Rejser til Koh Samet

Jeg havde fornøjelsen af at rejse til Thailand og opleve paradisøen Koh Samet. Her ventede en lille ø med autentisk stemning, hvide sandstrande, eksotiske palmer og en lokalbefolkning der gjorde alt for at jeg skulle trives. Og trives, det kommer du helt sikkert også til på Koh Samet.  Den tropiske ø i Rayong-provinsen er præget af fred og ro, så du får den bedste mulighed for at slappe af og komme ned i tempo fra den hektiske hverdag herhjemme. Uanset om du rejser som par, familie med børn eller en gruppe af venner, har vi fundet et særligt hideaway der passer til dig. Vi glæder os til at sende dig på en alletiders rejse til dejlige Koh Samet. 

Udover at være en af Thailands smukkeste øer, er Koh Samet meget lille -  mindre end 5 km lang og 1 km bred -  hvilket gør den overskuelig, og du vil ligesom jeg, hurtigt kunne finde rundt. Fra fiskerbyen Ban Phe på fastlandet, tager det kun ca. 25 minutter at sejle til havnen på Koh Samet! Jeg har rejst en del rundt i Thailand, og besøgt flere forskellige steder, men jeg må tilslutte mig den skare der mener, at Koh Samet er det smukkeste sted i Thailand.

Atmosfæren og det lokale liv der går sin vante gang, sammen med de eksotiske omgivelser, gør at Koh Samet skiller sig positivt ud fra mængden af de andre mere turist prægede rejsedestinationer i Thailand. Med andre ord, er det ikke Koh Samet du skal vælge hvis du ønsker liv og glade dage, men øen derimod perfekt til dig der ønsker fred og ro i smukke tropiske omgivelser. 

Fordelen ved Koh Samet

En stor fordel, når du vælger Koh Samet som rejsemål er, at du ikke behøver at flyve indenrigs i Thailand. Her skal du bare hoppe på flyveren fra Danmark til Bangkok, hvorfra du via en ca. 2,5 timers transfer, og en kort sejltur med privat speedbåd eller offentlig båd ankommer til din paradis-ø. Denne tur prøvede jeg selv og jeg blev positivt overrasket over hvor smidigt det var.

Hvis du tager den offentlige båd fra Ban Phe, er der tre stop på Koh Samet: Thadan Pier (25 minutter), Praw Pier (30 minutter) samt Vong Duen Pier (45 min). Den smidige transport mellem Bangkok og Koh Samet gør at du nemt kan kombinere din ferie med både et ophold i den pulserende hovedstad samt afslapning på Koh Samet. Den perfekte Thailands ferie, hvis du spørger mig : )

Ao Prao Beach

Da jeg rejste til Koh Samet ankom jeg med speedbåd fra fastlandet (Ban Phe) til Praw bugten og stranden Ao Prao på Koh Samets vestkyst. Ligesom på film, gled vores speedbåd langsomt ind i bugten, hvor den smukke strand med høje smukke palmer, der knejsede let for brisen, åbenbarede sig. Wow! Der er så meget "hideaway" over Ao Prao og det stod hurtigt klart, at de fleste af vores hoteller på øen ligger lige her.

Her har du ikke en lang række hoteller efter hinanden, og det i sig selv, er selve essensen af Ao Prao. Her er faktisk kun tre hoteller der ligger som perler på en snor. De har alle deres egen del af den smukke sandstrand og her hersker en paradislignende atmosfære. Hvis du ikke vil spise på hotel restauranterne (som i øvrigt er fremragende) kan du nemt tage en taxa til øens øvrige restauranter. 

Taxa, knallert eller båd rundt om øen

Koh Samet er en lille ø. Du kan vælge at leje scooter for et par dage eller en hel uge, afhængigt af hvor aktiv du har tænkt dig at være på din ferie. For kortere ture og middags udflugter du kan med fordel bruge øens taxier som små lastbiler, hvor man sidder på ladet. Glem alt om sikkerhedssele – det findes ikke – men det går nu heller ikke så hurtigt på de små ujævne veje som helt naturligt er med til at holde hastigheden nede.

Som en halv eller hel dags udflugt er det oplagt at leje en privat speedbåd. Med din egen kaptajn kan du gøre stop for snorkling, bade- og frokost stop rundt om øen, i små skønne bugter som er svært tilgængelige fra landsiden. Find din egen lille bugt, hvor du kan snorkle i det klareste vand blandt farverige fisk, eller nyd en lille øde strand, som du kan være heldig at have helt for dig selv en lille stund.

Besøg nationalparken Khao Laemya

Koh Samet blev klassificeret som nationalpark i 1981 og i dag betaler man afgift til området på den nordøstlige side af øen grundet nationalpark-stemplet. Det er også på denne side af øen at du finder charter hotellerne som ligger koncentreret omkring en af øens største og mest populære strande, nemlig Sai Kaew Strand. Her må du forvente at kunne høre både svensk og dansk på stranden samt på hovedgaden som byder på en hel del hyggelige restauranter og barer. Området er perfekt som udflugtsmål,  når man bor på Ao Prao strand og ønsker lidt mere liv en enkelt aften eller to. 

Transfer til Koh Samet

Hvis du bestiller transfer via Escapeaway når du rejser til Koh Samet, er denne kun til havnen, Ban Phe Pier på fastlandet ud for Koh Samet. Transporten med båd fra fastlandet til Koh Samet (ca. 20-30 min. Billet købes ved ankomst til havnen) samt transporten fra havnen på Koh Samet til hotellet er ikke inklusiv og skal arrangeres på egen hånd. Vi anbefaler, at du kontakter hotellet direkte hjemmefra, da de i nogle tilfælde kan hjælpe med den sidste del af transporten.

Rigtig god rejse til Koh Samet

Uanset hvor på øen du vælger at bo, kan du regne med at vi på Escapeaway nøje har udvalgt og håndplukket vores gemmesteder. På Koh Samet, vil du finde de fleste af vores hoteller ved Ao Prao Strand, som efter vores mening er den oplagte Escapeaway destination. 

Indtast dine ferieønsker i søgemaskinen og find nemt en fleksibel rejse til Koh Samet, som passer til dig og dine planer. Vælg mellem afrejse fra København, Aarhus, Aalborg, Billund eller Hamburg lufthavn - vi søger efter billige flybilletter fra alle flyselskaber og kombinerer med udvalgte hoteller på Koh Samet, kun med gode anmeldelser. Du får en pakkerejse, som er sikret af Rejsegaranti, til nettets bedste pris.

Vi glæder os til at byde dig velkommen til Koh Samet!

Hilsen,
Marcus

>> Læs også om rejser til Hua Hin
>> Læs også om rejser til Phuket

Rejser til Thailand

Læs mere om Thailand og find inspiration til din næste rejse her

Find rejsen til Thailand her

Hoteller på Koh Samet