Der findes gode hoteller, og der findes uforglemmelige hoteller. Areias do Seixo er et af de steder, jeg sent vil glemme. Kort og godt. Det er en once in a lifetime-oplevelse at være gæst hos Yuliya og hendes team af kollegaer – det tror jeg samtlige forhenværende gæster vil nikke anerkendende til. For vi taler om så et unikt og fantastisk sted, at det faktisk er det sværeste hideaway at beskrive. Så vi kan ligeså godt starte med konklusionen først: Areias do Seixo er en rejse (eller flere) værdig! Tænker du: ”Marie, klap lige hesten…” så tænk om igen – jeg lover dig, at du får en oplevelse for livet ved Portugals Atlanterhavskyst.

Marie Kaalund Winther
Besøgt af
Marie Kaalund Winther

Jeg har altid en tjekliste med på en rejse, for at kunne notere mine førstehåndsindtryk – på papiret for Areias do Seixo har det været umuligt at begrænse sig til en side, for de impulsive nedfældninger med kuglepennen fylder i sig selv et helt stykke papir:

”Har aldrig set noget lignende” - ”Detalje på detalje” - ”Brugsgenstande er samlet fra hele verden” - ”Fuldstændig fantastisk med valget af farvesammensætning” - ”Store panoramavinduer, hvor der kun er udsigt til naturen og havet”

…og sådan fortsætter det. Areias do Seixo er muligvis det mest gennemførte og karakteristiske hotel, vi tilbyder hos Hideaways – og så bor du i øvrigt kun 5 minutter fra stranden.

Aktiviteter og faciliteter på Areias do Seixo

  • SPA og welness med sauna, tyrkisk bad, relaxing room og mulighed for at bestille tid...
  • - når det passer dig til et væld af forskellige massage- og kropsbehandlinger
  • Udendørs swimmingpool (der "selvfølgelig" heller ikke er helt almindelig)
  • Restauranten Lugar da Horta med sit åbne køkken hvor du kan kun få hjemmelavet mad
  • - til gengæld er der åbent til både frokost og middag
  • Café og bar, hvor du næsten døgnet rundt kan bestille din yndlingskaffe eller favoritdrink
  • Butik - og nej, der er ikke nogle almindelige souvenirs at finde her.
  • Du finder alt fra te, olivenolie, vin og et udvalg af brugskunst
  • Minibiograf med ca. 12 sæder opstillet i teaterform der findes et væld af film at vælge imellem
  • Økologisk gartneri og urtehave hvis du vil, kan du få en rundvisning, som på ingen måde vil kede dig
  • Udlåning af cykler, pak en picnickurv og kør ud i det blå og slå dig ned...
  • ...ved et af de mange uspolerede pletter langs kysten eller inde i baglandet

I nærområdet findes op til flere restauranter, som kan anbefales, hvis du en aften vil prøve noget andet end menukortet på Areias do Seixo. Af fiskerestauranter kan vi anbefale; Furnas og Mar á Vista. Med italiensk og international islæt findes Sabores og Mae d’Agua.

Desuden er Yuliya og hendes kollegaer behjælpelige med at arrangere vingårdsture, så hvis et godt glas vin hører sig til på din ferie, så kan du uden betænkninger lade dig friste af Areias do Seixo’s anbefalinger, og i baglandet af det område, hvor hotellet ligger, produceres der hvert år mange flasker vin i Estremadura og Ribatejo-regionerne på såvel internationale som mindre kendte druer.

Godt at vide om Areias do Seixo

Areias do Seixo er mere en stemning end et hotel, og det skal du lige bruge et par timer på at vænne dig til. Hvad mener jeg så med det? Hvis du ligesom jeg befinder dig bedst med at være et sted, der er uformelt og helt nede på jorden, så kan Areias do Seixo ved første indtryk måske virke en smule ”jetsetter-agtig”, men lad dig endelig ikke narre – alt på Areias do Seixo er fuldstændig afslappet, og det er faktisk meningen bag hele projektet. Der findes ikke én i min omgangskreds, som jeg ikke ville anbefale stedet til, tværtimod. Hvis du virkelig vil forkæles på din ferie, men uden at det virker påtrængende eller kunstigt, så er Areias do Seixo S-T-E-D-E-T. Hvis du ellers kan lide stilen og indretningen (hvem kan ikke det?!), så tør jeg godt garantere, at du vil føle dig som en fisk i vandet hos Yuliya og hendes kolleager.

