Rejser til Marokko

Marokko er et utroligt mangfoldigt rejsemål, og det kan være svært at opsummere dets mange kvaliteter i nogle få ord. Mange forbinder stadig mest dette nordafrikanske kongedømme med farverige, labyrintiske basarer, gamle medinaer og slangetæmmere. Men en rejse til Marokko kan også byde på meget mere og helt andre oplevelser. Der er således få steder så tæt på Europa, hvor du kan opleve et tilsvarende betagende møde mellem nyt og gammelt som på en rejse til Marokko.

Vil du på en klassisk kulturrejse, kan du glæde dig til at se den fascinerende sammensmeltning af arabisk, fransk og afrikansk kultur og en perlerække af interessante, historiske seværdigheder i blandt andet Fez, Rabat, Casablanca og Marrakech. Samtidig er Marokko for eksempel også et perfekt rejsemål for dig, der er på udkig efter en anderledes, oplevelsesrig badeferie. Marokko byder således på talrige moderne badebyer ved kilometerlange sandstrande med alle de faciliteter, man kan tænke sig.

Vidste du også, at Marokkos strande tiltrækker surfere fra hele verden? Ligeledes rejser talrige golfspillere nu til dags hertil for at udnytte det behagelige. solrige klima til at spille på flotte baner, når vintervejret i det nordlige Europa ikke just indbyder til udendørsaktiviteter. Har du god tid, er det da også oplagt at tage på en kombinationsrejse til Marokko, der både indeholder kulturelle oplevelser, hvor du oplever det autentiske Marokko, og det afslappende strandliv i en af badebyerne. Sidst, men ikke mindst, er Marokko et attraktivt rejsemål på grund af det lave prisniveau, der indbyder til en ferie med mange restaurantbesøg og ubekymret shopping.

Velkommen til Marokko med Hideaways, vi er specialister i rejser hvor du bor på nøje udvalgte hoteller på din rejse. Vælg selv om du vil bestille en pakkerejse inkl. fly + hotel og evt. billeje eller transfer tur/retur fra lufthaven, eller om du selv vil arrangere din rejse til Marokko og blot booke dit hotel igennem Hideaways. Du finder altid opdateret priser og informationer om flyselskaber der flyver til Marokko i søgemaskinen, her kan du også sammenligne priser på rejser til Marokko.

 

Læs mere om Marokko

Seværdigheder

Jeg har her udvalgt nogle få af de mange seværdigheder, som du har mulighed for at opleve på din ferie i Marokko. Hvis du har lyst til at læse mere om andre seværdigheder i Marokko, anbefaler jeg dig at læse vores blog om rejser, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Jemma el-Fnaa

Et af de mest berømte og populære markedspladser i Marokko er Jemma el-Fnaa beliggende i Marrakeshs gamle bydel (kaldet medina).

Markedspladsen skifter karakter, alt efter hvilket tidspunkt på døgnet, du besøger det. Først på dagen er den overvejende fyldt med boder, der sælger appelsinsaft, traditionelle vandposer af læder og messingbægre; og på dette tidspunkt består underholdningen på torvet som regel af slangetæmmere og unge mennesker, der viser aber frem.

Efterhånden som dagen skrider frem, indtages torvet og markedspladsen af dansere, historiefortællere (der fortæller historier på berberisk eller arabisk til et lokalt publikum), tryllekunstnere og sælgere af traditionelle lægemidler.

Når mørket falder på, fyldes markedspladsen med madboder, samtidig med, at antallet af besøgende og handlende på pladsen stiger markant.

Majorelle-haven

Majorelle-haven, også beliggende i Marrakech i den sydvestlige del af Marokko, er en botanisk have, der blev skabt af den franske orientalistiske kunstner Jacques Majorelle over næsten fyrre år, begyndende i 1923.

Haven rummer en kubistisk villa designet af den franske arkitekt, Paul Sinoir i 1930'erne. Villaen var beboet af Majorelle og hans kone fra 1923 indtil deres skilsmisse i 1950'erne. I 1980'erne blev ejendommen købt af modedesignerne, Yves Saint-Laurent og Pierre Bergé, som siden har arbejdet på at renovere bygningen.

I dag er haven og villaen åbne for offentligheden. Villaen huser det islamiske kunstmuseum i Marrakech, Berber-museet og har for nylig i tillæg åbnet Musee Yves Saint Laurent.

Todgha-kløften

En af Marokkos største naturseværdigheder er Todgha-kløften beliggende i den østlige del af Atlasbjergene, nær byen Tinerhir. De dybe kløfter, som er blevet tilvirket gennem tiderne af de to floder Todgha og Dades, strækker sig hele 40 kilometer gennem bjergene og når visse steder en højde på op til 400 meter. 

Området er ikke længere så fjernt tilgængeligt som det engang var, idet en velholdt asfaltvej fører fra dalen og op til slugten. I tørsæsonen vil der være en lille vandstrøm i bunden af kløften, mens der i regntiden kan være en stærk strøm (husk altid at tjekke vejr-forhold, inden du aflægger kløften et besøg).

