Information om corona

Samtlige annullerede pakkerejser grundet Covid-19 er tilbagebetalt

Status pr. 6. august 2020

Siden marts har verden blot været en skygge af sig selv. Det er næsten ikke til at forstå alle de forandringer, vi har været igennem på så kort tid. Ja, det er gået så stærkt, at vi ligefrem har fået nye, faste vaner i hverdagen, som vi forventeligt skal efterleve en rum tid endnu.

Som du allerede ved, har rejsebranchen også været på en rutchetur af dimensioner – og selvom vi tidligere på tætteste hold har håndteret ”en verden af lave” fra finanskrise til vulkansk aske og meget mere – ja, så overgår Covid-19 alle disse kriser tilsammen.

De små glæder i hverdagen vejer tungt

På trods af de utallige udfordringer, vi alle har været ofre for det seneste halve års tid, så er der alligevel små lyspunkter, der glæder og varmer mere end nogensinde. Heldigvis er der adskillige eksempler på, hvor vi her på kontoret hos Hideaways har siddet med de største smil på læben – selv i en krisetid. Og det er takket være alle de mange, mange gæster, der desværre har fået deres længeventede ferie aflyst, men som har haft overskuddet til at give en varm hilsen med på vejen. Det lyder næsten helt klichéagtigt, men jeg kan garantere, at gæsternes utømmelige opbakning og støtte har gjort en kæmpe forskel i hverdagen for mine kollegaer og mig. 1000 tak!

Kovending: Fra 0 til hundredvis af rejseglade gæster 

Det var nærmest en helt uvirkelig oplevelse, da myndighederne i slutningen af juni igen tillod rejser til de fleste europæiske lande. For pludselig gik vi fra ”rejsepause” til ”rejseaktivitet” – og det skete nærmest fra den ene dag til den anden. Fra absolut 0 pakkerejse-gæster til mange hundrede rejselystne med last minut-bestillinger. Sjældent har vi set noget lignende, og det var på én gang både ekstremt hektisk, men på en måde også livsbekræftende. Særligt ø-ferie har været populært: Kreta, Malta, Mallorca, Santorini, Cypern – ja, de klassiske badeferierejsemål har været savnet, og tilbagemeldingerne efter hjemkomsten har generelt været særdeles positive.

Alle annullerede pakkerejser grundet Covid-19 er tilbagebetalt

De positive indslag slutter dog ikke her. For det er glædeligt at kunne informere, at samtlige gæster hvis rejse er blevet annulleret grundet UM’s rejsevejledning, som følge af Covid-19, er blevet tilbagebetalt fra vores side. Hos Hideaways har vi altid fulgt reglerne i pakkerejseloven, således at du som gæst kan føle dig tryg hele vejen. 

Trygheden fortsætter – også når du bestiller en rejse i dag

Denne tryghed fortsætter naturligvis uændret, når du bestiller en fremtidig pakkerejse hos os, uanset hvor lang eller kort tid, der er til afrejse. For hvis UM kommer med opdaterede rejsevejledninger fra grøn/gul til orange/rød inden for en uge til din planlagte afrejse, vil du kunne annullere din pakkerejse og få hele det indbetalte beløb refunderet.

Du ønskes en god sensommer – og et varmt på gensyn!

Bedste hilsner

Marie, Hideaways
 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Kære gæst.

Opdateret den 20. juni 2020

Udenrigsministeriet har den 18. juni informeret, at rejsevejledningerne til det meste af Europa den 25. juni vil blive lempet og være gældende allerede fra den 27. juni. I skrivende stund gælder det alle europæiske lande på nær Portugal og Sverige – dog forventes det, at rejsevejledningen til Portugal snart vil følge rejsevejledningen som de øvrige, europæiske lande. For resten af verden fraråder Udenrigsministeriet i skrivende stund fortsat ikke-nødvendige rejser til og med den 31. august 2020.

Du kan læse mere om de planlagte, opdaterede rejsevejledninger her

Hideaways følger pakkerejseloven og dermed UM’s rejsevejledninger
Vi kan godt forstå, hvis du kan have svært ved at holde overblikket, for i løbet af de seneste måneder har der fra myndighedernes og regeringens side været mange informationer og opdateringer at forholde sig til. Hvad angår udenlandsrejser, så er det endnu en god grund til at have bestilt en pakkerejse. For vi som pakkerejsearrangør er forpligtet til at følge pakkerejseloven og dermed også Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Det er en tryghed for dig som rejsende, for så kan du trygt lade os som rejsebureau bevare overblikket for dig.

Vi kontakter løbende alle gæster, der har bestilt en pakkerejse med afrejse i juli og august, med en briefing – dette vil blive gjort i datorækkefølge, så de førstkommende afrejser vil blive kontaktet ca. 2 uger til den planlagte afrejsedato. Du behøver altså ikke kontakte os, da du står trygt og godt på vores kontaktliste. Lempelsen af rejsevejledningerne betyder desuden, at du vil blive bedt om at indbetale eventuel restbetaling på din pakkerejse som det fremgår på din bekræftelse (såfremt du blot har indbetalte depositum). Dette naturligvis kun, hvis du skal rejse efter den 27. juni. 

Hvis du på eget initiativ ønsker at afbestille din pakkerejse med afrejse efter den 27. juni til et af de rejsemål, hvor UM lemper sine rejsevejledninger, så vil det være jævnfør de almindelige betingelser, som du har accepteret ved bestillingen.

Har du bestilt et ophold?
Såfremt du har bestilt ”hotel only” – altså udelukkende ophold – så er det de oplyste annullering- og betalingsbetingelser på din bookingbekræftelse, der er gældende. Såfremt du har bestilt et refundérbart ophold (og dermed ikke en pakkerejse) og annulleret dette i tide ud fra de betingelser og oplysninger, der fremgår på din bookingbekræftelse, så vil du modtage en bekræftende mail med en dato for, hvornår tilbagebetalingen vil ske.

Skulle du have rejst i april, maj eller juni?
Er din pakkerejse annulleret på grund af Corona og dermed indenfor Udenrigsministeriets tidligere udsendte rejsevejledning for planlagte afrejser i april, maj og juni, og venter du fortsat på tilbagebetaling af det indbetalte beløb? Så kan vi berolige dig med, at det fortsat vil ske ca. 8-10 uger fra din oprindelige afrejsedato. Så skulle du eksempelvis have rejst medio april, så kan du i skrivende stund forvente tilbagebetaling ultimo juni o.s.v. Beløbet vil blive tilbageført til det kort, som du har betalt med ved bestillingen – og du behøver ikke aktivt kontakte os for en status, da du vil modtage en mail, når behandlingen af din pakkerejse er foretaget. 

Mange hilsner fra 
Team Hideaways