Rejser til Vilnius

Rejs med Escapeaway til smukke Vilnius og oplev smukke bygninger, spændende markeder og gode restauranter, hvor du kan spise til små penge. Vilnius har noget for alle.

Vilnius er hovedstad i Litauen og dens største by med en befolkning på omkring 575.000 og deudover den næststørste by i de tre baltiske lande.

Vilnius er kendt for sin smukke gamle bydel, der rummer mere end 1500 historisk unikke huse - bygget i barok, gotisk og renæssance-stil - og som blev erklæret verdensarv af Unesco i 1994. Byen er også kendt for dens dramatiske historie under både tysk og russisk herredømme, inden landet erklærede uafhængighed af det tidligere Sovjetunionen i 1990. 

En vigtig del af denne historie har været byens store jødiske samfund: Byen var engang et af de største jødiske centre i Europa og blev dengang ofte beskrevet som "Litauens Jerusalem", indtil nazisternes forbrydelser under anden verdenskrig ødelagde størstedelen af det jødiske samfund i byen. Den jødiske historie i byen er dog stadig synlig i dag, idet den er dokumenteret på flere af byens museer, blandt andet på byens Holocaust-museum, der er en del af det jødiske statsmuseum i Vilnius (læs mere under seværdigheder). 

Inspiration og information

Du kan her finde information og inspiration til en rejse til Vilnius, herunder om byens største seværdigheder, byens klima og vejr og byens lufthavn og transport. God fornøjelse!

Seværdigheder og oplevelser

Skt. Annes kirke

Skt. Annes kirke - eller på litauisk Šv. Onos bažnycia - er et af de mest interessante eksempler på gotisk arkitektur i Litauen og var medvirkende til, at den gamle bydel i Vilnius blev erklæret verdensarv af Unesco i 1994.

Den romersk-katolsk kirke er bygget på det samme sted, hvor der oprindeligt stod en trækirke dedikeret til Storhertuginden af Litauen (Anna af Litauen) og den første kone til Vytautas den Store, hvorfra den fik sit navn. Denne kirke var oprindeligt beregnet til brug for katolske tyskere og andre besøgende katolikker, men gik til i en brand i 1419. Den nuværende murstenskirke blev bygget på initiativ af kongen af Polen og storhertugen af Litauen, Alexander I Jagiellon, i perioden 1495-1500. Den udvendige del af kirken er forblevet stort set uændret siden dengang.

Ifølge en velkendt legende udtrykte kejser Napoleon så stor beundring for kirken, at han ønskede at bære den med hjem til Paris "i sin hånd" , efter at have besøgt kirken under den fransk-russiske krig i 1812.

Gediminas tårn

Gediminas tårn er den resterende del af byens gamle slotskompleks og et vigtigt historisk vartegn for byen og Litauen som helhed; blandt andet var det afbildet på den tidligere nationale valuta - og tårnet nævnes i talrige patriotiske digte og folkesange i Litauen.

Tårnet spillede også en rolle under bestræbelserne på at opnå uafhængighed af Rusland sidst i 1980´erne, idet Litauens flag blev rejst på toppen af tårnet den 7. oktober 1988 af den uafhængighedsbevægelse, der senere var med til at gennemføre en lov om genoprettelse af staten Litauen, som trådte i kraft den 11. marts 1990.

De første træ-befæstninger i slotskomplekset blev bygget af Gediminas, som var Storhertug af Litauen, men det var først i 1409, at der blev bygget et murstenslot (af Storhertug Vytautas). Tårnet blev ombygget i 1933 af den polske arkitekt Jan Borowski. Nogle rester af det gamle slot er blevet restaureret og er stadig genstand for arkæologisk forskning.

Morgengryets port

Morgengryets port er den eneste bevarede af Vilnius´ oprindelige ti byporte og et af Litauens vigtigste religiøse, historiske og kulturelle monumenter.

Byporten blev bygget mellem 1503 og 1522 som en del af byens defensive befæstninger i storhertugdømmet Litauen. Porten har også været kendt som Medininkai-porten, da den førte til landsbyen Medininkai syd for Vilnius, og som Aštra broma, hvilket er en afledning af det litauske ord for skarp (astra). De ti andre byporte blev ødelagt på den russiske regerings ordre i slutningen af det 18. århundrede.

Kapellet i porten indeholder et ikon af Den Salige Jomfru Maria, som blandt katolikker og ortodokse kristne siges at have mirakuløse kræfter. Efter Anden Verdenskrig opstod der i denne forbindelse en religiøs kult af Vor Frue af Morgengryets port i de litauiske og polske samfund rundt omkring i verden og denne kult lever videre endnu i dag i mange katolske miljøer i Europa og Amerika.

