Rejser til Thailand

Thailand har det hele! En storslået natur, dejlige hvide sandstrande, lækker mad, et behageligt klima, imponerende seværdigheder og ikke mindst en altid smilende og gæstfri befolkning. Mulighederne er mange. Du kan opleve det smukkeste af Thailand under havoverfladen på Koh Samui, nyde den fantastiske natur og den afslappede stemning i Krabi, lade dig overvælde af de unikke templer og paladser i altid sprudlende Bangkok eller slappe af på de paradisiske strande på Phuket. Velkommen til Thailand med Escapeaway, vi er specialister i rejser til Thailand, hvor du bor på håndplukkede hoteller og ferieboliger på din ferie. 

På min første rejse til Thailand for knapt 15 år siden tabte jeg helt pusten over, hvor smukt der var. Jeg har rejst meget hele mit liv og er måske lidt forvænt med storslået natur og eksotiske rejseoplevelser. Men det landskab med svajende palmer, grønne bjerge og kridhvide sandstrande, der bredte sig under mig ved indflyvningen til Thailands største ø, Phuket, var som taget ud af de mest glitrede sider i mit indre drømmerejsekatalog. 

Jeg faldt ubetinget for Thailand. For den smukke natur, for den enestående kultur og for alle de uforglemmelige oplevelser, jeg altid har med hjem derfra. For lad mig sige det med det samme: Thailand er ikke sådan at ryste af sig, og jeg har næsten ikke tal på, hvor mange gange jeg har været tilbage siden mit første besøg. Hvis du stadig har din første rejse til Thailand til gode, kan du godt forberede dig på et langvarigt kærlighedsforhold. 

Smilets Land

Thailand kaldes også Smilets Land. Og det er ikke en gang en kliché. Når du rejser til Thailand mødes du overalt med et smil og en overvældende gæstfrihed. Thaiernes åbenlyse hjertevarme og hjælpsomhed over for fremmede kan ikke andet end at gøre dit ophold til en nydelse. 95% af Thailands befolkning er buddhister, og med Buddhismens tro på reinkarnation, karma og respekt for alt liv, venter der dig et møde med et usædvanligt venligt og rummeligt folkefærd. Det er næsten overflødigt at tilføje, at servicen på hoteller og restauranter generelt er af meget høj kvalitet. Glæd dig – og smil tilbage :-)

”At indtage ris”

En ferierejse til Thailand er også en rejse i det thailandske køkken, der med god grund er kendt og elsket i hele verden. Et væld af farver, dufte og smagsindtryk venter dig i Smilets Land. Thailand bugner af friske råvarer, og på de lokale restauranter finder du et stort udvalg af lynstegte wok-retter, hvor grøntsager bevarer sprødhed og farve, og hvor fisk og kød er saftigt og velsmagende. De fleste retter serveres med et sæt spisepinde og aromatiske, dampede jasminris. Faktisk er ris så centralt i den thailandske madkultur, at det at spise simpelthen hedder kin khao, der bedst kan oversættes med ”at indtage ris”. Thaierne spiser ofte ude, og i gadebilledet ser du derfor et stort udvalg af restauranter, gadekøkkener og de såkaldte rót khén, der er mobile knallertkøkkener. 

Oplev Thailand med Escapeaway Rejser

Hos Escapeaway finder du rejser til flere forskellige regioner i Thailand, herunder rejser til Phuket, Krabi, Koh Samui, Hua Hin, Koh Samet og Bangkok. Du bestemmer selv ruten og antal dage, du vil holde ferie i Thailand. Alle hoteller er nøje udvalgte, og vi kalder det håndplukkede gemmesteder! Jeg vil ønske dig en rigtig god rejse til Thailand med Escapeaway. Har du spørgsmål til vores rejser eller ønsker et godt råd til valg af hotel, er du altid velkommen til at kontakte os. 

