Rejser til Midtportugal

Midtportugal bugner af små charmerende fiskersamfund ved kysten, der oser af det ”gamle” Portugals traditioner og livsstil, og afsides åndehuler i det indre af landet, ofte godt gemt væk fra masseturismens floder. Og så er Midtportugal det sted, hvor du kan opleve nogle af Portugals historisk og kulturelt mest interessante byer, når du drager ud på eventyr fra dit hideaway. Velkommen til den centrale del af Portugal med Hideaways, vi er specialister i rejser til regionerne i midtportugal, hvor du bor på håndplukkede hoteller og ferieboliger på din ferie.

Charmerende fiskersamfund

Ét af disse fiskersamfund i Midtportugal er fiskerbyen Nazaré, der både byder på stor skønhed og i vid udstrækning har bibeholdt sin oprindelige charme på trods af sin store popularitet. Her bærer mange fiskere stadig de traditionelle ternede skjorter og strikkede huer, og fiskerbådene er stadig malet i de traditionelle farver og med symbolske øjne, der skal sikre fiskeren mod skibbrud. Og så byder kystbyen på nogle af Midtportugals bedste og smukkeste strande.

Du kan også vælge at besøge Peniche, der blandt andet byder på et stort udvalg af fremragende fiskerestauranter, og nogle af Portugals mest kendte fiskeretter, og en særlig kniplinge-teknik, der har rødder langt tilbage i landets kunsthåndværks-tradition. Du kan derfra fortsætte til Cabo Carvoeiro, der byder på en fantastisk udsigt over havet og til de små øer, Berlengas, der samtidig er et spændende naturreservat.

Middelalderbyer og helligdomme

Hvis du interesserer dig for historie og kultur, og ønsker at se nogle af Portugals mest traditionelle byer, så er Midtportugal stedet. Dette gælder blandt andet den berømte middelalderby Obidos, der ofte omtales som én af Europas mest romantiske middelalderbyer på grund af dens maleriske huse med gotiske døre og vinduer, de smukke hvide kirker, de 13 meter høje bymure, som omgiver den gamle bydel, og blomsterfloret i de snævre, charmerende gader.

En anden af Midtportugals ikoniske byer er den ældgamle universitetsby Coimbra, der ligger på Mondego-flodens bredder. Byen har ét af Europas ældste universiteter, og de mere end 20.000 studerende, der i dag frekventerer stedet, sætter deres livlige præg på den gamle by. Foruden universitetet og en lang række af spædende fund fra romertiden, er det i øvrigt også her, at én af Portugals to store fado-traditioner holder til.

Det er også i denne del af Portugal, du finder den hellige by, Fatima, der historisk set har været Portugals religiøse center og endemålet for utallige pilgrimsfærd - på linje med Lourdes i Frankrig og Santiago de Compostela i Spanien - lige siden 1917, hvor Jomfru Maria i 1917 angiveligt viste sig for 3 små hyrdebørn og således gjorde byen berømt i hele den katolske del af Europa.

Har du spørgsmål til vores rejser, eller ønsker du blot et godt råd til valg af hotel er du altid velkommen til at kontakte os. Jeg vil ønske dig en god ferie i Portugal med Hideaways Rejser. Hilsen Marie.

Læs mere om Midtportugal

Seværdigheder

Jeg har her udvalgt nogle få af de seværdigheder, som du har mulighed for at opleve på din rejse til den centrale del af Portugal. Beskrivelsen er udelukkende ment som en inspiration til din rejse, og der tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du har lyst til at læse mere om andre seværdigheder, anbefaler jeg dig at læse vores blog med inspiration, hvor du kan finde spændende artikler om vores andre rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Coimbra

Coimbra er ikke bare Midtportugals største by og Portugals fjerdestørste by efter Lissabon, Porto og Braga, men et af Portugals mest betydningsfulde uddannelsesmæssige, kulturelle og historiske steder.