Det er de sidste 600 meter af kløften, der er de mest spektakulære. Her møder du passager, der kun måler ti meter i bredden mellem klippevæggene, og klippevægge, der på begge sider er op til 160 meter høje.

Hassan II-moskéen

Hassan II-moskéen, beliggende i Casablanca, er den største moské i Marokko, den næststørste i Afrika og den femte-største i verden. Den har desuden verdens højeste minaret på 210 meter med en laser på toppen, der er rettet mod Mekka.

Moskéen, der blev påbegyndt i 1986, men først stod færdig i 1993, står på et fremspring, der vender ud mod Atlanterhavet; tilbedere kan bede over havet, men der er ikke et glasgulv med udsigt til havet. Der er plads til 25.000 bedende inde i moskéhallen og yderligere 80.000 udenfor moskéen.

Ud over moskéen er der en madrasa (islamisk skole), et hammam (badehus), et museum for marokkansk historie, nogle konferencelokaler, og et meget stort bibliotek, der siges at være det mest omfattende i den islamiske verden på stedet. 

 

 

Læs mere

Mad og drikke

Det marokkanske køkken har været påvirket af de forskellige kulturer, som området har været i berøring med gennem historien, såsom det arabiske, berberiske og andalusiske køkken, samt det mangfoldige middelhavs-køkken. Jeg har her udvalgt et par af de kulinariske specialiteter og typiske retter, som du kan smage på, når du er på ferie i Marokko. God appetit og god rejse!

Couscous

Couscous er Marokkos mest kendte og populære ret, bestående af semulje (den hårdeste og inderste del af hvedekernen), der traditionelt serveres sammen med kød eller grøntsager (som hældes ud over den).

I den traditionelle metode til fremstilling af couscous mødtes grupper af kvinder for at lave retten over flere dage, hvorefter den blev tørret i solen og brugt i flere måneder. I moderne tid er couscous-produktionen dog i vidt omfang mekaniseret, og produktet sælges på markeder over hele verden.

Pastilla

En anden af Marokkos typiske retter er tærten med det spansk-klingende navn "pastilla", der menes at være importeret til Marokko fra Andalusien i Sydspanien. Ordet "pastilla" kommer fra det selvsamme spanske ord og betyder enten pille eller "lille dejbrød" på moderne spansk; det er naturligvis den anden betydning af ordet, der er den relevante her.

Tærtens fyld består traditionelt af ungt duekød, men da den slags kød ofte er svært at få fat i, bruger mange marokkanere ristet kylling i stedet for; det er også muligt at bruge fiskekød - eller rester fra slagteren - som fyld.

Pastilla serveres normalt som en forret i begyndelsen af særlige måltider.

Harira

Harira er en traditionel marokkansk suppe, der er særligt populær som forret, men den spises også som et let mellemmåltid. Den serveres for det meste under ramadanen, selv om den kan laves hele året rundt.

Suppen består af tadouira (en blanding lavet af mel, vand og undertiden tyndt tomaterpasta, som tilsættes i slutningen af harira-tilberedningen), tomater og tomatkoncentrat, linser, kikærter, løg, ris, æg, urter (selleri, persille og koriander), krydderier (hovedsagelig safran, ingefær og peber), en smule kød: (oksekød, lam eller kylling) og en skefuld - eller to af - olivenolie.

Det er kotume mange steder i Marokko at servere suppen sammen med hårdkogte æg (der er overstrøet med salt og spidskommen), dadler, figner og andre tørrede frugter, samt traditionelle hjemmelavede specialbrød eller crepes.

Marokkansk mynte-the

Marokkansk mynte-the er en grøn the - tilberedt sammen med grønne mynte-blade og sukker -  som er blevet en slags vartegn for Marokkos the-kultur og sociale liv. Theen har også spredt sig til mange andre lande, ikke mindst til de tidligere maurisk besatte områder, såsom Andalusien i Sydspanien, hvor theen meget sigende ofte går under navnet "maurisk the".

Theen består af en blanding af importerede ingredienser (the fra Kina og som regel også importeret sukker) og lokale ingredienser (frisk mynte).

Mynte-the er ikke bare en drik, men et helt centralt element i det sociale liv i Marokko. Serveringen tager ofte en ceremoniel form, især når man f.eks. modtager en gæst i familien. Theen tilberedes traditionelt af familiens overhoved og tilbydes som et tegn på gæstfrihed. Der serveres typisk mindst tre glas the og det anses for uhøfligt at sige nej tak, da det svarer til at afvise værtens gæstfrihed.

 

 

 

Læs mere

Rejsemål , Marokko

Agadir

Kystbyen Agadirs største attraktion er den brede lyse sandstrand, som strækker sig over flere kilometer. Hvad enten du søger afslapning eller kvalitetstid med familien så stranden ved Agadir danne den perfekte ramme om ferien.