Areias do Seixo henvender sig til parret, der vil både vil forkæles, men også forkæle hinanden. Stress er ikke eksisterende, selv morgenmaden skal du ikke nå til et bestemt tidspunkt – hvis du sætter vækkeuret til kl. 07:00, 11:00, 14:00 eller senere, så står der stadig friske croissanter, kølet yoghurt, frugt og alt andet klar til dig. Det er din ferie – og ikke mindst din tid, og derfor mener Areias do Seixo, at du skal kunne sætte dig til morgenbordet, når du er klar til det, ikke omvendt. Som et udpræget B-menneske er det fuglesang i mine ører…

Børn fra 10 år er velkomne, men jeg vil understrege, at Areias do Seixo henvender sig mere til et voksent publikum, der søger en ferie, hvor stemning, kvalitet og en kræsen gane søger ”tilflugt” i naturskønne omgivelser, og hvor en slentretur hånd i hånd langs Atlanterhavets kyst kan være en attraktion i sig selv.

Når du er gæst på Areias do Seixo tager det ca. 45 minutter fra Lissabon lufthavn. Derfor er det ikke nødvendigt for dig at have lejebil under hele opholdet. Du kan i stedet for vælge at blive kørt til og fra hotellet ved ankomst og afrejse. Derfor har du fuld fleksibilitet, hvad der passer dig bedst med transport.

Derfor kommer vi gerne igen

Vil du have alle 99 gode grunde til at komme snart igen, eller kan du nøjes med en enkel? Fordi der kun findes en Areias do Seixo i verden, og den ligger tilfældigvis (men heldigvis) i Portugal, nærmere bestemt i Midtportugal. Hvis du alligevel gerne vil have de 98 resterende gode grunde til at vende tilbage, så ring til Marie – men sæt god tid af…

Læs mere om Areias do Seixo

Officiel kategori

10,0 Vores gæsters
bedømmelse
590 anmeldelser

Faciliteter

  • Pool (evt. sæsonåben)
  • Mulighed for A/C
  • Internetadgang/Wi-Fi
Se alle

Kort og afstande

  • Santa Cruz med indkøb og restauranter - 3 km
  • Vimeiro Golfklub – 3,6 km
  • Fæstningsborgen (UNESCO) i Obidos - 39 km
  • Den gamle kongeby Sintra - 49 km
  • Shopping i Lissabon - 66 km
  • Universitetsbyen Coimbra - 174 km
  • Det historiske Porto - 282 km
  • Ø-hop til Berlenga med båd, 60 min.

Værelser

”Enjoy life” – nyd livet. Det er vist de færreste, der kan være uenige i det udsagn. På Areias do Seixo er det uundgåeligt ikke at nyde tilværelsen. Men det er ikke for at være smart, at jeg nævner det engelske udtryk, for den hilsen står skrevet på døren, inden du træder ind på dit værelse…eller også står der et portugisisk digt eller et velmenende ordsprog. Det er sjældent, at jeg har haft lyst til at nærstudere dørene til et værelse, men under mit besøg på Areias do Seixo må jeg bare se alle værelser, hvor ikke to værelser har samme velkomsthilsen eller udtryk.

Alle værelser har sin helt egen identitet, og ligesom velkomsthilsenen på døren, er indretningen forskellig, men selvom de favner bredt er stilen i den bedste ende af moderne skandinavisk-inspireret minimalisme med touch af det afrikanske kontinent eller varme, indiske detaljer.

Selvom Areias do Seixo ikke har mere end 14 værelser, så findes her tre forskellige typer, som du kan vælge imellem – og uden overraskelse adskiller de sig fra de gængse værelsesbetegnelser;

GOLD rooms

De “mindste” værelser hører under denne kategori, hvor der findes i alt 5 stk. Det betyder ikke, at der er sparet på pladsen – til 2 personer er det perfekt til at nyde tosomheden.

LAND rooms

Ligesom GOLD rooms har LAND rooms samme størrelse, men igen vil jeg understrege, at ingen er standard i størrelsen, for her er rigeligt med plads. Der findes 5 forskellige LAND rooms.