Byen var Portugals hovedstad fra 1131 til 1255 og er verdensberømt for sit gamle universitet, der blev grundlagt i 1290 og er den ældste akademiske institution i den portugisisk-talende verden, samt et af de ældste universiteter i verden. Universitets historiske bygninger, der er i dag er byens største turistmæssige attraktion, blev udnævnt til verdensarv af Unesco i 2013 med følgende begrundelse: "Coimbra er et fremragende eksempel på en integreret universitetsby med en specifik urban form, samt sine egne ceremonielle og kulturelle traditioner, der er blevet holdt i live gennem historien". Universitetet indeholder også et fantastisk biliotek, der er Portugals anden-største bibliotek, kun overgået af nationalbiblioteket i Lissabon.

Ud over sit universitet er byen berømt for sine to katedraler, de mange historiske kirker og klostre, flere betydningsfulde romerske fund, samt sine kulturelle begivenheder, som er centreret omkring byens livlige musik-scene, der både byder på sin egen historiske udgave af fado, kaldet "Fado de Coimbra", det ældste og mest berømte akademiske kor i Portugal, kaldet "Orfeon Académico de Coimbra", og en lang række musikfestivaler året rundt for både traditionel og moderne musik.

Serra da Estrela

Serra da Estrela, beliggende i den indre del af landet mellem kommunerne Seia, Manteigas, Gouveia, Guarda og Covilhã, er den højeste bjergkæde på det portugisiske fastland med en maximal højde på 1993 meter, der kun overgås af Monthana do Pico (der har en højde på 2351 meter) på øen Pico i øgruppen Azorerne. 

Dette højeste punkt i bjergkæden udgør ikke en karakteristisk bjergtop, sådan som det normalt er tilfældet, men snarere det højeste punkt på et plateau. Punktet går under navnet "Torre" (der betyder tårn på dansk) og er tilgængeligt ved en asfalteret vej. 

Bjergkæden, der er omkring 100 kilometer lang og er 30 kilometer på det bredeste punkt, er en del af naturparken Serra da Estrela, der er er det største naturbeskyttelsesområde i Portugal med sine omkring 1.000 km². Mere end halvdelen af sparkens areal ligger over en højde på 700 meter. 

Du kan desuden finde skisportsfaciliteter i bjergkæden; både ved bjergkædens top, kaldet Vodafone Ski-resort, og i naturparken Serra da Estrela, ved byen Loriga.

Óbidos

Den lille by Óbidos, beliggende på den vestlige-centrale kyst i subregionen Oeste, er en af Portugals mest berømte historiske byer med en unik og rig samling af velbevaret middelalderlig arkitektur.

Mest berømt er byens slot, Castelo de Óbidos, der knejser storslået over byen fra en bakketop 79 meter over havets overflade, hvorfra det gennem historien har kunnet overvåge den omgivende slette og Arnoya-floden mod øst. Slottet, der både indeholder romanske, gotiske, manuelinske og barokke stilementer, er et unikt eksempel på en portugisisk middelalderlig befæstning, opført i det 12. århundrede. Slottet blev klassificeret som et nationalt monument i Portugal i 2007 og er også blevet valgt som en af de såkaldte "syv vidundere" i Portugal.

Óbidos er også kendt for sit årlige middelalder-marked, der afholdes gennem to uger i juli, og hvor middelalderens ånd forsøges genskabt af byens indbyggere, foruden tilrejsende middelalder-entusiaster og masser af besøgende.

Fátima

Byen Fátima, beliggende i municipioet (kommunen) Ourem, er Portugals mest populære pilgrimsmål og blandt de vigtigste pilgrimsmål i den katolske kirke. Mange syge katolikker opsøger stedet i håb om at blive kureret for livstruende eller andre alvorlige sygdomme.

Pilgrimsmålets store attraktion skyldes de religiøse legender om åbenbaringer af Jomfru Marias genfærd, der skulle have fundet sted d. 13 maj 1917 - under 1. verdenskrig - da de tre lokale hyrdebørn, Francisco Marto, Jacinta Marto og Lúcia Santos, ifølge eget udsagn så en hvid dame komme til syne på en mark i området Cova da Iria, mens de vogtede får. Ifølge legenden skulle den hvide dame - der efter katolsk tradition blev udlagt som Jomfru Marias genfærd - have vist sig for de tre hyrdebørn hver gang, det blev den trettende i måneden i et halvt år frem; fra den første åbenbaring i maj 1917 til den sidste åbenbaring d. 13 oktober 1917.

Det er dog ikke kun katolikker, der besøger stedet, men også mange nysgerrige turister og rejsende, der gerne vil få et indblik i portugisernes religiøse traditioner.