- Hilsen, Iben

>> Læs også om rejser til Indonesien
>> Book et luksushotel i Thailand

Rejsemål i Thailand

  • Gæstebedømmelser 7,5
    Phuket
    61 hoteller
    Phuket er uden tvivl en af Thailands mest populære feriedestinationer. Her er både plads til at dase i solen, tage på spændende udflugter, danse i nattelivet og være aktiv på land og i vand.
  • Koh Samui
    60 hoteller
    Thailands næststørste ø Koh Samui er kendt for sine hvide sandstrande, små hyggelige fiskerlandsbyer og frodige natur. Øen er den perfekte destination, hvis du elsker vandaktiviteter såsom snorkling, dykning, paddleboarding samt udforske havet ... i en havkajak. Læs mere
  • Krabi
    34 hoteller
    Krabi er bedst kendt for sine kridthvide sandstrande, dramatiske kalkstensklipper og mangroveskove. Lej en havkajak og tag på opdagelse i de mange små drypstenshuler eller nyd en frisk kokosnød under de svejende slanke palmer.
  • Gæstebedømmelser 7,3
    Hua Hin
    12 hoteller
    Brede, fine sandstrande, et hyggeligt og livligt by-centrum, massage på stranden samt skaldyr ad libitum er hvad kendetegner Thailands ældste badeby Hua Hin, og som du finder blot 3 timers kørsel fra hovedstaden Bangkok.
  • Bangkok
    10 hoteller
    Bangkok er Thailands hovedstad og kontrasternes by; gadekøkken og gourmetrestauranter. Overdådige templer og paladser. Små, lokale markeder og enorme shopping-centre. Liv og leben, men også smukke grønne park-arealer. Her finder du alt og lidt af hvert!
  • Khao Lak
    4 hoteller
    Khao Lak er en omkring 25 kilometer lang kyststrækning på den smukke Andaman-kyst lige nord for Phuket. Her kan du og familien nyde ferien på en perlerække af skønne strande, som har en mere fredelig atmosfære end man finder på den populære ferieø mod syd.

Populære hoteller i Thailand

Thailand, Phuket, Surin Beach
9,7
Fabelagtigt
827 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 24 km
  • Nærmeste strand: ca. 0 m
  • Pool (evt. sæsonåben)
Thailand, Koh Samui, Choeng Mon
9,8
Fabelagtigt
1037 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 5 km
  • Nærmeste strand: ca. 250 m
  • Pool (evt. sæsonåben)
Thailand, Koh Samui, Bophut
9,1
Fabelagtigt
360 anmeldelser
  • Nærmeste lufthavn: 4 km
  • Nærmeste strand: ca. 500 m
  • Pool (evt. sæsonåben)

Seværdigheder

Jeg har her udvalgt nogle få af de mange seværdigheder, som du har mulighed for at opleve på din rejse til Thailand. Hvis du har lyst til at læse mere om andre seværdigheder i Thailand, anbefaler jeg dig at læse vores blog om rejser, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Bangkok

Bangkok er ikke bare Thailands hovedstad, men også landets økonomiske, politiske og kulturelle centrum og et af verdens største rejsemål med over 12 millioner udenlandske og 27 millioner thailandske besøgende hvert år. De fleste rejser til Thailand går desuden via den store, internationale lufthavn i byen, som også er et knudepunkt for rejser videre ud i Asien.

Blandt byens største seværdigheder er Grand Palace, der har været den officielle residens for kongerne af Siam (og senere Thailand) siden 1782; byens store buddhistiske templer, herunder Wat Phra Kaew, Wat Pho og Wat Arun; de hinduistiske monumenter Sao Chingcha og San Thao Maha Prom; Jim Thompson House, der er et smukt eksempel på traditionel thailandsk arkitektur; museerne Bangkok National Museum og Royal Barge National Museum - og meget mere.

Desuden kan en tur på en af byens mange krydstogter og bådture i kanalerne Chao Phraya og Thonburi anbefales - og ikke mindst et besøg på et af byens mange farverige og livlige markeder.

Phi Phi

Phi Phi er en øgruppe beliggende mellem den store ø Phuket og den vestlige del af Malacca-kysten i Krabi-provinsen. Øgruppen blev for alvor et verdenskendt rejsemål efter at dens næsten paradisiske strande og kystlandskaber optrådte som kulisse i filmen "The Beach" i år 2000.

Ko Phi Phi Don er den største, mest befolkede og mest kendte af øerne i øgruppen - og dermed også den mest besøgte - men strandene på den næststørste ø, Ko Phi Phi Lee, besøges også af mange strandgæster og turister fra hele verden. Resten af øerne i øgruppen, herunder Bida Nok, Bida Nai og Ko Mai Phai, er ikke meget mere end store kalkstensklipper ude i havet.

Øerne kan nås med speedbåde eller de såkaldte longtail-både fra Krabi by eller fra forskellige havne i Phuket-provinsen.

Khao Yai nationalpark

Khao Yai National Park, beliggende på den sydvestlige grænse af Khorat-plateauet, er en af Thailands mest berømte og spændende natur-attraktioner og landets tredjestørste nationalpark med et areal på over 300 kvadratkilometer.

Parken er blandt andet kendt for at rumme det 1351 meter høje bjerg Khao Rom og vandfaldene Heo Narok og Heo Suwat, der - ligesom øgruppen Phi Phi - optrådte i filmen "The Beach". Der er blandt andet 3.000 arter af planter, 320 fuglearter og 66 arter af pattedyr i parken, herunder kravebjørne, indiske elefanter, gaur-tyre, forskellige abearter, muntjaker-hjorte, ussuri-dholer og vildsvin. 

