katedralen på Krk, kaldet Katedrala uznesenja blažene Djevice Marije eller Krcka katedrala på kroatisk, der er fra det femte eller sjette århundrede.

Opatija 

Opatija, beliggende sydvest for Rijeka, er berømt for sin 12 kilometer lange strandpromenade, som ofte har givet den tilnavnet “Adriaterhavets Nice”, og for at være omgivet af smukke laubærskove. 

Byen, der har den længste turist-tradition på den østlige kyst af Adriaterhavet, udmærker sig derudover med følgende seværdigheder: Sankt Jacobs-kirken, der ligger i parken Park Svetog Jakova og som er grundlagt i 1506; statuen ”Jomfruen med mågen”, der er blevet et vartegn for byen og som oprindeligt skulle promovere en kunstnerpavillion; byparken Angiolina, der rummer eksotiske planter fra hele verden; og den neoromantiske kirke Jomfru Maria Bebudelseskirke - eller Marijina Navještenja på kroatisk - der er blevet berømt for sin iøjnefaldende grønne kuppel.

Lošinj

Lošinj er én af de mindste adriatiske øer med et areal på kun 74 kvadratkilometer, men til gengæld rummer øen den måske mest interessante seværdighed blandt alle øerne i Kvarnerbugten.

Der er tale om Apoxyomenos-museet, der huses i Kvarnerpaladset på havnefronten i byen Mali Lošin. Her udstilles ét af de mest spektakulære arkæologiske fund, der er blevet gjort i den sydøstlige del af Europa i de sidste tyve år; den næsten to meter høje græske broncestatue forestillende en atlet, som i 1996 blev fundet af en belgisk fritidsdykker på 45 meters dybde i Kvarnerbugten, ikke langt fra Lošinj, og som menes at stamme fra det første eller andet århundrede før vores tidsregning.

Statuen er blevet udstillet på flere af de største museer i verden og fik i 2007 EU´s pris for enestående kulturel arv, kaldet Europa Nostra. Den er desuden den bedst bevarede og mest komplette Apoxyomenos-statue af de i alt otte, der er fundet i verden.

Rijeka

Rijeka, beliggende på Kvarnerbugtens bred, er Kroatiens tredjestørste by med sine omkring 130.000 indbyggere og 240.000, hvis man tæller hele oplandet med.

Byen er berømt for dens tradition for skibsbyggeri, dens gamle universitet (der godt nok teknisk set stammer fra 1973, men som har rødder tilbage til et teologisk fakultet i 1632), nationalteatret og operahuset Hrvatsko narodno kazalište Ivana pl. Zajca Rijeka, grundlagt i 1765, og for en særdeles broget og livlig historie, hvor byens strategiske placering skiftevis har bragt den i hænderne på ungarske, italienske og kroatiske magthavere.

Som en anerkendelse af dens kulturelle betydning i Kroatien og den sydøstlige del af Europa er den valgt som europæisk kulturhovedstad for 2020. 

Blandt byens største seværdigheder er - ud over de allerede nævnte, såsom nationalteatret og universitetet - en romersk port (pretorium); Rijekas katedral, som blev grundlagt i 1638; Modello-paladset, grundlagt i 1885; og resterne af Europas første torpedo-fabrik, Tvornica "Torpedo", som skabte de første selvkørende torpedoer i 1866.

Læs mere

Information og fakta

Jeg har her samlet nogle få facts og informationer om Kvarnerbugten, såsom områdets geografi, klima og historie, som kan tjene som inspiration til din ferie på den populære kroatiske ferie-destination. Informationen er udelukkende ment som inspiration og der tages forbehold for faktuelle fejl. 

Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi 

Kvarnerbugten er en bugt i den nordlige del af Adriaterhavet, beliggende mellem halvøen Istrien og det nordlige kroatiske fastland.

Bugten er kendt for dens store dybde, som gør det muligt at have en havn ved byen Rijeka, hvor store lasteskibe (såkaldte capesize-skibe) kan lægge til. 

