Rejser til Illetas

Illetas, der lokalt også kendes som Ses Illetes, ligger omkring 6 kilometer i fugleflugt fra centrum af Palma. Badebyen, der opstod omkring midten af forrige århundrede, er et af de mest attraktive rejsemål langs Badia de Palma (Palma-bugten). Her har du således hovedstadens butikker, restauranter og natteliv inden for kort rækkevidde samtidigt med, at du er på sikker afstand af det hektiske storbyliv og i stedet kan nyde idylliske omgivelser med hvide villaer og lejligheder, der ligger helt yderligt på klipperne ned til det azurblå hav. 

Velkommen til Mallorca med Hideaways, vi er specialister i rejser til Illetas og andre rejsemål på øen hvor du bor på nøje udvalgte hoteller på din rejse. Vi tilbyder rejser til Illetas året rundt og du an flyve til Palma lufthavn fra alle lufthavne, f.eks. Billund, København, Aalborg og Hamborg. Du finder mere information om flyafgange og priser i søgemaskinen, og husk du kan rejse i nøjagtig det antal dage som passer dig bedst.

Bestil en samlet pakkerejse til Mallorca inkl. fly, hotel og lejebil eller transport t/r dit hotel, eller hvis du selv vil stå for at arrangere rejsen kan du naturligvis også blot booke dit hotelophold i Illetas her hos Hideaways. 

Læs mere om Illetas

Seværdigheder og udflugter

I selve Illetas er det først og fremmest strandlivet, man bruger ferien på. Vil du ikke bruge alle dagene på at slænge dig i det bløde sand ved det krystalklare hav, er der dog også masser af interessante seværdigheder og udflugtsmål inden for kort rækkevidde. Har du en lejebil til rådighed, er der således mindre end 3 kilometer til motorvejen, som giver hurtigt forbindelse til både hovedstaden Palma og de andre dele af Mallorca. 

Et oplagt udflugtmål, som også vil vække begejstring blandt børnene, er Cuevas de Génova, der ligger bare 10 minutters kørsel fra Illetas. Disse drypstenshuler er ikke de største på øen, men er bestemt et besøg værd og ganske imponerende med deres flotte stalaktitter og stalagmitter, der er oplyst.

Får du lyst til en aktiv dag, kan du eventuelt drage fordel af, at Mallorca er et af Europas førende golfrejsemål. Der ligger da også flere anerkendte golfbaner inden for kort rækkevidde af Illetas. Heriblandt en nær Port d’Andratx, der af mange anses for at være en af de smukkeste havne på Mallorca. Derfor kan du efter en runde på Golf de Andratx nyde en forfiskning eller et måltid på en af de mange restauranter ved havnen, mens du betragter livet med yachts og fiskerbåde. Vil du lidt væk fra turismen ved kysten, er Serra de Tramuntana desuden ikke langt fra Illetas. Bjergkæden rummer masser af muligheder for at tage på vandre- eller cykelture i uberørt natur, ligesom området gemmer på talrige charmerende bjerglandsbyer som Deià, Valldemossa og Sóller, der emmer af historisk charme og det "ægte" Mallorca.

Læs mere

Restauranter og natteliv

Der er et fornuftigt udvalg af barer, caféer og restauranter i Illetas, hvilket inkluderer et par kosmopolitiske 'beach clubs'. Lægger du dertil, at flere af hotellerne i byen huser velrenommerede restauranter, er det nemt at finde alt, hvad du kan ønske sig af mad og drikke i Illetas. Hvis du har brug for mere variation, finder du dog naturligvis også flere spændende gastrnomiske oplevelser i Palma, som er 15-20 minutters køretur væk, eller du kan eventuelt blot besøge nogle af de nærmeste nabobyer såsom Portals Nous eller glamourøse Puerto Portals, der ligeledes er kendt for deres restaurantliv. 

Det kan anbefales at reservere bord særligt i højsæsonen, hvor der kan være pres på de mest populære spisesteder. Spanierne er kendt for at gå sent ud at spise, men ligesom på Mallorcas andre populære rejsemål har de fleste restauranter i Illetas tilpasset sig det internationale klientel. Du behøver derfor ikke nødvendigvis ændre på din nordiske døgnrytme, selvom det særligt midt på sommeren nok automatisk vil virke mere naturligt at sætte sig til bords, når temperaturen er dalet lidt hen på aftenen.

De fleste restauranter har et menukort med både velkendte internationale retter og nogle af øens egne specialiteter. Rejser du med børn, kan du også finde familievenlige restauranter med børnemenuer. Hele familien vil dog normalt finde stor fornøjelse i at prøve spanske klassikere som tapas og paella. 