LOVE rooms

Der findes 4 af denne type, som også er de største af værelserne – som navnet antyder, får du som gæst i LOVE rooms creme de la creme af det, som Areias do Seixo kan tilbyde.

Af generelle faciliteter på værelserne kan du glæde dig til en stor og privat veranda, ildsted, WiFi, radio, hårtørrer og lækre toiletartikler. Selvom Areias do Seixo er et grønt og miljøvenligt hotel, så går du som gæst ikke på kompromis med komforten, for værelserne er udstyret med geotermisk klimasystem, hvor du individuelt kan tilpasse temperaturen. Som de fleste andre 5-stjernede hoteller, kan du også nyde godt af room service, og morgenmaden serveres også på værelset, hvis du vil nyde den udenfor på din egen veranda.

Nyd et sofistikeret badeværelse i rå materialer, regnbruser, badekar, morgenkåbe og badetøfler. Nogle har endda en pejs, mens andre har to individuelle håndvaske. For at det ikke skal være løgn, så er der faktisk også nogle af badeværelserne, som har et forårsgrønt træ stående til pynt i hjørnet – kreativiteten er tænkt med i alle kanter og hjørner af hotellet.

Der er ikke installeret TV i værelserne, da de fleste gæster på Areias do Seixo ønsker at have fred, ro og nyde udsigten over Atlanterhavet – men du kan altid ønske at få bragt et fjernsyn (fladskærm) på værelset og så længe, du ønsker det… Men hotellet ser det som en service ikke som standard at have en tidsrøver som et TV installeret.

Alle de viste værelsesbilleder er eksempler. Indretning og størrelse kan variere inden for samme værelsestype. OBS: Hvis du bestiller et ophold indenfor kategorien ”economy” (økonomi), så kan denne type afvige fra vores generelle værelsesbeskrivelse. På mange hoteller er ”economy” af en lavere standard og/eller anden beliggenhed og er oftest hotellets billigste værelse (med eller uden vindue/udsigt).

Faciliteter

Her kan du se nogle af de faciliteter (kan være mod tillæg på stedet), som du kan benytte på Areias do Seixo:

  • Pool (evt. sæsonåben)
  • Mulighed for A/C
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Restaurant
  • Parkering (evt. mod gebyr)
  • Reception
  • SPA/wellness (oftest mod gebyr)
  • Hotelbar

Bemærk: Nogle faciliteter som f.eks. udendørs swimmingpool og restauranter kan være sæsonlukkede og kan indeholde betaling direkte til opholdsstedet (lavsæson er typisk fra oktober til og med april for de fleste rejsemål i Sydeuropa - på nær vinterdestinationer som Madeira og de kanariske øer). For Thailand er det næsten med omvendt fortegn (højsæson er typisk fra oktober til april) - dog kan der være differencer alt efter rejsemålet. Vi henviser til og anbefaler i øvrigt, at du læser vores FAQ

Adresse

Praceta do Atlântico, Mexilhoeira, Povoa de Penafirme Dos-Cunhados
2560-046 Torres Vedras

Koordinater

Latitude: 39.1545
Longitude: -9.3634

Areias do Seixo er ikke tilgængelig i øjeblikket

Areias do Seixo er ikke en del af programmet hos Hideaways i øjeblikket.

Sådan kan du rejse

Hos Hideaways vil vi give dig som gæst den størst mulige fleksibilitet, og derfor kan du bestille pakkerejser med valgfri afrejsedato, afrejselufthavn og rejselængde. Du kan som nævnt også vælge kun at bestille hotel, hvis du selv vil arrangere din rejse.

Information om aktuelle flyruter og flytider finder du i søgemaskinen i step 2, når du søger en rejse.

På alle rejser som inkluderer fly og hotel, har du desuden mulighed for at bestille en lejebil. Information om kategorier og aktuelle priser for billeje kan du ligeledes se i step 2 i søgemaskinen. Priserne for billeje er for hele opholdet med afhentning/aflevering i forbindelse med ankomst/hjemrejse til og fra den valgte ankomstlufthavn.

 

 

Anmeldelser på Tripadvisor

Læs hotelanmeldelser på Tripadvisor fra andre gæster, som har besøgt hotellet. Her finder du også tips til oplevelser i området. Du kan også finde inspiration til din ferie på Hideaways’ blog.