 

Læs mere

Mad og drikke

Jeg har her udvalgt et par af de kulinariske specialiteter og typiske retter, som du kan smage på, når du er på en rejse til portugal. God appetit og god rejse!

Bacalhau

Hvis der er en ret, der kendtegner Portugals gastronomiske tradition og kulturhistorie er det bacalhau, som menes at kunne spores helt tilbage til Portugals epoke som stor søfarernation, hvor saltning og tørring af fisk blev en vigtig del af det portugisiske køkken i forbindelse med de lange trans-atlantiske sørejser til de nye kolonier.

Bacalhau, der slet og ret betyder torsk på portugisisk, består normalt af saltet og tørret torsk, kartofler, løg, tomater og oliven, men opskriften varierer fra by til by - og det siges ofte i Portugal, at der er ligeså mange måder at tilberede en bacalhau på, som der er dage i året.

Blandt de mest populære måder at spise den på er retten Bacalhau à Brás, der består af en kombination af torske-stykker blandet sammen med kartofler, æg, løg, oliven, hakket persille og hvidløg og Bacalhau com Natas, der består af torsk med kartofler, løg og fløde.

Serra da Estrela-ost

En ægte specialitet fra Midtportugal finder du i osten fra Serra da Estrela; det portugisiske fastlands højeste bjergkæde, der ligger i den indre del af landet mellem kommunerne Seia, Manteigas, Gouveia, Guarda og Covilhã (læs mere om bjergkæden under seværdigheder).

Osten, der også går under navnet Queijo da Serra, har haft beskyttet oprindelsesbetegnelse siden 1996 og kan kun produceres inden for et område, der måler 3.143 km2. Den er fremstillet af fåremælk og har en hvid eller en svagt gulig farve og en lækker, cremet konsistens, som har gjgort den populær langt ud over områdets grænser.

Produktionen er langvarig med en modningsproces på minimum 30 dage og kræver stor ekspertise for at bevare dens rige smag, hvorfor den er varetaget af erfarne og dygtige ostemagere og ikke masse-produceres. Egner sig også som gastronomisk souvenir, hvis du har plads til den på hjemrejsen...

Østers fra Ria de Aveiro

Aveiros flodmunding er mest berømt for at være Portugals svar på Venedig med masser af muligheder for en gondoltur, ligesom i sin italienske modpart; men stedet er også hjemsted for nogle af Portugals mest lækre og eftertragtede østers.

Hvis du er en af de rejsende, der elsker at indtage et dusin østers sammen med en mousserende vin, mens solen går ned over flodmundingen eller det nærliggende hav, så vil Aveiro lige være noget for dig!

Carapau

I den kendte kystby Nazaré i subregionen Oeste finder du en anden specialitet fra Midtportugal kaldet carapau. Typisk for mange af de traditionelle fiskeretter i området er carapau så enkel, at det er lige før, det ikke giver mening at tale om en ret.

Retten består nemlig ganske enkelt af Atlanterhavsmakrel, der er blevet tørret i nogle få timer i solen, før den bliver tilføjet olivenolie og masser af hvidløg. Med et koldt glas portugisisk hvidvin som ledsagelse og lidt portugisisk brød mangler der dog ikke noget....

 

Læs mere

Information og fakta

Jeg har her samlet nogle få facts og informationer om Midtportugal, såsom områdets geografi, historie og klima og vejr, som kan tjene som inspiration til din ferie i Midtportugal. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi 

Midtportugal er i denne forbindelse en betegnelse for den del af Portugal, der - groft sagt - ligger mellem floderne Douro og Tejo og mellem storbyerne Porto og området nord for Lissabonkysten, selv om dele af Lissabonkysten også indgår i det, der her kaldes Midtportugal.

Betegnelsen er overlappende med, men ikke identisk med det, man på portugisisk kalder for "Região do Centro" (ofte forkortet bare til "Centro"), der er én af Portugals syv regioner (med fem af regionerne beliggende på fastlandet og to af dem, Madeira og Azorerne, i Atlanterhavet). 

Området rummer byer som Coimbra, Nazaré, Obidos, Fátima, Peniche, Aveiro, Viseu, Leiria, Covilhã, Castelo Branco, Figueira da Foz, Guarda, Pombal, Tomar, Abrante - og mange flere.