Den 14. juli 2005 blev parken - sammen med andre parker i samme område og Dong Phaya Yen-bjergene længere nordpå - udnævnt til verdensarv af Unesco under navnet "Dong Phaya Yen-Khao Yai Forest Complex".

 

Information om Thailand

Jeg har her samlet nogle få facts og informationer om Thailand, såsom regionens geografi, befolkning, konstitution, religion og sprog, som kan tjene som inspiration til din rejse til Thailand. Hvis du ønsker at finde mere inspiration til din rejse, anbefaler jeg dig at besøge vores blog, hvor du kan finde spændende artikler om alle vores rejsemål. God fornøjelse og god rejse!

Geografi og befolkning

Med sine 513.120 kvadratkilometer er Thailand lidt større end Spanien og mere end 10 gange større end Danmark. Landet grænser op til Myanmar og Laos mod nord,  til Laos og Cambodja mod øst, til Thailandbugten og Malaysia mod syd, og til Andamanhavet og den sydlige del af Myanmar mod vest. På havsiden grænser landet op til Vietnam i Thailandsbugten mod sydøst, og til Indonesien og Indien i Andamanhavet mod sydvest.

Thailand har en befolkning på omkring 70 millioner, hvoraf lidt over halvdelen bor i landdistrikterne, især i risopdyrkede områder i de centrale, nordøstlige og nordlige regioner, mens lidt under halvdelen af befolkningen lever i byerne, hvoraf mange bor i og omkring hovedstaden Bangkok, hvis metropole område har omkring 16 millioner indbyggere.

Thailands regeringssponsorerede familieplanlægningsprogrammer resulterede i et dramatisk fald i befolkningstilvæksten fra 3,1% i 1960 til omkring 0,4% i dag. I 1970 boede der f.eks. i gennemsnit 5,7 personer i en thailandsk husstand, mens det samme antal i dag kun er 3,2 personer.

Konstitution og politik

Thailand er et konstitutionelt monarki, hvor premierministeren er regeringschef og en arvelig monark er statsoverhoved. Domstolen er i princippet uafhængig af den udøvende og lovgivende magt, men retsafgørelser i Thailand anses af mange for at være baseret på politiske overvejelser snarere end på eksisterende lov.

Siden maj 2014 har Thailand været styret af en de facto militærjunta, som kalder sig det for "det nationale råd for fred og orden". Landet har i det hele taget en lang tradition for militær-kup og skiftende forfatninger: Siden 1932 har landet således haft hele 17 militærkup og 20 forfatninger, herunder den seneste forfatning fra 2017 (der gælder i dag). I samme periode har Thailand både været ledet af demokratisk valgte regeringer og af autokratiske militær-juntaer uden folkeligt mandat, men fælles for alle regeringer - uanset om de har været autokratiske eller demokratiske - har været, at de har anerkendt en arvelig monark som statsoverhoved.

De fleste af landets militær-kup har været ublodige og ikke ført til en revolutionær ændring af landets politik, hvilket blandt andet tilskrives monarkiets stabiliserende funktion i det ellers politisk meget omskiftlige thailandske samfund.

Religion 

Thailands mest udbredte religion er buddhisme, som hele 94,6% af befolkningen bekender sig til. Den næststørste religiøse gruppe i Thailand er muslimer, der udgør 4,9% af befolkningen (hvoraf størsteparten er sunni-muslimer), mens 1,17% af befolkningen er kristne og under 1% af befolkningen er hinduister, sikher, jøder, konfucianister eller ateister.

Sprog

Thailands officielle sprog er thailandsk, som er et tai-kadai-sprog, der er nært beslægtet med laotisk, shan-sproget i Myanmar og mange andre mindre sprog, der tales i en bue fra Hainan til Yunnan, syd for den kinesiske grænse. Thailandsk er også det primære sprog i uddannelsessystemet og i den offentlige sektor.

Herudover er 62 andre sprog i landet blevet anerkendt af den monarkiske thai-regering i en report til FN i 2011. Disse sprog anerkendes dog ikke i den nationale folketælling, der kun anerkender fire dialekter af thailandsk, som svarer til regionale variationer af thailandsk.

Engelsk er obligatorisk fag i det thailandske undervisningssystem, men det er et fåtal af thailændere, der taler engelsk; især uden for de store byer. Koncentrationen af thailændere, der taler engelsk, er naturligvis størst i de mest turistede områder i landet.

 

 

 

Hvad siger gæsterne i Thailand?

7,4
Samlet gæstebedømmelser
Baseret på 25 anmeldelser