Rejser til Porto

Kært barn har mange navne. Det samme gælder for flere byer. Tag nu bare ”Rom – den evige stad” eller ”Byernes by – Paris”. Selvom Porto vist nok (endnu) ikke har noget kælenavn, så er det efter min uofficielle vurdering ”livsglædens by”. Porto rummer nemlig alt det, der gør smilebåndet endnu bredere og får dig rent ud sagt i godt humør. Byen rummer alt fra historie, arkitektoniske perler, gastronomi og ikke mindst portvin, masser af portvin.

At rejse til Porto er som at træde et kapitel tilbage i historiebøgerne. Her venter dig nemlig dig nemlig alt fra den berømte Dom Luis-bro (tegnet af Eiffels elever), UNESCO-bevaret centrum og aner fra en svunden tid helt tilbage fra Romerriget. Jo, Porto kan noget, når det kommer til at fortælle en god historie. Men Porto er i dag meget mere end ”dengang”. I dag er byen et af Sydeuropas mest elskede storbyer, for her er et liv og leben, som passer til alle typer af temperamenter og smagsløg. Apropos sidstnævnte, så har Porto en hel bydel, Vila Nova de Gaia, hvor portvinshuse med smagsprøver ligger side om side. Det er ganske enkelt et mekka for ganen. 

Også shopping er Porto blevet mere og mere kendt for. Rigtig mange rejser hertil på en forlænget weekend for at ”shop-amokke” og kombinere specialbutikker og designhuse med byens puls og charmerende udstråling. Netop denne blanding af historien, atmosfæren og det moderne islæt gør, at rigtig mange gæster vender tilbage til Porto igen og igen – det er svært ikke at blive en smule forelsket i byen, og derfor mener jeg virkelig, at Porto med rette kan kaldes for ”livsglædens by”.

Velkommen til Portugal med Hideaways, vi er specialister i rejser til Porto hvor du bor på håndplukkede hoteller på din ferie. Bestil rejsen som en samlet pakke inkl. flyrejse, hotelophold og transfer tur/retur fra lufthavnen. Vil du hellere selv arranger din rejse til Porto så kan du naturligvis også blot booke dit hotel igennem Hideaways. Du kan flyve til Porto hver dag året rundt da vi tilbyder valgfri afrejsedag og rejselængde. Fra lufthavnene i København og Hamborg er der flere gange om ugen direkte fly til Porto, mens der er gode fobindelser fra andre lufthavne som f.eks. Aalborg og Billund. 

Mange vælger at kombinere en ferie i Porto med besøg i Dourodalen, og det er oplagt at rejse på en rundrejse således du bor på flere hoteller, læs mer eom rundrejser i bil under rejsetemaet eller kontakt os for et tilbud på en skræddersyet kør-selv ferie i det nordlige Portugal. Læs mere om rundrejser i Portugal.

 


 

 

Læs mere om Porto

Seværdigheder

Jeg har her udvalgt nogle få af de seværdigheder, som du har mulighed for at opleve på din ferie i Porto. Beskrivelsen er udelukkende ment som en inspiration til din rejse, og der tages forbehold for faktuelle fejl. Hvis du har lyst til at læse mere om andre seværdigheder, anbefaler jeg dig at læse vores blog med inspiration, hvor du kan finde spændende artikler om vores andre rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Ponte de Dom Luis I

Det er umuligt at tænke på Porto uden samtidig at tænke på Douro-floden og de broer, der rækker over den. Ponte de Dom Luis I er den mest berømte bro i Porto og er med tiden, siden dens indvielse i 1886, blevet et arkitektonisk vartegn for Porto. Ved sin indvielse var den 172 meter lange bro den længste af sin type i verden. I dag er den længste strækning på 395 meter, mens dens maksimale højde er på 85 meter.

Jernbroen har to dæk, af forskellig højde og bredde, mellem hvilke der er konstrueret en centralbue, der understøtter de to dæk. Begge dæk er fastgjort til flodbredderne ved hjælp af murværk. Siden 2005 har det øverste dæk været beregnet til trafik for Portos metrolinje D, men nederste dæk har været beregnet til fodgængere og motorkøretøjer.

Porto katedral

Porto katedral - eller Sé do Porto, som den hedder på portugisisk - er ikke bare centrum for Portos bispesæde, men også en af de ældste og mest betydningsfulde romanske bygninger i byen. Det ligger desuden på en bakke i den gamle bydel, som siden 1996 har befundet sig på UNESCOs verdensarvsliste.

Konstruktionen af katedralen blev påbegyndt i begyndelsen af det 12. århundrede i romansk stil. Fra dette tidspunkt stammer den dobbelte tårnfacade med rosettevinduer og skibet. Den gotiske korsgang blev bygget i det 14. århundrede. Katedralens udvendige side er blevet radikalt ombygget under både barokken og rokokoen. Koret blev erstattet af en ny bygning i det 17. århundrede og udstyret med en korstol og vægmalerier i det 18. århundrede. Også facaden med tårnene og portalen er blevet ændret og korsgangen er blevet dekoreret med blå og hvide azulejos. Og endelig har den italienske arkitekt Nicolau Nasoni skabt en loggia ved nordfacaden.

Palácio da Bolsa

Palácio da Bolsa er en bygning, der oprindeligt blev brugt som børs og handelsret, men som i dag bliver brugt som et konferencecenter og som også er tilgængeligt for besøgende.

Paladset er bygget i det 19. århundrede af Associação Comercial do Porto (Portos handelskammer) i neoklassisk stil og er beliggende i det historiske centrum af Porto, som er en del af UNESCOs verdensarvsliste. Det har desuden været udnævnt til et nationalt monument i Portugal siden 1982.

Paladset blev bygget på stedet af et tidligere franciskansk kloster, som blev ødelagt under den portugisiske borgerkrig, hvorefter dronning Maria II donerede det ødelagte kloster til handelskammeret i byen. Byggeriet begyndte i 1842, men selve kernen af bygningen stod ikke færdig før i 1850, mens selve interiøret af paladset først var færdiggjort i 1910.

Douro-floden

Alt liv i Porto er på en eller anden måde centreret omkring Douro-floden, der løber gennem byen og udmunder i Atlanterhavet. Det er her, du finder nogle af byens største seværdigheder, såsom byens legendariske broer (se foroven) og det er her, den berømte portvin (se mad og drikke) historisk set er blevet transporteret fra Douro-dalen til portvinshusene i Vila Nova de Gaia (i dag foregår transporten med lastbiler).

Douro-floden er også et af de mest populære udflugtsmål for turister, der kommer til byen. En sejltur med en af de mange både, der tilbyder cruises på floden, er anbefalelsesværdigt, fordi det giver et helt andet billede af byen, når man ser den fra flodsiden; og man kan ikke lade være med at mærke historiens vingesus.

 

Læs mere

Mad og drikke

Jeg har her udvalgt et par af de kulinariske specialiteter og typiske retter, som du kan smage på, når du er på ferie i Porto. God appetit og god rejse!

Caldo verde

En rigtig nordportugisisk klassiker er caldo verde, der betyder grøn bouillon på portugisisk. Suppen, der menes at stamme fra Entre Douro e Minho-regionen, men også nyder stor popularitet i Porto, består af grønkål, kartofler, løg, hvidløg, olivenolie, salt, og undertiden kød. Den spises ofte med skiver af chouriço-pølse og broa-brød.

Selv om retten måske ikke virker som det mest spektakulære indslag i Portos køkken, så er retten stadig meget populær og kæmpede sig desuden ind på listen over de “syv kulinariske underværker” i det portugisiske køkken ved en national afstemning i 2011.

Cozido a portuguesa

En anden populær nordportugisisk ret, som er en fast bestanddel af Portos køkken, er retten cozido a portuguesa, der er en velnærende gryderet bestående af oksekød, svinekød (oftest flæsk), kalvekød, kyllingekød, røgede pølser og blodpølse, tilberedt sammen med kål, gulerødder, majroer, bønner, kartofler og ris.

Tilberedningen og ingredienserne varierer dog fra kok til kok og ofte vil én type kød indgå i én version af retten, men ikke i en anden, hvorfor det er sjældent, at alle her nævnte typer kød indgår i retten på samme tid. Normalt indtages retten sammen med en god portugisisk rødvin.

Portvin

Porto - eller vinho do Porto (vin fra Porto), som vinen kaldes på portugisisk - er naturligvis umulig at komme uden om, når du er på ferie i netop Porto.

Vinen har en direkte forbindelse til byen, eftersom meget af vinen i den senere halvdel af det 17. århundrede blev bragt fra Douro-dalen, hvor den blev produceret, til markedet i byen for at blive solgt eller herfra blev solgt videre til andre lande i Europa. Senere blev det almindeligt at opbevare og ælde vinen i portvinshuse i Porto, inden den skulle aftappes (se forneden). Den centrale betydning, som Porto havde for produktionen og udbredelsen af portvinen førte med tiden til, at den blev opkaldt efter byen.

Portvinen er fremstillet af druer, som er dyrket og forarbejdet i Douro-regionen. Vinen tilsættes en neutral druemost, kendt som aguardente, for at stoppe gæringen, hvilket efterlader resterende sukker i vinen og forøger alkoholindholdet. Derefter ældes den, mens den ofte opbevares i tønder i en vinkælder, sådan som det er tilfældet i et af mest kendte portvinsdistrikter i Porto, Vila Nova de Gaia, før den bliver aftappet. 

 

 

 

Læs mere

Rejsemål i Nordportugal

Find rejsen til Nordportugal her

Information og fakta om Porto

Skal du rejse på ferie til Porto har jeg her samlet nogle få facts og informationer om Porto, såsom byens geografi, befolkning, klima og transport, som kan tjene som inspiration til din ferie i Porto. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi og befolkning

Porto, beliggende ved Douro-flodens udmunding i regionen Norte i Nordportugal, er den næststørste by i Portugal efter Lissabon og et af de store byområder på den iberiske halvø. Byen har en befolkning på ca. 240.000 indbyggere, mens det metropole område, som strækker sig ud over byens administrative grænser, har en befolkning på hele 1,8 millioner.

Klima og vejr

Porto har et varmt middelhavsklima med tilbøjelighed i retning af oceanisk klima. Det vil sige varme, tørre somre og milde, regnfulde vintre. I modsætning til længere sydpå i Portugal kan somrene lejlighedsvist afbrydes af regnfulde dage og lidt køligere temperaturer. Nedbøren er dog for det meste forekommende i vintermånederne, mens solrige dage er hyppige selv i de regnfulde måneder. I sommerperioden er nærliggende strande ved kysten ofte blæsende og normalt køligere end byområderne.

Varmeste måneder i året er juni med 20 i gennemsnit, efterfulgt af august og september med 19 grader i gennemsnit, mens januar er den køligste måned i året med 10 grader i gennemsnit, efterfulgt af februar med 11 grader i gennemsnit og marts og december med 12 grader i gennemsnit.

Mest nedbør er der i månederne december med 180 mm i gennemsnit og oktober og februar med 160 mm i gennemsnit, mens juli og august med 20 mm i gennemsnit er de måneder, der har mindst nedbør i Porto, efterfulgt af juni med 40 mm i gennemsnit.

Transport

Veje

Porto har en god infrastruktur med et veludbygget vejnet. Byen er desuden forbundet med en række andre portugisiske byer via store hovedveje, såsom Valença (Viana do Castelo) ved motorvej A28, med Estarreja (Aveiro) ved A29, med Lissabon ved A1, med Bragança ved A4 og med Braga ved A3.

Der er også en ringvej, A41, der forbinder alle hovedbyerne omkring Porto, og som samtidig forbinder byen med andre større hovedveje, såsom A7, A11, A42, A43 og A44.

Lufthavn

Porto har en international lufthavn, Francisco Sá Carneiro Airport (OPO), der ligger ca. 15 kilometer nordvest for byens centrum. 

Lufthavnen er i øjeblikket den næst-største i landet baseret på antallet af flyvninger, og den næst-travleste baseret på antallet af passagerer efter Lissabon Lufthavn og foan Faro Lufthavn. Lufthavnen er blandt andet base for easyJet, Ryanair, TAP Air Portugal og dets datterselskab TAP Express.

Transport til lufthavnen fra Porto centrum kan ske via metrosystemets linje E eller via motorvejene A41 og A28, samt motorvej EN13 (ved hjælp af EN107), hvis du er i bil. STCP, der står for bus- og sporvognsservicen i Porto, har også regelmæssigt busser til og fra lufthavnen. Der er endda en bus, der opererer hele natten fra Porto centrum til lufthavnen. 

Busser

Byen har et omfattende netværk af busser, der drives af STCP (Sociedade dos Transportes Colectivos do Porto), og som også står for bus-servicen i de omkringliggende byer Gaia, Maia, Matosinhos, Gondomar og Valongo.

Metro

Portos metrosystem har 68 stationer fordelt over en samlet strækning på 60 kilometer og 6 forskellige linjer. 

Linjerne A (blå), B (rød), C (grøn) og E (lilla) begynder alle ved Estádio do Dragão og slutter henholdsvis ved Senhor de Matosinhos (A), Póvoa de Varzim (via Vila Conde) (B), ISMAI (via Maia) (C) og Francisco Sá Carneiro lufthavn (E). Linje D (gul) går i øjeblikket fra Hospital S. João til Santo Ovídio på den sydlige side af Douro-floden, mens Linje F (orange) går fra Senhora da Hora (Matosinhos) til Fânzeres (Gondomar).

.

 

 

 

Populært i Porto

Portugal, Nordportugal, Porto
  • Nærmeste lufthavn: 18 km
  • Nærmeste by: ca. 0 m
  • Internetadgang/Wi-Fi
Portugal, Nordportugal, Porto
  • Nærmeste lufthavn: 18 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Elevator
Portugal, Nordportugal, Porto
  • Nærmeste lufthavn: 24 km
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Restaurant

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller

Filtrér