Restauranterne nede nær havet, hvor du kan slutte dagen af med en drink eller et måltid, mens du nyder udsigten over havet, er naturligvis populære. Men det kan også anbefales at søge lidt op i byen og de mindre gader, hvor der er også findes restauranter med mange slags lige fra sushi til pasta. Sidst på aftenen summer det også her af liv med barer og caféer, hvor du kan nyde musik og drinks. Ligesom det gælder for badebyens restauranter, har nattelivet i Illetas dog ry for at være af den mere sofistikeret, tilbagelænet slags end det, man forbinder med øens mere turistede badebyer.

Shopping

Der er småbutikker og flere mindre supermarkeder inden for kort rækkevidde med det meste, som du har brug for at daglige fornødenheder i Illetas. Vil du shoppe, er det dog mere oplagt at tage ind til Palma. 

Læs mere

Rejsemål i Mallorca

Find rejsen til Mallorca her

Inspiration og fakta

Her har jeg samlet lidt information og fakta om rejsemålet Illetas. Ønsker du mere inspiration til din rejse er du altid velkommen til at kigge forbi vores blog.

Der er en stemning af noget eksklusivt over Illetas, og du kan stadig se nogle af de oprindelige, smukke ferievillaer blandt de mere moderne hotelbygninger. Den lille badeby er da også kendt for at have en overvægt af luksuriøse hoteller og restauranter, som tiltrækker både lokale fra Palma og turister. For de fleste, som rejser til Illetas, er det dog først og fremmest muligheden for at bo i et relativt fredfyldt område tæt ved stranden med storbyens mange tilbud inden for rækkevidde, der lokker. Derudover er den smukke beliggenhed på en skråning ned mod havet naturligvis et plus. Er du gangbesværet, skal du dog netop være opmærksom på at hele Illetas spreder sig opad nede fra vandet. Det giver ganske vist mange gode udsigter over havet, men også en del trapper og stejle gader.

Strandene ved Illetas

Holder du ferie i Illetas, kan du spadsere ned til tre sandstrande. Hovedstranden er den knap 100 meter lange Playa de Illetes, hvor der er et par restauranter og mulighed for at leje liggestole, parasoller og vandcykler. Derudover er der de mindre badestrande Cala Oli og Cala Xinxell. Hovedstranden og Cala Oli ligger i læ af pinjeklædte klipper på begge sider, mens især Cala Xinxell er populær blandt børnefamilier på grund af sit lave vand.

De tre strande tættest på Illetas er dog naturligvis ikke de eneste badestrande du finder i Palma-bugten. Hvad enten du begiver dig vestpå ud mod bugtens ende ved Portals Vells eller østpå ind mod Palma, vil du således passerer talrige charmerende badebyer og maleriske strande. Det er ikke blot en chance for at få lidt variation i strandlivet, men også for at se den store variation der er på den populære kyststrækning. Her kan du opleve alt fra det meget turistede til små eksklusive perler, hvor jetsettet holder til. Fællesnævneren for bugten er de fantastiske strande, som du nemt kan ende med at bruge hele ferien på at nyde.

Transport

Du ankommer til Palma Lufthavn, som ligger omkring 20-25 minutters kørsel fra Illetas. Der kører jævntligt offentlige busser mellem Palma og Illetas samt videre ud langs kysten. Du kan også nemt komme omkring med taxi, men har du planer om også at udforske fjernere dele af Mallorca, er der næppe noget som i komfort og fleksibilitet overgår en lejebil. Vil du bestille billeje på Mallorca, er det mest praktiske som regel at bestille med afhentning i lufhavnen.

Godt at vide

Valuta: Euro. De mest almindelige kreditkort accepteres på de fleste hoteller og større restauranter. Har du brug for kontanter er der hæveautomater. Der er ikke inkluderet drikkepenge i regningen på restauranterne.

Sprog: Spansk. De fleste du kommer i kontakt med fra turistbranchen taler dog også engelsk. 

Flyvetid: Det tager ca. 3 timer, at flyve direkte til Mallorca fra Danmark.

Tidsforskel: Ingen.

Turistskat: Myndighederne på Mallorca pålægger alle hoteller at opkræve en turistskat. Beløb afhænger af den officielle hotelklasse og sæson. Regn med at betale 1-4 euro pr. person/nat (betales direkte til hotellet ved ankomst). 

Valgfri afrejsedato og rejselængde på alle hoteller