Det jødiske statsmuseum Vilna Gaon

Vilna Gaon-museet - også kaldet det jødiske statsmuseum - blev grundlagt i 1989 af det litauiske kulturministerium og er gennem årene blevet udvidet til at omfatte genstande fra andre museer i Litauen. Museet blev omdøbt i 1997 for at fejre 200-årsdagen for den talmudiske lærer Vilna Gaons død, og har siden båret sit nuværende navn.

Museet har fem afdelinger, der fokuserer på forskellige aspekter af jødisk historie og kultur: Tolerance-centrets samlinger omfatter værker med fokus på religiøs, moderne og traditionel kunst sammen med forskellig historisk materiale; Det Grønne Hus rummer en udstilling om Holocaust; Paneriai-mindesmærket er dedikeret mindet om de mange jøder, der blev dræbt i massakren af samme navn (over 100.000 jøder blev dræbt, herunder 75% af alle jøder i Vilnius); Jacques Lipchitz Museet i Druskininkai udstiller den berømte jødiske skulptør Jacques Lipchitz´s litografier; og det tidligere Tarbut Gymnasiums udstillinger skildrer de litauske jøders liv i mellemkrigstiden og under nazisternes besættelse.

Klima og vejr

Vilnius har et fugtigt fastlandsklima med moderat varme sommerdage (ikke meget anderledes end dem vi er vant til i Danmark), mens vintrene i byen kan være meget kolde med temperaturer, der sjældent når over frysepunktet og dage med helt ned til 25 minusgrader i januar og februar. Vilnius´ floder og søer er næsten altid permanent frosne i løbet af denne periode af året. 

Varmest er månederne juli og august med gennemsnitligt 17 grader, efterfulgt af juni med 16 grader i gennemsnit og maj med 13 grader i gennemsnit, mens de koldeste måneder i året er december, januar og februar med henholdsvis minus 3, minus 5 og minus 4 grader i gennemsnit, efterfulgt af marts med 1 plusgrad i gennemsnit

Den mest regnfulde måned i året er juli måned med 80 mm regn i gennemsnit, efterfulgt af juni, august og september med 70 mm i gennemsnit, mens februar er den mindst regnfulde måned med 30 mm i gennemsnit, efterfulgt af marts og april med 40 mm i gennemsnit. 

Du får mest sol i maj og juni måned med 12 solskinstimer i gennemsnit, mens december er den mindst solrige måned i året med kun to solskinstimer om dagen i gennemsnit.

Lufthavn og transport

Vilnius internationale lufthavn ligger kun 5,9 km fra centrum af byen - i sydlig retning - og har direkte togforbindelse til Vilnius banegård. Lufthavnen, der er blandt de hurtigst voksende i Europa, servicerer størstedelen af de litauiske internationale flyvninger til europæiske destinationer og er den største lufthavn blandt Litauns fire internationale, kommercielle lufthavne. I øjeblikket flyves der til 50 destinationer i omkring 25 forskellige lande fra lufthavnen.

Vilnius har også en stor og velfungerende banegård med forbindelser til mange af Litauens større byer, samt direkte forbindelser til Minsk, Kaliningrad, Moskva og Sankt Petersborg.

Hvis du er i bil, er Vilnius også let at komme rundt i, idet byen er udgangspunktet for motorvej A1, der forbinder de tre større litauske byer Vilnius, Kaunas og Klaipeda og som desuden er en del af den europæiske rute E85. A2-motorvejen, der forbinder Vilnius med Panevežys, er en del af E272. Andre motorveje, der begynder i Vilnius, omfatter A3, A4, A14, A15 og A16. 

Sådan finder du en rejse til Vilnius

Brug søgemaskinen til at søge blandt vores håndplukkede hoteller i Vilnius og i resten af Litauen. Kombinér med en flybillet med rutefly fra København, Aalborg, Billund, Aarhus eller Hamburg, supplér evt. med en lejebil og få det hele samlet i en pakkerejse, som er sikret af Rejsegaranti. Sådan er en ferie med Escapeaway.

>> Se også rejser til Letland
>> Se også rejser til Riga

 

Rejser til Litauen

Læs mere om Litauen og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Litauen her

Hoteller i Vilnius

Populære hoteller i Vilnius

Litauen, Vilnius
9,6
Fabelagtigt
827 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 8 km
  • Afstand til centrum: ca. 0 m
  • Internetadgang/Wi-Fi
Litauen, Vilnius
9,5
Fabelagtigt
3342 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 7 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Restaurant
Litauen, Vilnius
9,4
Fabelagtigt
4479 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 8 km
  • Afstand til centrum: ca. 100 m
  • Internetadgang/Wi-Fi