Storbyferie i Wien 

Wien har huset både Mozart og Beethoven, og blandt andet derfor kaldes byen også for Musikkens Verdenshovedstad. Opera- og teaterforestillinger spiller stadig en stor rolle i den østrigske hovedstad, som er et sandt mekka af kulturelle oplevelser og spækket med flotte, velindrettede hoteller. Derudover er der arkitektur for alle pengene i netop denne by, som er den 7. største i den Europæiske Union. 

At køre til Wien er lidt af en omgang, men det kan lade sig gøre. Der er cirka 1.100 kilometer fra den dansk-tyske grænse, og dét tager omkring 12 timer at tilbagelægge. Du kan også vælge at tage toget ned gennem Tyskland til Wien. Det tager omkring 15,5 timer fra både København og Aarhus, og billetterne kan fås ned til knap 700 kroner hos DSB. Tager du nattoget, kan du vågne frisk og veloplagt i Wien. 

Det er dog mest oplagt at flyve, og du kan flyve direkte fra København eller med en mellemlanding fra Billund, Aarhus eller Aalborg. Brug vores søgemaskine til at finde en billige flybillet, og kombinér den med et af vores håndplukkede hoteller og evt. billeje - så får du en pakkerejse, som er sikret af Rejsegaranti, og hvor du har valgfri rejselængde og afrejsedato efter eget ønske.

Kulturelle oplevelser i Wien på din storbyrejse

Wien er kendt som et kulturelt centrum, der rummer masser af kunst, musik og arkitektur. Som nævnt kaldes byen for Musikkens Verdenshovedstad, og derfor bør du heller ikke snyde dig selv for en tur i operaen eller teatret, når du er i Wien. Uanset om du er musikinteresseret eller ej, er det en oplevelse at se operastjerner og symfoniorkestre folde sig ud som en del af din storbyferie. 

Der er desuden et væld af museer i Wien, som du bør besøge på din rejse. Der er faktisk et helt museumskvarter i denne hovedstad, og her kan du finde alt, hvad hjertet begærer. For eksempel bør du besøge Mumok, som er Wiens museum for moderne kunst. Her kan du finde værker af både nye kunstnere og af kunstnere, du allerede kender til. Derudover bør du lægge vejen forbi Wiens Kunsthistoriske Museum, som ligger i en smuk og ekstravagant bygning og byder på kunst i alle afarter. Dette museum har en stor del af året lukket om mandagen. De resterende dage kan du besøge museet fra klokken 10 om formiddagen.  

Arkitektoniske perler i den smukke storby

Wien byder på et hav af arkitektoniske mesterværker, hvilket blandt andet skyldes byens rigdom gennem tiden, bl.a. som centrum for det Østrig-Ungarske kejserrige. De fungerer som et trækplaster blandt turister og er en af de største årsager til, at Wien er blandt de foretrukne storbyer i Europa. Du bør blandt andet besøge slottet Hofburg, som i dag er kontor for Østrigs forbundspræsident. Her har den Spanske Rideskole desuden hjemme, og det betyder, at du kan se storslåede shows med de kendte lipizzanerheste på stedet. 

Schönbrunn-slottet er på UNESCOs liste over verdensarv og var tidligere sommerresidens for kejseren. I dag kan du her få et indblik i, hvordan kejseren og hans familie boede. Slottet er åbent hver eneste dag fra klokken 8. Lukketidspunktet varierer i løbet af året, men er omkring klokken 17:30. Du kan komme på et væld af forskellige rundture på slottet imod betaling eller blot vælge at betragte slottet udefra. Fra haveanlægget kan du betragte slottet i al dets pragt, med et stort Wien-panorama i baggrunden.

Barokslottet Belvedere skal du bestemt også lægge vejen forbi på en storbyferie til Wien. Slottet fungerer i dag som museum, men selvom I ikke er i humør til kunstudstillinger, er det en oplevelse blot at se det storslåede bygningsværk. Slottet ligger sydøst for byens centrum, og det er åbent dagligt. 

