Rejser til Terceira
Det skal du opleve på Terceira
Angra do Heroísmo
Angra do Heroísmo er Terceiras hovedstad. Byen er blevet erklæret bevaringsværdig og står i dag på UNESCO’s verdensarvsliste. Havnebyen, med dens fort fra 1600 tallet, var strategisk vigtig for både portugisiske og spanske handelsmænd, der her gjorde korte stop mellem deres rejser til Afrika, Europa, De Vestindiske Øer og Amerika.
I 1980 blev byen ramt af et kæmpe jordskælv, der medførte at en del bygninger i byens centrum desværre blev ødelagt. På din vej gennem byen har du stadig mulighed for at finde et par ruiner, der stadig står tilbage.
I byen kan du også besøge en stor katedral, et historisk museum, en tyrefægterareana med samt lækre restauranter og caféer. Agra do Heroísmo er en virkelig spændende og hyggelig by og klart et besøg værd.
Vinmuseet i Angra do Heroísmo
På Terceira dyrkes druen Verdelho, der har lagt navn til øens lokale vin. Samme drue bruges også til vine fra Madeira og til hvide portvine fra Douro Valley. Tidligere var Verdelho-vinen meget populær blandt russere og blev også i det 19 århundrede eksporteret til Rusland. På vinmuseet kan du smage de forskellige vine og også købe et par stykker med hjem, hvis der er plads i kufferten.
Museu de Angra do Heroísmo
Hvis du er historisk interesseret eller gerne vil vide mere om Angra do Heroísmo og Terceira, så besøg byens museum. Her fås et spændende indblik i øens historie, og du kan se en imponerende kollektion af våben, kort, malerier og skulpturer. Efter besøget kan jeg anbefale at gå en tur rundt i de charmerende haver, der engang tilhørte Sao Francisco klosteret.
Monte Brazil
På Monte Brazil finder du en fantastisk udsigt over Angra Bay. Bjerget blev dannet for mere end 20.000 år siden af et vulkanudbrud på havet. Medbring en picnickurv – Monte Brazil er det perfekte sted at nyde nogle af øens delikatesser.
Castelo de São João
Borgen Castelo de São João blev bygget under den spanske besættelse mellem 1580 til 1640. Dengang blev borgen brugt til våben- og skattekammer, og i dag hører den under den portugisiske hær.
Borgens beliggenhed ved foden af Monte Brazil gør det muligt at nyde landskabet og den fantastiske udsigt over den omkringliggende bugt.
Museu do Vinho dos Biscoitos
Terceira er en vinproducerende ø, og på Museu do Vinho dos Biscoitos kan du få et godt indblik i, hvordan den lokale verdelho-vin produceres. I idylliske omgivelser guides du igennem hele vinprocessen fra vinmarkerne til produktionen, og turen sluttes af med smagsprøver, der virkelig appellerer til smagsløgene.
Marina da Praia da Vitória
Kystbyen Praia da Vitória ligger på den østlige del af Terceira og er en af øens mest moderne byer.
Med en smart havn, et lækkert shoppingområde, gode restauranter og en skøn atmosfære, kan du sagtens få en dag til at gå i kystbyen.
Byens havn er beskyttet af to moler og lige efter dem, finder du Azorernes største strandområde. Det bedste sted på Azorerne, hvis du er til windsurfing, vandski, vandcykler, sejlture, undervandsdykning og meget mere. Husk at holde udkig efter hvaler, som ofte dukker op i vandoverfladen ved Praia da Vitória.
Læs mere om Terceira