Rejser til Agadir

Essaouira

Trods sine brede sandstrande, som tiltrækker surfere fra hele verden, byder Essaouira stadig masser af traditionel kultur og har formået at bevare meget sin oprindelige karakter. Denne smukke kystby er et af Marokkos mest tilbagelænede rejsemål, hvor du automatisk kobler helt af.

Rejser til Essaouira

Marrakech

Besøg Marrakech og oplev byens fascinerende blanding af gammelt og nyt. Udforsk markederne, paladserne og de smalle gyder i den gamle fæstningsby, før du rykker videre til gallerier, barer og restauranter nedenfor i den nye bydel.

Rejser til Marrakech

Information og fakta

Jeg har her samlet nogle få facts og informationer om Marokko, såsom landets geografi, befolkning, religion og klima og vejr, som kan tjene som inspiration til din ferie i det nordafrikanske land. Informationen er udelukkende ment som inspiration og der tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi og befolkning

Marokko har en befolkning på omkring 36 millioner indbyggere, hvoraf 99% er arabisk-berbere, mens de resterende 1% består af andre etniske grupper. Det anslås, at mellem 40% til 80% af marokkanerne har berberisk oprindelse. Der er omkring 90.000 indvandrere i landet, størstedelen af fransk oprindelse.

Med sine 446.550 km2 er Marokko ca. ti gange større end Danmark og blandt de 60 største lande i verden. Marokkos hovedstad er Rabat, mens dens største by og dens vigtigste havneby er sagnomspundne Casablanca. Andre marokkanske byer, der har en befolkning på over 500.000 indbyggere, er Fes, Marrakesh, Meknes, Salé og Tanger.

Marokko har - som et af kun tre lande i verden - kyst ved både Atlanterhavet og Middelhavet (de to andre er Frankrig og Spanien). Landet er omkranset af Spanien mod nord (afgrænset af de tre små spansk-kontrollerede enklaver, Ceuta, Melilla, og Penon de Vélez de la Gomera), Algeriet mod øst og Vestsahara mod syd. 

En stor del af Marokko er meget bjergrigt. Landet er domineret at to store bjergkæder; Atlasbjergene, der hovedsageligt ligger i den centrale og den sydlige del af landet og Rif-bjergene, der ligger i den nordlige del af landet. Begge bjergkæder er normalt beboet af Berber- stammer. 

Religion

99% af den marokkanske befolkning er muslimer, mens alle resterende grupper - logisk nok - tegner sig for mindre end 1% af befolkningen. Den største gruppe muslimer i landet er sunni-muslimer med ca. 70%, mens muslimer uden et specificeret tilhørsforhold udgør den næststørste gruppe af muslimer med 30%. 

Der er anslået 3.000 til 8.000 shia-muslimer i Marokko, de fleste af dem indvandrere fra Libanon eller Irak, mens under 1% af befolkningen er kristne. Det kristne samfund består af ca. 40.000 praktiserende medlemmer, men tallet er usikkert, da mange kristne i Marokko frygter overvågning fra den marokkanske stat og overgreb fra muslimer og derfor ikke møder op til gudstjenester.

Marokko havde hele 265.000 jøder i 1948, men har kun 2500 jøder i dag. 

Klima og vejr

Marokko har en række forskellige klimatyper, spændende fra forskellige middelhavsklima-typer over kontinentalt og alpint klima til steppeklima, alt efter, hvor henne i landet du befinder dig. En god regel er at tage lidt forskelligt slags tøj med, så du er dækket godt ind, når du rejser rundt i landet, specielt, hvis du rejser om vinteren.

Middelhavsklimaet finder du hovedsageligt ved landets kystnære områder, dvs. ved Middelhavskysten, mens også visse dele af Atlanterhavskysten er domineret af denne klimatype. Her er somrene meget varme eller moderat varme og tørre, mens vintrene generelt er milde og våde.

Kontinentalt klima finder du især i de bjergrige regioner i den nordlige og centrale del af landet, hvor somrene er varme eller meget varme, mens vintrene er kolde og undertiden når under frysepunktet. Det sner ofte i denne del af landet. Du finder blandt andet denne klimatype i byer som Khenifra, Imilchil, Midelt og Azilal.

Den alpine klimatype findes i nogle dele af Atlas-bjergene og her er somrene meget varme eller moderat varme, og vintrene er længere og koldere end andre steder i landet og ofte med megen sne. Du kan også finde skisportssteder i disse områder, såsom Oukaimeden og Mischliefen.

Steppeklima finder du hovedsageligt i den sydlige del af landet og nogle dele af den østlige del af landet, hvor nedbøren er lavere end andre steder i landet. Byer, der er karakteriseret af dette klima, er blandt andre Agadir, Marrakesh og Oujda.

 

Populært i Marokko

Marokko, Marrakech
  • Nærmeste lufthavn: 8 km
  • Pool
  • Internetadgang/Wi-Fi
Marokko, Marrakech
  • Nærmeste lufthavn: 6 km
  • Pool
  • Internetadgang/Wi-Fi
Marokko, Essaouira
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Restaurant
  • Parkering

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller

Filtrér