Det rummer en mangfoldig natur, der både byder på bjergrige egne, landskaber domineret af fyrreskov og kastanjetræer og kystområder med fantastiske strande, herunder dem, du kan finde i Mira, Figueira da Foz, Ílhavo, Nazaré, Peniche og São Martinho do Porto.

Klima og vejr

Klimaet i Midtportugal varierer naturligvis meget, alt efter hvor i området, du befinder dig. I de indre dele af landet omkring bjergkæden Serra da Estrela er der således et helt andet klima og helt andre temperaturer året rundt end i kystområderne som Nazaré, Peniche og Figuera da Foz; hvor det førstnævnte har et overvejende alpint klima, har det sidstnævnte et overvejende mediterrant klima. I sagens natur er der også stor forskel på temperaturerne alt efter, om der er tale om den sydlige eller nordlige del af Midtportgal.

I den følgende beskrivelse af gennemsnitlige temperaturer og gennemsnitlig nedbør året rundt i Midtportgal tages der udgangspunkt i områdets største og mest besøgte by Coimbra, der har et mildt mediterrant klima.

Her er den den varmeste måned i året august med 23 grader i gennemsnit, efterfulgt af juli og september, der gennmsnitligt har 22 grader, mens den koldeste måned i året er januar med 11 grader i gennemsnit, efterfulgt af december og februar med 12 grader i gennemsnit.

Mest nedbør finder du i december med 150 mm i gennemsnit, efterfulgt af februar med 140 mm i gennemsnit, mens august med kun 10 mm i gennemsnit er den mindst regnfulde måned i året, efterfulgt af juli med 20 mm i gennemsnit og september med 40 mm i gennemsnit.

Historie

Området, som i dag er kendt som Midtportugal, har været beboet i tusinder af år, men de fleste beskrivelser af områdets "nyere" historie begynder først med lusitanerne, der var et indo-europæisk folk, som menes at have etableret sig på den iberiske halvø omkring 600 år f.Kr. og som dominerede den vestlige iberiske halvø, indtil romerne kom til området omkring 155 f. Kr. (under den lusitanske krig).

Lusitanerne menes at have været et keltisk-iberisk folk, dvs. en oprindelig iberisk urbefolkning blandet med et keltisk folk; men den græsk-romerske historiker, Diodorus Siculus, tilskrev dem navnet på en anden stamme: "De, der hedder lusitanere, er de modigste af alle Cimbri".

"Cimbri" var navnet på kimbrerne, som muligvis stammede fra Himmerland eller som i det mindste har efterladt sig mange spor i Himmerland (med mindre kimbrerne i Jylland rent hypotetisk kun delte deres navn med en anden folkestamme, der kaldte sig kimbrerne); kimbrerne var dog sandsynligvis ikke et keltisk, men et oprindeligt germansk folkeslag (som resten af datidens befolkning i Danmark), der af en eller anden grund talte keltisk. Hvorom alting er, så åbner Siculus´ beskrivelse for den svimlende mulighed (der skal tages med en række historiske forbehold), at keltisk-talende germanere med oprindelse eller udgangspunkt i Danmark har spillet en vigtig rolle i Portugals tidlige historie.

I år 139 f.Kr. havde romerne besejret lusitanerne, selv om der i perioden helt op til Kristi tid stadig var spredte oprør mod den romerske overmagt; og i år 27 e.Kr. blev den romerske provins Lusitania etableret, opkaldt efter de besejrede lusitanere, der endnu i dag spiller en  vigtig rolle i portugisernes historiske bevidsthed og af mange betragtes som det første "portugisiske" folkefærd.

Den vestgotiske konge Teoderik II erobrede den sydlige del af Lusitanian i perioden fra 453 til 466 e.Kr. I det 8. århundrede gjorde maurerne sit indtog på den iberiske halvø og forvandlede området til et overvejende maurisk domineret område, indtil kristne konger og adelsmænd fordrev maurerne i Midtportugal i perioden fra 914 til ca. 1150 e.Kr. og omdannede området til et amt kaldet Coimbras Amt. Amtet blev herefter integreret i det nyoprettede Condado Portucalensis, som var den tidlige forløber for nationen Portugal.

 

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller