Det lyder så hjemligt, Casa Alberto. Det er da også lige, hvad det er. Her er ingen fine fornemmelser, og du føler dig som ”herre i eget hus”, når du gæster det lille hus med blot 12 lejligheder, der ligger i et roligt hjørne i den gamle fiskerby, Morro Jable. Her har du fiskerestauranter, tapasbarer og indkøbsmuligheder inden for 10 min. gang, og hvis du ikke har nogle særlige ønsker til standard og faciliteter, så er jeg ret sikker på, at du vil føle dig hjemme i de små, fine lejligheder på Casa Alberto.

Marie Kaalund Winther
Besøgt af
Marie Kaalund Winther

Jeg får den varmeste modtagelse i den lille reception på Casa Alberto. Susanne ved, hvad et smil betyder, og hvordan det modtages. Derfor føler jeg mig i trygge hænder, selvom hendes tyske er bedre end det engelske, for du mærker, at du er velkommen, og så gør det ikke noget, at der ryger en tysk glose eller tre ind mellem den engelske sætning, når hun taler og forklarer. Hvorfor? Fordi du mærker, at Casa Alberto er hendes hjerteblod og service er en del af hendes DNA.

Så gør det nemlig knap så meget, at der er andre ting, som du nok skal gå lidt på kompromis med herunder faciliteter. Er du mest til en ferie, hvor du bare trænger til at have det mest basale for hånden, så er jeg ret sikker på, at du vil føle dig som blommen i et æg netop her på Casa Alberto.

”Landsbyidyl” i fiskerlejet Morro Jable

Nævner du ordet ’Fuerteventura’ til en spanier, der bor et andet sted end lige her på øen, så vil de alle sige, at du kan glæde dig til nogle af Spaniens bedste strande. Én af disse ligger i gåafstand fra Casa Alberto, nemlig Playa de Jandia. Og her får du opholdet krydret med hyggeligt kystbyliv i Morro Jable, der nok har vokset sig større inden for de seneste årtier, men den har fortsat bibeholdt sin charme. 
Her kan du opleve at blive en del af miljøet, når du træder uden for døren i din lejlighed. Det er helt klart et af de store plusser ved Casa Alberto, beliggenheden. Her bor du nemlig ’midt i’ og alligevel i Morro Jables rolige hjørne, og hvor du kan gå ’til det hele’.

Selv oplevede jeg byen til fods. Så snart lejebilen var parkeret, så var det med sandaler og solbrillerne på, for byen er hyggelig at vandre rundt i, da den både er en smule kuperet, men også med smalle gader og stræder. Her bliver der talt højlydt på spansk, når du passerer gadehjørnet og den tilhørende café. Her hører du ’lillemor’ prutte om prisen ved grønthandleren o.s.v. 

Så snart du kommer ned til promenaden, så er her en mere international stemning, for her fylder de udenlandske gæster restauranterne op, hvor de bestiller alt fra frisk fisk, skaldyr og lokale vine. Det vil vist være velkomment med et ”velbekomme” i denne sammenhæng.

Godt at vide om Casa Alberto

Hvis du bare vil bruge din ferie på at slappe af og vandre rundt i Morro Jable til fods (og lov mig at ligge dig godt til rette på stranden hver dag – den er meget indbydende), så behøver du ikke nogen lejebil. Men hvis du gerne vil have lidt mere med hjem fra Fuerteventura, og at du selv kan transportere dig fra lufthaven t/r, så vil en lejebil være et godt valg at bestille hjemmefra. Der er dog ikke parkeringspladser knyttet til lejlighederne, men derimod har du offentlig parkering inden for et par minutters gåafstand. 

Åbningstiderne i reception er dagligt fra kl. 10-14 og igen fra kl. 16-18. Hvis du ankommer eller afrejser tidligere eller senere end dette, så giv Hideaways besked, således at vi kan informere receptionen.

Du kan leje WiFi for ca. EUR 10 pr. uge.

Husk at Casa Alberto har 2 stjerner, men jeg synes faktisk, at du får meget for feriebudgettet taget i betragtning af, at stjernerne er givet ud fra, hvor mange faciliteter, som du kan forvente dig. Hvis du ikke har diverse faciliteter (så som swimmingpool, døgnåben reception, restaurant, pudemenu i lejligheden m.m.) så er jeg sikker på, at du vil føle dig godt tilpas her.

Læs mere om Casa Alberto Apartments

Officiel kategori

Hideaways' kategori

69 anmeldelser

Faciliteter

  • Pool (evt. sæsonåben)
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Mulighed for balkon/terrasse
se alle

Kort og afstande

  • Spis frisk fisk i den lille fiskerby, Morro Jable – 0 km
  • De berømte grotter ved fiskerlejet, Ajuy – ca. 61 km
  • Den pittoreske og tidligere hovedby, Betancuria – ca. 70 km
  • Naturområdet, Cofete, en panoramisk perle – ca. ca. 19 km
  • Det livlige Corralejo med de herlige strande – ca. 110 km
  • Oplev byggestil fra 18. århundrede i La Oliva – ca. 95 km
  • Mexicanske symboler og mystik i Pajara – ca. 54 km
  • Tag båden fra Puerto de Corralejo og besøg Lanzarote – ca. 113 km
  • Fuerteventuras svar på zoo, Oasis Park – ca. 32 km
  • Fuerteventura lufthavn - ca. 86 km

Værelser

Casa Alberto består af i alt 12 lejligheder, der er fordelt som hhv. studiolejligheder og 1-værelses lejligheder (med separat adskilt soveværelse). Det store plus er helt sikkert, at de alle har enten balkon el. terrasse, og for en ø som Fuerteventura, så vil du glæde dig over at kunne sidde udenfor på alle tider af døgnet, da øen er beriget med et mildt klima. 

Officielt har Casa Alberto 2 stjerner på hoveddøren, så derfor må du ikke forvente dig et væld af faciliteter, herunder A/C. Men her er en vifte i loftet, der er med til at give lejlighederne luft og en brise, som kan være tiltrængt, når solen står på: )

Ellers synes jeg faktisk, at Casa Alberto har relativt fine og veludstyrede lejligheder, og det er nemt at købe ind, hvis du gerne selv vil kokkerere. For inden for 10 minutters gang har du både mini- og supermarked.

Kvaliteten er i orden, hvis du sammenligner med andre 2-stjernede lejligheder. Bl.a. er her en fin kitchenette (lille køkken) med køleskab, mikroovn og gasblus.

Hvis du ikke har nogle særlige ønsker til sengekvaliteten, så vil Casa Alberto også falde i din smag, for her er dobbeltseng eller to adskilte senge, som godt nok ikke er af Hästens kvalitet, men det er en seng at sove i: ) Linned m.m. følger med og skiftes en gang om ugen. 

Håndklæder skiftes to gange om ugen, og der er rengøring (ex. køkken) fem gange om ugen. Det er reelt en god service, som også de fleste 4-stjernede tilbyder.

Hvis du vil have det lille ekstra, så vil jeg anbefale dig en lejlighed med havudsigt, for herfra terrassen eller balkonen kan du næsten drømme dig væk, når du sidder uden for om aftenen og nyder udsigten over Atlanterhavet.

Bemærk, at her ikke er elevator, hvorfor vi ikke anbefaler Casa Alberto til børnefamilier eller personer, der har nedsat mobilitet.

 

Alle de viste værelsesbilleder er eksempler. Indretning og størrelse kan variere inden for samme værelsestype. OBS: Hvis du bestiller et ophold indenfor kategorien ”economy” (økonomi), så kan denne type afvige fra vores generelle værelsesbeskrivelse. På mange hoteller er ”economy” af en lavere standard og/eller anden beliggenhed og er oftest hotellets billigste værelse. Det samme gælder desuden for typerne ”basic”, ”low cost” og ”budget”.

Faciliteter

Her kan du se nogle af de faciliteter (kan være mod tillæg på stedet), som du kan benytte på Casa Alberto Apartments:

  • Pool (evt. sæsonåben)
  • Internetadgang/Wi-Fi
  • Mulighed for balkon/terrasse
  • Mulighed for hav-/søudsigt
  • Parkering (evt. mod gebyr)
  • Reception

Bemærk: Nogle faciliteter som f.eks. udendørs swimmingpool og restauranter kan være sæsonlukkede og kan indeholde betaling direkte til opholdsstedet (lavsæson er typisk fra oktober til og med april for de fleste rejsemål i Sydeuropa - på nær vinterdestinationer som Madeira og de kanariske øer). For Thailand er det næsten med omvendt fortegn (højsæson er typisk fra oktober til april) - dog kan der være differencer alt efter rejsemålet. Vi henviser til og anbefaler i øvrigt, at du læser vores FAQ

Adresse

Avenida del Faro, parcela 4
35625 Morro Jable

Koordinater

Latitude: 28.0518
Longitude: -14.3543

Sådan kan du rejse

Hos Hideaways vil vi give dig som gæst den størst mulige fleksibilitet, og derfor kan du bestille pakkerejser med valgfri afrejsedato, afrejselufthavn og rejselængde. Du kan som nævnt også vælge kun at bestille hotel, hvis du selv vil arrangere din rejse.

Information om aktuelle flyruter og flytider finder du i søgemaskinen i step 2, når du søger en rejse.

På alle rejser som inkluderer fly og hotel, har du desuden mulighed for at bestille en lejebil. Information om kategorier og aktuelle priser for billeje kan du ligeledes se i step 2 i søgemaskinen. Priserne for billeje er for hele opholdet med afhentning/aflevering i forbindelse med ankomst/hjemrejse til og fra den valgte ankomstlufthavn.

Anmeldelser på Tripadvisor

Læs hotelanmeldelser på Tripadvisor fra andre gæster, som har besøgt hotellet. Her finder du også tips til oplevelser i området. Du kan også finde inspiration til din ferie på Hideaways’ blog.