Mest kendt er bugten dog nok for at rumme nogle af Kroatiens mest populære ferie-øer, såsom Cres, Krk, Pag, Rab og Lošinj.

Klima og vejr

Kvarnerbugtens klima er helt afhængigt af, hvor i bugten, du befinder dig; dvs. om du befinder dig i én af bugtens kystbyer eller på én af de mange øer i bugten. Generelt er det et mediterrant klima med kontinentale tendenser, hvilket vil sige generelt (moderat) varme, tørre somre og milde, men mere regnfulde vintre.

På grund af de store forskelle i klima på de mange forskellige steder i Kvarnerbugten får du her et eksempel i skikkelse af øen Cres, der ligger i den nordlige del af bugten ved siden af øen Krk. Det bør dog bemærkes, at præcist de samme forbehold, som skal tages overfor angivelserne af Kvarner-bugtens klima i almindelighed, bør tages overfor vejrforholdene på øen Cres i særdeleshed, da vejret her i sagens natur afhænger meget af, hvor på øen, du befinder dig, ligesom det gør sig gældende på alle de andre øer i bugten. 

Den varmeste måned på øen er august med en middeltemperatur på 24,4 grader, efterfulgt af juni med en middeltemperatur på 22,6 grader og juli med en middeltemperatur på 22 grader, mens den koldeste måned i året er januar med en middeltemperatur på 7,9 grader, efterfulgt af februar med en middeltemperatur på 8,3 grader og december med en middeltemperatur på 9 grader. Den årlige middeltemperatur er på 16,9 grader.

Værd at bemærke er det, at havtemperaturerne ofte er højere end lufttemperaturerne; således er den laveste havtemperatur i februar på 11,8 grader, efterfulgt af marts med 12,1 grader, mens den højeste havtemperatur er at finde i august med 23,6 grader.

Området hjemsøges af tre forskellige vinde; bora-vinden (som er en nordøstlig vind), sirocco-vinden (som er en sydlig vind) og mistral-vinden (som er en nordvestlig vind), som særligt blæser om eftermiddagen.

Historie

Kvarner-området i Kroatien er på mange måder den oprindelige kroatiske kulturs vugge. Det var her, på øen Krk, at et af de ældste skriftlige monumenter for det kroatisk sprog, Baška-tavlen fra omkring år 1100, som ofte kaldes for “det kroatiske litteraturs fødelsesbevis”, blev skabt, og det var ligeledes i dette område af Kroatien, nærmere bestemt i byen Novi Vinodolski, at Vinodolkodexen - den ældste udgave af den kroatiske middelalderlige sædvaneret fra det 13. århundrede og én af de ældste på det slaviske sprog - blev stykket sammen. 

Det er også herfra, fra landsbyen Grižane-Belgrad nær Novi Vinodolski, at Julije Klovic stammer; den berømte renæssance-miniaturemaler og illuminator, som blev anset for at være den italienske renæssances bedste illuminator og som derfor fik tilnavnet “miniaturemalernes Michelangelo”.

Det er desuden i dette område af Kroatien, nær øen Lošinj, at den spektakulære kroatiske udgave af statuen Apoxyomenos blev fundet. 

Den næsten to meter høje græske broncestatue forestillende en atlet stammer fra det første eller andet århundrede f.Kr. og blev i 1996 fundet af en belgisk fritidsdykker på 45 meters dybde i Kvarnerbugten. Den har siden (i 2007) modtaget EU´s pris for enestående kulturel arv, kaldet Europa Nostra.

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller

Filtrer din søgning
Søg på kort
Pris pr. person

Kvalitet
Rejsetemaer
Nulstil filter
Sorter efter
  • Stjerner
    • Fra lav til høj
    • Fra høj til lav
  • Navn
  • Pris
    • Fra lav til høj
    • Fra høj til lav
rejser fundet: 

Søger priser på din rejse

Det tager mellem 10 og 15 sekunder.