Andre seværdigheder, du bør se i Wien: 

  • Skt. Marx-kirkegården 
  • Operahuset 
  • Stephansdom 
  • Tiergarten Schönbrunn
  • Nationalbiblioteket 
  • Det Kejserlige Skatkammer 
  • Albertina

Shop både nyt og second hand i Wien 

På en storbyferie i Wien er der rig mulighed for at få stillet shoppetrangen, og du kan slå dig løs både i high end-butikker, high street-fashion og second hand i lange baner. Af smukke high end-butikker er værd at nævne Chanel og Louis Vuitton, som begge ligger i overdådige bygninger. Vil du shoppe mærkevarer samlet under ét tag, kan du blandt andet besøge centret Steffl Department Store, hvor du kan finde skønne sager fra mange forskellige brands. Her finder du desuden en outlet i kælderen. 

Vil du shoppe lækre luksusfund til gode priser, er Wien desuden den helt rigtige destination for din storbyrejse. Du finder nemlig et væld af high end-genbrugsbutikker i byen. Blandt andet er Deja Vu et besøg værd, hvis du vil gøre et kup. Bocca Lupo er desuden et godt bud, hvis du vil shoppe decideret vintage. 

Er du mere til high street, kan du naturligvis også finde alle de kendte brands i byen. Dem finder du blandt andet på Mariahilfer Straße. Kärntner Straße er også et godt bud på en shoppinggade med lidt for enhver smag – og pengepung. 

Smag på Wien

I Wien skal du naturligvis drikke – ja, vin. Wien er den eneste hovedstad i verden, hvor man i vid udstrækning producerer vin inden for bygrænsen, og derfor er det selvfølgelig også oplagt at smage på sagerne. Det er især Riesling, der produceres i området, så nyd et køligt glas hvidvin efter en lang dag med oplevelser. Du kan selvfølgelig heller ikke komme uden om at sætte tænderne i en wienerschnitzel, som byen har lagt navn til. Smag den eksempelvis på Wiener eller Brau-Bar. 

Er du på udkig efter en anderledes restaurantoplevelse, bør du besøge restauranten 1070. Den ser ikke ved første øjekast ud af meget, og det er heller ikke et spisested, man bare lige falder over. Det er imidlertid et sted, hvor du får en oplevelse ud over det sædvanlige. Det helt særlige på netop dette sted er nemlig, at du ikke kender menuen på forhånd. Du bestiller således ved tjeneren ved at fortælle, om der er noget særligt, du ikke kan lide eller er allergisk overfor, og så vil der blive fremtryllet retter specielt til dig. 

Godt at vide, når storbyrejsen går til Wien

Der er et rigtig fint netværk af busser, metro og sporvogne i Wien, og dermed er det nemt at komme fra dit hotel til de mange attraktioner. Vil du spare penge på den offentlige transport – og på indgangen til forskellige seværdigheder – kan du med fordel overveje at købe turistkortet Vienna Card, som giver en lang række fordele og rabatter. Kortet koster 165 kroner for to døgn og 185 kroner for tre døgn. 

Har du tid til at tage en dag ud af kalenderen for at se noget andet end Wien, kan du på ganske kort tid komme til Bratislava fra Wien. Man kan gøre en tur ud af det ved at sejle ad Donau hele vejen fra Wiens centrum til hovedstaden i Slovakiet. Der er forskellige ture at vælge imellem – du kan blandt andet tage på en dagstur, hvor du har eftermiddagen i Bratislava og efterfølgende nyder en god middag på båden tilbage til dit hotel i Wien om aftenen. 

Wien er generelt en meget turistvenlig by, og derfor er det også nemt at begå sig netop her. Der er nok at komme efter, så du kommer bestemt ikke til at kede dig – uanset om den står på en forlænget weekend eller på en længere storbyferie til den østrigske storby.

>> Læs også om luksushoteller i Wien
>> Læs også om storbyferie i Berlin

>> Læs mere om storbyferie

Kort over Wien

Populære hoteller i Wien

Østrig, Wien
9,6
Fabelagtigt
935 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 24 km
  • Afstand til centrum: ca. 1.8 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
Østrig, Wien
9,3
Fabelagtigt
4578 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 23 km
  • Afstand til centrum: ca. 700 m
  • Internetadgang/Wi-Fi
Østrig, Wien
9,5
Fabelagtigt
1608 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 23 km
  • Afstand til centrum: ca. 1 km
  • Internetadgang/Wi-Fi